Archive for juli, 2013


Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80'erne og 90'erne var han vel verdens største action superstar... Stort tillykke til Arnie...!

Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80’erne og 90’erne var han vel verdens største action superstar… Stort tillykke til Arnie…!

En umiddelbar filmografi er jo ganske imponerende. Lige fra Conan til “The Terminator”, og væsentlige roller i film som “Total Recall”, “Commando”, “Predator”, “The Last Action Hero”…og mange flere. Desværre kom der i 90’erne også en tendens til at give Arnold flere bløde roller… skrækeksemplerne som “Kindergarden Cop” og “Junior” må siges at være langt under hans potentiale, og i de film blev hans ry alvorlig svækket. Jeg ved ikke om det var for at vinde det kvindelige publikum eller for at gøre klar til en karriere i politik, men faktum er at det er nogle skidedårlige film. Arnold Schwarzenegger er iøvrigt personlig god ven med det danske pendant, Sven Ole Thorsen, der stadigvæk bor i Staterne, og også medvirker i flere film, dog typisk mindre roller end frontløberen Arnie. De spillede første gang sammen i “Conan – The Barbarian”, som er en glimrende film, og hvor Sven Ole Thorsen ikke havde en eneste replik… men det blev dog til en imponerende dødsrallen. Well – i 2013 er Arnold tilbage, og efter roller i “The Expendables” 1 og 2, og “The Last Stand”, så er det godt at se den gamle svinger med den tykke accent igen. Godt at han er tilbage, hvor han hører hjemme!

Ja, hvad kan jeg sige… jeg går og venter utålmodigt på den månedlige check fra det offentlige. Min konto har det ikke godt, og min købelyst endnu værre, idet jeg har en del gaver og sager som jeg skal have købt i næste måned… hvor der er noget af det der er lidt i det som man kalder for et begrænset antal… jeg håber virkelig ikke at de er udsolgt før jeg får talt med banken i morgen og arrangeret nogle kroner…

Anyway, nu pisker regnen søreme ned – efter nogle dage med alvorlig hedeslag. Jeg overlevede endnu engang det famøse marked, hvor jeg dog fik smagt både på Absinthen igen og hørt livemusik i baghaven i form af en fremragende harmonika-spiller… måske ikke så meget metal, men det passede perfekt til stemningen og der var ikke et øje tørt. Torden er der også nu – eller det vil jeg sige at det tror jeg da at der er…(måske var det bare en gammel bil, der skulle starte)…

Angående mit filmkiggeri, så er jeg endnu engang i færd med at sortere film inde i den lille stue. Det virker temmelig håbløs, og jeg ved snart ikke hvor jeg skal gøre af mine dvd’er. Egentlig ville jeg jo helst have dem stående fremme i stor stil, men det tillader min sparsomme lejlighed desværre ikke, pga. utallige skråvægge. I stedet står de dermed opmagasineret under en trappe… ikke et passende liv for så meget underholdning. Jeg er begyndt at sidde og glo YouTube-videoer af folk, der enten snakker om film, køber film eller viser deres samling frem. Der er nogle seriøse samlere derude, og jeg tror ikke engang at jeg kan tillade mig at sætte mig i samme bås som dem. Dog er der også mange mærkelige typer…jeg så en der havde den komplette samling af tv-serien “Full House” – på dansk “Hænderne Fulde”… hvem pokker har dog den serie? – det er en af de absolut værste komedieserier jeg har set… men okay, John Stamos er cool, men Bob Saget er et regulært fjols… well – det er ihvertfald en af de gamle travere på parabol. Men det er faktisk ganske interessant, når man ser videoer på den måde, så kan man ofte blive lidt overrasket. Foreksempel, så var der en gut der viste sjældne og o.o.p.-titler frem, og det var ganske spændende. Pludselig kommer han til en gammel 80’er-sag, der vistnok skulle være noget sjælden… det var da pudsig, tænkte jeg – den ser bekendt ud… og ganske vist, jeg fik rodet lidt i samlingen og fandt den frem:

makingcontact

 

Der var såmænd tale om Roland Emmerichs “Making Contact” fra midten af 80’erne. En tidstypisk og meget tro mod konceptet-tidlig film fra manden der sidenhen skulle lave katastrofefilm i stor stil. Jeg husker den ikke så godt, men regner med at jeg kan få den genset her en af dagene. Men jeg kan dog erindre at jeg synes at den mindede meget om Steven Spielbergs “E. T.” – der jo er en af 80’ernes store film – rent nostalgi fra barndommen. Well, der er to forskellige versioner af filmen i dette 2-disk sæt, men jeg husker noget om at der vistnok på den tyske version var lidt problemer med lyden… ja, jeg ved ikke helt – men jeg smider den sikkert i afspilleren en af dagene.

Men som jeg nævnte før, så er stuen i oprør. Filmsorteringen er i fuld gang, og jeg finder flere titler som jeg ellers havde investeret i på blu-ray, og som nu bare er overflødige på dvd… well, sådan går det jo når man insisterer på at opdatere samlingen. Jeg ser dog stadigvæk dvd-film, og det er helt sikkert også stadigvæk nok 90 procent af min samling, der er dvd. Jeg er netop blevet færdig med et Steve Martin-bokssæt med syv titler i. Der var blandt andet den fladpandede “The Jerk”, den ganske sympatiske “The Lonely Guy”, den ret morsomme “Bowfinger” og den glimrende “Parenthood” (som jeg ejede i forvejen). Desværre var der også nogle dårlige titler… “Sgt. Bilko” var ret nonsens…(og Henrik, den var faktisk baseret på den gamle tv-serie! – Imagine that… en tv-serie fra 50’erne?) – og “Dead Men Don’t Wear Plaid” vekslede imellem en herlig hyldest til den gamle film noir-genre og nutidig galskab. Bokssættet sluttes af med “Housesitter”, hvor Goldie Hawn sjæler billedet fra Steve Martin. Jeg ved ikke rigtig med ham der sølvræven, Steve Martin – jeg synes at han er fabelagtig i “Planes, Trains And Automobils”, hvor han passer perfekt ind i både rollen som overlegen forretningsmand og morsom modsvar til John Candys badegardinringe-sælger… En fantastisk film i det hele taget – og som må betegnes som en af John Hughes’ helt store voksen-komedier. Jeg elsker når jeg vender tilbage til den.

Men okay – selvom jeg har et alvorlig pladsproblem, så har jeg alligevel bestilt nogle nye produkter hjem til samlingen. Jeg glæder mig blandt andet til at modtage den komplette “Fars Fede Ferie” på blu-ray. Besynderligt nok er det danske bokssæt med denne klassiske komedie-serie uden “Fars Fede Juleferie”, der helt er undladt. Den er dog inkluderet i UK, så naturligvis skulle jeg have den derfra. Jeg beholder dog mine gamle dvd’er, idet de har et fantastisk cover af Chevy Chases ikonske rolle som den stressede familiefar. Jeg fik også bestilt 3’eren i “Hostel”-serien. Jeg har ikke set denne før, og jeg ved at det er noget med at handlingen nu vistnok er flyttet til Las Vegas… well – jeg forventer et mindre blodbad, og lidt horror skal man jo have. Ellers er min bestilling vist mest præget af opgraderinger. “The Goonies” som er en fantastisk 80’er-komedie af Joe Dante, var blandt andet med i bestillingen som blu-ray. Og så som et kuriøst indslag, så bestilte jeg en double feature-dvd med “Teenage Mutant Ninja Turtles” 2 og 3 – altså de gamle spillefilm fra start-90’erne. Jeg har allerede den første på dvd, og jeg kan huske at jeg har set dem alle i biffen – idet jeg var chokerende stor Turtles-fan – ligefrem fra tegnefilm, spillefilm, legetøj og tegneserier… ja sågar tyggegummi … forbavsende… nu er jeg selvfølgelig blevet voksen og har ikke sådanne tilbøjeligheder længere. Well, den komplette “Thundercats”-samling på dvd lurer stadigvæk i min Amazon-wishlist.

Men som sagt – i morgen er det payday – også for folk, der er fanget i deres lejlighed og lider af alvorlig paranoia for at gå udenfor en dør… heldigvis er der noget der hedder Internet-handel, og der skal sgu godt nok investeres i morgen – det er en garanti. Ellers må jeg gå den virtuelle tunge gang i min homebank og håbe på et positivt resultat. Det ville være lækkert med lidt ekstra, men what the hell…

Stuen i oprør!  Og det er ikke engang Mytteriet på Bounty... men derimod en lille stue i det nordvestlige Jylland. Sikke noget - og dvd'erne flyder over det hele... More space needed! ikke Headspace!

Stuen i oprør! Og det er ikke engang Mytteriet på Bounty… men derimod en lille stue i det nordvestlige Jylland. Sikke noget – og dvd’erne flyder over det hele… More space needed! ikke Headspace!

Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80'erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år... kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones...

Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80’erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år… kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones…

Ja, 80’erne var gode for Ronny Cox, men han blev kendt allerede i 1972 med den grumme “Udflugt med Døden”, hvor han spillede sammen med Burt Reynolds, Jon Voight og Ned Beatty. En fremragende film – og mange gloværdige scener, hvor Ronny Cox for første gang gav prøver på sine evner som musiker, ved at spille den verdenskendte “Dueling Banjos”. Han blev dog især kendt med “Beverly Hills Cop”-filmene – ihvertfald de to første, idet han ikke er med i den rædselsfulde 3’er… Men min favoritrolle med ham er så ubetinget den som Dick Jones i “RoboCop” – en af mine alltime ynglingsfilm, og han er fantastisk i den rolle… et regulært overklasse-røvhul – magtsyg og gennemført dumt svin… en rolle som han iøvrigt gentog i lidt mere mild format, da han endnu engang arbejdede sammen med Paul Verhoeven i “Total Recall”. I 90’erne blev det mest til tv-serier for den gode Ronny Cox, deriblandt en mindeværdig optræden i “Star Trek: The Next Generation”. Foruden at være en utrolig skuespiller, så er han også en glimrende musiker – og har udsendt fem cd’er igennem tidene… Stort tillykke med dagen, Ronny Cox!

Ja… efter meget snigen omkring og manglende lyst til at se horror (imagine that?) – så har mine klamme, væmmelige øjne endnu engang set et produkt fra den skræmmende del af filmverdenen. Titlen var såmænd “Lovely Molly” – endnu en af disse paranormale gysere, der ofte er noget en tynd kop øl, så jeg var lidt spændt på at se dette resultat. Coveret lover ellers at det er den mest forstyrret skrækfilm i år – hvad det så end vil sige, fordi ofte synes jeg sgu at det er kogt lidt op… anyway, jeg smed den i afspilleren og fik så sandelig set svineriet her i aften.

“Lovely Molly” tager sit udgangspunkt i den unge kvinde, Molly (Gretchen Lodge), der flytter hjem i sit barndomshjem med sin kæreste, der er langturschauffør. Parret er nygift og særdeles lykkelige. Pludselig en nat vækkes de dog af alarmen, men efter et tjek er der næsten intet at se, bortset fra at bagdøren står pivåben. Det unge par fatter mod og tænker ikke nærmere over det. Snart er Molly dog alene i huset, og det var bestemt ingen klog beslutning. Hun bliver mere og mere afstumpet og forstyrret og virker nærmest besat på enkelte tidspunkter. Kæresten, søsteren og sågar præsten gør hvad de kan, men intet virker… nu er spørgsmålet bare: hvad pokker er der galt med hende Molly?…

Filmen omkring Molly og hendes oplevelser med det andet rige er noget af en klichefyldt omgang. Jeg fandt den rystende uoriginal og selvom der måske er nogle tilfælde af øjeblikke, hvor man kan mærke nakkehårene rejse sig lidt, så synes jeg alligevel at den var noget sløj. Efter succes med “Paranormal Activity”, hvor den første i den serie (som iøvrigt er den eneste jeg har set) virkelig var ret effektiv i min verden – “note to self” – se ikke paranormale gysere før sengetid, hvis man lider af anfald af paranoia. Jeg synes ihvertfald at den var ret klam. “Lovely Molly” holder ikke helt samme høje niveau. Gretchen Lodge i hovedrollen gør hvad hun kan, og langt hen af vejen er man på hendes side og føler virkelig for hende. Hun går virkelig også til den, og har åbenbart ingen problemer med at vise sig i hendes eva-kostume, hvilket instruktøren overhovedet heller ikke har nogen betænkeligheder med at vise. Instruktøren af filmen er såmænd Eduardo Sanchez, en af folkene bag megasuccesen og kult-gyseren “The Blair Witch Project”, som jeg så i biffen, da den først kom ud. Den var virkelig god, og selvom nogle finder den småkedelig og har svært ved at finde hoved og hale i alt den brug af videokameraerne, så synes jeg også at den var ret effektiv. Desværre hører der sig her til historien med min tur i biffen, at filmen knækkede lige på et vigtig øjeblik, så det værste af klimakset ikke helt blev opnået – men stadigvæk, særdeles alarmerende slutning. “Blair Witch 2: Book Of Shadows” var dog en rodet omgang, som ikke helt kunne leve op til samme potentiale… Med “Lovely Molly”, som den gode Eduardo Sanchez iøvrigt har både skrevet, produceret og instrueret, så føler jeg ikke helt at den kan leve op til en film som “The Blair Witch Project” – indrømmet, det har sikkert heller ikke været hans intentioner, men jeg mener alligevel at med hans historik indenfor skrækfilm, så kunne man forvente lidt mere end en noget stereotyp omgang ‘haunted house’ – eller ‘hjemsøgt person’, som det vist også er blevet rimelig populært at lave – synes ihvertfald at det også var tilfældet med den store succes “Insidious”, som jeg synes var ret underholdende, men heller ikke ret meget mere.

Jeg kan dog godt se mange unge mennesker blive lidt småskræmt af “Lovely Molly”, og hvis man er ude på at generere tøserne til den næste pyjamas-fest eller man sidder et par raske mandfolk med et par pilsnere og slår sig selv lidt på brystet, imens man griner af alle de væmmelige situationer, så tror jeg faktisk godt at filmen kan finde et publikum. Om ti år vil man nok dog ikke snakke om filmen, i samme format som man stadigvæk diskuterer “The Blair Witch Project” – dertil er den en kende for uoriginal og slet ikke i samme kaliber, omend overhovedet ikke en sensation som den førnævnte film om Blair-heksen.

molly

 

Nuvel – det skal jo ikke være skræk det hele. Jeg er nok også inde i en periode i mit liv, hvor jeg ikke er så åben for nye fortællinger fra horrormiljøet, men en enkelt afstikker i ny og næ bliver det selvfølgelig til… og heldigvis for det… – men jeg har også netop genset den ret tåbelige spoof-filmatisering om en vis Linda Blair, der bliver ….. “Repossessed!”…

Jeg kan huske at jeg så denne på video for mange, mange år siden. På dvdcoveret står også den oprindelige danske titel: “Himmelhøj Korsføring” – helt sikkert et trick på at få folk, der var vilde med Leslie Nielsen i “Høj Pistolføring”-filmene til lægge deres penge her. Der er tale om en ret typisk spoof – i denne ombæring på Willem Friedkins utrolige effektfulde “The Exorcist”, som nok er en af mine absolutte ynglingsfilm igennem tiderne. “Repossessed” er dog noget mere fredelig, og selvom Linda Blair er blevet omtrent 20 år ældre, så har hun stadigvæk ikke noget imod at blive sminket grøn i ansigtet og kaste store mængder slim op (noget der iøvrigt bliver praktiseret i stor stil i filmen). Jeg kan rigtig godt lide Linda Blair, som jeg altid gerne vil se i film – hun har jo også medvirket i lidt af hvert igennem årene… jeg synes også at hun er rigtig cool i “The Exorcist II: The Heretic”, “Red Heat”, “Hellnight” og “Savage Streets” – for at nævne nogle… og hun er jo temmelig easy on the eyes…

Selvom “Himmelhøj Korsføring” er sjov i nogle momenter, så falder den helt til jorden i andre, og så ved man jo næsten aldrig om man skal grine eller græde. Filmens producenter søger selvfølgelig nok det første, men jeg ved ikke rigtigt. Jeg synes at den er væsentlig bedre end de skrækkelige “Scary Movie”-film, som jeg godt nok kun har set den første af, men den var så gennemført pinlig og plat, at jeg svor aldrig at gense den. Det kan være en god ting at grine lidt af nogle af de mest seriøse horror-film, men når det er udført så absurd elendig som i “Scary Movie”, så bliver jeg meget fortvivlet. Min absolutte ynglings-spoof er stadigvæk den første “Airplane”, som jeg nok vil karakterisere som en af verdens sjoveste film, også selvom den måske kører med laveste fællesnævner nogle gange… så synes jeg bare at den har så væsentlig mere at byde på end “Scary Movie” – og “Repossessed” for den sags skyld.

Okay, jeg må erkende at Leslie Nielsen er ret sjov i rollen som præsten, der skal udføre eksorcismen, og han formår altid at smilet til at brede sig på undertegnets læber… men det er også helt som om at det ikke er nok. Manuskriptet er måske en smule svagt, men Ned Beattys griske teleevangelist-type er dog ramt spot on, og jeg morede mig meget over hans kærlighed til Gud og måske nærmere de små grønne sedler..

Anyway – “Himmelhøj Korsføring” er sgu en ret morsom tilbagevenden til min barndom, idet jeg så den første gang med en af mine bedste venner dengang. Vi grinede meget af den, og nu i dag småklukker jeg lidt over den igen… men mere kan det nok heller ikke blive til… Man bliver vel voksen på et tidspunkt – en skam at folkene bag “Repossessed” var lidt for barnlige…

spoof

– – –

Nåh ja, jeg skal iøvrigt de næste dage til den årlige sammenkomst, hvor det står på gamle kassettebånd, varme Slots Classic på dåse og måske et enkelt skud vodka i visse ombæringer. Det er noget som jeg gør hvert år og det er måske ikke nær så aktuel eller opløftende som det var engang, men nogle gange er det en fornøjelse at holde fast i traditionerne, også ligemeget hvor åndssvage de end måtte være… i år overnatter jeg dog ikke i telt – jeg magter det simpelthen ikke, men jeg returnerer til min egen matrikel, hvor jeg vil indtage min nattesøvn… dette indebærer naturligvis også at jeg ikke vil få så mange film at se….(damnit!) – men jeg vender, med statsgaranti, frygtelig tilbage… når sådan en uge går på hæld, så trænger jeg også mest til at få fødderne op og en film i afspilleren… men det er jo sjovt så længe at det varer.. og man skal jo også se andre mennesker nogle gange… god terapi for mig…

 

Når jeg bestiller fra mit absolutte favoritsted på nettet – nemlig Amazon, så er jeg begyndt også at kigge nærmere på de mange marketplace-sælgere, i håb om at gøre nogle endnu bedre tilbud end fra selve Amazon. Det kan hænde at man kan være heldig og finde nogle virkelige gode titler til næsten ingen penge. Den anden dag modtog jeg en dvd fra en marketplace-sælger, som jeg kun havde givet omkring 23 kroner for (inkl. porto) – titlen var “Dollar For The Dead”, en 90’er, tv-western med Emilo Estevez, meget inspireret af de tidlige spaghettiwesterns… ganske god film til den pris, og jeg har længe haft lyst til at indlemme den i samlingen, eftersom jeg kun tidligere har ejet den på videobånd. Det skulle dog hurtig vise sig at jeg kunne fremskaffe en dvd til endnu billigere penge end den førnævnte…

Behold!

hasselhoff

 

“Witchcraft”!!!

Denne gyser er fra 1988 og får en frygtelig score på IMDb, men jeg har tidligere set filmen på et gammel vhs-bånd, og jeg synes faktisk at den var ganske sjov. Linda Blair og David Hasselhoff (den gamle flødebolle) medvirker i de større roller, og selvom jeg kan huske at jeg synes at den var sjov, så er det faktisk begrænset, hvad jeg ellers kan finde på at sige om denne film, andet den kostede mig under 18 danske kroner! (inkl. porto) – virkelig en god handel, og selvom dvd’en var brugt, så ser den ganske fin ud. Jeg har endnu ikke haft den i afspilleren, så nu må vi se om gensynets glæde er lige så stor som jeg forestiller mig det… det er det næppe, men coveret ser da ganske grafisk ud, og ligner noget der er taget fra et vhs-cover, kraftig inspireret af nogle gamle italienske horrorfilm. Jeg glæder mig ihvertfald til at gense svineriet… desværre var der ingen brækpose med, så jeg må finde mig en spand…

Og nåh ja, jeg fik sandelig også bestilt lidt fra Amazon i dag… jeg tænkte at det jo er mandag, og så får jeg mine ugepenge, som jeg trodsig bruger på nye film. Denne gang fik jeg bestilt 5 blu-ray-film, 4 dvd’er og en enkelt cd. De mest interessante ting er den meget flotte steelbook udgave af “North By Northwest” – Alfred Hitchcocks klassiker på blu-ray… den har jeg længe haft lyst til at købe… og nu skulle det være, også selvom at jeg har filmen på dvd. Desuden opgradererede jeg også fra min dvd-udgave til en blu-ray kopi af den originale “Blues Brothers”. Denne klassiske 80’er crazy komedie har mange grin på bagen, og jeg ville gerne se den i en flot udgave… hvilket jeg håber at jeg får nu… Ellers var der et par berygtede japanske film på blu-ray, og gyserfilmen “Lovely Molly”, som ser ganske fin ud… det var dog en dvd-udgivelse.

Jeg er glad for at Amazon med stor sandsynlighed afsender mine varer på onsdag, og så har jeg dem allerede om fredagen. Det er godt med sådan en fantastisk service. Og det er endda helt portofrit, når man bestiller for minimum 25 engelske pund. Good deal. Jeg ville dog gerne at Amazon snart fik øjnene op for vi gode kunder, og måske indførte en større rabatordning, hvis man købte mange film i løbet af en måned – det kunne være enormt cool, og jeg tænker at det bare måske skulle være 10-15 %… det ville jeg være godt tilfreds med… men hvad fanden – jeg stopper nok ikke med at bestille fra Amazon alligevel af den grund.

Den gamle biograf…

Endnu engang er jeg i et nostalgisk lune, kommet til at tænke på den biograf, som jeg frekventrede en del i min spæde ungdom. Der var tale om en god gammeldags biografsal med mange sæder og et kæmpestort lærred.. ja ja, sådan husker jeg det ihvertfald som ung – hvis jeg skulle se det den dag i dag, så havde det nok set anderledes ud.

Nuvel, biografen i den lille by i Nordvestjylland, der hedder Snedsted, havde virkelig meget at byde på. Jeg har stået og trippet mange gange foran deres indgang og ventet på at de skulle åbne, så man kunne komme ind og finde sin gode plads. Så vidt jeg husker det, så var sæderne ikke nummeret, så man skulle være hurtig hvis man ville placere sit korpus i de mest eftertragtede…der var nemlig en sæderække lige over indgangen, hvor man kunne sidde helt centralt i biffen, ligeunder projektoren og bare vente til at lysene blev dæmpet og forestillingen kunne begynde. Det var virkelig frydefuldt at sidde og snakke inden filmen skulle begynde, men når den så gik i gang, så havde folk alligevel pli nok til at være stille. Man hører jo tit om at folk, især i de amerikanske biografer, hele tiden larmer og råber og skriger. Sådan var det ikke i Snedsted… selvom det nu også kunne være ret irriterende, hvis der sad en intetanende og gumlede løs fra en pose franske kartofler. Men det accepterede man typisk.

Snedsted Bio lå tættere på mit barndomshjem end biografen i Thisted – ganske vist ikke så meget, men jeg har altid været glad for at stedet som jeg skulle se film ikke var overrendt. Biografen i Snedsted havde en større sal end i Thisted, hvor der var 2-3 mindre sale, så var der i biografen i Snedsted plads til 240 individer, der kunne nyde alverdens fremragende film. Ganske imponerende af en så lille by som Snedsted…

De forskellige film som jeg har set i Snedsted Bio har været meget forskellige. Det var lige fra Disneyfilm som “The Lion King”, “Lucky Luke”-tegnefilm  til “The Bodyguard” (ja ja, den med Kevin Costner og Whitney Houston, men den så jeg kun, fordi jeg ville imponere nogle piger fra klassen…), filmen om Ninja Skildpadderne “Teenage Mutant Ninja Turtles” og sågar voldelige science fiction  action film som “Predator 2”, som jeg nok var for ung til at se på det givne tidspunkt… ihvertfald synes jeg at det var lidt væmmelig med alle de blodige kroppe – sidenhen blev det jo noget mere appetitlig, og jeg synes at “Predator 2” holder ganske godt den dag i dag, selvom jeg nok  aldrig  bliver helt tilfreds med Danny Glover i hovedrollen…Men jo, jeg har såmænd også været til Marathon-bio i de respektive omgivelser. Det må have været i 1994 eller 1995, hvor biografen var i sit efterår, og der ikke længere var så stor efterspørgsel hos filmgængere i Snedsted – de havde åbenbart mere lyst til at rejse til Thisted, for at sidde i dårlige stole i mindre sale, men nuvel, så er udviklingen jo typisk. Marathon-bio-natten var ganske spændende, og der var fire film på programmet… Først “Interview With The Vampire:  The Vampire Chronicles” – Neil Jordans ganske vellykkede filmatisering af Anne Rices roman. Man kan dog ikke undgå at føle at filmen spiller på noget latent homoerotisk, men det er måske bare mig…? Jeg synes ihvertfald at både Tom Cruise og Brad Pitt er tilpas fimset i denne film, men ikke destro mindre så kan jeg rigtig gode lide den. Efter vampyrernes uhyrligheder, så kom det til Quentin Tarantinos succesfulde “Pulp Fiction” – der jo af mange betegnes som en af verdens bedste film – nogensinde. Jeg må også sige at jeg synes at den var rigtig god. Jeg har selvfølgelig genset filmen mange gange siden den gang, og jeg bliver nok aldrig træt af den. Skuespillerne er gode, manuskriptet knivskarpt og instruktionen gennemført. Det er en virkelig god film. Den 14-15 årige gamle mig kunne selvfølgelig også godt sætte pris på den, men den gjorde alligevel ikke nær så stort et indtryk som den første film… imagine that? –  Tredje film på programmet var derimod en langgaber. Jeg kan huske den danske titel…”Sammensværgelsen” – og der var vist tale om et værk, der flirterede med både thriller og drama-genren… men det blev aldrig særlig godt, og Sean Connery i hovedrollen, fumlerede gevaldigt rundt. Jeg kan ikke benægte at det unægtelig var den mest svage film denne nat, og det var vist også heromkring at mine øjne faldt lidt i. De blev til gengæld åbnet på vid gab, da den sidste film blev afspillet. “Sidste Time” – Martin Schmidts teenagegyser, baseret på et manus af Dennis Jürgensen, fik virkelig pigerne i salen til at skrige, og det var måske lige det man havde behov for klokken fem-halv seks om morgenen. Ærlig talt så er filmen jo noget ujævn og virkelig fjollet – ikke ligefrem en moderne klassiker, men det virkede til at mange kunne lide den – også allerede den gang… så vidt jeg kan forstå, at hader kritikerne altid Martin Schmidts film, men de er noget mere populære blandt publikum. Jeg mangler dog stadigvæk at se en okay Martin Schmidt-film den dag i dag, men det er dog fantastisk at han bliver ved – fordi i 90’erne og noget op i 00’erne, var han en af de eneste, der lavede gyserfilm i lille Danmark, så hatten af for det.

Men “All good things must come to an end”… og biografen lukkede i 1995. Jeg kender ikke begrundelsen, men der var vist noget om at det var samme ejer som også ejede Kino 1-2-3 i Thisted, så han ville nok centralisere sine film. I dont know, men med Snedsted Bios forsvinden, så blev der lukket en dør til ungdommens sind. Til enhver tid, vil jeg dog huske mange gode minder fra mine utallige stunder hos biografen i Snedsted. Jeg ved ikke om det stadigvæk er tilfældet, men årene efter har budt på forskellige ting for lokalerne, og senest var det vist en butik, der solgte brudekjoler…? – nåh ja, sådan kan det gå, men minderne har man da lov til at ha’.

Her er lige et link med lidt info om Snedsted Bio:

http://www.biografmuseet.dk/biografer/s/snedsted/bio/index.htm

Et billede indefra.  Desværre kunne jeg ikke finde noget fra Snedsted Bios storhedstid. Men her er et kig, hvor biografen var overtaget af butikken der solgte tøj til giftelystne kvinder.

Et billede indefra. Desværre kunne jeg ikke finde noget fra Snedsted Bios storhedstid. Men her er et kig, hvor biografen var overtaget af butikken der solgte tøj til giftelystne kvinder.

Remakes… et fænomen som vi alle elsker at hade. Indrømmet, det er særdeles sjældent at de famøse genindspilninger kan komme bare tilnærmelsesvis nær originalen. Tro det eller lad være, så har jeg faktisk netop set en ganske hæderlig en af slagsen – der er tale om det meget omtale studie af en moderne psykopat i form af filmen “Maniac”.

Den oprindelige “Maniac” kom ud i begyndelsen af 80’erne, netop som slasherfilm-bølgen var på sit absolutte højeste, og jeg må da nok også sige at det er en af de mest iøjefaldende og stærkeste film, som horrorverdenen nogensinde har produceret. Instrueret af William Lustig (der sidenhen skulle gøre filmfans stolte med sit distributionsfirma “Blue Underground”), så har “Maniac” bare en masse af byde på. Den er først og fremmest utrolig skræmmende og modbydelig. Den svære mandelige hovedrolle som psykopaten, Frank Zito, bliver spillet formidabelt af Joe Spinell, og Caroline Munro er et sødt og smukt kvindelig modstykke. Instruktionen er rå og ubehagelig, ligesom stemningen i filmen, der vel næppe er overgået siden i form af dens kyniske had mod kvinder. Første gang jeg så “Maniac”, var jeg helt sønderskudt af følelser efter filmen. Den var særdeles fremragende, og jeg må sige at jeg også lige var i et punkt i mit liv, hvor jeg kun hørte aggressivt musik og så den ene voldsfilm efter den anden, så var “Maniac” perfekt…sidste gang jeg så filmen, var min holdning dog ændret lidt. Naturligvis var den stadigvæk glimrende, men jeg følte ikke længere mig optændt af følelser – måske fordi at jeg havde set den mange gange før, men også fordi at man som person ændrer sig meget igennem årene. Nu var spørgsmålet så om jeg kunne finde glæde i Franck Khalfouns gentænkning af historien om Frank Zito.

Well, først og fremmest er der et par væsentlige ændringer. Frank er stadigvæk optaget af mannequindukker, men i denne version, er han udvidet fra fanatisk samler til en type, der restaurer dukkerne i sin egen forretning. Men hans baggrund med problemer med en vanskelig opvækst med en særlig ligefrem modertype er intakt, og dette samme er hans had til kvinder. Selvom man måske kunne tro at filmen kunne foregå tilbage i 80’erne, så kommer man hurtig på andre tanker, fordi man her gør brug af både Internettet og mobiltelefoner… til trods for at Frank kører rundt i en gammel bil og ejer et særdeles gammelt fjernsyn. Så en smule opdatering er der med.

Historien vil jeg ikke skrive så meget om. Alle der har set “Maniac” ved at der ikke er så meget at fortælle, andet end at Frank er en morderisk galning, der jagter nye ofrer konstant, og på et tidspunkt forelsker sig i fotografen, Anna. Det sjove ved kameraførelsen i filmen er at den er holdt næsten udelukkende i “Point-Of-View”. Det er selvfølgelig fornemt, fordi sig at er det nemmere at identificere sig med morderen, og netop måden med POV er set i gamle slasherfilm før, så det er noget der føler sig hjemme og passer til genren. Der er enkelte situationer, hvor kameraet bevæger sig lidt, og så vi ser Frank f.eks. siddende i biografen ved siden af Anna… så helt POV er den dog ikke. Der er dog et herlig skud, hvor Frank netop har skalperet en kvinde, og så man ser ham reflekteret i en bildør, hvor han står på samme facon som på coveret af den gamle plakat og dvd-cover for den oprindelig “Maniac”. Ligeledes ved en af filmens første ofre, hvor hun indrømmer at hun troede at hun skulle møde en tyk, langhåret mand med urent hud, så leder det straks tankerne hen på Joe Spinell, der passer den beskrivelse ganske godt. Man kan måske sige at Elijah Wood alias Frodo, ikke ligefrem er det mest oplagte valg til rollen, men han gør det okay. Filmen er dog indspillet på en måde, så man ikke rigtig føler at Elijah Wood spiller rollen som Frank Zito, måske er det pga POV-indstillingerne, men jeg føler at der var mere skuespil fra Joe Spinells side.

Volden i filmen er ganske grafisk. Filmens allerførste mord viser en direkte skalpering, og så filmens titel “Maniac” i alarmerende røde bogstaver – det er ret effektivt… grundlæggende har jeg måske købt en udgave af filmen, der desværre ikke er helt uncut, eller ihvertfald skulle der vist eksistere en mere voldsom udgave af filmen derude – blandt andet på det tyske marked, men jeg synes nu at den var ret voldsom. De mange skalperinger er ret grusomme, men der er dog ingen scener med en Tom Savini, der bliver skudt på klods hold af et jagtgevær. De fleste “gorehounds” vil dog nok være ganske tilfredse med det som der bliver vist, også selvom det måske ikke er helt i samme stil som originalen. Filmens slutning er dog stadigvæk lige så ubarmhjertelig som den første udgave, hvor Frank Zito må bøde for det han har gjort på allermest grafiske facon. Der er også en scene med en undergrundsbane, men den er knap så scary som i originalen, hvor det kun er den jagede sygeplejerelske og så Frank der bevæger sig rundt i de halvmørke, nedslidte lokaler.

“Maniac” anno 2012 er både skrevet og produceret af Alexandre Aja, der jo er blevet noget af et navn i moderne horror. Lige siden hans film “Haute Tension” fik premiere, så har han produceret og instrueret flere interessante film. Aja har skrevet en historie, der er meget tro imod originalen, og man sidder ikke decideret og bliver sur over filmens præmis. Om hvorvidt der måske er tale om en lille ‘homage’ fremfor et remake, vil jeg lade andre bedømme. Der er ingen tvivl om at Aja har stor respekt for William Lustigs version, og det bør man også, fordi det er i sandhed et uundgåelig værk, når det kommer til en indførelse i skrækfilmens historie. Jeg var ganske godt underholdt af remaket her, men jeg er stadigvæk tilpas nostalgisk til at indrømme at den ikke overgår originalen – på ingen måde… men det kan være at en ny generation af skrækfilm-fans finder et lys i Frank Khalfouns udgave. Der er ihvertfald lagt i ovnen til at mange unge mennesker kan opdage film, og hvem ved? måske lister de også lige originalen i dvd-afspilleren når det kommer til stykket. Så tror jeg at William Lustig er glad.

Den måtte jo komme. Et remake af William Lustigs klassiker "Maniac", der altid har været en af mine absolutte favoritter indenfor slashergenren. Når man ser tilbage på originalen i dag, så fremstår den da også omtrent ligeså modbydelig og skræmmende som den allerførste gang man så den, omend man har ændret sig meget som menneske. Remaket holder bestemt til de bedste genindspilninger jeg har set, men jeg vil, ikke overraskende, altid foretrække den første udgave. Man er vel stædig og et gammelt rad.

Den måtte jo komme. Et remake af William Lustigs klassiker “Maniac”, der altid har været en af mine absolutte favoritter indenfor slashergenren. Når man ser tilbage på originalen i dag, så fremstår den da også omtrent ligeså modbydelig og skræmmende som den allerførste gang man så den, omend man har ændret sig meget som menneske. Remaket holder bestemt til de bedste genindspilninger jeg har set, men jeg vil, ikke overraskende, altid foretrække den første udgave. Man er vel stædig og et gammelt rad.

Så kom man da lige ind i juli måned med et veltilrettelagt hop. Jeg er jo i den lykkelige situation at min nuværende tilstand tillader mig lidt økonomisk råderum i begyndelse af hver måned… og med min kompagnon i banken i form af verdens bedste bankdame, så har jeg mulighed for at bestille noget guf op til den 1. – og denne gang har jeg netop gjort det… Amazon blev selvfølgelig den Internetforhandler, der må klare min bestilling som modsvar til en økonomisk gevinst. Jeg har netop modtaget pakken i dag, og idet det var den lidt klejne Pakkepost i dag, så havde jeg mine bange anelser for om hvorvidt han nu kunne bære min ret så omfattende bestilling. Heldigvis lykkes det og jeg har netop flået pakken op og kigget indholdet igennem. Jeg er tilfreds – selvom jeg nu nok snart skal have investeret i en ny steelbook-udgivelse … jeg kan godt lide når der er gjort lidt ud af udgivelsen, og det synes jeg typisk at der er gjort ved steelbooksene. Anyway her følger lige nogle ord om indholdet af pakken:

amazonjuli

Ja, sådan så den altså ud – i sin pureste form, inden jeg fik mine skarpe, væmmelige klør i den. Mit syrende mundvand ramte den op toppen, så tapet smeltede bort, hvilket gjorde at den var ganske let at åbne. Indeni var der pakket noget så tilpas…:

amazonjuli2

 

Jeg er begyndt at gå meget efter tilbudene på min wishlist, så hvis jeg opdager at der er noget der er radikalt nedsat udover det sædvanelige – så bestiller jeg det typisk (et eksempel er at jeg lige har bestilt kombi-udgaven af Hammer Studios Dracula på blu-ray/dvd til under 10 pund)…desværre er der også nogle gange at man må betale det som det koster, og det er især tilfældet med nogle af de artikler som jeg havde bestilt denne gang…men der er dog ingen tvivl om at det var en stor pakke – også større end hvad jeg normalt køber for, men det var, som jeg nævnte i indledningen, pga. at vi nu skiftede måned, og så var der lige lidt ekstra på kontoen, hvilket jeg selvfølgelig skulle veksle hos Amazon. Det blev således til tre gange musikudgivelser, tre gange enkelte blu-ray, et blu-ray-bokssæt og endelig hele tolv dvd’er. Ganske imponerende må man sige. Prisen var dog også noget høj, men igen, det er jo generelt billigere at købe dvd’er end blu-ray, så det er også derfor at der er så mange dvd’er med… plus det faktum at ikke alle titler er ude på blu-ray. En billig blu-ray-film var dog “Contraband” – actionfilmen med blandt andre Mark Wahlberg, som jeg fandt til 5 pund – det er et godt køb… nu har jeg godt nok ikke set filmen, men den bliver næppe billigere.

amazonjuli3

 

Ja, på ovenstående billede kan man se hvilke sager der var med i pakken. Der er således den nye skive med det svenske vikinge-metalband Amon Amarth – i udgaven med ekstra EP. Der er en cd med det progressive rockband Coheed & Cambria, og endelig en cd med bandet Orgy, som jeg lyttede en del til i slutningen af 90’erne… (det var samtidig med min interesse for Marilyn Manson, og så lavede de iøvrigt et kick-ass cover af New Order’s “Blue Monday”)… jeg lytter til cd’en nu, og kan konstatere at indtil videre er coveret også det bedste nummer på skiven. Well, hvis vi fortsætter med blu-ray, så kan man se allerede nævnte “Contraband”. Dertil kommer “Odd Man Out” – en klassisk britisk film noir med James Mason, som jeg lige har set i den ganske udmærkede spionfilm “5 Fingers”. Jeg kan godt lide en rigtig spændende film noir, og James Mason er jo en glimrende skuespiller, så den glæder jeg mig til at se. Foruden de nævnte, så købte jeg også biografi-filmen om Ray Charles på digibook blu-ray. Filmen der bare hedder “Ray” var naturligvis en meget omtalt film, og Jamie Foxx skulle være god i hovedrollen. Jeg forventer dog ikke at blive blæst væk, fordi musikken nok ikke appellerer så meget til mig som fan, men jeg synes at disse digibook-udgivelser er ret fornemme, og da jeg ikke havde set filmen, så besluttede jeg mig for at købe den. Endelig slutter jeg blu-ray-købene af med den komplette “Star Wars”-saga. Jeg er dog ikke stor fan af alle de ændringer som George Lucas efterhånden har forhekset sagaen med. Jeg tror også at jeg beholder mine amerikanske dvd’er, hvor den gamle trilogis biografudgaver stadigvæk er inkluderet. Men det skal nok blive godt at se sagaen i funklende high def… den var dog ret dyr, men regner med at den nok skal bringe mig meget lykke – man er jo glad for serien… jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal sige til den nye planlagte trilogi fra Disney? Only time will tell on that one, I guess… men forventningerne er indtil videre noget lunken.

Afslutningsvis er der så dvd’erne. Der trækkes på et bredt spektrum. Der er Clint Eastwood-baseball-filmen “Trouble With The Curve” – det er ikke en film der er instrueret af Clint, men blot en som han medvirker i, til trods for at han ellers havde trukket sig tilbage som skuespiller… jeg regner med at den er noget interessant og med et godt manuskript, siden han kunne lokkes igen. Videre i bunken finder vi musikfilmen “Mission To Lars”, om verdens største Lars Ulrich-fan… Metallicas trommeslager og eksildansker har jo et ganske godt ry, og jeg glæder mig til at se filmen, der skulle være både varm og sympatisk. Så fandt jeg den gamle Disney-film, “Condorman”, som jeg kan huske fra min barndom. Detaljerne er desværre udeblevet, men husker en mand i den der samme dragt, så det skal nok blive spændende at se den igen. Jeg fandt også “This Island Earth” – en gammel 50’er science fiction-basker, der nok skal få smilet frem. Videre kommer vi til “Holy Motors”, som Per Juul Carlsen udråbte til 2012s bedste film. Jeg ved ikke alverden om den, andet end at den skulle være ret så speciel… og velsagtens også meget fransk! … Jeg har også fået et par film med Hit-Girl herself…Chloë Grace Moretz… hun sparker jo så gruelig røv i “Kick Ass”, og sikkert det samme i efterfølgeren, som jeg håber at se i biffen her til august. Titlerne er “Hick” – lidt en roadmovie-agtig film, og så en god gammeldags horrorfilm i form af “Hallowed Ground”… Jeg fik også et par komedier med i pakken. Jeg har på fornemmeren at de begge er indie-film. “Moving McAllister” med blandt andre Mila Kunis, Jon Heder og Rutger Hauer og så “Daydream Nation”, der skulle være i stil med “Juno”, hvilket er en film som jeg vil betegne som en moderne klassiker indenfor ungdomsfilm. Hvorvidt “Daydream Nation” kan leve op til dette må jo vise sig… Endvidere fik jeg også “White Palace”, en dampende hed kærlighedsfilm om en moden kvinde (Susan Sarandon) og en yngre mand (James Spader)… så kan jeg da altid invitere en dame på besøg…bare det ikke er endnu en fesen “9½ Weeks”-inspireret film. Og så glæder jeg mig til at se Bill Murray som Hunter S. Thompson i “Where The Buffalo Roam”… jeg synes at “Fear And Loathing In Las Vegas” er en ret fornøjelig film… jeg er meget spændt på at se om de gakkede Bill Murray og Peter Boyle kan overgå Johnny Depp og Belnicio Del Toro…og så som den legendariske rosin i pølseenden, så kommer der dæleme en italiener… Maurizio Lucidi’s “The Designated Victim” – i en uncut dvd-udgivelse med utrolige Tomas Milian i hovedrollen – jeg er generelt ret vild med italienersnask, så denne måtte jeg naturligvis også eje. Disse gule dvd-covers fra Shameless er ret dekorative, så det ser godt ud på hylden, også selvom der har været nogle fusere imellem.

Well, there you have it… det var mine nye indkøb for denne gang. På grund af nogle ret så insisterende søvnangreb, har jeg ikke set så meget film… jeg håber dog at jeg kan få kigget lidt flimmer i weekenden, også selvom jeg nok mest er til at høre lidt musik for tiden…tjah, det ændrer sig helt sikkert om nogle dage, og så er jeg klar til at blive forbløffet af endnu flere udskejelser, der udspiller sig i Husalteret. Ikke dårlig.