Jovist – Afgrundens dyb er stadigvæk lige så dyb som Nilen er lang. I de sidste par dage, har jeg desværre været så træt, så træt at jeg knap nok har fået set nogle film. Det er både irriterende, som det er pudsig, at jeg må lægge mig med jævne mellemrum. Senere vågner jeg med et sæt, helt rundt på gulvet og med savl dryppende ud af mundvigen – ergo, endnu en nat er gået, og jeg går over i mit zombie-stadie, hvor jeg sidder, utilnærmelig, og glor ind i min computer- eller fjernsynsskærm – helle dusse da, for et pragtfuldt liv.

Nåh ja, jeg har dog også fået set film. Blandt andet har jeg fået udvidet min horisont med de to dokumentarer om en af USA’s første, kendte, kvindelige seriemordere, Aileen Wuornos. Begge film er instrueret af Nick Broomfield, og det er en helt igennem tragisk historie om den stakkels kvinde, der pludselig måtte se sig selv som centrum i en valgkamp, hvor hendes henrettelse skulle bruges til at skaffe Jeb Bush magten. Jeg er ikke i tvivl om at Aileen myrdede de mænd, men jeg tillader mig også at tro at det ikke nødvendigvis var med hendes gode vilje. Blandt korrupte politifolk, en slesk advokat og en tarvelig nyfødt kristen kvinde, der alle udnytter stakkels Aileen, og bare er ude på at tjene penge. Hun havde bestemt ikke et godt liv. Sidenhen efter hendes død, vandt den sydafrikanske skønhed, Charlize Theron, en Oscar for hovedrollen i biografi-filmen “Monster”, hvor hun var sminket til ukendelighed. En særdeles stærk film, men man får først indtryk af hvordan det har været for Aileen Wuornos, når man ser de to dokumentar-film. Titlerne er iøvrigt: “Aileen Wuornos: The Selling Of A Serial Killer” fra 1993, og “Aileen: Life And Death Of A Serial Killer” fra 2003. Begge film kan skaffes billigt på en double feature fra engelske Optimum…

Ja, det var således først på ugen, at jeg dukkede ned i historien om Aileen Wuornos. Det blev efterfulgt af et par trælse dage, hvor endnu engang trætheden overmandede mig. Jeg fik dog set “Morten & Peter” onsdag aften, og det er altid et sjovt gensyn. Indrømmet, det er nok begrænset hvor meget nyt, der kan føjes til den velkendte historie om de to ungesvende. Man kan ikke lade være med at smile godt og grundig over hele hovedet, når endnu en Nick Horup-udsendelse kører hen over skærmen. Jeg vil dog også sige at TV2 godt nok har malket den fortælling længe og slidsomt nu, så jeg gruer næsten for det nyeste resultat, men lad os nu se… Danmark elsker Morten og Peter.

Jeg fik smidt den noget grove, romantiske komedie “Love & Other Drugs” i afspilleren. Grov fordi at den Oscarbelønnede skuespillerinde, Anne Hathaway, næsten er nøgen halvdelen af filmen. Hendes Eva-kostume er dog ganske pæn, men desværre bliver historien ødelagt af Jake Gyllenhaal, hvis karakter ikke tilnærmelsesvis besidder den samme pondus. Filmen omhandler jo den smarte medicinalsælger, Jamie (Jake Gyllenhaal), der hurtig stiger op af rangstigen, men må indse at han sidder fast, da han møder den Parkinson-ramte unge kvinde, Maggie (Anne Hathaway). Filmen kører så på Jake og det urgamle dilemma om hvorvidt han skal vælge kærligheden eller en succesfuld karriere. Heldigvis slutter filmen godt, hvis man er en gammel romantikker. Det meste af filmen, veksler den ellers normale, ganske dygtige Jake Gyllenhaal imellem at være en gudsbenådet kvindecharmør eller et håbløs fjols. Jeg køber ikke hans karakter, men det er en tendens som jeg tidligere har set i b.la. asiatiske film, hvor den mandelige figur i de romantiske komedier er så gennemført fjollet, at man ikke aner hvad man skal stille op. “Love & Other Drugs” kan dog godt ses, fordi den stadigvæk har mere at byde på end den gængse romantiske komedie, men jeg vil dog stadigvæk stille mig på det halvlune felt, når det kommer til en bedømmelse. Iøvrigt er filmen instrueret af Edward Zwick, som jeg også tidligere har omtalt, da han også instruerede 80’er-filmen, “About Last Night”..

Jo, jeg fortsatte så i det romantiske hjørne, og så endnu en romantisk komedie, dog med mere tryk på misforstået romantisk komedie. Filmen hedder “Expired”, og er en lille indie-film, der har været vist på et væld af festivaler rundt omkring i verden. I de bærende roller ses engelske Samatha Morton (som jeg er meget glad for), og Jason Patric. Titlen refererer højst sandsynelig til de to hovedrolleindehaveres job, idet de begge er parkeringsvagter, dog meget forskellige i deres måde at arbejde på. Claire, der bliver spillet af Samatha Morton, er sød og imødekommende og udskriver aldrig en unødvendig bøde, hvorimod Jay (Jason Patric) er den direkte modsætning. Han er sur og bitter, når han udfører sit arbejde. De to finder så sammen i et højst mærkværdig forhold. Jay bruger meget af tiden på at kritisere Claire og dertil ikke behandle hende særlig godt. Den stakkels Claire vil bare elskes, og det kunne det også godt virke til at Jay bare vil. Jay er afhængig af snuskede hjemmesider, så han kan “få lettet trykket”, imens Claire mest er tilfreds med at være hjemme i hendes lejlighed, som hun deler med sin alderende, syge mor (Teri Garr). Desværre dør moren op til juletid (lige midt i kartoffelmosen), og Claire må nu indstille sig på et helt nyt liv… spørgsmålet er om Jay skal være en del af det?  – Jeg kunne rigtig godt lide denne film. Den er bittersød på den gode måde, og man får ikke en dårlig smag i munden når man ser den. Der er masser af indelukket had i værket, men også meget kærlighed. Claire er den almindelige, generte pige, der hele sit liv har boet hos sin mor og desuden passer sit arbejde på en både god, sød og stilfærdig måde. Jay er en mere interessant, kompleks figur. Han varierer fra at være et regulært dumt svin til at være både sød og nærværende overfor Claire. Han fortæller hende at hun er overvægtig, men alligevel køber han M&M’s til hende, fordi det er hendes ynglings. Han har dog problemer med intimsfæren, hvilket også Claire lider under. Han er ikke bange for at kalde hende navne og virke komplet uinteresseret i hende som menneske og kæreste, men alligevel virker det også til at han har følelser for hende, og at han bare har svært ved at udtrykke sig. Ligeledes har han en søn, som han aldrig ser, men alligevel, uden tøven, giver en parkeringsbøde. Filmen har mange lag, og som mange indie-film, så er den en lille historie med meget på hjertet. “Expired” er således en ganske, fornem lille sag, hvor man sikkert kunne bruge lang tid på at analysere og gå i dybden med historien og dens karakterer. Den er iøvrigt skrevet og instrueret af Cecilia Miniucchi, og hun har gjort et glimrende stykke arbejde. Skuespillet er ret godt. Samatha Morton er endnu engang i sit es som den generte, tilbagelænede type, der bare vil have sig et lille stykke med kærlighed. Hun er altid en fornøjelse at se, og jeg har fulgt hende siden nogle af hendes første film, blandt andet den fremragende “Under The Skin” fra 1997. Jason Patric får også virkelig meget ud af hans rolle, og jeg synes at hans præstation er ganske iøjefaldende, når han veksler mellem udadfarende raseri og bittersød kærlighed til Claire – en stor oplevelse… filmen kan i den grad anbefales, især hvis man, ligesom mig, finder den i tilbudskurven med 5 dvd’er for 100 kroner.

Ak ja, nu er det hen med weekenden, og min dansekort er ubegribelig tomt – gudskelov – jeg tror bare at jeg skal tage en slapper denne weekend, og måske stene nogle film, hvis jeg ellers magter det. Jeg har en del gode sager på vej i posten, og da den flinke røde mand, ikke har meldt sin ankomst i dag, så må jeg håbe at der kommer nyt i morgen eller næste uge. Det er altid rart at få lidt nyt med Post Damark. Nu skal jeg have mig en drink.

Den lille romantiske indie-perle, "Expired" omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.

Den lille romantiske indie-perle, “Expired” omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.

Reklamer