Urgh – endnu engang må jeg berede mig på at skrive et indlæg i alarmerende solskin. Jeg sidder i en lille gang i min lejlighed, og forsøger at nedfælde nogle enkelte ord om mine seneste filmkiggeri, men jeg må nok sige at den skide sol er ved at udvikle sig til mine ærkenemesis. Tidligere har jeg haft mange opgør med den sønderrivende lyskilde, og man skal jo nærmest gå med en faktor 5000 fedtet ind i sin spæde krop hele dagen lang… om jeg fatter tåberne, der smider sig på stranden i et forsøg på at at få en kulør. Jeg er stuebleg så det basker, men selv mine arme er ved at få noget farve… hvad kan det indikere? – jeg må straks lukke ned for samtlige aktiviteter og faktisk gå i seng… men for fanden da – det er der jo heller ingen der har lyst til – at høre på sådan et snorketræ klokken tre om eftermiddagen?

Well, jeg har faktisk set nogle film, men jeg tror kun at jeg vil omtale en enkelt af dem…nemlig Arnold Schwarzeneggers tilbagevenden til film som hovedrolleindehaver i den ambitiøse og stilfulde “The Last Stand”. Foruden Arnold, så kan man også møde folk som Forrest Whitaker, Johnny Knoxville, Peter Stormare, Eduardo Noriega, Luis Guzmán og Jaimie Alexander. Et ganske imponerende cast med nogle gode navne. Instruktøren er iøvrigt sydkoreanske Kim Jee-Woon, der har lavet virkelig fine film tidligere, såsom “The Tale Of Two Sisters”, “I Saw The Devil” og “The Good, The Bad And The Weird”… ganske imponerende…

Nu glæder imidlertid en moderne amerikansk western – uden heste iøvrigt, men med hurtige biler i stedet for. Filmens præmis er ganske simpel. Den frygtede og berygtede narkochef, Gabriel Cortez, undslipper loven og har sat kursen mod den mexikanske grænse. Forud venter sheriffen i den lille by Sommerton, Ray Owens (Arnold), og han har æren på sin side, og selvom der er et massiv udbud af håndlangere for Cortez, så tager sheriffen og en lille skare kampen op, og der er virkelig tale om “The Last Stand”.

Nuvel – forvent ingen timelange diskussioner om Psykoterapi og økonomiske modeller. Der er ingen Oscarvindende skuespilspræstation, selvom engang Oscarvinder Forrest Whitaker trods alt medvirker. Filmen er et langt studie i hvordan man kan skabe mest mulig action – og man har på fornemmeren at der virkelig er blevet skrabet i budgettet, fordi filmen ser ganske flot ud og actionsekvenserne er imponerende. Men til gengæld er de også næsten lige ud af landevejen, og den famøse superbil som Cortez drøner rundt i, lugter for meget af “The Fast And The Furious”-serien. Underholdningsværdien er dog ret høj, men jeg savner lidt et bedre skrevet manuskript – jovist der er nogle onelinere, men langt fra nok – jeg havde forventet det helt store humoristiske actionbrag med tungen lige i munden og de varme patroner væltende ud på gaden. Ja, jeg ved godt at man umuligt kan holde tempoet oppe hele tiden, men jeg synes at der var momentvis situationer hvor den blev lidt småkedelig. Det er især gældende i filmens første halvdel – fordi når skurkerne går amok i den lille by og skudduellerne begynder … så er der virkelig gang i den. Men endnu engang hen mod slutningen fedtes der for “The Fast And The Furious”-publikummet, der unægtelig har stået først i kø for at se denne nye produktion. Det er virkelig en drengerøvsfilm med stort D. Arnold gør det ganske godt – men han er også blevet ældre, og som han selv udtrykker det i en scene, så føler han sig “Old”. Peter Stormare er herlig slesk i sin rolle – som sædvanlig bør man næsten sige … (jeg havde iøvrigt lige genset ham som den faldende engel, Lucifer, i DC Comics-filmatiseringen af Hellblazer-tegneserierne, “Constantine” – der var han også herlig modbydelig…) …Folk bliver dog skudt i sænk på rimelig voldsom maner, og der er flere scener, hvor det ser noget væmmeligt ud, men som erklæret actionfan og drengerøv-aspirant, så er man helt med på det, fordi det er netop sådan som det skal være. Der er en del der har sammenlignet filmen med en typisk 80’er-actionfilm, og det kan jeg godt medgive. 80’erne var jo et underholdende årti, hvor videovolden eksploderede, i takt med de mange billige actionfilm, der kom ud på det hungerende videomarked. Der kunne “The Last Stand” sagtens have sin plads.

Jeg så iøvrigt filmen på en ganske film engelsk Blu-ray-udgivelse, hvor der var en smule ekstramateriale med, der virker en anelse overfladisk. Men der går jo lidt tid før filmen udkommer i Danmark, og da jeg var rimelig spændt på resultatet, så måtte jeg selvfølgelig hoste op og bestille dyret igennem Amazon.

Jeg er iøvrigt ved at arrangere mine Blu-ray-titler, så de står lidt bedre, og jeg har overvejet at skrive et indlæg om mine Steelbook-udgivelser. Jeg er stor fan af Steelbook-indpakningen og såmænd også Digibook-udgivelserne. Jeg kan godt lide når der er gjort lidt ekstra ud af det hele, og det pynter også gevaldigt på hylden. Arrow Video udsende snart en ny række Steelbooks på Blu-ray, og desværre missede jeg “Zombie Flesh Eaters”, men den erhvervede jeg mig så på en standard Blu-ray fra Arrow. Den udkom lige i en tid, hvor jeg ikke havde finanserne til den, og når det er limited, så udgår den jo af sortimentet på et tidspunkt…(!) – damn…

Well, afslutningsvis kan vel siges om “The Last Stand”, at det var en ganske underholdende affære, men jeg havde håbet på et lidt sjovere manuskript, så forvent ikke en latterorkan, men nu kan det jo også være at det er fordi at jeg er blevet noget svær at tilfredsstille med sådanne småhumoristiske og spøjse indslag. Jeg er helt sikker på at størstedelen, der ser denne film, vil synes at den er voldsom underholdende og “herre griner” – som de unge nok vil sige. Jeg sætter mig langsomt tilbage i lænestolen… finder en god pibe tobak og et glas Sherry, og forholder mig ganske rolig, når filmen løber over skærmen. “Landet for Drengerøve” er netop åbnet!

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret... og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke...Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner... Good Stuff...

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret… og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke…Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner… Good Stuff…

Reklamer