Nuvel, i disse sommerferie-tider, så har jeg efterhånden nydt at tilbringe lidt tid hos en af mine ynglings-familier… nemlig, den storartede familien Griswald, som der har optrådt i ikke mindre end fire spillefilm efterhånden. De blev kaldt “National Lampoon’s Vacation”-serien på engelsk – vistnok døbt efter et blad eller et komedieprogram. Jeg er lidt usikker på historikken bag, men faktum er det at den første film i serien kom til at hedde “Fars Fede Ferie” på dansk.

Den første “Vacation”-film er helt tilbage fra 1983, så det er en gammel traver, men samtidig er det også et af højdepunkterne i 80’ernes komediefilm. Skrevet af ikonet, John Hughes og instrueret af Harold Ramis, så var baglandet ihvertfald i orden. Og da Chevy Chase blev hentet ind til at spille hovedrollen som det godmodige familieoverhoved, Clark W. Griswald… ja, så kunne man efterhånden næsten lugte en succes – der var ihvertfald en særdeles potent stank, lige fra Cousin Eddies das. Det smukke modsvar til Chevy Chase blev Beverly D’Angelo, der er very easy on the eyes… også noget jeg bemærkede i min teenageår tilbage i 90’erne, da jeg så filmen igen… total MILF som de lystige svende nok ville kalde hende. Men i “Fars Fede Ferie” er hun altså Ellen Griswald. Afkommet bliver spillet af henholdsvis Anthony Michael Hall (en John Hughes-favorit) og Dana Barron…

Kort fortalt er den første film om familien Griswald en klassisk roadmovie-film. Familien har planlagt at køre tværs over Amerika for at tilbringe nogle dage i den store forlystelsespark, “Walley World”. Men det skal vise sig ikke at være alt for nemt, når man først kommer afsted… og der er mange, mange ting der kan gå galt… og før man ved af det, så står familien også med et dødsfald på hånden – ja det er skarpe sager. Spørgsmålet er så om det hele er umagen værd og om familien rent faktisk når deres utopiske destination.

Jeg har altid været glad for fortællingen om Clark og hans families rejse. Det er good clean fun, og manuskriptet er fyldt med mange sjove påhit og skøre indfald. Cousin Eddie, spillet af Randy Quaid, er fantastisk i rollen som besværet redneck, der altid har problemer med banken og måske lige drikker for mange øl – til gengæld er han god til at riste en burgerbolle på grillen. Hans kone og afkom passer godt til den fjollede type, der måske har mere hjerte end hjerne (hvilket da også bliver bemærket i 3’eren, “Fars Fede Juleferie”)…

Mit ynglings-øjeblik i den første film, er da Clark får sit sammenbrud og får fyret F-ordet afsted adskillige gange, idet resten af familien er på vippen til at stå af. Det er fantastisk morsomt, og man bliver alvorlig nervøs for manden, der mildest talt virker ude af balance. Men der er mange gode gags i filmen. Den alderende tante, Edna (Imogene Coca) er ikke andet end besvær for den stakkels prøvede familie, og da dennes hund også pludselig må lade livet som følge af Clarks glemsomhed, så har tanten alvorlig grund til at modarbejde Clark – nok engang. Et andet øjeblik i den første familie, er da familien er på alvorlig afveje i ørkenen, og pludselig kører med den forkerte vej, hvilket gør at den meget passende stationcar laver et imponerende flyvehop over en iøjefaldende afstand…

Den efterfølgende scene, hvor Clark står på taget af bilen og hans søn, Rusty, siger til ham:

“Gee, Dad, you must have jumped this car like fifty yards”…

Clark svarer stille og rolig:

“Oh, Rusty, thats nothing to be proud of”…

Og siger så stille til sig selv:

“Fifty yards”…

Det er utrolig morsomt, og jeg griner hver eneste gang af den scene. Clark er virkelig en fremragende familiefar, der altid tænker på sine nærmestes ve og vel, dog lige med undtagelsen, da han ser den smukke, unge blondine, der kører i en sportsvogn på samme vej som ham. De mødes faktisk, og først er det lige ved at gå galt for manden selv, men endnu engang viser sin kone sig fra den rette kærligheds side, og de genforenes i den meget kolde svømmepøl ved motellet. God human scene der.

Serien om familien Griswalds eskapader har sidenhen resulteret i tre efterfølgere:

I “Fars Frygtelige Feriedage” fra 1985 er familien i Europa, hvor de møder mindst lige så modstand som i den første film, og den er også ganske underholdende. Scenerne med Clark der først danser i lederhosen og virker som om at han er på toppen af verdenen, men pludselig kommer i klammeri, hvilket medfører at byens klokketårn ringer (et tegn på at man vil hænge nogen) – er utrolig morsomme, og der er cameoer i England af både Mel Smith, Eric Idle, og majoren fra “Halløj På Badehotellet”. Det er en ganske god sequel, og endnu engang har John Hughes skrevet historien, imens Amy Heckerling har taget sig af instruktionen. Denne efterfølger havde jeg faktisk set flere gange i min barndomsår end den første film. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg kan svagt huske en aften, hvor jeg så “Fars Frygtelige Feriedage” efterfulgt af “Politiskolen 3” – det var en særdeles øm aften – og det er utrolig hvad man går med til når man er ung og relativ dum. Jeg kan godt lide denne 2’er, nok også netop fordi at den er forbundet med min ungdom, så jeg er altid med på et gensyn.

Efter turen til Europa, blev det tid til at fejre en højtid, nemlig Julen – i “Fars Fede Juleferie” fra 1989. Denne udgave er også ganske morsom, og især Clarks kvaler med både familien, chefen og de irriterende naboer er værd at holde øje med. Jeg synes at der er mange gode indfald, og Randy Quaid er tilbage som Cousin Eddie. Filmen har enkelte vovede scener, men den er generelt præget af at være mere familievenlig end de to første film. Samtidig skifter filmen flere gange karakter, når den går fra simpel komedie til mere grinagtig farce, eksempelvis scenen med kælken, der flyver afsted i superfart eller Clark der får nogle bræder i hovedet på loftet Det er selvfølgelig med til at fremtvinge nogle grin, og det gør den meget godt – især med Cousin Eddie, der virkelig var lidt savnet i 2’eren. Jeg kan godt lide denne film, og selvom jeg netop har genset den her i sommervarmen, så følte jeg mig egentlig ikke som en særling (nok fordi at jeg har set den efter mørkets frembrud med gardinerne rullet for)… men jo den kan nok ses hele året rundt, så det er da bestemt et plus… og ideel hvis man vil se hele “Vacation”-serien i rap. John Hughes har iøvrigt også skrevet denne.

Og så kommer vi til den sidste film i pakken. “Fars Fede Las Vegas Ferie” fra 1997. Uha, den er virkelig dårlig. Tiden må siges at være løbet fra familien Griswald, og jeg har det lidt med denne film, som med “Olsen-Banden” nummer 14. Det er virkelig et sympatisk projekt, men det falder helt fra hinanden, og jeg grinede ikke en eneste gang. Chevy Chase er ved at blive en smule gammel, men Beverly D’Angelo ser dog stadigvæk hot ud. Hasard spil er ikke noget at kimse af, og jeg synes ikke at filmens fladpandede vittigheder fungerede. Randy Quaid er endnu engang tilbage som Cousin Eddie, og han står for noget af det mest morsomme i filmen, men det bliver aldrig særlig sjovt. Entertaineren, Wayne Newton, er tilpas flødebolle-agtig, og da han forærer Ellen en lok af hans hår, så forstår  man pludselig hvor feteret disse Las Vegas-showfolk er. Filmen er også meget stueren i forhold til de tidligere kapitler i sagaen om familien Griswald, og det er selvfølgelig også en skam. Jeg må ihvertfald konstatere at jeg ikke kan lide filmen. Det var desuden også den eneste af de fire film, som jeg ikke ejede på dvd i forvejen, og denne gang var første gang at jeg så den helt fra start til slut, hvilket jeg næsten bittert fortryder nu.

En af de store spørgsmål ved serien er familiens afkom…de bliver spillet af forskellige skuespillere i alle filmene, og det er ikke ligesom at de bliver så meget ældre. Det er selvfølgelig for at det skal ligne den amerikanske kernefamilie, men det er ikke dem alle, der klarer sig lige godt… og jeg er tilbøjelig til at sige at de unge skuespillere i de to første film er de bedste. Men det var dog ikke morsomt at se Beverly D’Angelo igen i dokumentarren om den første film. Hun ser godt nok mærkelig ud i hovedet, og kan knap nok smile ..  måske er hun blevet stukket af en bi og fået en allergisk reaktion, eller også har hun undergået flere operationer… jeg er nok på vippen til at sige det sidste…

Anyway, jeg købte sættet på blu-ray igennem Amazon, og den var tilpas billigt – idet jeg betalte under 18 pund for de fire film, men jeg synes dog ikke at billedkvaliteten er bedre end på mine dvd-udgivelser, så det var virkelig skuffende. Jeg fik dog en 85 minutters lang dokumentar om den første film og flere audio kommentarer med som ekstramateriale. Så det var okay trods alt.

nat-lamp-poster

nationalvegation

De to ovenstående plakater til de to første film er virkelig herlige, og grunden til at jeg beholder mine dvd-udgaver, idet blu-ray-sættet kun har Chevy Chase på forsiden i temmelig kedelig facon. Men disse klassiske posters fra 80’erne, kunne jeg faktisk også godt tænke mig at have hængende på min væg, fordi de er da i sandhed virkelig seje.

Og ja, hvad så med undertegnet. Jeg har været ramt af sommervarmen, og ikke set så mange film, og desuden haft svært ved at finde på noget at skrive om. Men jeg synes alligevel at jeg ville dele mine tanker omkring “Fars Fede Ferie”. Jeg sidder typisk i min lejlighed og koger i disse dage. Jeg har mest lyst til at smide bukserne og danse boogie woogie, men det er nok temmelig flovt hvis man gør det alene… og jeg svor at jeg aldrig ville gøre noget flovt igen! – nåh ja, can’t win them all!

Jeg har flere film på vej i posten, så stay tuned!

Reklamer