Jeg havde gransket det udførelige fjernsynsprogram, og støvsuget det for interessante fænomener, som mine små, uskyldige øjne kunne fastlåse sig på. Ganske vist var det muligt at se op til flere fodboldkampe direkte, men det valgte jeg at overhøre 100%. Jeg måtte have en lur ved 18-tiden, men da jeg vågnede op – var det dog til den glædelige nyhed at Brøndby IF var blevet slået ud af Pokalturneringen af upåagtet Hvidovre… nej hvor herligt, og det fejrede jeg så med et gensyn af Morten og Peter. Jo jo, man skal ikke sige at jeg ikke følger med, og ligesom det meste af Danmark og iøvrigt hele TV2, så kan jeg også godt lide de to gæve gutter… der medvirker jo også en ung pige i de første programmer, men hende er der ikke så meget fokus på… det er i den grad Morten og Peter, der stjæler showet, og så er det jo svært ikke at få smilet frem…

Smilet beholdte jeg dog fremme, fordi efter Morten og Peters togter, så smed jeg William Lustigs komediegyser “Uncle Sam” fra 1996 i afspilleren. Jeg havde faktisk aldrig set denne før, til trods for at jeg havde studeret coverartwork til filmen adskillige gange før. Hvad der mødte mig, var en særdeles sorthumoristisk zombie-slasherfilm, hvor en afdød soldat går igen, og forklædt som ‘Uncle Sam’, myrder løs på må og få. Filmen var grafisk, men dog ikke noget alvorligt. Skuespillet var ikke specielt imponerende, og historien lugter lidt af B-film, men værket var faktisk ganske underholdende. Som sagt er filmen instrueret af William Lustig (manden bag fremragende film som “Maniac” og “Maniac Cop”), og den er skrevet af en anden genre-veteran, Larry Cohen. Sammen får de faktisk skabt en form for anti-krigsfilm, hvor budskabet må siges at være at man ikke skal gå ind for krig, og slet ikke i USA. Måske er den i det hele taget tænkt som en kommentar til hele Amerikas aggressive udenrigspolitik, som har ført dem i den ene krig efter den anden. Scenerne, hvor knægten brænder sit Action Force-legetøj, er dog ikke til at bære… alt det seje legetøj, der bare går op i røg? – why!?…. anyway, filmen var et ganske sjovt kig, men heller ikke ret meget mere. Der er mere at komme efter i nogle af Lustigs andre film, og denne var desværre ikke helt gennemført nok.

Men som aftenen gik på hæld, og det blev omkring midnat, så smed jeg film nummer to i min anden afspiller, idet det var en blu-ray. Endnu engang, befandt jeg mig pludselig tilbage i midt-90’erne, for titlen var intet mindre end Steven Seagal-filmen, “Under Siege 2”, eller på dansk: “Kapring I Høj Fart”, hvilket var en efterfølger til den bedste Seagal-film som jeg har set, nemlig “Under Siege”, eller vi oversætter igen, til “Kapring På Åben Hav”. Den første film var en ganske god takeover-film, hvor et krigsskib bliver overtaget af en flok, moderne terrorister, anført af Tommy Lee Jones, som havde allieret sig med Gary Busey. Desuden medvirker baben Erika Eleniak, som jeg altid havde haft et godt øje til, navnlig, fordi jeg var en ung knægt med flere bumser i hovedet end der var taxaer i New York, men hun har altid gjort det godt for mig… og i og med at hun flashede ‘the goodies’ i filmen, så var jeg straks imponeret. Guderne skal vide at hun ikke ligefrem er verdens bedste skuespillerinde, men jeg vil altid gerne se film med hende, fordi hun faktisk gør min dag lidt bedre. Men hvis man har set hende i stinkeren “Dracula 3000”, så føles den dag alligevel noget lang, fordi hold da kæft…. det er dæleme en ringe film. Nuvel, “Kapring I Høj Fart” havde ingen Erika Eleniak, men derimod en supersej Steven Seagal og hans niece, der blev spillet af Katherine Heigl. I bund og grund er efterfølgeren også en film på samme præmisser. Denne gang er det blot et tog, der bliver overtaget af en gruppe terrorister, der, med hjælp fra en computerekspert, får kontakt til en satellit, der åbenbart har et indbygget laservåben, som der kan udradere et væsentlig areal. Heldigvis er Casey Ryback, alias Steven Seagal også ombord på toget, og banditterne må lytte godt efter den stærke mand, eftersom han insisterer på at hviske alle replikkerne ud. Well, det er jo hans stil og varemærke, så skurkene kan godt give op, når han først kommer efter dem. Der er nogle ganske rædsomme 90’er-computereffekter i filmen, og den virker en anelse billig og i den grad som en andenrangs-film. Der er ellers nogle gode skurke iblandt i form af Eric Bogosian og Everett McGill, men Morris Chestnut som den kiksede drager, der skal agere det komiske indslag, er lige en anelse for kæk. Nåh ja, men han er jo heldigvis kun sekundær, fordi filmen omhandler Steven Seagal, og hans formidable evner som kampsportsmand og trænet soldat, og dertil hørende tavelige one-liners. Filmen var sjov nok som et gensyn, idet jeg ikke havde set den siden 90’erne, hvor jeg lånte den på video. Jeg foretrækker dog nok stadigvæk den første film, fordi skurkene lige var en tand bedre end i 2’eren. Steven Seagal er desværre Steven Seagal, og hans film er sjove at se pga en lidt cheesy effekt. Han bliver aldrig min ynglings-actionhelt dog.

Men nu var klokken så langt forbi midnat, men jeg følte alligevel at jeg havde mod på endnu en film, så jeg fandt straks endnu en 90’er-actionfilm frem. Denne gang var der tale om Michael Bay’s “Bad Boys” med Will Smith, Matthew Lawrence, Tea Leoni og flere andre i en skøn rodebutik. Endnu engang er vi tilbage i midt-90’erne, og jeg må også indrømme, at jeg rent faktisk ejede denne film på et videobånd, som jeg havde købt i hedengangne Stereo Studio i Holstebro. Og man får jo lige præcis det, som man kommer efter med denne film: en buddy-film om et umage politi-makkerpar, der hele tiden skændes, men pludselig får deres sag for med et narkotikakup, flere mord og et vidne på nakken. “Bad Boys” er en ganske morsom 90’er-ting, som var en ganske stor succes. Den var således også en karrierestarter som udsprunget spillefilmsinstruktør til Michael Bay, der jo sidenhen er blevet et kæmpenavn i Hollywood. I filmens åbningssekvens og flere momenter undervejs, kan man dog mistænke Michael Bay for at kigge lidt beundrende imod en af hans kollegaer, nemlig Tony Scott, der lavede flere actionfilm tilbage i 80’erne i nogenlunde samme kaliber. Manuskriptet til “Bad Boys” er tilpas morsomt, især for de to hovedrolleindehavere, Matthew Lawrence og WIll Smith, selvom humoren godt kan blive en lille smule anstrengende til tider. Tea Leoni og Theresa Randle er det kønne sidestykke til de to betjente, og Joe Pantoliano er forrygende i rollen som politichefen, der får sine nerver sagt på nogle alvorlige prøvelser. Tchéky Karyo, den glimrende franske skuespiller, er velvalgt til hans karakter som en skurk i international klasse. Undervejs som filmen kører afsted i et ganske hæsblæsende tempo, så er det dog også ligesom at der mangler lidt substans. Altså filmen er tilpas poleret og historien er spiselig nok til at man accepterer det hele, især når der bliver smidt et par vittigheder ind her og der, men i forhold til en film som f.eks. Michael Mann’s “Heat”, så spiller den virkelig anden violin. Jeg vil medgive at filmen er vældig flot fotograferet, og den afsluttende eksplosion i lufthangaren var imponerende, men jeg savner virkelig noget… bare et eller andet, der kan retfærdiggøre at filmen kan have et prædikat som “Must-see”, fordi den kommer ikke iblandt mine ynglings-film af Michael Bay. Filmen fik iøvrigt en efterfølger i 2003, som jeg dog aldrig har set, men måske skulle man bestille den hjem til samlingen, og dog ved nærmere eftertanke så…”Bad Boys II” var ligeledes instrueret af Michael Bay, og som det ser ud nu, så er en 3’er måske i støbeskeen. Hvorvidt det er en god ide, aner jeg simpelthen ikke… men heck, der er jo nok et publikum for det…?

Der var en filmaften med tre film fra 90’erne, og jeg er blevet en smule klogere på hele 90’er-påstyret. Man skal jo huske på at jeg var ung i 90’erne, og selvom jeg overlevede et årti med elendig eurodance-musik og klynkende grunge, så vil 90’erne også blive husket på som ti år, hvor der ikke kom så mange fremragende film ud igen. På komediesiden var vi dog godt med i form af instruktører som Kevin Smith og Coen-brødrene, men hele fascinationen med f.eks. seriemordere, der blev født som følge af “Silence Of The Lambs”s kæmpesucces, så ved jeg ikke rigtig. Men der var jo et hungerende marked for det, og se bare på alle de populære politiserier, der kører på sendefladen på de forskellige stationer. Jeg må erkende at jeg ikke følger med i en eneste, men det er sikkert min fejl. Jeg er trods alt et nervøst gemyt, der hellere vil sidde med en kop gevalia og en god bog. Nå? så alligevel ikke….

William Lustigs 90'er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt... men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd'en ser forrygende ud...!

William Lustigs 90’er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt… men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd’en ser forrygende ud…!

Reklamer