Archive for september, 2013


Jovist… jeg er stadigvæk i live, men jeg har simpelten været ramt af nogle massive søvnangreb, så jeg har hvilet de små blå i lang tid af gangen i disse øjeblikke, og det er selvfølgelig frustrerende, at man hele tiden føler sig som en zombie, og har brug for søvn, søvn og atter søvn. Nu er jeg jo også i det tilfælde at jeg er medicineret i det daglige, så det spiller måske også lidt ind, men der har jo også været perioder, hvor jeg knap nok kunne hvile, så jeg ved ikke helt… jeg er jo ikke ekspert. Forhåbentlig bliver det snart bedre, så jeg kan fæste mine klamme, betændelsesramte firkantede øjne på nogle tvivlsomme filmiske værker… jeg har dog også fået set lidt hen af vejen, så det kommer der lige et par ord om her…

Jeg havde besøg af en kammerat for omtrent en uges tid siden, og efter lidt snak og et par af de kolde, så besluttede vi os for at se en film. Jeg rodede lidt i bunkerne, og fandt så frem til den nyindkøbte tyske dvd-udgivelse af Rutger Hauer-filmen, “Split Second”. Så den blev hurtig smidt i afspilleren til vores store fornøjelse. Min kammerat havde aldrig set den før, og jeg havde ikke set den siden mine teenageår i det forrige årtusindende…, men nu var det på tide med et gensyn, og jeg følte mig faktisk rigtig godt underholdt.

Kort fortalt går filmen ud på at den udsatte politimand, Harley Stone (Rutger Hauer), jagter en morder, der sikkert ikke er som andre mordere.. hans tidligere makker blev således dræbt af denne overnaturlige dræber, og sidenhen har han levet på kaffe og chokolade, imens han kun har tænkt tanken om at få hævn. Han får selskab af regelrytteren, Dick Durkin (Alastair Duncan), og sidenhen også kvinden Michelle (Kim Cattrall). Og nåh ja, jeg glemte vist at fortælle at filmen udspiller i et fremtidsagtigt London, der er oversvømmet som følge af mange dages regn. Hele filmen går så ud på jagten på den gigantiske morder med de kæmpestore klør… og det er god, cheesy fun!

Jeg kunne sgu rigtig godt lide “Split Second”, der bestemt virker som et levn fra 80’erne, men filmen er faktisk fra 1992. Rutger Hauers karakter er godt nok lidt klicheagtig, og det er bare typisk at han får sådan en lidt fjollet makker tildelt – endnu en kliche. Det er dog en cool lille film, der, som tidligere skrevet, er en overlegen omgang cheesefest. Skuespillet er ikke specielt godt, og Rutger Hauer hvæser sig lidt igennem rollen. Alastair Duncan er sjov som Dick Durkin, og han står for nogle af filmens bedste øjeblikke – det ser cool ud da han bliver skudt af en pumpgun og flyver ud igennem vinduet. Kim Cattrall er det smukke, kvindelige sidestykke, og det gør hun ganske ok… der er da i det mindste en ok showerscene. Som sagt er filmen dog en lang kliche, og manuskriptet er, selvom det har nogle sjove indfald, et stort opbud af hændelser som er set før. Jeg kommer dog aldrig til at hade sådan en type film som “Split Second”, fordi underholdningsværdien er så høj. Jeg var glad for at endelig få den at se igen, og det kan faktisk godt betale sig at kigge på Amazons tyske afdeling til tider, fordi der er udsendt mange film i nabolandet, som der ikke længere kan skaffes i UK. Det kan sgu godt svare sig. Iøvrigt er filmen instrueret af Tony Maylam, der også lavede det blodige “Friday the 13th”-rip off, “The Burning”, der også er en særdeles underholdende film. “Split Second” er ikke helt så grafisk dog.

Nå, vi nåede dog kun den ene film den aften, men dagen derpå, så smed jeg endnu en af mine tyske udgivelser i afspilleren, denne gang den utrolig familievenlige “Sidekicks”, der vel er 90’ernes svar på “Karate Kid”. Det var en film som jeg altid gerne har haft lyst til at se, men aldrig fået gjort. Nu blev den købt hjem til samlingen, så naturligvis var jeg spændt på resultatet.

Filmen omhandler denne unge, astmaramte knægt, Barry (Jonathan Brandis), der bor alene med sin far (Beau Bridges), og ikke kan udrette alverden her i livet. Men i stedet drømmer han sig væk til en filmisk verden, hvor han i selskab med sit store idol, Chuck Norris, nedkæmper ‘bad guys’ og befrier verdenen for uretfærdighed. Han er naturligvis udstødt, og ikke særlig vellidt i skolen, hvor han, pga drømmeriet, har svært ved at følge med. Han får sig dog en træner… Mr. Lee (Mako – en slags reserve Mr. Miyagi), og sammen får de faktisk en ganske god og veltrænet knægt ud af ham. Han får også lært nogle færdigheder indenfor karate. Det går dog hverken værre eller bedre end at skolens bølle ser sig ond på ham, men da det viser sig at Barry faktisk kan lidt karate, (hvilket Bølle iøvrigt også kan – idet han studerer i en andenrangs, Cobra Kai-inspireret Dojo, med en fanatisk træner (Joe Piscopo)), så det hele ender med at de begge skal deltage i et martial arts-stævne… kan Barry mon endelig opnå retfærdighed og gøre det umulige?

Okay, okay… “Sidekicks” er godt nok en film som man har set før. Hvis man ser bort fra drømmesekvenserne med Chuck Norris, så minder den utrolig meget om 80’er-hittet “Karate Kid”. Jeg var helt vild med “Karate Kid”, da jeg var knægt, og jeg fik nærmest et barndomstraume, da min stakkels mor slettede filmen på det meget værdsatte videobånd i samlingen. Så vidt jeg husker var erstatningen en eller anden rædselsfuld kvindefilm, og slet ikke noget så sejt som “Karate Kid”. Men “Sidekicks” kan ikke formå at få lige så stor en stjerne i mit liv. Den er da meget sympatisk, og Barry-karakteren må bestemt gå meget igennem. Chuck Norris har også en stor, markant rolle i filmen, og sidenhen med Internettets udbredelse og den senere glorificering af Chuck Norris som den ultimative superkæmper og bad ass, så er det lidt spøjst at se ham i sådan en familievenlig produktion som denne. Jeg kan dog godt lide manden, og jeg synes at han lavede nogle fantastiske gode actionfilm – tidligere i karrieren… det virker som om at han forsøger at lefle for et andet publikum med denne film, og jeg ved ikke om det hænger sammen med hans personlige tro, hvor han blev sådan en meget religiøs type, velsagtens en ‘born again christian’, og det ved jeg ikke lige hvordan jeg skal forholde mig til. Filmen mangler ihvertfald et eller andet godt. Selvfølgelig er det herligt når Chuck Norris dukker op og redder dagen, men også Barry kan klare sig selv, og der er et tidspunkt hvor han smadrer den der dims, som astmatikkere altid puster i…det er et tegn på frustration, men også et tegn på at han er blevet mere sej. Ligesom “Split Second”, så er “Sidekicks” også fra 1992, og den har også noget blød 90’er-korrekthed over sig. Instruktøren, Aaron Norris, bror til Chuck Norris, magter simpelthen heller ikke at løfte filmen fra de bløde banaliteter til større filmisk magi, som det f.eks. var tilfældet med “Karate Kid”. Han er iøvrigt ikke en særlig god instruktør, men han har instrueret Chuck Norris i en del film, blandt også den forfærdelige “Hellbound”, som jeg vil betegne som den ringeste Chuck Norris-film jeg nogensinde har set. Det er ærgerligt, men han formår aldrig at få noget særlig konstruktivt ud af de film som jeg har set, og det hele falder typisk til jorden med et kæmpe brag.

Det er desuden også en skam, at filmens egentlige hovedperson, som bliver spillet af Jonathan Brandis, en ung skuespiller, der har været med i produktioner som tv-miniserien af “Det Onde” og “Neverending Story II”, men han begik selvmord i en ung alder i 2003. Nu kender jeg ikke den egentlige årsag, men det er vist et tilbagevendende faktum at mange skuespillere, der har været med i ungdomsfilm, ikke altid kan klare det, når de bliver ældre og telefonen med jobtilbud holder op med at ringe… det er særdeles tragisk.

Well, “Sidekicks” er ihvertfald en ganske familievenlig film, der dog har nogle sjove indfald, men i bund og grund handler det også om at have viljen og evnen til at lave om på sit liv, hvis man bliver behandlet uretfærdig. Jeg morede mig ikke hele vejen igennem, men det var vel et udmærket kig, tror jeg nok. Bare en skam at filmen var lavet før.

Og det var så en lille opdatering fra Afgrunden, hvor jeg har tilbragt de seneste dage. Efteråret er i fuld gang, og jeg går ind i en ny fase i mit liv, hvor jeg skal til at være mere voksen og selvstændig. Det må faktisk også være på tide, eftersom jeg jo ikke ligefrem er nogen vårhare længere. Det skal nok blive godt – “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet” – og det var således et lille citat fra “Fangerne på Fortet”… sikke noget at slutte af med, men det er uomtvistelig gode ord trods alt.

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

En ny start på noget smukt…

Onsdag tilbragte jeg nogle timer sammen med min gamle far i hans kasse… missionen: en tur til Viborg, hvor vi skulle i henholdsvis Silvan og Harald Nyborg for at købe et par reoler til undertegnet… well, den ene var en reol og den anden en rumdeler, men det skulle vi nok finde ud af. Jeg havde længe gået og pønset på nye møbler til at rumme mine dvd’er, og derfor måtte vi så på sådan en roadtrip til den mægtige by, Viborg – fordi vi har jo ikke sådan nogle fancy butikker her i Thisted…

Men uden mad og drikke, så dur heltene ikke…så vi stoppede på McD og købte morgenmad, og da jeg længe havde haft planer om at prøve deres McMuffin, så var der her en gylden mulighed. Vi tankede dermed op på både kaffe, håndværkere og McMuffin, men det var ikke noget udpræget succes. Min far slugte godt nok håndværkerne, men de der McMuffin var ikke særlig velsmagende… jeg tror at det er kombinationen af spejlæg og ost, der ikke lige var så appetitlig… da vi senere kom til Viborg, synes jeg endda at jeg havde lidt kvalme  – jeg ved dog ikke om det skyldes min fars kørsel eller den mad som jeg indtog, men faktum var at jeg i en overgang, havde det noget skidt… derfor må jeg sige at jeg ikke rigtig kan anbefale den såkaldte “Sausage Egg McMuffin”, fordi det var godt nok noget af en småvammel oplevelse. Kloge hoveder ville nok medgive at man ikke burde bestille sådan noget mad i første omgang, men jeg er et nysgerrig væsen af natur, og jeg ville gerne prøve det, eftersom McD har serveret det i Staterne siden 1975…så noget godt måtte der vel være…?

Nå, vi ankom til Viborg i god tid… (dog efter at have set et forbavsende stort antal traktorer på vejen), men efter lidt besvær, fandt vi så endelig også Silvan… heldigvis havde de rumdeleren på lager, så der var ingen problemer. Turen forsatte til Harald Nyborg, hvor det også viste sig at der ikke skulle være nogen problemer, og dermed blev også reolen sikret. Men så var det også det… min kontantbeholdning var udtømt, og i gamle dage, ville jeg sikkert begræde ikke at komme i Stereo Studio i midtbyen, men jeg er en forandret mand, og jeg var faktisk mest interesseret i bare at komme hjem igen og få samlet de respektive møbler. Turen hjemover gik også gnidningsfrit og selvom traktorerne endnu engang var på krigsstien, så kom vi hjem i rimelig tid (ingen stop på McD dog)… nu var det bare op til handymanden at få samlet møblerne…

Efter et par timers hårdt arbejde, bar det endelig frugt… og jeg kunne nu nyde mit nye set-up i min gang, hvor jeg tidligere havde et spisebord til at stå og se dum ud… det tjente intet formål, men nu ser det meget mere indbydende ud:

rum+reol

 

Jeg havde således påbegyndt at fylde dem op med dvd’er. I reolen, valgte jeg dog at sætte mine musik-relaterede dvd’er, hvilket frigjorde noget plads til cd’er i en anden reol. I rumdeleren har jeg påbegyndt at stille lidt forskellige dvd’er. Jeg har allerede valgt at stille dem i to lag, så der er plads til nogle flere. Jeg ved dog ikke om jeg skal stille mine horrorfilm op, så de pynter min rumdeler, eller om jeg bare skal fylde på i takt med at jeg får set flere og flere film? Det er godt nok et dilemma, som jeg stadigvæk tænker over, men når det er sagt, så er jeg meget tilfreds med mit nye hjørne her. Jeg har jo en tendens til stadigvæk at købe nye film, og nu har jeg endelig et sted, hvor jeg kan stille dem, efter jeg får dem at se…  jeg har tidligere postet noget fra min stue, hvor jeg havde fået ‘organiseret’ nogle dvd’er, så de var lettere at komme til. Prisen for møblerne var også okay… jeg betalte 499,95 for rumdeleren i Silvan og med lidt held fra min fader, købte vi også reolen til 219,95 kroner i Harald Nyborg… ikke helt dårlig… og nåh ja, vi købte jo også noget mad, hvilket desværre ikke var den store succes. Anyway, jeg glæder mig ihvertfald til at få sat flere dvd’er i “hjørnet”, og i og med at jeg har omrokeret lidt på dvd’erne, så har jeg fået frigivet mere plads i et par andre reoler, der huserer blu-ray og cd’er, så der er også plads til flere af de respektive medier… Good stuff…! Vores roadtrip vil jeg dermed betegne som en succes, til trods for den væmmelige morgenmad.

Advarsel! Dette "morgenmadsprodukt" fra McDonalds er ikke ubetinget en stor smagsoplevelse. Jeg oplevede ihvertfald at få en lettere omgang kvalme, efter indtagelse, og jeg må også sige at den faktisk ikke smagte særlig godt... jeg tror at den rette betegnelse er: "vammel", så betragt dette som en advarsel...!

Advarsel! Dette “morgenmadsprodukt” fra McDonalds er ikke ubetinget en stor smagsoplevelse. Jeg oplevede ihvertfald at få en lettere omgang kvalme, efter indtagelse, og jeg må også sige at den faktisk ikke smagte særlig godt… jeg tror at den rette betegnelse er: “vammel”, så betragt dette som en advarsel…!

I played it again…

Efteråret har ramt Danmark og lille stakkels Thisted, der har lagt som et smørhul i mange år, men nu har regnen indhentet provinshullet, og jeg er glad for at tiden endelig går mod køligere stunder. Jeg kan godt lide de lange sommerdage, hvor det er lyst om morgenen og fuglene synger fra klokken fire-halv fem, når solen er på vej op. Men efterår og vinter er også enormt hyggelig og dejlige, fordi det giver en lyst til at se nogle film, alt imens det rusker udenfor. Jeg håber på et godt efterår og en dejlig vinter, men når vi når marts og april næste år, så er jeg sikkert tilbøjelig til at glæde mig til foråret og en forhåbentlig passende sommer. Men nu er vi i september måned og det er sådan som det er. Jeg har ikke set så mange film på det seneste, hvilket også afspejler sig på bloggen, der har lagt stille i omtrent en uge…. men i dag skal det være anderledes.. jeg har nemlig set en rigtig klassiker, som jeg netop har fået ind af døren på funklende fin blu-ray – det drejer sig om den uvurderlige “Casablanca” fra 1942.

Næsten alle filmfans kender “Casablanca”, og hvis man ikke gør det, så burde man næsten have en eftersidning. Filmen er en af de typer, hvor man ikke kan andet end at simpelthen nyde historien. Karakterne er velskrevne og skuespillerne er formidable, og så oser den af fantastiske replikker, som man sidenhen har gået og ytret til hinanden i godt og vel 70 år efterhånden. Historien om natklubejeren, Rick (Humphrey Bogart) og hans fortid, som der bliver trævlet op i Casablanca. Det skyldes naturligvis en dame. Den utrolig smukke, Ilsa Lund (Ingrid Bergman), der var hans kærlighedsinteresse i Paris længe før han drog til Casablanca, og slog sig ned der. Man sidder virkelig på kanten af sædet eller i mit tilfælde sofaen, fordi spændingen er intakt hele filmen igennem. Den er fyldt med memorable scener… en af mine ynglings er der, hvor nazityskerne har indtaget Ricks cafe, og synger en tysk sang højlydt, men det bliver afbrudt af modstandsmanden Victor Laszlo (Paul Henreid), der beder bandet om at spille den franske nationalmelodi, hvilket de indvilliger i, efter et godkendende nik fra Rick, og hurtig overdøver de patriotiske franskmænd og kvinder de tyske bastarder.. en herlig scene og jeg føler mig altid lamslået efter den. Som førnævnt, så bugner manuskriptet af velskrevne replikker og oneliners, der alle er med til at gøre “Casablanca” til en enestående oplevelse. Lige fra Ricks diskussioner med pianisten, Sam, der spiller den gamle melodi, som både Rick og Ilsa elsker så højt, men som Rick har forbudt Sam at spille, fordi den netop minder ham om hende… “the one that got away…”.. men også Ricks karismatiske “Heres looking at you, kid…”, som bliver sagt flere gange i løbet af filmen, viser hans affektion for den smukke kvinde. Eftersom at filmen er en krigsfilm, der foregår under 2. Verdenskrig, så er der naturligvis nogle klare indikationer om hvem der er heltene og hvem der er skurkene. En, der veksler lidt imellem begge roller, er den franske kaptajn Louis Renault (en fantastisk Claude Rains, der altid er værd at se)…, således er han et øjeblik på tyskernes side, og et andet moment på de godes side, men hvor det virkelig tæller, så er der ingen tvivl om hvem han holder med, og det kan vi alle være taknemmelige for, når filmen slutter, og man sidder tilbage og netop har overværet en fantastisk film.

Jeg må sige at “Casablanca” er en af de klassiske krigsfilm, som jeg holder utrolig meget af. Der er ikke så meget krig i den, men der er masser af referencer til krig, og der stilles store spørgsmål undervejs… vi kan dog alle være sikre på en ting – tyskerne må IKKE vinde, fordi det ville medføre at det 3. Rige, vil overstrømme hele verden med deres forhadte menneskesyn. Det ved Rick, og derfor hjælper han også Laszlo, selvom hans livs kærlighed står midt i det hele. Hun er gift med Laszlo, og indledte et forhold med Rick, da hun troede at denne var død og borte… men han rejste sig fra de dødes asker, og havde brug for hendes tilstedeværelse og hjælp, og netop derfor måtte hun sende Rick et “John Dear”-brev.. der er masser af intriger i filmen, og man sidder hele tiden og håber på at Rick og den smukke dame finder sammen…med filmens slutning bliver der måske skrevet et kapitel, men bogen er ikke færdig, og hvem ved, måske sker der nogle ting oppe i Filmhimlen, hvor Bogart sikkert sidder og kurtiserer Ingrid Bergman, imens Claude Rains render rundt og spiler hinanden ud mod hinanden, og Dooley WIlson i rollen som Sam, spiller endnu engang den magiske sang, der er blevet synonym med en af filmhistoriens store mirakler. Det er ihvertfald svært ikke at være begejstret… og nu hvor filmen er landet på funklende blu-ray, så ser den ganske flot ud. Som filmelsker er det naturligvis et værk som man skal se, og jeg tror at det er en af den gamle, veltalende filmanmelder, Ole Michelsens yndlingsfilm, og det kan man jo ikke modsige ham…

For nogle år siden kom det frem at Hollywood var ved at planlægge et remake af “Casablanca”, men den ide lader heldigvis til at være røget i skaldespanden, fordi tænk lige tanken om hvem af de nye knægte, der kunne spille rollen som Rick i samme stil som det utrolig ikon, Humphrey Bogart…og selvom der er mange smukke kvinder i Hollywood, så er der alligevel noget op til Ingrid Bergmans standard, der må siges at være et tidsbillede på den smukke filmdiva i 1940’erne. Og hvem skulle mon instruere sådan en film? – ja, sikkert Michael Bay? – så kunne vi lige pumpe den op med noget CGI og nogle store eksplosioner? – uha, sikke en tanke… jeg spekulerer naturligvis, og Michael Bay ville sikkert aldrig få chancen, men man skal aldrig sige aldrig i Hollywood, og mærkeligere ting er sket, men som tingene er lige nu, så er jeg taknemmelig for at de tilsyneladende har skrottet ideen om et remake…

Og så sidder man tilbage endnu engang og ved ikke rigtig hvad man skal foretage sig. Jeg er tilbøjelig til at høre lidt god musik og snakke med en dejlig veninde som jeg har, og som er en skarp konkurrence til Ingrid Bergman…problemet er bare at jeg ikke er nogen Humphrey Bogart – jeg er snarere Oliver Hardy, hvilket der sikkert ikke er mange bejlere til. Men okay – når bare der er en til hver enkelt, så kan man sikkert være tilfreds.. og jeg må sige at jeg er tilhænger af monogami… ganske som Rick, der drukner sine sorger i bourbon hver aften, så vil jeg nu tage et glas cola og hæve mit glas og bede Sam om endnu engang at spille den der i ved nok… man er vel sentimental…

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale... Et godt køb...

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale… Et godt køb…

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Minsandten om den alderende, italienske mesterinstruktør, Dario Argento, ikke fylder år her den 7. september. I år runder han således 73 år, og det er imponerende af manden, der har lavet værker siden 60'erne... han er en ener! Tillykke med dagen, kære Dario!

Minsandten om den alderende, italienske mesterinstruktør, Dario Argento, ikke fylder år her den 7. september. I år runder han således 73 år, og det er imponerende af manden, der har lavet værker siden 60’erne… han er en ener! Tillykke med dagen, kære Dario!

Dario Argento står for mig som noget ganske specielt i horrorkredse. Han har altid flirtet meget med de mørke, dystre tanker og kulsorte mareridt som både han selv og vi andre har lidt under igennem årene. Han står bag fremragende film som “Suspiria”, “Tenebrae”, “Profondo Rosso”, “Opera” og ja måske også andre. Tillige har han også været manuskript forfatter på nok min ynglingswestern, “Once Upon A Time In The West”, eller “Vestens Hårde Halse”, som Sergio Leones mesterværk kom til at hedde på dansk. Onde tunger snakker om at Dario Argento forlængst er over sin storhedstid, og det er også sandt at der er kommet langt imellem de nyere gode film. Senest har han lavet sin egen personlige version af fortællingen om Dracula… ikke nogen fremragende film, men den var meget sjov at se, og ihvertfald bedre end hans tidligere “Giallo”… Men jo, da jeg startede denne blog, var det med et billede af Dario, hvor han bød velkommen… så han har bestemt et plads i mit vederstyggelige hjerte og min sarte hjerne… TIllykke med dagen, Dario! og forhåbentlig har han endnu et par gode år tilbage i sig! 

Afgrundens mægtige rumlen…

Jovist – Afgrundens dyb er stadigvæk lige så dyb som Nilen er lang. I de sidste par dage, har jeg desværre været så træt, så træt at jeg knap nok har fået set nogle film. Det er både irriterende, som det er pudsig, at jeg må lægge mig med jævne mellemrum. Senere vågner jeg med et sæt, helt rundt på gulvet og med savl dryppende ud af mundvigen – ergo, endnu en nat er gået, og jeg går over i mit zombie-stadie, hvor jeg sidder, utilnærmelig, og glor ind i min computer- eller fjernsynsskærm – helle dusse da, for et pragtfuldt liv.

Nåh ja, jeg har dog også fået set film. Blandt andet har jeg fået udvidet min horisont med de to dokumentarer om en af USA’s første, kendte, kvindelige seriemordere, Aileen Wuornos. Begge film er instrueret af Nick Broomfield, og det er en helt igennem tragisk historie om den stakkels kvinde, der pludselig måtte se sig selv som centrum i en valgkamp, hvor hendes henrettelse skulle bruges til at skaffe Jeb Bush magten. Jeg er ikke i tvivl om at Aileen myrdede de mænd, men jeg tillader mig også at tro at det ikke nødvendigvis var med hendes gode vilje. Blandt korrupte politifolk, en slesk advokat og en tarvelig nyfødt kristen kvinde, der alle udnytter stakkels Aileen, og bare er ude på at tjene penge. Hun havde bestemt ikke et godt liv. Sidenhen efter hendes død, vandt den sydafrikanske skønhed, Charlize Theron, en Oscar for hovedrollen i biografi-filmen “Monster”, hvor hun var sminket til ukendelighed. En særdeles stærk film, men man får først indtryk af hvordan det har været for Aileen Wuornos, når man ser de to dokumentar-film. Titlerne er iøvrigt: “Aileen Wuornos: The Selling Of A Serial Killer” fra 1993, og “Aileen: Life And Death Of A Serial Killer” fra 2003. Begge film kan skaffes billigt på en double feature fra engelske Optimum…

Ja, det var således først på ugen, at jeg dukkede ned i historien om Aileen Wuornos. Det blev efterfulgt af et par trælse dage, hvor endnu engang trætheden overmandede mig. Jeg fik dog set “Morten & Peter” onsdag aften, og det er altid et sjovt gensyn. Indrømmet, det er nok begrænset hvor meget nyt, der kan føjes til den velkendte historie om de to ungesvende. Man kan ikke lade være med at smile godt og grundig over hele hovedet, når endnu en Nick Horup-udsendelse kører hen over skærmen. Jeg vil dog også sige at TV2 godt nok har malket den fortælling længe og slidsomt nu, så jeg gruer næsten for det nyeste resultat, men lad os nu se… Danmark elsker Morten og Peter.

Jeg fik smidt den noget grove, romantiske komedie “Love & Other Drugs” i afspilleren. Grov fordi at den Oscarbelønnede skuespillerinde, Anne Hathaway, næsten er nøgen halvdelen af filmen. Hendes Eva-kostume er dog ganske pæn, men desværre bliver historien ødelagt af Jake Gyllenhaal, hvis karakter ikke tilnærmelsesvis besidder den samme pondus. Filmen omhandler jo den smarte medicinalsælger, Jamie (Jake Gyllenhaal), der hurtig stiger op af rangstigen, men må indse at han sidder fast, da han møder den Parkinson-ramte unge kvinde, Maggie (Anne Hathaway). Filmen kører så på Jake og det urgamle dilemma om hvorvidt han skal vælge kærligheden eller en succesfuld karriere. Heldigvis slutter filmen godt, hvis man er en gammel romantikker. Det meste af filmen, veksler den ellers normale, ganske dygtige Jake Gyllenhaal imellem at være en gudsbenådet kvindecharmør eller et håbløs fjols. Jeg køber ikke hans karakter, men det er en tendens som jeg tidligere har set i b.la. asiatiske film, hvor den mandelige figur i de romantiske komedier er så gennemført fjollet, at man ikke aner hvad man skal stille op. “Love & Other Drugs” kan dog godt ses, fordi den stadigvæk har mere at byde på end den gængse romantiske komedie, men jeg vil dog stadigvæk stille mig på det halvlune felt, når det kommer til en bedømmelse. Iøvrigt er filmen instrueret af Edward Zwick, som jeg også tidligere har omtalt, da han også instruerede 80’er-filmen, “About Last Night”..

Jo, jeg fortsatte så i det romantiske hjørne, og så endnu en romantisk komedie, dog med mere tryk på misforstået romantisk komedie. Filmen hedder “Expired”, og er en lille indie-film, der har været vist på et væld af festivaler rundt omkring i verden. I de bærende roller ses engelske Samatha Morton (som jeg er meget glad for), og Jason Patric. Titlen refererer højst sandsynelig til de to hovedrolleindehaveres job, idet de begge er parkeringsvagter, dog meget forskellige i deres måde at arbejde på. Claire, der bliver spillet af Samatha Morton, er sød og imødekommende og udskriver aldrig en unødvendig bøde, hvorimod Jay (Jason Patric) er den direkte modsætning. Han er sur og bitter, når han udfører sit arbejde. De to finder så sammen i et højst mærkværdig forhold. Jay bruger meget af tiden på at kritisere Claire og dertil ikke behandle hende særlig godt. Den stakkels Claire vil bare elskes, og det kunne det også godt virke til at Jay bare vil. Jay er afhængig af snuskede hjemmesider, så han kan “få lettet trykket”, imens Claire mest er tilfreds med at være hjemme i hendes lejlighed, som hun deler med sin alderende, syge mor (Teri Garr). Desværre dør moren op til juletid (lige midt i kartoffelmosen), og Claire må nu indstille sig på et helt nyt liv… spørgsmålet er om Jay skal være en del af det?  – Jeg kunne rigtig godt lide denne film. Den er bittersød på den gode måde, og man får ikke en dårlig smag i munden når man ser den. Der er masser af indelukket had i værket, men også meget kærlighed. Claire er den almindelige, generte pige, der hele sit liv har boet hos sin mor og desuden passer sit arbejde på en både god, sød og stilfærdig måde. Jay er en mere interessant, kompleks figur. Han varierer fra at være et regulært dumt svin til at være både sød og nærværende overfor Claire. Han fortæller hende at hun er overvægtig, men alligevel køber han M&M’s til hende, fordi det er hendes ynglings. Han har dog problemer med intimsfæren, hvilket også Claire lider under. Han er ikke bange for at kalde hende navne og virke komplet uinteresseret i hende som menneske og kæreste, men alligevel virker det også til at han har følelser for hende, og at han bare har svært ved at udtrykke sig. Ligeledes har han en søn, som han aldrig ser, men alligevel, uden tøven, giver en parkeringsbøde. Filmen har mange lag, og som mange indie-film, så er den en lille historie med meget på hjertet. “Expired” er således en ganske, fornem lille sag, hvor man sikkert kunne bruge lang tid på at analysere og gå i dybden med historien og dens karakterer. Den er iøvrigt skrevet og instrueret af Cecilia Miniucchi, og hun har gjort et glimrende stykke arbejde. Skuespillet er ret godt. Samatha Morton er endnu engang i sit es som den generte, tilbagelænede type, der bare vil have sig et lille stykke med kærlighed. Hun er altid en fornøjelse at se, og jeg har fulgt hende siden nogle af hendes første film, blandt andet den fremragende “Under The Skin” fra 1997. Jason Patric får også virkelig meget ud af hans rolle, og jeg synes at hans præstation er ganske iøjefaldende, når han veksler mellem udadfarende raseri og bittersød kærlighed til Claire – en stor oplevelse… filmen kan i den grad anbefales, især hvis man, ligesom mig, finder den i tilbudskurven med 5 dvd’er for 100 kroner.

Ak ja, nu er det hen med weekenden, og min dansekort er ubegribelig tomt – gudskelov – jeg tror bare at jeg skal tage en slapper denne weekend, og måske stene nogle film, hvis jeg ellers magter det. Jeg har en del gode sager på vej i posten, og da den flinke røde mand, ikke har meldt sin ankomst i dag, så må jeg håbe at der kommer nyt i morgen eller næste uge. Det er altid rart at få lidt nyt med Post Damark. Nu skal jeg have mig en drink.

Den lille romantiske indie-perle, "Expired" omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.

Den lille romantiske indie-perle, “Expired” omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.