Med udsigt til en weekend med massiv regnvejr over det ganske land, så er man måske tilbøjelig til at sidde indenfor, sippe varm kaffe og stene et par filmiske vidundre…ja ja, jeg siger ikke nødvendigvis at det er det jeg har tænkt mig at gøre, men det virker godt nok oplagt… og jeg har da også modtaget en mindre pakke fra Amazon i dag, så heldigvis blev weekenden reddet i stor stil. Det danske vejr er virkelig lunefuld, og selvom man helst vil ligge ved stranden og spille beachvolley med kvindelandsholdet fra Cuba, så tvivler jeg meget på at det udmønter sig i det.

Anyway… det er noget skidt at jeg skriver alt ned hvad jeg tænker… uha, det kan sikkert blive farligt i de forkertes hænder… missilaffyringskoderne!… nåh ja, mon ikke at jeg bare skulle koncentrere mig om noget andet:

Som sagt modtog jeg en mindre pakke fra Amazon, og man kunne blandt andet finde følgende artikler i den lille kasse, som mine væmmelige, sårbefængte hænder fik flået op før Pingvinen kunne sige “God bless ya”… :

“Hitchcock”, Blu-ray… jeg skrev for længe siden et indlæg om filmen “Hitchcock” med Sir Anthony Hopkins i hovedrollen som den korpulente mesterinstruktør. Jeg nåede ikke at se den i biffen, så jeg har været spændt på dens udgivelse til hjemmebiografen. Det skal nok blive interessant, og jeg har hørt noget om at Helen Mirren stjæler showet som hans allestedsnærværende kone. Filmen skulle således foregå i tidsrummet omkring indspillingen af en af de store klassikere, “Psycho”, og skulle indeholde en del humor… nu får vi se, men jeg har ihvertfald været spændt…

“Warm Bodies”, Dvd… den meget omtalte romantiske zombie komedie er også ankommet til min bopæl. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige om denne, andet end at den skulle være enorm morsom, og virkelig sparke til både fanboy- og horrorkulturen. Jeg missede den også i biffen, men heldigvis var det hurtig til at komme ud i UK. Jeg kan forstå at den danske udgivelse vist også er lige på trapperne. Hvis jeg nu havde en kæreste, så ville jeg sikkert sætte mig i sofaen… gabe højlydt… og så lægge armen om hende… men for fanden… det er jo utopi at tro at det ville forekomme i denne weekend…(jeg bestiller sgu snart den mail-order bride… med lidt held ligner hun Julia Roberts…) – nuvel, jeg regner med at komme mere til at grine end at gyse af denne film, så det skal nok blive hyggelig… måske i stil med “Zombieland”?

“Mama”, Blu-ray… Endnu en “Guillermo Del Toro Presents”-filmatisering. Denne Ghost Story har delt vandene lidt, og jeg kan forstå at den har haft det lidt svært. Men det er dog sjovt at filmen har dansk biografpremiere den 20. juni, alt imens den udkommer i UK den 17. juni – med danske undertekster! – det er jo bare tåbelig… og da jeg tvivler på at min lokale biograf får en kopi af denne film, så kunne jeg jo lige så godt bestille den hjem fra Amazon. Jeg har været temmelig spændt på værket, der har danske Nikolaj Coster-Waldau og dobbelt-Oscarnominerede Jessica Chastain i de bærende roller. Hvorvidt den er uhyggelig nok er jeg lidt i tvivl om, men coveret er sgu tilpas creepy, og jeg har på fornemmeren at der nok skulle være lidt substans i produktionen. Det bliver ihvertfald et herlig syn.

Well, det var lige de tre store ting, som jeg har glædet mig mest til… min pakke indeholdte også:

Hårdkogt gangsterfilm med en stjerneparade af skuespillere i”Gangster Squad” (Blu-ray), Terrence Mallicks nyeste film, “To The Wonder” (Dvd), Feelgood film med Kevin James i “Here Comes The Boom” (Dvd), Will Ferrell-komik i “Everything Must Go” og endelig et triple-feature bokssæt med ‘The Rat Pack’, hvor filmene “Ocean’s 11”, “Robin And The 7 Hoods” og “4 For Texas” er inkluderet… det er selvfølgelig også på Dvd.. – som rosinen i pølseenden kommer der en enkelt cd med “Skid Row”, så 80’er heavy rock-weekenden kan også sparkes i gang…. – det er dog først næste weekend at der er Thy Rock, så jeg må beherske mig…

Anyway, jeg håber at alle der læser dette indlæg, nyder weekenden i selskab med nogle vidunderlige film. Det er ihvertfald det som jeg har tænkt mig, og når der er bål på søndag, så danser jeg en lille glædesdans, og håber at min gamle folkeskolelærerinde bliver sendt til Bloksbjerg… Kleine Hexeri!

Triple the fun... tre længeventet film er ankommet til min ydmyge bolig. Jeg glæder mig meget til at få mine gustne, klamme øjne til at se nye filmiske herligheder. Forventningerne er i top, og de kan næsten kun skuffe, men nu får vi se... jeg glæder mig ihvertfald...

Triple the fun… tre længeventet film er ankommet til min ydmyge bolig. Jeg glæder mig meget til at få mine gustne, klamme øjne til at se nye filmiske herligheder. Forventningerne er i top, og de kan næsten kun skuffe, men nu får vi se… jeg glæder mig ihvertfald…

Reklamer