Dengang tilbage i det forrige århundrede, ja sågar årtusindende, der var det skønt at være knægt. Jeg voksede op om de af de yngste i 80’erne og havde min bebumset teenageperiode i 90’erne. Men jeg nåede at opleve alt det vidunderlige og coole legetøj, der for alvor er forbundet med 80’erne…Action Force, Transformers, Masters Of The Universe og ja, Teenage Mutant Ninja (Hero) Turtles… det var i sandhed et festfyrværkeri at være en snotunge i den tid.

Jeg vil betegne mig selv som en meget stor Turtles-fan. Jeg havde alt med det i sin tid – som jeg tidligere har skrevet, så alt fra figurerne, fartøjerne, tegneserier, tegnefilm, computerspil, klistermærker og sågar spillefilm – fordi der kom tre oprindelige spillefilm i begyndelsen af 90’erne. Den første kom faktisk i 1990, og var en pæn succes. Jeg så den i biffen i Snedsted (som jeg også tidligere har skrevet om), og jeg var meget begejstret. Den var sjov, vellykket og skildpadderne fungerede faktisk i form af skuespillere i dragter og så animatroniske enheder, der kunne betjene øjnene og mundene… det var bare allertides, og man blev for alvor suget ind i Ninja-paddernes forunderlige verden. Action var der masser af, men dog aldrig noget alt for alvorligt, så selv de allermindste og bedstemor ville kunne kigge med. Der var i sandhed Turtle-mania over hele verdenen.

Selvfølgelig skal man avle videre på sådan en succes. Resultatet blev at der allerede året efter kom en 2’er. “Teenage Mutant Ninja Turtles II – The Secret Of The Ooze”… endnu engang kunne man således følge Donatello, Raphael, Michaelangelo og Leonardo i deres kamp imod uretfærdighed. Endnu engang forvildede jeg mig ind i biffen, denne gang i Thisted dog, fordi jeg måtte naturligvis også se med, når Ninja-padderne slog til med deres formidable evner indenfor kampsport. Jeg kan huske at de andre i salen hujede og piftede, da padderne viste sig første gang. Den 11-årige jeg var vild med denne 2’er, selvom den var noget mere gakket end den første, og selvom vittighederne i den grad ikke var nær så morsomme, og filmen bød på en gæsteoptræden af Vanilla Ice og hans rædselsfulde dance-musik, så gik jeg meget glad ud af biografen endnu engang.

Alle gode gange tre. I 1993 kom den tredje Turtles-film ud i biografen, og jeg var endnu engang på plads. Men jeg kan huske, at selvom jeg i bilen på vej hjem udtrykte min begejstring for filmen og allerede havde mine egne planer om at skrive og sikkert også instruere og spille med i en 4’er, så virkede 3’eren noget mere diffus. Filmen sendte de fire padder og deres reporter-veninde, April O’Neil tilbage til 1600-tallets Japan, hvilket også gav filmen navnet “Turtles In Time”. Det ville nok have være et fantastisk afsnit af tegnefilmen, men som spillefilm var den noget på retur. Der var ingen tvivl om at det var den ringeste so far.

Jeg har så tilbragt denne morgen med at gense 2’eren og 3’eren nok engang, idet jeg bestilte dem for et par uger siden. Chokerende nok har jeg sidenhen erfaret at filmene udkommer på blu-ray i UK snart i en trible-feature, men det kan være nok det samme, fordi efter gensynet, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ikke behøver en opgradering. 2’eren og 3’eren er i den grad ikke særlige morsomme længere, når man har udviklet sig til en 33-årig voksen mand med fuldskæg. 2’eren var rimelig, men grænsesøgende stupid, og jeg måtte hovedrystende se til, imens Ninja-padderne kæmpede sig igennem fodfolket, og nåede det endelige opgør mod Rivejernet, Flænseren eller Shredder, som han hed på engelsk. Skammelig nok medvirker den dygtige skuespiller, David Warner, endda i en rolle som videnskabsmand. Inden filmen går i gang, sendes en hyldest til dukkekongen, Jim Henson, hvis selskab sikkert har haft en finger med i spillet, når det kom til at skabe filmens figurer. Og det skulle da også vise sig at kvaliteten var noget højere end i den efterfølgende 3’er. “Secret Of The Ooze” er stadigvæk filmunderholdning på det jævne, men som 11-årig var man ligeglad, og bare der var en Ninja-padde med, så tror jeg sgu at jeg kunne have set tandpasta-reklamer i 1½ time. Som sagt er der ikke meget at komme efter som voksen, men den var sjov at se igen…

Og så til 3’eren. Uha, den er dårlig, men man må da give lidt kredit for kreativ tænkning, i og med at gøre Ninja-padderne til tidsrejsende skildpadder. Men den er bare så gennemført elendig og dårlig lavet. Ninja-padderne er blevet kedeligere og billigere at se på, og stemmeskuespillet er elendig, tiltrods for at de respektive skuespillere til Michaelangelo og Leonardo er med endnu, og at 80’er-stjernen, Corey Feldman ligger stemme til Donatello. Men da man skal høre på Ninja-paddernes mester, rotten Splinter, så er det en stemmeskuespiller, der helt sikkert, prøver på at lyde som Kevin Clash, der lagde stemme til rotten i de to første film, og her falder det bare helt til jorden. Men hovsa – ind kommer Elias Koates, i et gensyn som Casey Jones, der også medvirkede i den første film, men ikke engang han kan redde filmen. Jeg var 13 år, da jeg så filmen første gang, og selvom der er enkelte gode one-liners, så må man sige at resultatet bare ikke er holdbart. Det er virkelig en stinker, og det kan jeg godt tillade mig at sige her 20 år efter, fordi jeg har trods alt været blandt de største Turtles-fan. Jeg blev meget skuffet ved dette gensyn, og så vidt jeg husker, så er det også nok kun 2. eller 3. gang at jeg ser denne 3’er. “The Secret Of The Ooze” havde jeg trods alt på video, men ikke denne 3’er. Well, det er en skam at det endte sådan – ihvertfald som det ser ud foreløbelig.

Og hvad så her i 2013? – er Ninja-padderne færdige, glemte og skyllet ud i toilettet…? – nej – på ingen måde. Faktisk blev hele legetøjet relanceret for nogle år siden, og de har også levet et godt og sundt liv i tegneserie-universet og på tegnefilm. Der kom endda et animeret eventyr i 2007 i spillefilmslængde med flere prominente navne på rollelisten. Og i 2014 er der planlagt en hel ny film, med Hollywoodgodten Megan Fox i rollen som April O’Neil. Det skal nok blive interessant, og selvom jeg ikke er verdens største Turtles-fan længere, og ikke engang har set “TMNT” fra 2007, så er det ikke utænkelig at jeg bliver nødt til at se det nyeste kapitel i fortællingen om Ninja-padderne, når den udkommer næste år. Hvorvidt det så bliver i biffen eller i hjemmet vil tiden vise, men jeg skal nok forsøge at sænke paraderne og forelske mig i Ninja-paddernes verden endnu engang. Jeg føler ihvertfald at jeg skylder dem en chance, hvilket min 11-årige jeg sikkert vil medgive mig.

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd'er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade... jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her... men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet...

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd’er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade… jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her… men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet…

Reklamer