Remakes… et fænomen som vi alle elsker at hade. Indrømmet, det er særdeles sjældent at de famøse genindspilninger kan komme bare tilnærmelsesvis nær originalen. Tro det eller lad være, så har jeg faktisk netop set en ganske hæderlig en af slagsen – der er tale om det meget omtale studie af en moderne psykopat i form af filmen “Maniac”.

Den oprindelige “Maniac” kom ud i begyndelsen af 80’erne, netop som slasherfilm-bølgen var på sit absolutte højeste, og jeg må da nok også sige at det er en af de mest iøjefaldende og stærkeste film, som horrorverdenen nogensinde har produceret. Instrueret af William Lustig (der sidenhen skulle gøre filmfans stolte med sit distributionsfirma “Blue Underground”), så har “Maniac” bare en masse af byde på. Den er først og fremmest utrolig skræmmende og modbydelig. Den svære mandelige hovedrolle som psykopaten, Frank Zito, bliver spillet formidabelt af Joe Spinell, og Caroline Munro er et sødt og smukt kvindelig modstykke. Instruktionen er rå og ubehagelig, ligesom stemningen i filmen, der vel næppe er overgået siden i form af dens kyniske had mod kvinder. Første gang jeg så “Maniac”, var jeg helt sønderskudt af følelser efter filmen. Den var særdeles fremragende, og jeg må sige at jeg også lige var i et punkt i mit liv, hvor jeg kun hørte aggressivt musik og så den ene voldsfilm efter den anden, så var “Maniac” perfekt…sidste gang jeg så filmen, var min holdning dog ændret lidt. Naturligvis var den stadigvæk glimrende, men jeg følte ikke længere mig optændt af følelser – måske fordi at jeg havde set den mange gange før, men også fordi at man som person ændrer sig meget igennem årene. Nu var spørgsmålet så om jeg kunne finde glæde i Franck Khalfouns gentænkning af historien om Frank Zito.

Well, først og fremmest er der et par væsentlige ændringer. Frank er stadigvæk optaget af mannequindukker, men i denne version, er han udvidet fra fanatisk samler til en type, der restaurer dukkerne i sin egen forretning. Men hans baggrund med problemer med en vanskelig opvækst med en særlig ligefrem modertype er intakt, og dette samme er hans had til kvinder. Selvom man måske kunne tro at filmen kunne foregå tilbage i 80’erne, så kommer man hurtig på andre tanker, fordi man her gør brug af både Internettet og mobiltelefoner… til trods for at Frank kører rundt i en gammel bil og ejer et særdeles gammelt fjernsyn. Så en smule opdatering er der med.

Historien vil jeg ikke skrive så meget om. Alle der har set “Maniac” ved at der ikke er så meget at fortælle, andet end at Frank er en morderisk galning, der jagter nye ofrer konstant, og på et tidspunkt forelsker sig i fotografen, Anna. Det sjove ved kameraførelsen i filmen er at den er holdt næsten udelukkende i “Point-Of-View”. Det er selvfølgelig fornemt, fordi sig at er det nemmere at identificere sig med morderen, og netop måden med POV er set i gamle slasherfilm før, så det er noget der føler sig hjemme og passer til genren. Der er enkelte situationer, hvor kameraet bevæger sig lidt, og så vi ser Frank f.eks. siddende i biografen ved siden af Anna… så helt POV er den dog ikke. Der er dog et herlig skud, hvor Frank netop har skalperet en kvinde, og så man ser ham reflekteret i en bildør, hvor han står på samme facon som på coveret af den gamle plakat og dvd-cover for den oprindelig “Maniac”. Ligeledes ved en af filmens første ofre, hvor hun indrømmer at hun troede at hun skulle møde en tyk, langhåret mand med urent hud, så leder det straks tankerne hen på Joe Spinell, der passer den beskrivelse ganske godt. Man kan måske sige at Elijah Wood alias Frodo, ikke ligefrem er det mest oplagte valg til rollen, men han gør det okay. Filmen er dog indspillet på en måde, så man ikke rigtig føler at Elijah Wood spiller rollen som Frank Zito, måske er det pga POV-indstillingerne, men jeg føler at der var mere skuespil fra Joe Spinells side.

Volden i filmen er ganske grafisk. Filmens allerførste mord viser en direkte skalpering, og så filmens titel “Maniac” i alarmerende røde bogstaver – det er ret effektivt… grundlæggende har jeg måske købt en udgave af filmen, der desværre ikke er helt uncut, eller ihvertfald skulle der vist eksistere en mere voldsom udgave af filmen derude – blandt andet på det tyske marked, men jeg synes nu at den var ret voldsom. De mange skalperinger er ret grusomme, men der er dog ingen scener med en Tom Savini, der bliver skudt på klods hold af et jagtgevær. De fleste “gorehounds” vil dog nok være ganske tilfredse med det som der bliver vist, også selvom det måske ikke er helt i samme stil som originalen. Filmens slutning er dog stadigvæk lige så ubarmhjertelig som den første udgave, hvor Frank Zito må bøde for det han har gjort på allermest grafiske facon. Der er også en scene med en undergrundsbane, men den er knap så scary som i originalen, hvor det kun er den jagede sygeplejerelske og så Frank der bevæger sig rundt i de halvmørke, nedslidte lokaler.

“Maniac” anno 2012 er både skrevet og produceret af Alexandre Aja, der jo er blevet noget af et navn i moderne horror. Lige siden hans film “Haute Tension” fik premiere, så har han produceret og instrueret flere interessante film. Aja har skrevet en historie, der er meget tro imod originalen, og man sidder ikke decideret og bliver sur over filmens præmis. Om hvorvidt der måske er tale om en lille ‘homage’ fremfor et remake, vil jeg lade andre bedømme. Der er ingen tvivl om at Aja har stor respekt for William Lustigs version, og det bør man også, fordi det er i sandhed et uundgåelig værk, når det kommer til en indførelse i skrækfilmens historie. Jeg var ganske godt underholdt af remaket her, men jeg er stadigvæk tilpas nostalgisk til at indrømme at den ikke overgår originalen – på ingen måde… men det kan være at en ny generation af skrækfilm-fans finder et lys i Frank Khalfouns udgave. Der er ihvertfald lagt i ovnen til at mange unge mennesker kan opdage film, og hvem ved? måske lister de også lige originalen i dvd-afspilleren når det kommer til stykket. Så tror jeg at William Lustig er glad.

Den måtte jo komme. Et remake af William Lustigs klassiker "Maniac", der altid har været en af mine absolutte favoritter indenfor slashergenren. Når man ser tilbage på originalen i dag, så fremstår den da også omtrent ligeså modbydelig og skræmmende som den allerførste gang man så den, omend man har ændret sig meget som menneske. Remaket holder bestemt til de bedste genindspilninger jeg har set, men jeg vil, ikke overraskende, altid foretrække den første udgave. Man er vel stædig og et gammelt rad.

Den måtte jo komme. Et remake af William Lustigs klassiker “Maniac”, der altid har været en af mine absolutte favoritter indenfor slashergenren. Når man ser tilbage på originalen i dag, så fremstår den da også omtrent ligeså modbydelig og skræmmende som den allerførste gang man så den, omend man har ændret sig meget som menneske. Remaket holder bestemt til de bedste genindspilninger jeg har set, men jeg vil, ikke overraskende, altid foretrække den første udgave. Man er vel stædig og et gammelt rad.

Reklamer