I går begyndte jeg på den kulsorte actionsatire, “God Bless America”, som jeg netop har fået set færdig. Jeg må sige at hovedindtrykket er virkelig godt – den var skarp, utrolig morsom og ganske blodig… jeg følte ihvertfald at filmen talte til mig på alle mulige leder og kanter, og at jeg også sagtens selv kunne se mig i hovedpersonens sted, fordi … for hulen da, hvor er der meget stupidt reality-tv, åndssvage debatprogrammer og endeløse talentshows, der udnytter de svage i befolkningen.

Man kan vel se “God Bless America” som en slags omvendt “Natural Born Killers”. Oliver Stones meget mediefikseret, grumme 90’er-film gjorde dens hovedpersoner til stjerner i filmen, hvor de fik rygte som en slags moderne Bonnie & Clyde. Så slemt går det ikke i “God Bless America”, selvom der bliver refereret lidt til det historiske forbryderpar. Næh, hovedpersonerne i “God Bless America” er så anti-medieliderlige, at man næppe tror at det er sandt. Det er dog sjovt så uduelige politiet virker til at være, fordi de er på intet tidspunkt på sporet af det skydegale par. Det passer også godt ind i det samfund, som filmen portrætterer – en overfladisk nytteløst  verden, hvor vi alle er slaver og zombier af den daglige programoversigt, der løber hen over skærmen i familiens mest værdsatte møbel, “Husalteret”, alias Fjernsynet…  men filmen gør også op med populærkulturen, og om hvorledes der ikke skal meget til at skabe en stjerne i vor dage – hvor den tilbagestående unge mand, der medvirker i talentprogrammet, “American Superstars” (velsagtens en hilsen til det hjernedøde “American Idol”) formår at opnå stjernestatus, også selvom han er frygtelig talentløs og gør sig selv alvorlig til grin. Men det er jo netop det der skal til for at underholde masserne – det brede publikum, der elsker at gøre nar og grine højlydt over taberne, der stiller sig op i sådanne programmer med den formodning om at de kan synge så smukt og blidt at selv englene i Himlen vil komme ned og agere backing-kor. Jeg må nok erkende at jeg synes at filmen rammer meget godt plet her – og selvom det hovedsageligt er kommet ud af filmens forfatter/instruktør, komikeren, Bobcat Goldthwait (jeg husker ham dog mest for rollen som Zed i nogle af de gamle, elendige Politiskolen-film fra 80’erne, hvor han jo altid gjorde sit indtog med sin mere særprægede stemmeførsel) – ja så formår hans manuskript at være forrygende morsomt. Det er dog også et ønske om at vende tilbage til tidligere tiders storhedstid på fjernsynet (og jeg ved ikke om han mener re-runs af Politiskolen her), men han hylder gammelt tv som “Star Trek: The Next Generation” og “Survivor”, og i det hele taget virker hans alter-ego i filmen, den mandlige hovedperson, Frank (Joel Murray) som et ganske nostalgisk menneske, der går op i de gode dyder og interesserer sig for gode maner, samtidigt med at han respekterer sin unge nye veninde, der nok bager på ham, men Frank tager ikke imod de mange komplimenter, og afviser hende gang på gang.

“God Bless America” er en ganske fornøjelig film. Hvorvidt budskabet om bedre fjernsynsprogrammer skal tages seriøst ved jeg ikke rigtig, men det er vel et tilbagevendende, sympatisk synspunkt, at man vil kritisere den hjernetomme tv-verden som man kan karakterisere reality-tv. Jeg er ikke meget for at putte ting ned i en lille forseglet boks, men jeg må nok indrømme at jeg bestemt ikke er den store fan af reality-tv og andre tv-programmer som ungdommen lapper i sig. Men man skal træde varsom med sådanne kommentarer, selvom det er så åbenlyst at sådanne programmer suger hjerneceller til sig – nogle gange tror jeg næsten at programplanlæggerne er nogle onde, onde marsboer, der skaber kunstige verdener, som menneskeheden bliver så afhængig af, men i virkelighed er de ude på at stjæle vores livsenergi og suge marven ud af vores kroppe – dette sker igennem den store maskine, der efterhånden nok skal findes ved samtlige X-Factor-auditions. Urgh, jeg synes at jeg får det dårlig bare af at tænke tanken. Well, jeg ævler vist for meget i dag, og jeg synes at alle der værdsætter en film, der gør det som vi alle tænker, endda i form af et meget morsomt manuskript og nogle solide hovedrolleindehavere, især Joel Murray som jeg tidligere kun kendte som gakkede bedste ven til Greg i sitcommen “Dharma & Greg”. Filmens tone kan virke voldsom, men det er garanteret ment som en spøg og den er ikke specielt tung for hovedet, fordi det foregår i et højt tempo, selvom den gode Frank kan virke både sløv og tør, så er det alligevel en fryd når han lavede pistolerne tale. Se den, hvis du vil have en portion, kulsort satire med utallige Bloody Marys ved siden af.

Well, afslutningsvis vil jeg lige skrive et par ord om en anden film jeg så i går. Den er fransk, men har den internationale titel “Rust And Bone”  – og jeg må sige at det er en utrolig stærk film. Et umage par finder sammen, affødt af en tragedie, der gør at den kvindelige hovedperson mister begge ben, og falder hen i et stadie af depression. Hun havde tidligere mødt den mandlige hovedperson på et diskotek, hvor han var udsmider, og tog med hende hjem, da hun ikke kunne styre hendes temperament. Naturligvis gjorde han det for at komme i kanen med hende, men det lykkes dog ikke. Den mandlige hovedperson er iøvrigt far til en dreng, og bor hos hans søster, men han er bestemt ikke nogen særlig god far – og han behandler sin søn meget hårdhændet og slet ikke rigtig med den største kærlighed-  ihvertfald ikke i starten. Nå, men den benløse kvinde og den unge, iltre mand indleder et forhold, hvor de indgår en aftale om at hun altid kan kontakte ham, og hvis han er fri, så kommer han forbi og så skal de ellers gå til den, hvis i forstår hvad jeg mener?

“Rust And Bone” er en virkelig god film. Menneskelig og skrøbelig, men også stærk og fuld af imponerende skuespil. Jeg var meget begejstret for de to hovedrolleindehavere, henholdsvis den Oscarbelønnet Marion Cotillard og den noget hårdføre Matthias Schoenaerts… glimrende præstationer af dem begge. Filmen er iøvrigt instrueret af Jacques Audiard, der har lavet virkelig gode film før, og faktisk er en utrolig spændende instruktør. “Rust And Bone” har desuden også en meget fin og nuanceret lydside, der er med at til at gøre denne film til en utrolig præstation. Selvom jeg synes at så mange som mulig bør se denne film, så er det nok stadigvæk noget af en nichefilm, og de lidt markante sexscener i filmen gør også at den nok er ikke for de mindste, men værket er nok engang en strålende oplevelse, og selvom der er mange buler og lakken er falmet, så fremstår filmen alligevel som en meget vintage produktion – et lille, indelukket drama, der dog også kan omfavne resten af verdenen, når den byder sig til. Se den nu!

Den benhårde og kloakvandsorte satire over den amerikanske reality-tv og dårlige tv-programmer er en fin oplevelse. Handlingen er måske absurd det meste af vejen, men for det meste lykkes det, og man sidder tilbage med en sød smag i munden, fordi man har bidt sig selv i læben af bar fornøjelser. Manuskriptet er knivskarpt!

Den benhårde og kloakvandsorte satire over den amerikanske reality-tv og dårlige tv-programmer er en fin oplevelse. Handlingen er måske absurd det meste af vejen, men for det meste lykkes det, og man sidder tilbage med en sød smag i munden, fordi man har bidt sig selv i læben af bar fornøjelser. Manuskriptet er knivskarpt!

Den franske film "Rust And Bone" tangerer måske til tider regulær følelsesporno, men jeg var ret begejstret for den - især når man midt i en tragedie kan finde så meget håb som den kvindelige hovedperson gør... skuespillet er fremragende, og man bliver suget ind i filmens handling - dette her er måske ikke ligefrem popcornsunderholdning til masserne i biografen, men det er bare en virkelig god film.

Den franske film “Rust And Bone” tangerer måske til tider regulær følelsesporno, men jeg var ret begejstret for den – især når man midt i en tragedie kan finde så meget håb som den kvindelige hovedperson gør… skuespillet er fremragende, og man bliver suget ind i filmens handling – dette her er måske ikke ligefrem popcornsunderholdning til masserne i biografen, men det er bare en virkelig god film.

 

Reklamer