Efteråret har ramt Danmark og lille stakkels Thisted, der har lagt som et smørhul i mange år, men nu har regnen indhentet provinshullet, og jeg er glad for at tiden endelig går mod køligere stunder. Jeg kan godt lide de lange sommerdage, hvor det er lyst om morgenen og fuglene synger fra klokken fire-halv fem, når solen er på vej op. Men efterår og vinter er også enormt hyggelig og dejlige, fordi det giver en lyst til at se nogle film, alt imens det rusker udenfor. Jeg håber på et godt efterår og en dejlig vinter, men når vi når marts og april næste år, så er jeg sikkert tilbøjelig til at glæde mig til foråret og en forhåbentlig passende sommer. Men nu er vi i september måned og det er sådan som det er. Jeg har ikke set så mange film på det seneste, hvilket også afspejler sig på bloggen, der har lagt stille i omtrent en uge…. men i dag skal det være anderledes.. jeg har nemlig set en rigtig klassiker, som jeg netop har fået ind af døren på funklende fin blu-ray – det drejer sig om den uvurderlige “Casablanca” fra 1942.

Næsten alle filmfans kender “Casablanca”, og hvis man ikke gør det, så burde man næsten have en eftersidning. Filmen er en af de typer, hvor man ikke kan andet end at simpelthen nyde historien. Karakterne er velskrevne og skuespillerne er formidable, og så oser den af fantastiske replikker, som man sidenhen har gået og ytret til hinanden i godt og vel 70 år efterhånden. Historien om natklubejeren, Rick (Humphrey Bogart) og hans fortid, som der bliver trævlet op i Casablanca. Det skyldes naturligvis en dame. Den utrolig smukke, Ilsa Lund (Ingrid Bergman), der var hans kærlighedsinteresse i Paris længe før han drog til Casablanca, og slog sig ned der. Man sidder virkelig på kanten af sædet eller i mit tilfælde sofaen, fordi spændingen er intakt hele filmen igennem. Den er fyldt med memorable scener… en af mine ynglings er der, hvor nazityskerne har indtaget Ricks cafe, og synger en tysk sang højlydt, men det bliver afbrudt af modstandsmanden Victor Laszlo (Paul Henreid), der beder bandet om at spille den franske nationalmelodi, hvilket de indvilliger i, efter et godkendende nik fra Rick, og hurtig overdøver de patriotiske franskmænd og kvinder de tyske bastarder.. en herlig scene og jeg føler mig altid lamslået efter den. Som førnævnt, så bugner manuskriptet af velskrevne replikker og oneliners, der alle er med til at gøre “Casablanca” til en enestående oplevelse. Lige fra Ricks diskussioner med pianisten, Sam, der spiller den gamle melodi, som både Rick og Ilsa elsker så højt, men som Rick har forbudt Sam at spille, fordi den netop minder ham om hende… “the one that got away…”.. men også Ricks karismatiske “Heres looking at you, kid…”, som bliver sagt flere gange i løbet af filmen, viser hans affektion for den smukke kvinde. Eftersom at filmen er en krigsfilm, der foregår under 2. Verdenskrig, så er der naturligvis nogle klare indikationer om hvem der er heltene og hvem der er skurkene. En, der veksler lidt imellem begge roller, er den franske kaptajn Louis Renault (en fantastisk Claude Rains, der altid er værd at se)…, således er han et øjeblik på tyskernes side, og et andet moment på de godes side, men hvor det virkelig tæller, så er der ingen tvivl om hvem han holder med, og det kan vi alle være taknemmelige for, når filmen slutter, og man sidder tilbage og netop har overværet en fantastisk film.

Jeg må sige at “Casablanca” er en af de klassiske krigsfilm, som jeg holder utrolig meget af. Der er ikke så meget krig i den, men der er masser af referencer til krig, og der stilles store spørgsmål undervejs… vi kan dog alle være sikre på en ting – tyskerne må IKKE vinde, fordi det ville medføre at det 3. Rige, vil overstrømme hele verden med deres forhadte menneskesyn. Det ved Rick, og derfor hjælper han også Laszlo, selvom hans livs kærlighed står midt i det hele. Hun er gift med Laszlo, og indledte et forhold med Rick, da hun troede at denne var død og borte… men han rejste sig fra de dødes asker, og havde brug for hendes tilstedeværelse og hjælp, og netop derfor måtte hun sende Rick et “John Dear”-brev.. der er masser af intriger i filmen, og man sidder hele tiden og håber på at Rick og den smukke dame finder sammen…med filmens slutning bliver der måske skrevet et kapitel, men bogen er ikke færdig, og hvem ved, måske sker der nogle ting oppe i Filmhimlen, hvor Bogart sikkert sidder og kurtiserer Ingrid Bergman, imens Claude Rains render rundt og spiler hinanden ud mod hinanden, og Dooley WIlson i rollen som Sam, spiller endnu engang den magiske sang, der er blevet synonym med en af filmhistoriens store mirakler. Det er ihvertfald svært ikke at være begejstret… og nu hvor filmen er landet på funklende blu-ray, så ser den ganske flot ud. Som filmelsker er det naturligvis et værk som man skal se, og jeg tror at det er en af den gamle, veltalende filmanmelder, Ole Michelsens yndlingsfilm, og det kan man jo ikke modsige ham…

For nogle år siden kom det frem at Hollywood var ved at planlægge et remake af “Casablanca”, men den ide lader heldigvis til at være røget i skaldespanden, fordi tænk lige tanken om hvem af de nye knægte, der kunne spille rollen som Rick i samme stil som det utrolig ikon, Humphrey Bogart…og selvom der er mange smukke kvinder i Hollywood, så er der alligevel noget op til Ingrid Bergmans standard, der må siges at være et tidsbillede på den smukke filmdiva i 1940’erne. Og hvem skulle mon instruere sådan en film? – ja, sikkert Michael Bay? – så kunne vi lige pumpe den op med noget CGI og nogle store eksplosioner? – uha, sikke en tanke… jeg spekulerer naturligvis, og Michael Bay ville sikkert aldrig få chancen, men man skal aldrig sige aldrig i Hollywood, og mærkeligere ting er sket, men som tingene er lige nu, så er jeg taknemmelig for at de tilsyneladende har skrottet ideen om et remake…

Og så sidder man tilbage endnu engang og ved ikke rigtig hvad man skal foretage sig. Jeg er tilbøjelig til at høre lidt god musik og snakke med en dejlig veninde som jeg har, og som er en skarp konkurrence til Ingrid Bergman…problemet er bare at jeg ikke er nogen Humphrey Bogart – jeg er snarere Oliver Hardy, hvilket der sikkert ikke er mange bejlere til. Men okay – når bare der er en til hver enkelt, så kan man sikkert være tilfreds.. og jeg må sige at jeg er tilhænger af monogami… ganske som Rick, der drukner sine sorger i bourbon hver aften, så vil jeg nu tage et glas cola og hæve mit glas og bede Sam om endnu engang at spille den der i ved nok… man er vel sentimental…

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale... Et godt køb...

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale… Et godt køb…

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Reklamer