Archive for august, 2013


En ny dag, og nye film…

Jovist – efter en fredag aften, hvor jeg faktisk gik tidlig i seng for en gangs skyld, så var jeg oppe om natten – og hvad skal man så lave natten til lørdag, når man ikke engang er ude at danse og drikke nogle af de kolde. Jo, man kunne jo passende se en film, og det var netop hvad jeg gjorde. Jeg smed “About Last Night” i afspilleren – en total 80’er-film med Rob Lowe (der faktisk, som den eneste bliver krediteret inden filmens titel i teksterne), Demi Moore, James Belushi og Elizabeth Perkins. Det var en ganske ok film … James Belushi spiller endnu engang en prankster, og Rob Lowe er den coole, lettere tilbagelænede gennemførte good guy. Demi Moore er jo altid sød og charmerende, og jeg var også glad for hende i denne film, hvor man også får hende set mere afklædt end jeg har set hende før – hun er faktisk endnu mere afklædt i denne her end i filmen med det mere passende navn, nemlig “Striptease”. Det skulle man lige vænne sig til, men det er jo godt at man er glad for smukke kvinder i så fald. Med hensyn til filmens kvaliteter, så følte jeg den som en lidt mere voksen udgave af “St. Elmos Fire”, der jo også betegnes som en af de gode 80’er-film. Jeg ved ikke helt om jeg køber den hele verden igennem, fordi den var også temmelig forudsigelig, men sådan kan det jo nok godt gå – altså det er nok en parforholdfilm for par, så i og med at jeg sad alene en nat omkring kl. 3 og så filmen udfolde sig, så følte jeg alligevel at der manglede noget…? – JO! – en kompagnon! en livsledsager? et modstykke?  – ja, det er ikke nemt at finde i provinsen kl. 3 om natten, med mindre at man ramler ind i nogen på dansegulvet på det lokale diskotek… nej, det er ikke lige mig, så jeg så filmen færdig alene… lidt klogere blev jeg dog… “About Last Night” er iøvrigt instrueret af Edward Zwick, der har lavet nogle mere episke film også i form af “Glory” og “The Last Samurai”, men han kan også med de lidt mere forfinede kærlighedsfilm..

Nå, jeg måtte lige ligge mig på et tidspunkt, idet jeg faktisk følte at trætheden overmandede mig. Jeg havde ellers smidt filmen “Ecstacy” i afspilleren. “Ecstacy” er en film, der kører i samme rille som med “Trainspotting” – meget naturlig, eftersom emnet er omtrent det samme, filmen også foregår i Skotland og at den er baseret på en roman af Irwine Welsh, der skrev “Trainspotting”. Jeg synes dog at den var temmelig kedelig, og jeg fattede ikke helt filmens overstående motiv. “Trainspotting” er en noget bedre film, især med dens brug af populærmusik og humor, som der ikke er meget af i “Ecstacy” – der er dog også en fjollet voiceover, der leder tankerne hen på den fornævnte Danny Boyle-film. Jeg var ikke helt glad for denne film, men den var heldigvis heller ikke så dyr.

Orv ja, så kommer vi til hvor jeg endelig fik øjnene op igen, og pludselig! – uden tøven, så ringede det på døren. Jeg fik fart på, og ned af trappen, hvor jeg umiddelbart ikke kunne se noget, men hovsa! – så var han der… man tog ikke fejl – det var en iøjefaldende rød uniform, hvilket naturligvis betød at Posten kom forbi med nye film! Herligt, herligt… jeg gnubbede mine klamme hænder i et anseelig tempo, og ligefør at der kom ildkugler ud af mine fingerne, så fik jeg åbnet for ikke mindre end to pakker, som var med den lokale udbringer denne dag..:

laserdiskenmm

 

Først og fremmest, havde jeg bestilt en pakke fra Laserdisken, men også min gode blogkammerat, Henrik, havde sendt en mail om at han havde afsendt nogle film fra hans lokale posthytte, og at de sikkert ville komme i dag, hvilket skam også var tilfældet! – Således modtog jeg Mel Brooks’ remake af “To Be Or Not To Be”. Jeg er meget glad for den gakkede komiker med det store Adolf Hitler-kompleks, som han iøvrigt gør grin med igen og igen. Han har lavet nogle virkelige klassikere igennem tiderne, og i mine unge år, da var “Spaceballs” en af mine ynglings komiske film. I dag er jeg nok mere glad for “Young Frankenstein”, men jeg genser også gerne “Spaceballs” med jævne mellemrum. Jeg glæder mig ihvertfald til denne film, eftersom jeg aldrig har set den før. Dertil sendte Henrik mig to optagede film fra fjernsynet! – tænk sig, at man stadigvæk kan støde på det… det er kun cool. Han sendte mig således den gakkede Bill Murray-film, “Meatballs”, som jeg dog havde i forvejen, men som altid er sjov at se. Og så endelig får jeg mulighed for at se TV-udgaven af “The Woman In Black”. Hammer Studios filmatiserede jo den gamle gyserroman for et par år siden med Daniel Radcliffe i hovedrollen. Eftersigende skulle TV-udgaven være utrolig spooky, og ikke byde på den samme, lidt smådumme ‘happy ending’ som spillefilmsudgaven… så det bliver helt sikkert interessant….- endnu engang tak til Henrik for de gode film!

Men jeg havde jo også en pakke fra Laserdisken, hvor jeg både havde bestilt nogle dvd’er og lidt blu-ray. Som man kan se på billedet, så var der lidt af hvert. “Space Cowboys” har jeg aldrig set fra start til slut før, men jeg er spændt på om jeg kan lide den, fordi det jeg havde set af den, efterlod mig noget lunkent. De to 80’er-komedier, “Can’t Buy Me Love” med alle kvinders drøm, Patrick Dempsey, og “Vild & Blodig” med Melanie Griffith og Jeff Daniels, havde jeg aldrig set før, men jeg kunne se på blandt andet YouTube, at der er flere brugere, der anbefaler dem. Nu giver jeg dem ihvertfald en chance, og de var ikke så dyre, så det kunne jeg godt få råd til…jeg bestilte også “Thunderbolt And Lightfoot”, som Henrik sikkert vil give sin anerkendende thumbs-up til. Jeg har faktisk aldrig set den, og eftersom jeg har fået den anbefalet, så måtte jeg naturligvis også investere i den, når lejligheden bød sig. Endvidere røg Gina Gershou-thrilleren, “Borderline” også med i kurven. Den var meget billig, og jeg er glad for hende, fordi hun er endda meget ‘easy-on-the-eyes’, og eftersom hun har rundet de 50 år, så er det sjovt at se nogle af hendes tidligere film. Den sidste dvd-film var “Driven”, og det er faktisk en gave til min gamle far. Han insisterer på at se film med biler og biljagter, så derfor investerede jeg i denne raceløbs-film med Sylvester Stallone i hovedrollen. Selv har jeg aldrig set den, og jeg tror heller ikke at det umiddelbart er en film for mig, men han elsker jo sådanne film, så derfor måtte han også have denne. Således kom vi til blu-ray-filmene, hvor det blev til tre titler. Jeg valgte at købe “Iron Man 3”. Jeg kunne rigtig godt lide den første “Iron Man”, og 2’eren synes jeg faktisk ikke at der var så slem, som alle folk vil gøre den til. Jeg nåede aldrig i biffen for at se 3’eren, og jeg kan forstå at den måske også skulle være en anelse skuffende, men nu har jeg købt den, og så må vi se – som gammel tegneserielæser, også af blandt andre “Iron Man”, så skulle jeg naturligvis eje den. Og minsandten om der ikke sneg sig yderlig to film ned i kurven. Den første, “JCVD” – havde jeg faktisk på en ex-rental-dvd, men eftersom den var meget billig, så besluttede jeg mig for en upgrade…jeg husker den ikke så godt igen, men jeg kan huske at jeg ikke var skræmt helt væk, til trods for at det er en meget atypisk Jean Claude Van Damme-film. Sluttelig kommer vi til Simon West’s “Con Air”. Jeg har tidligere omtalt den som en meget dårlig film, men af en eller anden grund, så synes jeg alligevel at jeg ville give den en chance til. Jeg har ikke set filmen i mange år, og husker den som en lettere fjollet 90’er-actionfilm, meget i stil med “Bad Boys”, som jeg så for nogle dage siden. Rollelisten er dog rigtig god, og jeg kunne også godt lide filmens guitarorienteret score, så chancen for at jeg ville ændre min mening om filmen er naturligvis til stede.

Well, that was it… nu håber jeg på at sommerens sidste dag vil sende nogle kølige vinde forbi og måske også et par regndråber eller to, så man kan retfærdiggøre en dag foran fjernsynet med en stak film. Vinden er dog noget barsk i dag, men solen skinner, så hvem ved…?

Reklamer

Jeg havde gransket det udførelige fjernsynsprogram, og støvsuget det for interessante fænomener, som mine små, uskyldige øjne kunne fastlåse sig på. Ganske vist var det muligt at se op til flere fodboldkampe direkte, men det valgte jeg at overhøre 100%. Jeg måtte have en lur ved 18-tiden, men da jeg vågnede op – var det dog til den glædelige nyhed at Brøndby IF var blevet slået ud af Pokalturneringen af upåagtet Hvidovre… nej hvor herligt, og det fejrede jeg så med et gensyn af Morten og Peter. Jo jo, man skal ikke sige at jeg ikke følger med, og ligesom det meste af Danmark og iøvrigt hele TV2, så kan jeg også godt lide de to gæve gutter… der medvirker jo også en ung pige i de første programmer, men hende er der ikke så meget fokus på… det er i den grad Morten og Peter, der stjæler showet, og så er det jo svært ikke at få smilet frem…

Smilet beholdte jeg dog fremme, fordi efter Morten og Peters togter, så smed jeg William Lustigs komediegyser “Uncle Sam” fra 1996 i afspilleren. Jeg havde faktisk aldrig set denne før, til trods for at jeg havde studeret coverartwork til filmen adskillige gange før. Hvad der mødte mig, var en særdeles sorthumoristisk zombie-slasherfilm, hvor en afdød soldat går igen, og forklædt som ‘Uncle Sam’, myrder løs på må og få. Filmen var grafisk, men dog ikke noget alvorligt. Skuespillet var ikke specielt imponerende, og historien lugter lidt af B-film, men værket var faktisk ganske underholdende. Som sagt er filmen instrueret af William Lustig (manden bag fremragende film som “Maniac” og “Maniac Cop”), og den er skrevet af en anden genre-veteran, Larry Cohen. Sammen får de faktisk skabt en form for anti-krigsfilm, hvor budskabet må siges at være at man ikke skal gå ind for krig, og slet ikke i USA. Måske er den i det hele taget tænkt som en kommentar til hele Amerikas aggressive udenrigspolitik, som har ført dem i den ene krig efter den anden. Scenerne, hvor knægten brænder sit Action Force-legetøj, er dog ikke til at bære… alt det seje legetøj, der bare går op i røg? – why!?…. anyway, filmen var et ganske sjovt kig, men heller ikke ret meget mere. Der er mere at komme efter i nogle af Lustigs andre film, og denne var desværre ikke helt gennemført nok.

Men som aftenen gik på hæld, og det blev omkring midnat, så smed jeg film nummer to i min anden afspiller, idet det var en blu-ray. Endnu engang, befandt jeg mig pludselig tilbage i midt-90’erne, for titlen var intet mindre end Steven Seagal-filmen, “Under Siege 2”, eller på dansk: “Kapring I Høj Fart”, hvilket var en efterfølger til den bedste Seagal-film som jeg har set, nemlig “Under Siege”, eller vi oversætter igen, til “Kapring På Åben Hav”. Den første film var en ganske god takeover-film, hvor et krigsskib bliver overtaget af en flok, moderne terrorister, anført af Tommy Lee Jones, som havde allieret sig med Gary Busey. Desuden medvirker baben Erika Eleniak, som jeg altid havde haft et godt øje til, navnlig, fordi jeg var en ung knægt med flere bumser i hovedet end der var taxaer i New York, men hun har altid gjort det godt for mig… og i og med at hun flashede ‘the goodies’ i filmen, så var jeg straks imponeret. Guderne skal vide at hun ikke ligefrem er verdens bedste skuespillerinde, men jeg vil altid gerne se film med hende, fordi hun faktisk gør min dag lidt bedre. Men hvis man har set hende i stinkeren “Dracula 3000”, så føles den dag alligevel noget lang, fordi hold da kæft…. det er dæleme en ringe film. Nuvel, “Kapring I Høj Fart” havde ingen Erika Eleniak, men derimod en supersej Steven Seagal og hans niece, der blev spillet af Katherine Heigl. I bund og grund er efterfølgeren også en film på samme præmisser. Denne gang er det blot et tog, der bliver overtaget af en gruppe terrorister, der, med hjælp fra en computerekspert, får kontakt til en satellit, der åbenbart har et indbygget laservåben, som der kan udradere et væsentlig areal. Heldigvis er Casey Ryback, alias Steven Seagal også ombord på toget, og banditterne må lytte godt efter den stærke mand, eftersom han insisterer på at hviske alle replikkerne ud. Well, det er jo hans stil og varemærke, så skurkene kan godt give op, når han først kommer efter dem. Der er nogle ganske rædsomme 90’er-computereffekter i filmen, og den virker en anelse billig og i den grad som en andenrangs-film. Der er ellers nogle gode skurke iblandt i form af Eric Bogosian og Everett McGill, men Morris Chestnut som den kiksede drager, der skal agere det komiske indslag, er lige en anelse for kæk. Nåh ja, men han er jo heldigvis kun sekundær, fordi filmen omhandler Steven Seagal, og hans formidable evner som kampsportsmand og trænet soldat, og dertil hørende tavelige one-liners. Filmen var sjov nok som et gensyn, idet jeg ikke havde set den siden 90’erne, hvor jeg lånte den på video. Jeg foretrækker dog nok stadigvæk den første film, fordi skurkene lige var en tand bedre end i 2’eren. Steven Seagal er desværre Steven Seagal, og hans film er sjove at se pga en lidt cheesy effekt. Han bliver aldrig min ynglings-actionhelt dog.

Men nu var klokken så langt forbi midnat, men jeg følte alligevel at jeg havde mod på endnu en film, så jeg fandt straks endnu en 90’er-actionfilm frem. Denne gang var der tale om Michael Bay’s “Bad Boys” med Will Smith, Matthew Lawrence, Tea Leoni og flere andre i en skøn rodebutik. Endnu engang er vi tilbage i midt-90’erne, og jeg må også indrømme, at jeg rent faktisk ejede denne film på et videobånd, som jeg havde købt i hedengangne Stereo Studio i Holstebro. Og man får jo lige præcis det, som man kommer efter med denne film: en buddy-film om et umage politi-makkerpar, der hele tiden skændes, men pludselig får deres sag for med et narkotikakup, flere mord og et vidne på nakken. “Bad Boys” er en ganske morsom 90’er-ting, som var en ganske stor succes. Den var således også en karrierestarter som udsprunget spillefilmsinstruktør til Michael Bay, der jo sidenhen er blevet et kæmpenavn i Hollywood. I filmens åbningssekvens og flere momenter undervejs, kan man dog mistænke Michael Bay for at kigge lidt beundrende imod en af hans kollegaer, nemlig Tony Scott, der lavede flere actionfilm tilbage i 80’erne i nogenlunde samme kaliber. Manuskriptet til “Bad Boys” er tilpas morsomt, især for de to hovedrolleindehavere, Matthew Lawrence og WIll Smith, selvom humoren godt kan blive en lille smule anstrengende til tider. Tea Leoni og Theresa Randle er det kønne sidestykke til de to betjente, og Joe Pantoliano er forrygende i rollen som politichefen, der får sine nerver sagt på nogle alvorlige prøvelser. Tchéky Karyo, den glimrende franske skuespiller, er velvalgt til hans karakter som en skurk i international klasse. Undervejs som filmen kører afsted i et ganske hæsblæsende tempo, så er det dog også ligesom at der mangler lidt substans. Altså filmen er tilpas poleret og historien er spiselig nok til at man accepterer det hele, især når der bliver smidt et par vittigheder ind her og der, men i forhold til en film som f.eks. Michael Mann’s “Heat”, så spiller den virkelig anden violin. Jeg vil medgive at filmen er vældig flot fotograferet, og den afsluttende eksplosion i lufthangaren var imponerende, men jeg savner virkelig noget… bare et eller andet, der kan retfærdiggøre at filmen kan have et prædikat som “Must-see”, fordi den kommer ikke iblandt mine ynglings-film af Michael Bay. Filmen fik iøvrigt en efterfølger i 2003, som jeg dog aldrig har set, men måske skulle man bestille den hjem til samlingen, og dog ved nærmere eftertanke så…”Bad Boys II” var ligeledes instrueret af Michael Bay, og som det ser ud nu, så er en 3’er måske i støbeskeen. Hvorvidt det er en god ide, aner jeg simpelthen ikke… men heck, der er jo nok et publikum for det…?

Der var en filmaften med tre film fra 90’erne, og jeg er blevet en smule klogere på hele 90’er-påstyret. Man skal jo huske på at jeg var ung i 90’erne, og selvom jeg overlevede et årti med elendig eurodance-musik og klynkende grunge, så vil 90’erne også blive husket på som ti år, hvor der ikke kom så mange fremragende film ud igen. På komediesiden var vi dog godt med i form af instruktører som Kevin Smith og Coen-brødrene, men hele fascinationen med f.eks. seriemordere, der blev født som følge af “Silence Of The Lambs”s kæmpesucces, så ved jeg ikke rigtig. Men der var jo et hungerende marked for det, og se bare på alle de populære politiserier, der kører på sendefladen på de forskellige stationer. Jeg må erkende at jeg ikke følger med i en eneste, men det er sikkert min fejl. Jeg er trods alt et nervøst gemyt, der hellere vil sidde med en kop gevalia og en god bog. Nå? så alligevel ikke….

William Lustigs 90'er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt... men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd'en ser forrygende ud...!

William Lustigs 90’er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt… men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd’en ser forrygende ud…!

Indrømmet. Det er faktisk ikke så tit at jeg får post om lørdagen, idet pakkeposten jo kun kører fra mandag-fredag, og det har de vist ikke i sinde at lave om på. Men heldigvis kan man stadigvæk få film om lørdagen, hvis bare de er sendt som brevpost… og det er tilfældet med denne lille perle, der er blevet tilsendt fra mægtige Sjælland… eller som vi jyder ynder at kalde den: “Djævleøen…”

kinski

Min gode blog-kammerat, Henrik, fra Båndsalaten, har således sendt mig denne dvd – “I Am Sartana” – hvilket mistænkeligt nok ligner en spaghettiwestern, og hvis man kender Henrik, så er det lige i hans boldgade. Coveret ser indbydende ud, og der er faktisk ikke tale om en regulær dvd-case, men derimod en rimelig tynd og fancy udgave… – men hvad kan man sige, når udgivelsen kommer helt fra Thailand?? – imponerende nok… – måske skulle man udfordre skæbnen og se filmen på Thai? – sikke en oplevelse, det nok ville være…

Anyway, jeg er utrolig glad for at Henrik fandt plads i sit filmhjerte til at sende mig dette eksemplar… jeg har aldrig set filmen før, men Klaus Kinski er med, og så er jeg hooked…tyskeren, der altid balancerede på et knivæg om at være enten gal eller genial… hans film er næsten altid seværdige… så mange tak til Henrik for denne lille filmiske gave! TAK!

For hede hulen, det er stadigvæk utrolig varmt i min lille 2-værelses, og jeg frygter at vi får et særdeles langt og lummert efterspil, inden det kølige efterår sætter ind. Jeg længdes i den grad mod koldere tider, og lige i min nuværende situation, så kan jeg ikke engang sove med en dyne om natten, hvilket så gør at jeg bliver småsnottet og syg i løbet af dagen. I dag har ikke været nogen undtagelse – en kedelig, omgang, afbrudt søvn, siden jeg hoppede i min ‘Himmelseng’ i går, så har jeg haft større og større pauser fra min nattesøvn, og selvom jeg var vågen i løbet af natten, så var jeg alligevel ikke så vågen, at jeg kunne se film… endnu engang for hede hulen…!

Nuvel – en mand kan ikke leve af brød og vand alene, så derfor var jeg enorm glad (midt i min kedsommelige og yderst trælse dag), at den loyale pakkepost bankede på døren og kunne aflevere ugens udvalgte fra Amazon. Indholdet var ganske godt, selvom det ikke var pakket særlig forsvarligt… – nu har jeg set på YouTube, hvordan ‘seriøse’ samlere brokker sig hvis der er kommet en bule i en slipcase eller noget, og at de rent faktisk sender varen retur. Så slemt synes jeg ikke at jeg kan tillade mig at være, men jeg vil medgive at det er vigtigt at samlingen ser præsentabel og indbydende ud.

Denne portion fra Amazon bør på mange interessante titler:

evildeadmm

 

Her er lige et udpluk – først og fremmest har jeg virkelig glædet mig til at se det famøse remake af kultklassikeren “Evil Dead” – jeg ved godt at remakes, per definition, har et rigtig dårlig ry blandt filmfans, men denne skulle faktisk levere varen, og jeg vil ikke tilskrive mig selv som afvisende. Jeg har jo næsten lige set remaket af “Maniac”, og den kunne jeg rigtig godt lide. Eftersigende skulle genindspillingen af “Evil Dead” virkelig presse citronen og sprænge nogle grænser, for hvad man kan tillade sig i en biograffilm, så det bliver meget spændende at se resultatet. Ellers har jeg også investeret i Arrow Videos udgivelse af “Deranged”. Jeg har set filmen før, idet jeg engang havde den på en double feature-Midnite Movies, sammen med “Motel Hell”. Jeg kan rigtig godt lide den, og jeg synes at Roberts Blossom er utrolig i rollen som Ed Gein. Den har jo således også et rimelig blakket ry for at være meget væmmelig og voldsom, så min filmaften med både “Evil Dead” og “Deranged” kunne tyde på at jeg lige så godt kunne blive indlagt med blå blink dagen derpå…arhh mon dog, men trods alt – en noget robust cocktail. Endelig bestilte jeg også den ret pæne stjernebesatte “The Place Beyond The Pines” – instrueret af manden bag den fine “Blue Valentine”, som jeg rigtig godt kunne lide, til trods for at den var rimelig deprimerende. Ryan Gosling er endnu engang med i en film, og han virker til at være Hollywoods nyeste superstar. Jeg kunne ihvertfald rigtig godt lide ham i Winding Refns’ “Drive”, og jeg har lige genset ham som cool karakter i “Crazy, Stupid, Love”…jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg har ikke glemt hans medvirken i “Young Hercules” – det er ihvertfald sådan noget, der skaber en form for indelukket respekt! – oh yes, han var også god i “The Believer”, som nazi-jøden, der har problemer med sin tro. Alt i alt – så er jeg godt tilfreds med disse tre blu-ray køb.

Jeg købte selvfølgelig også lidt mere, men det ovenstående var det mest spændende. Og hvad har jeg så lavet – udover at svede som en, der konstant havde en pistol mod tindingen? – jo, jeg har set dokumentarprogrammer af den fænomenale Louis Theroux. Hvis man ikke kender manden, så er han en engelsk reporter fra BBC2, og har sin helt egen unikke måde at interviewe folk på. Nå, men jeg havde investeret i en fire-disk kollektion med Louis Theroux, hvor han kommer vidt omkring. Lige fra at besøge mandelige porno-skuespillere til gangsta-rappere. Endvidere var der også episoder af hvor han mødte prominente engelske personligheder, der godt kunne være en smule kedelige, fordi når man ikke rigtig bor i UK til daglig, og ikke følger med i livet på den store ø, så synes jeg at det bliver svært at følge med, når man ikke har et særlig stort kendskab til de medvirkende. På disk nummer fire, var der dog to timelange meget interessante dokumentarer, hvor han først besøgte nazister i USA og på den anden, besøgte et stort bordel i Nevada. Jeg kom til at se, at jeg faktisk havde set det ene afsnit, hvor han besøgte bordellet før. Men det var hovedrystende at se ham sammen med nazister og skinheads, idet jeg ikke aner om Louis rent faktisk er jøde, hvilket også kom op som et spørgsmål i afsnittet. Skinheads er ihvertfald ikke særlig glade for jøder. Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i sådan en livsstil. Indrømmet, jeg bor ikke i USA, men jeg vil også betegne Danmark som et multikulturalt samfund, hvor der både er ytringsfrihed og religionsfrihed. Jeg bor ganske vist ikke på Nørrebro eller i Gjelderrup-parken, men jeg synes at det er vigtigt at man behandler alle lige og fair fra starten af. Det kan jo ganske vist godt opfattes som en tikkende bombe nogle gange, men som vi ofte ser, så er bomben alligevel bare en taske med beskidt undertøj. Man kan dog ikke være for forsigtig, og jeg er helt med på at man skal kontrollere situationen, men jeg ved ikke – måske er det bedst, bare at passe sig selv?

Anyway – Louis Theorux er en vidunderlig kommentater, når det kommer til aktualitet. Udsendelserne er ganske vist nogle år gamle, men budskabet er ikke til at tage fejl af. Jeg nød ihvertfald at komme med på hans rejser, også selvom de ofte ender i Amerika, fordi det lader til at det er der de bedste historier er. Hvis man får chancen, så bør man bestemt give hans produktioner et kig…

Og hvad så nu? Klokken er 17 om eftermiddagen, og jeg føler mig som en skællet banan. Nu skal vi have en af de kolde og til at lede efter gode tilbud. Når mørket falder på, så smider jeg “Evil Dead” i afspilleren, og så kan mine hår blive endnu mere grå. Jeg glæder mig meget til filmen,, og efter relative positive omtaler på Nettet, så føler jeg mig klar. Let the show begin!

Denne 4-disk kollektion af Louis Therouxs' oplevelser kan skaffes for relativ billige penge hos Amazon, og jeg kan sagtens anbefale et køb, tiltrods for at der også er flere ting, der ikke er nær så interessante som andre. Men tjek f.eks. Louis ' indtog i den gamle amerikanske Wrestling-verden. Det er nærmest en historie for sig.

Denne 4-disk kollektion af Louis Therouxs’ oplevelser kan skaffes for relativ billige penge hos Amazon, og jeg kan sagtens anbefale et køb, tiltrods for at der også er flere ting, der ikke er nær så interessante som andre. Men tjek f.eks. Louis ‘ indtog i den gamle amerikanske Wrestling-verden. Det er nærmest en historie for sig.

Så lad ham dog…

Hurra for Internettet. Den anden dag modtog jeg en stor pakke fra et dansk firma, der sælger merchandise fra film, musik og lignende… og minsandten om den ikke indeholdte noget virkelig lækkert:

exorcist1

 

Det er nemlig en “actionfigur” af pigebarnet, Regan, fra en af mine absolutte ynglings-film, “The Exoricst”… Denne figur viser Regan, der er besat af Pazuzu og bundet til sengen. Der er efterladenskaber af grøn opkast på hendes tøj, og hun har sår i ansigtet. En supercool figur. Jeg er normalt ikke typen der køber så mange af sådanne figurer, men denne her kunne jeg simpelthen ikke stå for.. En anden figur som jeg iøvrigt skal have investeret i, er en supersej model af den store ED-209 fra “RoboCop”… jeg aner så ikke om jeg skal købe den billige eller den dyre udgave… prisforskellen nærmer sig de 3000 kroner… og jeg tænker gerne at det kunne man sgu få mange film for, så jeg er mest på vippen til at bestille den billige udgave…

Men boksen med Regan fik jeg skam hjem. Jeg tøver lidt med at åbne den, fordi så falder den jo drastisk i værdi, men på den anden side, så er jeg også et tilpas stort legebarn til at jeg gerne vil se den i aktion…den lover nemlig nogle lydeffekter og at hovedet kan dreje 360 grader rundt… det ville jeg gerne se!

exorcist2

 

Meget cool boks-artwork her foroven, og hvem husker ikke det fantastiske billede fra filmen, hvor den gamle præst stiger ud af bilen, og garanteret tænker sig om en ekstra gang, inden han træder ind i det væmmelige hus, hvor alle uhyrlighederne finder sted…en af filmhistoriens helt store momenter der. Som sagt er jeg ganske stor fan af filmen – jeg har den på en blu-ray-udgivelse, hvor både den originale version og den forlængede udgave er på… jeg foretrækker nok stadigvæk originalen, må jeg sige… den forlængede udgave er ikke dårlig, men det virker lidt fjollet med ansigter på skabsdørene osv… men hey, Regans edderkop-scene er ret vellykket. Jeg overvejer at smække filmen på til den kommende Halloween, fordi der har jeg for vane at kun se horrorfilm, og så kan man jo lige så godt se noget kvalitet…

Jeg må desuden også konstatere at jeg endnu engang er ved at sortere film, og nu endelig har besluttet mig for at lade alle mine horrorfilm stå fremme… plus enkelte andre titler, som jeg gerne vil have i nærheden, i tilfælde af at jeg bliver inspireret og vil se noget andet end horror…jeg ved ikke om det fungerer, men da horror er den genre som jeg ubetinget har flest titler i, så synes jeg alligevel at jeg ville give det en chance… desværre er det lidt småt med pladsen, og jeg skal til at rokere meget rundt, men lad os nu se…

Faktum er ihvertfald at jeg må holde en pause i morgen aften. Der kommer en kammerat på besøg, og så skal vi drikke nogle af de kolde, imens vi ser lavbudget horror eller noget der er grænsende til det absurde. Det skal nok blive sjovt, og da det efterhånden er længe siden sidst, så håber jeg at han har pilsnere med! …

exorcist3

 

Men som sagt, så fik jeg jo denne figur ind af døren. Det bliver ikke sidste gang at jeg køber sådan en figur på nettet, og jeg har allerede kig på adskillige. Dette bokssæt er betegnet som et “De Luxe”-sæt, hvad det så end betyder – om hvorvidt det er pga detaljerigdommen eller prisen eller om det bare er en særudgave…? Ja, det aner jeg ikke umiddelbart, men jeg er virkelig godt tilfreds med den. Med sådan en figur kan man tillade sig at være lidt barn igen, og plus at den faktisk pynter lidt op på sin helt egen gruopvækkende facon. Jeg har ellers ikke meget i min stue, andet end lidt billeder og nogle pokaler (som jeg snart smider ud! de er så grimme!) – men desværre da jeg har mange skråvægge, så kan jeg ikke rigtig have nogle plakater oppe, så mine vægge er rimelig bare, hvilket generer mig til ukendelighed. I mit soveværelse har jeg en Ærkeengel-figur, og en Fedtmule-figur – det er lige fra den ene ende af skalaen til den anden… men det er vel nogenlunde dekorativ? … I don’t know… well, nu skal jeg ihvertfald finde en plads til den besatte Regan… and so the journey begins!

Dengang tilbage i det forrige århundrede, ja sågar årtusindende, der var det skønt at være knægt. Jeg voksede op om de af de yngste i 80’erne og havde min bebumset teenageperiode i 90’erne. Men jeg nåede at opleve alt det vidunderlige og coole legetøj, der for alvor er forbundet med 80’erne…Action Force, Transformers, Masters Of The Universe og ja, Teenage Mutant Ninja (Hero) Turtles… det var i sandhed et festfyrværkeri at være en snotunge i den tid.

Jeg vil betegne mig selv som en meget stor Turtles-fan. Jeg havde alt med det i sin tid – som jeg tidligere har skrevet, så alt fra figurerne, fartøjerne, tegneserier, tegnefilm, computerspil, klistermærker og sågar spillefilm – fordi der kom tre oprindelige spillefilm i begyndelsen af 90’erne. Den første kom faktisk i 1990, og var en pæn succes. Jeg så den i biffen i Snedsted (som jeg også tidligere har skrevet om), og jeg var meget begejstret. Den var sjov, vellykket og skildpadderne fungerede faktisk i form af skuespillere i dragter og så animatroniske enheder, der kunne betjene øjnene og mundene… det var bare allertides, og man blev for alvor suget ind i Ninja-paddernes forunderlige verden. Action var der masser af, men dog aldrig noget alt for alvorligt, så selv de allermindste og bedstemor ville kunne kigge med. Der var i sandhed Turtle-mania over hele verdenen.

Selvfølgelig skal man avle videre på sådan en succes. Resultatet blev at der allerede året efter kom en 2’er. “Teenage Mutant Ninja Turtles II – The Secret Of The Ooze”… endnu engang kunne man således følge Donatello, Raphael, Michaelangelo og Leonardo i deres kamp imod uretfærdighed. Endnu engang forvildede jeg mig ind i biffen, denne gang i Thisted dog, fordi jeg måtte naturligvis også se med, når Ninja-padderne slog til med deres formidable evner indenfor kampsport. Jeg kan huske at de andre i salen hujede og piftede, da padderne viste sig første gang. Den 11-årige jeg var vild med denne 2’er, selvom den var noget mere gakket end den første, og selvom vittighederne i den grad ikke var nær så morsomme, og filmen bød på en gæsteoptræden af Vanilla Ice og hans rædselsfulde dance-musik, så gik jeg meget glad ud af biografen endnu engang.

Alle gode gange tre. I 1993 kom den tredje Turtles-film ud i biografen, og jeg var endnu engang på plads. Men jeg kan huske, at selvom jeg i bilen på vej hjem udtrykte min begejstring for filmen og allerede havde mine egne planer om at skrive og sikkert også instruere og spille med i en 4’er, så virkede 3’eren noget mere diffus. Filmen sendte de fire padder og deres reporter-veninde, April O’Neil tilbage til 1600-tallets Japan, hvilket også gav filmen navnet “Turtles In Time”. Det ville nok have være et fantastisk afsnit af tegnefilmen, men som spillefilm var den noget på retur. Der var ingen tvivl om at det var den ringeste so far.

Jeg har så tilbragt denne morgen med at gense 2’eren og 3’eren nok engang, idet jeg bestilte dem for et par uger siden. Chokerende nok har jeg sidenhen erfaret at filmene udkommer på blu-ray i UK snart i en trible-feature, men det kan være nok det samme, fordi efter gensynet, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ikke behøver en opgradering. 2’eren og 3’eren er i den grad ikke særlige morsomme længere, når man har udviklet sig til en 33-årig voksen mand med fuldskæg. 2’eren var rimelig, men grænsesøgende stupid, og jeg måtte hovedrystende se til, imens Ninja-padderne kæmpede sig igennem fodfolket, og nåede det endelige opgør mod Rivejernet, Flænseren eller Shredder, som han hed på engelsk. Skammelig nok medvirker den dygtige skuespiller, David Warner, endda i en rolle som videnskabsmand. Inden filmen går i gang, sendes en hyldest til dukkekongen, Jim Henson, hvis selskab sikkert har haft en finger med i spillet, når det kom til at skabe filmens figurer. Og det skulle da også vise sig at kvaliteten var noget højere end i den efterfølgende 3’er. “Secret Of The Ooze” er stadigvæk filmunderholdning på det jævne, men som 11-årig var man ligeglad, og bare der var en Ninja-padde med, så tror jeg sgu at jeg kunne have set tandpasta-reklamer i 1½ time. Som sagt er der ikke meget at komme efter som voksen, men den var sjov at se igen…

Og så til 3’eren. Uha, den er dårlig, men man må da give lidt kredit for kreativ tænkning, i og med at gøre Ninja-padderne til tidsrejsende skildpadder. Men den er bare så gennemført elendig og dårlig lavet. Ninja-padderne er blevet kedeligere og billigere at se på, og stemmeskuespillet er elendig, tiltrods for at de respektive skuespillere til Michaelangelo og Leonardo er med endnu, og at 80’er-stjernen, Corey Feldman ligger stemme til Donatello. Men da man skal høre på Ninja-paddernes mester, rotten Splinter, så er det en stemmeskuespiller, der helt sikkert, prøver på at lyde som Kevin Clash, der lagde stemme til rotten i de to første film, og her falder det bare helt til jorden. Men hovsa – ind kommer Elias Koates, i et gensyn som Casey Jones, der også medvirkede i den første film, men ikke engang han kan redde filmen. Jeg var 13 år, da jeg så filmen første gang, og selvom der er enkelte gode one-liners, så må man sige at resultatet bare ikke er holdbart. Det er virkelig en stinker, og det kan jeg godt tillade mig at sige her 20 år efter, fordi jeg har trods alt været blandt de største Turtles-fan. Jeg blev meget skuffet ved dette gensyn, og så vidt jeg husker, så er det også nok kun 2. eller 3. gang at jeg ser denne 3’er. “The Secret Of The Ooze” havde jeg trods alt på video, men ikke denne 3’er. Well, det er en skam at det endte sådan – ihvertfald som det ser ud foreløbelig.

Og hvad så her i 2013? – er Ninja-padderne færdige, glemte og skyllet ud i toilettet…? – nej – på ingen måde. Faktisk blev hele legetøjet relanceret for nogle år siden, og de har også levet et godt og sundt liv i tegneserie-universet og på tegnefilm. Der kom endda et animeret eventyr i 2007 i spillefilmslængde med flere prominente navne på rollelisten. Og i 2014 er der planlagt en hel ny film, med Hollywoodgodten Megan Fox i rollen som April O’Neil. Det skal nok blive interessant, og selvom jeg ikke er verdens største Turtles-fan længere, og ikke engang har set “TMNT” fra 2007, så er det ikke utænkelig at jeg bliver nødt til at se det nyeste kapitel i fortællingen om Ninja-padderne, når den udkommer næste år. Hvorvidt det så bliver i biffen eller i hjemmet vil tiden vise, men jeg skal nok forsøge at sænke paraderne og forelske mig i Ninja-paddernes verden endnu engang. Jeg føler ihvertfald at jeg skylder dem en chance, hvilket min 11-årige jeg sikkert vil medgive mig.

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd'er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade... jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her... men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet...

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd’er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade… jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her… men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet…

Nuvel, i disse sommerferie-tider, så har jeg efterhånden nydt at tilbringe lidt tid hos en af mine ynglings-familier… nemlig, den storartede familien Griswald, som der har optrådt i ikke mindre end fire spillefilm efterhånden. De blev kaldt “National Lampoon’s Vacation”-serien på engelsk – vistnok døbt efter et blad eller et komedieprogram. Jeg er lidt usikker på historikken bag, men faktum er det at den første film i serien kom til at hedde “Fars Fede Ferie” på dansk.

Den første “Vacation”-film er helt tilbage fra 1983, så det er en gammel traver, men samtidig er det også et af højdepunkterne i 80’ernes komediefilm. Skrevet af ikonet, John Hughes og instrueret af Harold Ramis, så var baglandet ihvertfald i orden. Og da Chevy Chase blev hentet ind til at spille hovedrollen som det godmodige familieoverhoved, Clark W. Griswald… ja, så kunne man efterhånden næsten lugte en succes – der var ihvertfald en særdeles potent stank, lige fra Cousin Eddies das. Det smukke modsvar til Chevy Chase blev Beverly D’Angelo, der er very easy on the eyes… også noget jeg bemærkede i min teenageår tilbage i 90’erne, da jeg så filmen igen… total MILF som de lystige svende nok ville kalde hende. Men i “Fars Fede Ferie” er hun altså Ellen Griswald. Afkommet bliver spillet af henholdsvis Anthony Michael Hall (en John Hughes-favorit) og Dana Barron…

Kort fortalt er den første film om familien Griswald en klassisk roadmovie-film. Familien har planlagt at køre tværs over Amerika for at tilbringe nogle dage i den store forlystelsespark, “Walley World”. Men det skal vise sig ikke at være alt for nemt, når man først kommer afsted… og der er mange, mange ting der kan gå galt… og før man ved af det, så står familien også med et dødsfald på hånden – ja det er skarpe sager. Spørgsmålet er så om det hele er umagen værd og om familien rent faktisk når deres utopiske destination.

Jeg har altid været glad for fortællingen om Clark og hans families rejse. Det er good clean fun, og manuskriptet er fyldt med mange sjove påhit og skøre indfald. Cousin Eddie, spillet af Randy Quaid, er fantastisk i rollen som besværet redneck, der altid har problemer med banken og måske lige drikker for mange øl – til gengæld er han god til at riste en burgerbolle på grillen. Hans kone og afkom passer godt til den fjollede type, der måske har mere hjerte end hjerne (hvilket da også bliver bemærket i 3’eren, “Fars Fede Juleferie”)…

Mit ynglings-øjeblik i den første film, er da Clark får sit sammenbrud og får fyret F-ordet afsted adskillige gange, idet resten af familien er på vippen til at stå af. Det er fantastisk morsomt, og man bliver alvorlig nervøs for manden, der mildest talt virker ude af balance. Men der er mange gode gags i filmen. Den alderende tante, Edna (Imogene Coca) er ikke andet end besvær for den stakkels prøvede familie, og da dennes hund også pludselig må lade livet som følge af Clarks glemsomhed, så har tanten alvorlig grund til at modarbejde Clark – nok engang. Et andet øjeblik i den første familie, er da familien er på alvorlig afveje i ørkenen, og pludselig kører med den forkerte vej, hvilket gør at den meget passende stationcar laver et imponerende flyvehop over en iøjefaldende afstand…

Den efterfølgende scene, hvor Clark står på taget af bilen og hans søn, Rusty, siger til ham:

“Gee, Dad, you must have jumped this car like fifty yards”…

Clark svarer stille og rolig:

“Oh, Rusty, thats nothing to be proud of”…

Og siger så stille til sig selv:

“Fifty yards”…

Det er utrolig morsomt, og jeg griner hver eneste gang af den scene. Clark er virkelig en fremragende familiefar, der altid tænker på sine nærmestes ve og vel, dog lige med undtagelsen, da han ser den smukke, unge blondine, der kører i en sportsvogn på samme vej som ham. De mødes faktisk, og først er det lige ved at gå galt for manden selv, men endnu engang viser sin kone sig fra den rette kærligheds side, og de genforenes i den meget kolde svømmepøl ved motellet. God human scene der.

Serien om familien Griswalds eskapader har sidenhen resulteret i tre efterfølgere:

I “Fars Frygtelige Feriedage” fra 1985 er familien i Europa, hvor de møder mindst lige så modstand som i den første film, og den er også ganske underholdende. Scenerne med Clark der først danser i lederhosen og virker som om at han er på toppen af verdenen, men pludselig kommer i klammeri, hvilket medfører at byens klokketårn ringer (et tegn på at man vil hænge nogen) – er utrolig morsomme, og der er cameoer i England af både Mel Smith, Eric Idle, og majoren fra “Halløj På Badehotellet”. Det er en ganske god sequel, og endnu engang har John Hughes skrevet historien, imens Amy Heckerling har taget sig af instruktionen. Denne efterfølger havde jeg faktisk set flere gange i min barndomsår end den første film. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg kan svagt huske en aften, hvor jeg så “Fars Frygtelige Feriedage” efterfulgt af “Politiskolen 3” – det var en særdeles øm aften – og det er utrolig hvad man går med til når man er ung og relativ dum. Jeg kan godt lide denne 2’er, nok også netop fordi at den er forbundet med min ungdom, så jeg er altid med på et gensyn.

Efter turen til Europa, blev det tid til at fejre en højtid, nemlig Julen – i “Fars Fede Juleferie” fra 1989. Denne udgave er også ganske morsom, og især Clarks kvaler med både familien, chefen og de irriterende naboer er værd at holde øje med. Jeg synes at der er mange gode indfald, og Randy Quaid er tilbage som Cousin Eddie. Filmen har enkelte vovede scener, men den er generelt præget af at være mere familievenlig end de to første film. Samtidig skifter filmen flere gange karakter, når den går fra simpel komedie til mere grinagtig farce, eksempelvis scenen med kælken, der flyver afsted i superfart eller Clark der får nogle bræder i hovedet på loftet Det er selvfølgelig med til at fremtvinge nogle grin, og det gør den meget godt – især med Cousin Eddie, der virkelig var lidt savnet i 2’eren. Jeg kan godt lide denne film, og selvom jeg netop har genset den her i sommervarmen, så følte jeg mig egentlig ikke som en særling (nok fordi at jeg har set den efter mørkets frembrud med gardinerne rullet for)… men jo den kan nok ses hele året rundt, så det er da bestemt et plus… og ideel hvis man vil se hele “Vacation”-serien i rap. John Hughes har iøvrigt også skrevet denne.

Og så kommer vi til den sidste film i pakken. “Fars Fede Las Vegas Ferie” fra 1997. Uha, den er virkelig dårlig. Tiden må siges at være løbet fra familien Griswald, og jeg har det lidt med denne film, som med “Olsen-Banden” nummer 14. Det er virkelig et sympatisk projekt, men det falder helt fra hinanden, og jeg grinede ikke en eneste gang. Chevy Chase er ved at blive en smule gammel, men Beverly D’Angelo ser dog stadigvæk hot ud. Hasard spil er ikke noget at kimse af, og jeg synes ikke at filmens fladpandede vittigheder fungerede. Randy Quaid er endnu engang tilbage som Cousin Eddie, og han står for noget af det mest morsomme i filmen, men det bliver aldrig særlig sjovt. Entertaineren, Wayne Newton, er tilpas flødebolle-agtig, og da han forærer Ellen en lok af hans hår, så forstår  man pludselig hvor feteret disse Las Vegas-showfolk er. Filmen er også meget stueren i forhold til de tidligere kapitler i sagaen om familien Griswald, og det er selvfølgelig også en skam. Jeg må ihvertfald konstatere at jeg ikke kan lide filmen. Det var desuden også den eneste af de fire film, som jeg ikke ejede på dvd i forvejen, og denne gang var første gang at jeg så den helt fra start til slut, hvilket jeg næsten bittert fortryder nu.

En af de store spørgsmål ved serien er familiens afkom…de bliver spillet af forskellige skuespillere i alle filmene, og det er ikke ligesom at de bliver så meget ældre. Det er selvfølgelig for at det skal ligne den amerikanske kernefamilie, men det er ikke dem alle, der klarer sig lige godt… og jeg er tilbøjelig til at sige at de unge skuespillere i de to første film er de bedste. Men det var dog ikke morsomt at se Beverly D’Angelo igen i dokumentarren om den første film. Hun ser godt nok mærkelig ud i hovedet, og kan knap nok smile ..  måske er hun blevet stukket af en bi og fået en allergisk reaktion, eller også har hun undergået flere operationer… jeg er nok på vippen til at sige det sidste…

Anyway, jeg købte sættet på blu-ray igennem Amazon, og den var tilpas billigt – idet jeg betalte under 18 pund for de fire film, men jeg synes dog ikke at billedkvaliteten er bedre end på mine dvd-udgivelser, så det var virkelig skuffende. Jeg fik dog en 85 minutters lang dokumentar om den første film og flere audio kommentarer med som ekstramateriale. Så det var okay trods alt.

nat-lamp-poster

nationalvegation

De to ovenstående plakater til de to første film er virkelig herlige, og grunden til at jeg beholder mine dvd-udgaver, idet blu-ray-sættet kun har Chevy Chase på forsiden i temmelig kedelig facon. Men disse klassiske posters fra 80’erne, kunne jeg faktisk også godt tænke mig at have hængende på min væg, fordi de er da i sandhed virkelig seje.

Og ja, hvad så med undertegnet. Jeg har været ramt af sommervarmen, og ikke set så mange film, og desuden haft svært ved at finde på noget at skrive om. Men jeg synes alligevel at jeg ville dele mine tanker omkring “Fars Fede Ferie”. Jeg sidder typisk i min lejlighed og koger i disse dage. Jeg har mest lyst til at smide bukserne og danse boogie woogie, men det er nok temmelig flovt hvis man gør det alene… og jeg svor at jeg aldrig ville gøre noget flovt igen! – nåh ja, can’t win them all!

Jeg har flere film på vej i posten, så stay tuned!