Archive for juni, 2013


Deroppe mod nord…

Jeg bor i et lille smørhul i det vidunderlige land, som der er Danmark. Thisted er navnet på byen, hvor min nuværende, ydmyge 2-værelses-lejlighed befinder sig. Ikke noget dårligt sted, selvom det nogle gange kan knibe lidt med pladsen, men jeg er glad for at bo her – det vil sige, at det er jeg i det meste af året. Der er nemlig en tilbagevendende begivenhed hver sommer, som gør at jeg må søge tilflugt i lejligheden med lukkede vinduer og et eget musikanlæg, der er skruet helt op på max… i denne weekend er der nemlig ‘Thy Rock’…hvor 10.000+ mennesker flokkes på den lokale Dyrskueplads og fester, drikker og sikkert har en pragtfuld stund. Jeg er dog ikke fan, særligt ikke af musikken, der typisk er for den lidt mere mainstreame tankegang, og som synes at både Kim Larsen, Rasmus Seebach og Johnny Madsen er nationale skatte.

Jeg sidder netop nu og varmer op med min egen helt, nemlig Ronnie James Dio, som er en af mine absolutte ynglings-vokalister igennem tiderne. En fremragende sanger, der samtidigt havde et ry for at være et særdeles indbydende, varmt og smilende menneske… en regulær good guy, der desværre måtte forlade vores rige alt for tidlig. Foruden hans tid som soloartist i bandet Dio, så er jeg også meget glad for hans bidrag til Black Sabbath, hvor han har sunget på en af mine alltime favorit-numre, titelnummeret på albummet “Heaven And Hell”. Selvom den gode Dio ikke længere er iblandt os, så lever hans musikarv videre, og jeg er utrolig glad for at kunne sætte pris på denne form for musik, der jo har meget mere at byde på end Kim Larsens mavesure nationalpoesi, Rasmus Seebachs feminine kærlighedssange eller Johnny Madsens bodegamelodier. Jeg vil til enhver tid hellere fordybe mig i den vidunderlige verden, som hedder heavy metal, fordi der er der altid en sang der passer perfekt til den personlige sindstilstand. Jeg er nok ikke den typiske ‘metalhead’, men jeg er stor tilhænger af musikken og kulturen, selvom jeg ikke er den mest hardcore udøver af den. Jeg vil altid forsvare den for den skrækkelige verden der findes derude, hvor X-Factor, dalende cd-salg, og alverdens poptoner inficerer den ganske klode. Det betyder også at jeg må tage afstand fra Thy Rock, der slet ikke er noget for mig… ja, i det hele taget er festivalmentaliteten nok ikke noget for undertegnet. Jeg har selvfølgelig prøvet at være til Roskilde Festival, da jeg var ung og dum… men nej, jeg magtede det ikke helt – så den oplevelse, til trods for noget rigtig godt musik og godt selskab, var ikke noget for mig. Jeg har det bedre med at sidde og lytte til cder, imens jeg brokker mig over ting som Thy Rock og deslige … det kan man vel nok forstå?

Well, selvfølgelig skal det hele ikke være så surt, så jeg har også taget forskud på næste måned, idet der jo gik penge ind på kontoen i dag! – hurra! – det måtte selvfølgelig udnyttes, og heldigvis havde Amazon åbnet. Jeg bestilte derfor straks nogle artikler, deriblandt både dvder, blu-ray og cder.. og jeg kom nok til at forivrige mig lidt, men nu skulle det jo være. Og endelig havde jeg råd og lyst til at investere i den komplette “Star Wars”-saga på blu-ray. Den var selvfølgelig noget dyr, men det er den overalt, og idet jeg, som sagt, nu havde nogle ekstra penge på kontoen, så måtte jeg jo bestille den denne dag. Dertil bestilte jeg blandt andet den nye cd med Amon Amarth – det mægtige svenske vikinge-metalband og remaket af William Lustigs fremragende 80’er-slasherfilm, “Maniac”… i den nye udgave spilles Joe Spinells rolle af Frodo himself, og jeg tvivler meget på at han kan overgå den fantastiske præstation af Joe Spinell, men lad os nu se. Jeg bestilte flere andre småting, men det førnævnte var nok top-3.

Nu er der blot tilbage at vente…

thyrock

Reklamer

Ak og ve, i dag er det faktisk ét år siden, at jeg startede med at skrive på bloggen… utrolig som tiden går hurtig, og jeg synes at man kan blive helt rundtosset af sådan en speedy tidsfornemmelse…

Først og fremmest må jeg sige , at “Grotesk!” vil leve videre, også efter denne årsdag, hvor det ikke er utænkelig at man skal fejre det med en enkelt af de kolde… dog skal jeg først i biffen i aften for at se Zack Snyder’s “Man Of Steel”, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til – det er jo en god, gammeldags blockbuster – og et Superman-reboot, så jeg er selvfølgelig game, men jeg tvivler dog på at den kan overgå Richard Donners “Superman” fra…var det 1979? – det er en sublim superheltefilm, der hører til blandt de bedste…Anyway, det skal nok blive interessant at se hvad Zack Snyder kan gøre… manden er jo ganske visionær, så jeg forventer et brag af de store…

Ellers må jeg sende en tak til de mennesker, der har læst nogle af mine indlæg på bloggen. Jeg går ikke efter en guldmedalje, og jeg skriver, først og fremmest, fordi at jeg synes at det er sjovt… og jeg er altid glad for kommentarer, både positive og negative (dog er jeg ikke fan af Spam, argh…!)..well, jeg håber bare at folk kan få noget ud af det jeg skriver… jeg er hverken ekspert eller et geni til når det kommer til filmanalyse og æstetikbehandling, men jeg er glad for det, og jeg føler at jeg selv får noget ud af at skrive om det… om der er andre der har det på samme måde, aner jeg simpelthen ikke… jeg sværger jo stadigvæk til blogge som “Båndsalaten”, “Skræk og Rædsel” og “En Lejemorder Ser Tilbage”, når jeg skal finde på nyt at skrive om… de er alligevel meget bedre til det end jeg…

Forresten, jeg skrev et indlæg i anledning af Lucio Fulcis fødselsdag den anden dag, men jeg undlod at omtale en af mandens største værker, nemlig “Zombi 2”. Denne unikke zombiegnasker er elsket af mange fans, og flere vil sikkert påstå at det er verdens bedste filmatisering med de levende døde. Jeg er også meget glad for den, og åbningssekvensen i New York er enestående og fantastisk nervepirrende. Det er desuden sjovt at se Mia Farrows mindre kendte søster, Tisa Farrow, i den bærende kvindelige rolle, og så gode gamle Richard Johnson som doktormanden. Der er nogle ganske modbydelige scener af de rådne gengangere, der rejser sig fra graven, godt dækket af larver og biller, og med en utrolig appetit for menneskekød. Det er desuden også filmen med den famøse øje-splintren, der er ganske godt lavet. Fabio Frizzis væmmelige, hypnotiske musik er også godt for stemningen, der er gennemført modbydelig hele filmen igennem. Lucio Fulcis værk må virkelig siges at være af de helt store klassikere, når det kommer til zombiefilm, og hvis man ikke har set den endnu, så er det måske på tide… zombier er ihvertfald mere populære end nogensinde før og med “World War Z” med Brad Pitt lige på trapperne, så kunne det være at man skulle besøge fortiden, og se en mere ydmyg, men dog også stærkt vanedannende sag som “Zombi 2″… den kan iøvrigt også skaffes på en dansk dvd fra AWE…med titlen: “Rædslernes grønne Ø”.

Ja, her på falderebet, må jeg endnu en gang sige at det er utroligt at der allerede er gået et år. Min lyst og glæde ved at skrive indlæg er stadigvæk intakt, og jeg regner med, og håber på at der vil komme mange flere igennem årene. “Skræk og Rædsel” har jo lige fejret 7-års dagen, så der er noget at se op til… ihvertfald skal jeg nok fortsætte med at skrive nærgående om film jeg har set, og måske krydre det med et indlæg eller to om musik. Only time will tell…

Den engelske blu-ray-udgivelse fra Arrow Video. Desværre fik jeg den ikke købt i steelbook-udgaven, og da den godt nok stadigvæk kan skaffes - til uhørte priser dog, så valgte jeg at være tilfreds med denne udgivelse. Filmen fejler ingenting, og skulle være intakt... det er et vidunderlig eksempel på hvordan en zombiegnasker skal drejes... godt gået Fulci!

Den engelske blu-ray-udgivelse fra Arrow Video. Desværre fik jeg den ikke købt i steelbook-udgaven, og da den godt nok stadigvæk kan skaffes – til uhørte priser dog, så valgte jeg at være tilfreds med denne udgivelse. Filmen fejler ingenting, og skulle være intakt… det er et vidunderlig eksempel på hvordan en zombiegnasker skal drejes… godt gået Fulci!

Weekenden er reddet…!

Med udsigt til en weekend med massiv regnvejr over det ganske land, så er man måske tilbøjelig til at sidde indenfor, sippe varm kaffe og stene et par filmiske vidundre…ja ja, jeg siger ikke nødvendigvis at det er det jeg har tænkt mig at gøre, men det virker godt nok oplagt… og jeg har da også modtaget en mindre pakke fra Amazon i dag, så heldigvis blev weekenden reddet i stor stil. Det danske vejr er virkelig lunefuld, og selvom man helst vil ligge ved stranden og spille beachvolley med kvindelandsholdet fra Cuba, så tvivler jeg meget på at det udmønter sig i det.

Anyway… det er noget skidt at jeg skriver alt ned hvad jeg tænker… uha, det kan sikkert blive farligt i de forkertes hænder… missilaffyringskoderne!… nåh ja, mon ikke at jeg bare skulle koncentrere mig om noget andet:

Som sagt modtog jeg en mindre pakke fra Amazon, og man kunne blandt andet finde følgende artikler i den lille kasse, som mine væmmelige, sårbefængte hænder fik flået op før Pingvinen kunne sige “God bless ya”… :

“Hitchcock”, Blu-ray… jeg skrev for længe siden et indlæg om filmen “Hitchcock” med Sir Anthony Hopkins i hovedrollen som den korpulente mesterinstruktør. Jeg nåede ikke at se den i biffen, så jeg har været spændt på dens udgivelse til hjemmebiografen. Det skal nok blive interessant, og jeg har hørt noget om at Helen Mirren stjæler showet som hans allestedsnærværende kone. Filmen skulle således foregå i tidsrummet omkring indspillingen af en af de store klassikere, “Psycho”, og skulle indeholde en del humor… nu får vi se, men jeg har ihvertfald været spændt…

“Warm Bodies”, Dvd… den meget omtalte romantiske zombie komedie er også ankommet til min bopæl. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige om denne, andet end at den skulle være enorm morsom, og virkelig sparke til både fanboy- og horrorkulturen. Jeg missede den også i biffen, men heldigvis var det hurtig til at komme ud i UK. Jeg kan forstå at den danske udgivelse vist også er lige på trapperne. Hvis jeg nu havde en kæreste, så ville jeg sikkert sætte mig i sofaen… gabe højlydt… og så lægge armen om hende… men for fanden… det er jo utopi at tro at det ville forekomme i denne weekend…(jeg bestiller sgu snart den mail-order bride… med lidt held ligner hun Julia Roberts…) – nuvel, jeg regner med at komme mere til at grine end at gyse af denne film, så det skal nok blive hyggelig… måske i stil med “Zombieland”?

“Mama”, Blu-ray… Endnu en “Guillermo Del Toro Presents”-filmatisering. Denne Ghost Story har delt vandene lidt, og jeg kan forstå at den har haft det lidt svært. Men det er dog sjovt at filmen har dansk biografpremiere den 20. juni, alt imens den udkommer i UK den 17. juni – med danske undertekster! – det er jo bare tåbelig… og da jeg tvivler på at min lokale biograf får en kopi af denne film, så kunne jeg jo lige så godt bestille den hjem fra Amazon. Jeg har været temmelig spændt på værket, der har danske Nikolaj Coster-Waldau og dobbelt-Oscarnominerede Jessica Chastain i de bærende roller. Hvorvidt den er uhyggelig nok er jeg lidt i tvivl om, men coveret er sgu tilpas creepy, og jeg har på fornemmeren at der nok skulle være lidt substans i produktionen. Det bliver ihvertfald et herlig syn.

Well, det var lige de tre store ting, som jeg har glædet mig mest til… min pakke indeholdte også:

Hårdkogt gangsterfilm med en stjerneparade af skuespillere i”Gangster Squad” (Blu-ray), Terrence Mallicks nyeste film, “To The Wonder” (Dvd), Feelgood film med Kevin James i “Here Comes The Boom” (Dvd), Will Ferrell-komik i “Everything Must Go” og endelig et triple-feature bokssæt med ‘The Rat Pack’, hvor filmene “Ocean’s 11”, “Robin And The 7 Hoods” og “4 For Texas” er inkluderet… det er selvfølgelig også på Dvd.. – som rosinen i pølseenden kommer der en enkelt cd med “Skid Row”, så 80’er heavy rock-weekenden kan også sparkes i gang…. – det er dog først næste weekend at der er Thy Rock, så jeg må beherske mig…

Anyway, jeg håber at alle der læser dette indlæg, nyder weekenden i selskab med nogle vidunderlige film. Det er ihvertfald det som jeg har tænkt mig, og når der er bål på søndag, så danser jeg en lille glædesdans, og håber at min gamle folkeskolelærerinde bliver sendt til Bloksbjerg… Kleine Hexeri!

Triple the fun... tre længeventet film er ankommet til min ydmyge bolig. Jeg glæder mig meget til at få mine gustne, klamme øjne til at se nye filmiske herligheder. Forventningerne er i top, og de kan næsten kun skuffe, men nu får vi se... jeg glæder mig ihvertfald...

Triple the fun… tre længeventet film er ankommet til min ydmyge bolig. Jeg glæder mig meget til at få mine gustne, klamme øjne til at se nye filmiske herligheder. Forventningerne er i top, og de kan næsten kun skuffe, men nu får vi se… jeg glæder mig ihvertfald…

Den klejne italiener, Lucio Fulci, er en af den moderne skrækfilms helt store sønner... især med hans "Gates Of Hell"-trilogi omkring start-80'erne huskes af mange fans som det ultimative i 'spaghetti-splatter'. I dag, den 17. juni kunne Lucio Fulci være fyldt 86 år... desværre døde han i 1996, 68 år gammel...Sender alligevel en hilsen til den gamle mester i det andet rige...tillykke!

Den klejne italiener, Lucio Fulci, er en af den moderne skrækfilms helt store sønner… især med hans “Gates Of Hell”-trilogi omkring start-80’erne huskes af mange fans som det ultimative i ‘spaghetti-splatter’. I dag, den 17. juni kunne Lucio Fulci være fyldt 86 år… desværre døde han i 1996, 68 år gammel…Sender alligevel en hilsen til den gamle mester i det andet rige…tillykke!

Lucio Fulci er uundgåelig, når man skal snakke om succesfulde italienske skrækinstruktører… regnet for mange som et svin med direkte sadistiske tilbøjeligheder (især overfor kvinder), så formåede den lille mand at skabe nogle film, der for altid vil gå ned i historien som pragtfulde, væmmelige filmiske bastarder. Min favorit er nok “City Of The Living Dead”, der er både ualmindelig ulækker og samtidigt også utrolig morsom. “The Beyond” var den første Fulci-film jeg nogensinde så, da jeg købte den brugt igennem Den Blå Avis, på et hollandsk videobånd. Stor oplevelse, men sidenhen har også mange af hans andre film glædet mig. Den utrolig voldelige giallo “The New York Ripper” er en perle i den misogynistiske  genre, og den ligeledes stærke “Napoli-Forbindelsen” var en udsøgt gangster-film. Jeg kan også godt lide hans western “Four Of The Apocalypse”. Dog er det nok med den førnævnte “Gates Of Hell”-trilogi, som består af “City Of The Living Dead”, “The Beyond” og “The House By The Cemetery”, der forbliver mine Fulci-favoritter… jeg er ihvertfald altid glad (og en smule mere beskidt), når jeg genser disse perler fra start-80’erne… lad os råbe et hurra for gamle Lucio – uden ham ville filmverdenen være noget mere stuerent, men sikkert også meget mere kedeligere…

Halløjsa. Ovenpå en weekend, der nu går på hæl, hvor regn, torden og blæst har huseret og raseret, og jeg, nok engang, har været ramt af nogle væmmelige søvnangreb, hvor jeg ikke rigtig kunne orientere mig om noget som helst… hverken film eller musik kunne trænge ind i mit plagede hoved og inficere min hjerne. Men i dag har været en ok dag. Solen er netop nu kommet frem, og jeg elsker et godt regn- og tordenvejr, men det kan nu også være ganske rart med lidt solskin… også selvom jeg ikke har en altan, hvor jeg kunne nyde kølige pilsnere fra en dertil indrettet køletaske. Nuvel – den anden dag så jeg en film, som jeg havde set nogle gange før, men som jeg alligevel altid synes at der er et kig værd. Titlen var såmænd “Fanboys” fra 2009 – en ganske morsom amerikansk ungdomskomedie med tryk på roadmovie og kultdyrkelse.

Med sagte stemme må jeg nok også stemme mig med i koret om at tilhøre den bevægelse som kaldes for “Fanboys”… det er vel betegnelse for de typer personager, der elsker “Star Wars”,” Star Trek” eller noget helt tredje og så dyrker det til den helt store Dødsstjerne-eksplosion. Jeg står jo nok med et ben i begge lejre, fordi jeg kan både lide “Star Wars” og “Star Trek”, hvilket tilsyneladende er et stort problem i filmen, fordi man kan ikke være fan af begge på en gang. Jeg er nok et råddent æg så, men jeg nyder stadigvæk at vende tilbage til en galakse for længe, længe siden eller rejse ud med USS Enterprise på nye eventyr. Som fanboy må man også investere både tid, penge og kærlighed i sin hobby – godt nok har jeg ikke længere så mange figurer rundt omkring, men jeg ejer naturligvis filmene bag min passion. Af Star Trek-serierne er jeg mest stemt for “The Original Series” fra 60’erne, og det selvom jeg voksede op med “The Next Generation” på min fjernsynsskærm næsten hver dag i mit barndomshjem. Den originale, hellige trilogi i “Star Wars”-universet så jeg også første gang som helt ung, og jeg var virkelig vild med den fra første akt, og den ikonske musik af John Williams er jeg aldrig vokset fra. Mit forhold til “Star Wars” er kølet en anelse nu…indrømmet, jeg nyder stadigvæk at se biografudgaverne af de gamle film med jævne mellemrum, men da George Lucas proklamrede at nu ville han indsætte CGI-effekter i filmene og genudgive dem, så var jeg ved at stå af…da Episode I skulle have premiere i 1999, havde jeg stået i mastrodontske regndråber og ventet på at købe billet til filmen… okay, der var vist overdækket, men jeg ville lige pynte lidt på historien… forventningens glæde var stor, men da jeg satte mig i biffen omkring klokken tolv midnat på den pågældende aften, så blev mit mandsmod og kærlighed til “Star Wars” total afvæbnet. En omgang kedelig, familievenlig mildt underholdende science fiction-pladder, der passede bedst til TV2 en søndag eftermiddag…og så den skide Jar Jar Blinks!?? – ikke lige en stor oplevelse. Desværre var det på samme maner at jeg så Episode II nogle år senere. Dog var jeg ikke til midnatsforestilling den gang, men jeg så filmen i biffen, og den var også bare…. dårlig?.. æv – jeg var meget skuffet. Heldigvis kan man jo altid gå tilbage til ægte filmmagi og se den originale trilogi, der er lysår bedre end Episode I-III.

Anyway, jeg ville jo skrive om “Fanboys” – der er en særdeles hyggelig og morsom lille sag, hvor konflikterne mellem “Star Wars”-supporterne og de såkaldte “Trekkies” mere end en gang kommer i søgelyset. Filmen repræsenterer en nørds våde drøm, måske en anelse uvidende, men trods alt – våd som bare pokker.

Historiens præmis er simpel. En gruppe venner planlægger at se Episode I før tid, og de planlægger en roadtrip tværs over USA til George Lucas’ Skywalker Ranch, for at se en råkopi. Grunden hertil er også at en af de unge lider af uhelbredelig kræft, og som et sidste ønske, vil de gerne give ham den gave, hvilket er meget sympatisk. Anyway – sådan en tur er ikke uden problemer, og de kommer forbi både “Trekkies” i Iowa (Kaptajn Kirks fødestat), en bøssebar, hvor stamgæsterne har hang til mandestrip og nogle kvindelige prostituerede, der snører vor venner i stor stil. Alt dette bare for et kig, men spørgsmålet er så om alle bestræbelserne er det hele værd?

Jeg kan rigtig godt lide “Fanboys”. Humoren i filmen er måske lidt småstupid og infantil, men nogle gange er det også nok for mit vedkommende – vel også sagtens derfor at jeg altid vender tilbage til Kevin Smiths filmografi. Historien er vældig underholdende skrevet, med en god portion nørderi blandet i som det ekstra saftige krydderi, der skal gøre vores filmiske bagværk til et velsmagende stykke underholdning. Skuespillerne, anført af Dan Fogler, Sam Huntington, Chris Marquette, Jay Baruchel og Kristen Bell gør det som de skal. De skal agere humoristiske marionetdukker i en grinagtig fortælling, der skal bringe tilskueren tættere på det at være ægte fan – også selvom man er nørd, og hvis man efter skoletiden, ikke laver andet end at spille videospil i sin mors garage (undskyld – tilbygning!)… der er dog også mange sjove camoer, deriblandt af Danny Trejo, Carrie Fisher, Seth Rogen, Ethan Suplee (som superfan Harry Knowles), Billy Dee Williams og ikke mindst William Shatner – sjov lille sammenblanding, men det bidrager gevaldigt til filmens høje tempo, hvor alle der har set “Star Wars” eller “Star Trek” eller dem begge – kan være med. Historien er måske også lige kort nok, men igen – det er garanteret for at man ikke skal kede sig for meget undervejs, og det gør man  dog heller ikke, fordi filmen er en fest.  Man bliver således mødt af utal af filmiske referencer, hvor man flere gange griber sig selv i at trække lidt på smilebåndet, fordi det er ganske godt fundet på – det kan være enten en sjov sætning eller sågar en hændelse – et eksempel er hvor den meget hårdføre kassevogn som de kører rundt i, brager igennem et stor skilt, og efterlader noget som man måske kunne forveksle med en vis Darth Vader – anyway, det er bare good, clean fun…

Selvfølgelig er der også nogle ulemper. Historien er sjov, men ikke videre nuanceret, og til tider virker den noget ulogisk. Skuespillerne er ok, men ikke noget særligt, og selvom tempoet er højt, så må man sige at den næsten har lidt for travlt, så det virker bare som joke-på-joke hele tiden, uden at man får tid til at fordøje de forskellige indtag. Well – filmen er dog sjov… og jeg kan sagtens anbefale den til alle ligesindende fans derude, fordi den er i sandhed utrolig morsom at følge. Så det er bare med at få den at se! – måske er det ikke årets sjoveste, men det er ihvertfald et godt bud på årets mest nørdede film.

Og ak og ve – nu kom solen og skinner mig lige ind i bægeret…synes sgu at jeg savner mit regnvejr igen, men sådan kan man jo ikke altid få det – den danske sommer er en skælmsk smuk kvinde, der nok siger at hun elsker dig, men samtidig efterlader dig bundet til sengen, imens hun sender et fingerkys afsted og styrer ud af døren med den sparsomme kontantbeholdning, som der befinder sig i min tegnebog. Uha, for en hård nyser… hvad kan man så lære af det? – ingenting overhovedet! – jeg ville gøre det hele igen og igen…!

Den amerikanske ungdomskomedie "Fanboys" fra 2009 er et humørfyldt bekendtskab. Her er det tilladt at være så nørdet som mulig, og kampen mellem "Star Wars"-fans og "Trekkies" er i fuld gang. Utallige gags med det i mente i filmen, men det er alt sammen en herlig lille omgang af seriøs science fiction-nørderi...

Den amerikanske ungdomskomedie “Fanboys” fra 2009 er et humørfyldt bekendtskab. Her er det tilladt at være så nørdet som mulig, og kampen mellem “Star Wars”-fans og “Trekkies” er i fuld gang. Utallige gags med det i mente i filmen, men det er alt sammen en herlig lille omgang af seriøs science fiction-nørderi…

Den originale "Star Wars"-trilogi kræver ikke så mange ord. Som filmfan i alt almindelighed er vel pensum, som altid fortjener at blive nævnt når man skal diskutere hvad verdens bedste film er... En fattig filmmager ved navn George Lucas ramte virkelig plet tilbage i 77, og filmens indflydelse er enorm...

Den originale “Star Wars”-trilogi kræver ikke så mange ord. Som filmfan i alt almindelighed er vel pensum, som altid fortjener at blive nævnt når man skal diskutere hvad verdens bedste film er… En fattig filmmager ved navn George Lucas ramte virkelig plet tilbage i 77, og filmens indflydelse er enorm…

Hurra. Efter at have bidt negle omkring en pakke fra Cdon, så fik jeg endelig en sms i dag om den kunne hentes i den lokale Døgnpost-terminal… (en Døgnpost-terminal er iøvrigt en stor flot rød kasse, med masser af rum hvor Post Danmark kan lægge pakker ind, og man får så adgang ved hjælp af et par pinkoder og sit sygesikringsbevis – skide smart, fordi så slipper man sikkert for at stå i kø, man slipper for en sur madamme, der fumler med pakken og endelig så kan man hente pakken 24 timer i døgnet, når det passer en…) – jeg er stor fan af Døgnposten… men nå ja, der kom jo en pakke fra Cdon, og den indeholdte et par gaver til nogle af mine bekendte, og dertil en lille sjat blu-ray film, et par dvder og en enkelt cd. Jeg har ingen problemer med at handle ved Cdon, men denne gang tog min ordre lang tid, og jeg synes, selvom jeg er fan af Døgnposten, at det er noget fjolleri at de ikke vil postomdele pakkerne… men okay, det er måske et spørgsmål om økonomi, så jeg har ikke set “tallene”, men kan bare konstatere at jeg synes at det er lidt besværligt.

Anyway – jeg ville lige skrive et par ord om en film der var med i pakken. Jeg havde tidligere kigget længe på denne film hos Amazon, og da jeg fandt den til billigere penge hos Cdon… ja så måtte jeg naturligvis bestille den. Der er tale om den snævre, amerikanske independentfilm “Martha Marcy May Marlene” – skrevet og instrueret af Sean Durkin, inspireret af  hans egen kortfilm “Mary Last Seen”.

Filmen omhandler den unge pige Martha (Elizabeth Olsen er et fund i rollen) – og dennes kvaler med at slippe ud af kløerne fra en klam, omklamrende kult, ledet af den blide, men også manipulerende og utrolig farlige Patrick (John Hawkes). En tidlig morgen stikker hun således afsted igennem en skov, og kommer til en lille by. Efter at have indtaget et måltid – også i selskab med en af kultens medlemmer, der tilsyneladende lige kommer forbi. Heldigvis tager hun ikke med ham tilbage, men får ringet efter sin søster, der er mildest talt forbløffet over at have fået kontakt med sin lillesøster. Således henter hun Martha, der tålmodig venter på frelse og forståelse fra søsteren. Hun bliver indlogeret hos søsteren og hendes mand, men det er først nu at hendes hukommelse vender tilbage og hun får tænkt over de ting som hun blev udsat for med kulten – og det var ikke altid en dans på roser…

Jeg har tidligere skrevet om en anden indie-film ved navn “Powder Blue” (iøvrigt en af Patrick Swayzes sidste film) – og den kunne jeg bestemt ikke lide. Historien var dårlig fortalt og instruktionen virkede forhastet og under niveau, og samtidig var skuespillerne intetsigende og skabelonsagtige. Det er anderledes med “Martha Marcy May Marlene”. Titlen referer til de forskellige navne som vores hovedperson benytter sig af eller bliver kaldt i filmens forløb. Jeg må virkelig sige at skuespillet i denne film var ganske imponerende, historien var strålende fortalt og stemningen i filmen er intens og direkte klaustrofobisk. Ideen med at vise Marthas liv i kulten i oplysende flashback-sekvenser, alt imens handlingen hos søsteren skrider fremad  er virkelig godt tænkt.  Elizabeth Olsen er formidabel i hendes hovedrolle, og hun fremstår både selvstændig, som vises i form af hendes vilje til at undslippe kulten, men også dybt afhængig af andre, især hendes søster, som hun ikke virker til at have den store forståelse for, men virkelig ikke kan leve uden. Jeg var meget begejstret for hende, og hun mindede mig en del om en anden ung skuespillerinde, der sidenhen hendes første par film er nået så meget videre og endda vundet en Oscar… jeg tænker selvfølgelig på Jennifer Lawrence, der også har en kommanderende tilstedeværelse i samtlige af hendes film, og hun formår virkelig at trække det hele ud af hendes roller. Elizabeth Olsen er ligeledes et lysende talent og hendes villighed til at gå langt i rollen er utrolig. De andre skuespillere er også gode – den Oscarnominerede John Hawkes (som jeg iøvrigt også lige har set som lammet ung mand, der kastes ud i sexlivets begyndelse i filmen “The Sessions”) er foruroligende som Patrick, og selvom han måske ikke har så meget screentime, så kan man rolig fornemme hvordan han kan snyde og manipulere sig til sin status i filmen. Hans hensigter er bestemt ikke så ærbødige som han gerne vil fremstå som. Som tidligere nævnt, så gennemsyres filmen af en særlig intens og næsten direkte væmmelig stemning, hvor man hele tiden har på fornemmelsen at der vil ske noget modbydelig… en uro der altid er til stede, om man vil – samme fornemmelse synes jeg iøvrigt at jeg har, når jeg ser Lars Von Triers voldsomme og utrolig seværdige “Antichrist”, som jeg vil betegne som en af de bedste film jeg har set i nullerne. Det er begge sådanne type film, der formår at skabe noget troværdigt og tankevækkende, der sidder i kroppen, længe efter man enten har forladt biografens mørke eller slukket for dvdafspilleren. Det er virkelig nogle film som man kan betegne som små mirakler – og jeg har en helt vifte af beundrende ord for sådanne filmskabere, der kan sætte mig i sådan en trancelignende tilstand. Det er der få instruktører der kan…Lars Von Trier, David Cronenberg, Tim Burton, Takashi Kitano, Takeshi Miike og få andre – og nu også Sean Durkin, der ligesom sine kollegaer, ikke holder igen, og giver beskueren fuld valuta med sit lille filmiske kunstværk. Netop nu er han i den begyndende fase på en ny film, der tilsyneladende omhandler sangfuglen Janis Joplins liv. Det kunne bestemt også blive spændende. “Martha Marcy May Marlene” viser os meget, både godt og ondt ved en kult, og nogle gange kan man måske betænke sig i at den måske viser os alt for meget. Til gengæld er slutningen virkelig fremragende, idet den lader tilskueren selv danne sin egen indtryk og nu begynder vores egen forarbejdning af filmens forløb – ligesom Martha, der skal igennem sit forløb igen, så må vi nu tænke tilbage og spørge os selv om det mon virkelig skete – eller om den psykisk utilpasset unge pige i virkeligheden hellere skulle have så meget hjælp som det overhovedet er muligt. Lad tankerne begynde…

Endelig kom den amerikanske, prisbelønnet indiefilm "Martha Marcy May Marlene" til min bopæl... Filmens rå og til tider ganske kyniske billede af livet i en kult og tiden derefter er vedkommende og utrolig medrivende. Elizabeth Olsen er fantastisk i hovedrollen. Overraskende nok var filmen ikke blandt årets bedste ifølge Akademiet, da de skulle nominere årets Oscarkandidater, men man skal endelig ikke snyde sig selv for oplevelsen på dvd eller blu-ray. Det vil man ikke fortryde...

Endelig kom den amerikanske, prisbelønnet indiefilm “Martha Marcy May Marlene” til min bopæl… Filmens rå og til tider ganske kyniske billede af livet i en kult og tiden derefter er vedkommende og utrolig medrivende. Elizabeth Olsen er fantastisk i hovedrollen. Overraskende nok var filmen ikke blandt årets bedste ifølge Akademiet, da de skulle nominere årets Oscarkandidater, men man skal endelig ikke snyde sig selv for oplevelsen på dvd eller blu-ray. Det vil man ikke fortryde…

Sidste søndag sad jeg endnu engang klistret til computeren, idet jeg skulle høre Sort Søndag på DRs netradio… det er en tilbagevendende begivenhed, og som metalelsker må man bare overgive sig til hærføreren Anders Bøtter og hans fortrinelige sammensatte helvedesbrøl…

Nuvel, i denne udsendelse var der pludselig et finsk band med, som jeg ikke kendte… der var tale om Battle Beast – og de har siden hen forhekset mine øregange med deres formidable musik. Det er jo ren oldschool metal, som de spillede den i 80’erne, med en kvindelig vokalist der virkelig giver den gas…

Desværre lader de til at de har udskiftet dette forrygende medlem af det kvindelige køn med en anden, der hellere ikke er dårlig, men hun når godt nok ikke denne fremragende sangerindes høje niveau…

Jeg er blevet helt vild med denne sang, og hvis man bare har en snert af kærlighed for den hårde genre, så er jeg sikker på at man vil elske Battle Beast… jeg synes på ingen måde at det er cheesy eller noget som helst – det er ærligt og lige ud af landevejen metal… jeg ved godt at der ikke er noget growl eller meningsløst skrigeri, men det er så gennemført bad ass, at jeg overgiver mig…

Jeg fornemmer at Amazon snart vil modtage en bestilling på bandets foreløbelig to albums…

“I am back!”

Urgh – endnu engang må jeg berede mig på at skrive et indlæg i alarmerende solskin. Jeg sidder i en lille gang i min lejlighed, og forsøger at nedfælde nogle enkelte ord om mine seneste filmkiggeri, men jeg må nok sige at den skide sol er ved at udvikle sig til mine ærkenemesis. Tidligere har jeg haft mange opgør med den sønderrivende lyskilde, og man skal jo nærmest gå med en faktor 5000 fedtet ind i sin spæde krop hele dagen lang… om jeg fatter tåberne, der smider sig på stranden i et forsøg på at at få en kulør. Jeg er stuebleg så det basker, men selv mine arme er ved at få noget farve… hvad kan det indikere? – jeg må straks lukke ned for samtlige aktiviteter og faktisk gå i seng… men for fanden da – det er der jo heller ingen der har lyst til – at høre på sådan et snorketræ klokken tre om eftermiddagen?

Well, jeg har faktisk set nogle film, men jeg tror kun at jeg vil omtale en enkelt af dem…nemlig Arnold Schwarzeneggers tilbagevenden til film som hovedrolleindehaver i den ambitiøse og stilfulde “The Last Stand”. Foruden Arnold, så kan man også møde folk som Forrest Whitaker, Johnny Knoxville, Peter Stormare, Eduardo Noriega, Luis Guzmán og Jaimie Alexander. Et ganske imponerende cast med nogle gode navne. Instruktøren er iøvrigt sydkoreanske Kim Jee-Woon, der har lavet virkelig fine film tidligere, såsom “The Tale Of Two Sisters”, “I Saw The Devil” og “The Good, The Bad And The Weird”… ganske imponerende…

Nu glæder imidlertid en moderne amerikansk western – uden heste iøvrigt, men med hurtige biler i stedet for. Filmens præmis er ganske simpel. Den frygtede og berygtede narkochef, Gabriel Cortez, undslipper loven og har sat kursen mod den mexikanske grænse. Forud venter sheriffen i den lille by Sommerton, Ray Owens (Arnold), og han har æren på sin side, og selvom der er et massiv udbud af håndlangere for Cortez, så tager sheriffen og en lille skare kampen op, og der er virkelig tale om “The Last Stand”.

Nuvel – forvent ingen timelange diskussioner om Psykoterapi og økonomiske modeller. Der er ingen Oscarvindende skuespilspræstation, selvom engang Oscarvinder Forrest Whitaker trods alt medvirker. Filmen er et langt studie i hvordan man kan skabe mest mulig action – og man har på fornemmeren at der virkelig er blevet skrabet i budgettet, fordi filmen ser ganske flot ud og actionsekvenserne er imponerende. Men til gengæld er de også næsten lige ud af landevejen, og den famøse superbil som Cortez drøner rundt i, lugter for meget af “The Fast And The Furious”-serien. Underholdningsværdien er dog ret høj, men jeg savner lidt et bedre skrevet manuskript – jovist der er nogle onelinere, men langt fra nok – jeg havde forventet det helt store humoristiske actionbrag med tungen lige i munden og de varme patroner væltende ud på gaden. Ja, jeg ved godt at man umuligt kan holde tempoet oppe hele tiden, men jeg synes at der var momentvis situationer hvor den blev lidt småkedelig. Det er især gældende i filmens første halvdel – fordi når skurkerne går amok i den lille by og skudduellerne begynder … så er der virkelig gang i den. Men endnu engang hen mod slutningen fedtes der for “The Fast And The Furious”-publikummet, der unægtelig har stået først i kø for at se denne nye produktion. Det er virkelig en drengerøvsfilm med stort D. Arnold gør det ganske godt – men han er også blevet ældre, og som han selv udtrykker det i en scene, så føler han sig “Old”. Peter Stormare er herlig slesk i sin rolle – som sædvanlig bør man næsten sige … (jeg havde iøvrigt lige genset ham som den faldende engel, Lucifer, i DC Comics-filmatiseringen af Hellblazer-tegneserierne, “Constantine” – der var han også herlig modbydelig…) …Folk bliver dog skudt i sænk på rimelig voldsom maner, og der er flere scener, hvor det ser noget væmmeligt ud, men som erklæret actionfan og drengerøv-aspirant, så er man helt med på det, fordi det er netop sådan som det skal være. Der er en del der har sammenlignet filmen med en typisk 80’er-actionfilm, og det kan jeg godt medgive. 80’erne var jo et underholdende årti, hvor videovolden eksploderede, i takt med de mange billige actionfilm, der kom ud på det hungerende videomarked. Der kunne “The Last Stand” sagtens have sin plads.

Jeg så iøvrigt filmen på en ganske film engelsk Blu-ray-udgivelse, hvor der var en smule ekstramateriale med, der virker en anelse overfladisk. Men der går jo lidt tid før filmen udkommer i Danmark, og da jeg var rimelig spændt på resultatet, så måtte jeg selvfølgelig hoste op og bestille dyret igennem Amazon.

Jeg er iøvrigt ved at arrangere mine Blu-ray-titler, så de står lidt bedre, og jeg har overvejet at skrive et indlæg om mine Steelbook-udgivelser. Jeg er stor fan af Steelbook-indpakningen og såmænd også Digibook-udgivelserne. Jeg kan godt lide når der er gjort lidt ekstra ud af det hele, og det pynter også gevaldigt på hylden. Arrow Video udsende snart en ny række Steelbooks på Blu-ray, og desværre missede jeg “Zombie Flesh Eaters”, men den erhvervede jeg mig så på en standard Blu-ray fra Arrow. Den udkom lige i en tid, hvor jeg ikke havde finanserne til den, og når det er limited, så udgår den jo af sortimentet på et tidspunkt…(!) – damn…

Well, afslutningsvis kan vel siges om “The Last Stand”, at det var en ganske underholdende affære, men jeg havde håbet på et lidt sjovere manuskript, så forvent ikke en latterorkan, men nu kan det jo også være at det er fordi at jeg er blevet noget svær at tilfredsstille med sådanne småhumoristiske og spøjse indslag. Jeg er helt sikker på at størstedelen, der ser denne film, vil synes at den er voldsom underholdende og “herre griner” – som de unge nok vil sige. Jeg sætter mig langsomt tilbage i lænestolen… finder en god pibe tobak og et glas Sherry, og forholder mig ganske rolig, når filmen løber over skærmen. “Landet for Drengerøve” er netop åbnet!

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret... og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke...Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner... Good Stuff...

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret… og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke…Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner… Good Stuff…

Pyh – det har godt nok være en af de mere varme dage i dag. Højt solskin og berusende temperaturer er ikke godt nyt for en gammel goth, der hellere vil tilbringe dagene i regnfuldt mørke, imens kaffen hældes ned i svælget og fjernsynsskærmen viser de seneste uhyrligheder. Jeg er dog også nogenlunde mand til at indrømme, at det måske er meget hyggelig med alt den sommer og sol – folk virker mere venlige på en måde, også selvom de fleste tror at jeg er en stor tysker ved navn Manfred…? – well, måske skulle man også lade de lederhosen hvile… bare en enkelt dag?

Jeg modtog en pakke fra allestedsværende Amazon i dag, og der var lidt af hvert i denne forsending… alt fra fredelige Oscarvindere som “Livet er Smukt” på en flot blu-ray udgivelse, til Helen Hunts ligeledes Oscarnomineret præstation som sexhjælperen Cheryl i den sandfærdige  “The Sessions”, men naturligvis også Director’s Cut-udgaven af “Robin Hood: Prince Of Thieves” – ja ja, jeg ved godt at det er med Kevin Kostbar, men jeg kan nu godt lide Alan Rickmans portræt af den gale sherif i filmen. Og jo, jeg modtog iøvrigt også en fransk film med Charles Bronson i hovedrollen. Titlen var: “Rider On The Rain”…

Naturligvis har jeg tilbragt aftenen med at se et par af filmene. Jeg så først Helen Hunt i den ganske charmerende lille film, “The Sessions” om en mand, der lider af muskelsvigt som følge af polio i hans barndomsår. Det var en ganske god film – historien var ganske vedkommende og filmen mener godt. I bund og grund handler det jo om menneskets urinstinkt, der giver lysten til sex, og når man er lammet i det meste af kroppen, så er det ikke altid nemt at have en velfungerende sexliv. Her kommer Helen Hunt ind i billedet. Den ganske attraktive blondine, og Oscarvinder iøvrigt, fylder faktisk 50 år, her senere i juni måned, men hun ser fantastisk ud – både med og uden tøj, og hendes humane og følsomme skildring af sexhjælperen, der bliver mere og mere interesseret og måske småforelsket i den handicappede mand, er virkelig prisværdig, og man ønsker alt godt for karakteren. Jeg synes at det var en ganske fin lille film, og eftersigende var den et ganske stort hit på Independent-filmfestivalen “Sundance”, hvor den vandt en publikumspris. Selvom emnet er en anelse lummert, så tror jeg at der er mange der kan få meget ud af denne film – og det er ihvertfald helt sikkert at den giver håb til en masse ensomme sjæle derude rundt omkring. John Hawkes er rigtig fin i hovedrollen som Mark, og det er sjovt at se William H. Macy som præst, der må ligge ører til Marks detaljerede fortællinger om hans eventyrrejse ud i sexlivets mysterier…helt klart en film som godt kan anbefales, men jeg har dog det indtrykt at det måske overvejende er kvinder der vil se denne film, fordi tonen i filmen er så skrøbelig og med en sjat poesi, så tror  jeg at mange kvinder vil synes rigtig godt om den. Der er dog ingen øredøvende biljagter eller vilde skuddueller i filmen, men det kan man jo også godt blive en smule træt af…

Nuvel – jeg så selvfølgelig også Charles Bronsons præstation i “Rider On The Rain”, hvor han deler rollelisten med navne som Marlene Jobert, Gabriele Tinti og Jill Ireland. Filmen er fra 1970, og på den engelske dvd fra Optimum, kan man vælge imellem den franske eller den engelske version af værket. Jeg så den franske udgave, der lige er 4 minutter længere end den engelske, og så kunne det også være sjovt at høre Bronson på fransk, synes jeg. Men nåh ja, jeg tvivler lidt på at det rent faktisk er Charles Bronsons egen stemme. Naturligvis har de fået fat i en rødvinsafhængig og cigaretglad franskmand til at dubbe ham – det var ihvertfald min tanke, da jeg så filmen. Marlene Jobert var dog ret sød i den kvindelige hovedrolle, og jeg tror faktisk at det er den første film som jeg har set med hende. Gabriele Tinti kender jeg fra flere lyssky italienske produktioner, hvor han har arbejdet sammen med hans meget smukke kone, Laura Gemser, som jeg ikke er sen til at udråbe som en af verdens smukkeste kvinder. “Rider On The Rain” er således en ganske fornuftig, spændingsfilm med en masse forvekslinger, en heltinde i konstant besvær og særdeles hårdkogte typer. Charles Bronson er faktisk rigtig god i rollen, og med det flotte overskæg i filmen, så er det rigtig som Henrik fra Båndsalaten har skrevet om ham anmelderen, der mente at han på en god dag kunne minde om Clark Gable.. Hans rolle som efterforsker for det amerikanske militær er ramt meget godt i filmen, og han er selvfølgelig en rigtig fin good guy. Denne franske produktion kom således ud kun to år efter at han havde udødeliggjort karakteren ‘Harmonica’ i “Once Upon A Time In The West” af den mesterlige Sergio Leone. Det viser en Bronson i god form, og man kan sagtens forstå hvorfor at han er blevet castet til disse roller – hans stenansigt er simpelthen perfekt til at spille en personage, der måske godt kan virke en smule hårdhændet, men i bund og grund er så gennemført god og loyal, at man næsten bør knibe sig selv i armen af bar misundelse. Jeg bliver nok aldrig træt af at se film med Charles Bronson  – sådan en type kan de moderne filmhelte ikke sammenlignes med. Tænk bare på Tom Cruise…? Ham kunne Charles Bronson æde til morgenmad…måske godt med ketchup dog? – Well, “Rider On The Rain” er en rigtig god film med masser af spænding og den efterlader virkelig et ganske godt indtryk… dette er klassisk europæisk 70’er-spænding på den helt rigtige franske facon. Slutningen er også lidt sød, selvom man nok kunne ane at det kom. Iøvrigt skal man have fat i den engelske dvd fra Optimum, som skulle være den bedste på markedet, også selvom den ikke har noget ekstramateriale, så står billedet rigtig flot.

Og hvordan skal man nu tilbringe resten af natten? – joh, der er flere muligheder… man kunne jo passende gå i seng og stå tidlig op, forhåbentlig frisk og veludhvilet? eller man kunne surfe efter gode filmtilbud på den store virtuelle markedsplads hos Amazon…? men selvfølgelig kunne man også placere sin dertil indrettede i sofaen for at fæste sine øjne på endnu noget hittepåsomt fra min sparsomme dvdhylde…? Ja, måske skulle man lige tænke sig om en ekstra gang… men jeg føler at det vil være for tidlig at gå i seng nu, og da mit program i morgen siger: Sov til du vågner og stå op når du gider…, så mon ikke at man kunne se en lille film mere – det tror jeg nok…!?

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller "RIder On The Rain" fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller “RIder On The Rain” fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.