Jovist… jeg er stadigvæk i live, men jeg har simpelten været ramt af nogle massive søvnangreb, så jeg har hvilet de små blå i lang tid af gangen i disse øjeblikke, og det er selvfølgelig frustrerende, at man hele tiden føler sig som en zombie, og har brug for søvn, søvn og atter søvn. Nu er jeg jo også i det tilfælde at jeg er medicineret i det daglige, så det spiller måske også lidt ind, men der har jo også været perioder, hvor jeg knap nok kunne hvile, så jeg ved ikke helt… jeg er jo ikke ekspert. Forhåbentlig bliver det snart bedre, så jeg kan fæste mine klamme, betændelsesramte firkantede øjne på nogle tvivlsomme filmiske værker… jeg har dog også fået set lidt hen af vejen, så det kommer der lige et par ord om her…

Jeg havde besøg af en kammerat for omtrent en uges tid siden, og efter lidt snak og et par af de kolde, så besluttede vi os for at se en film. Jeg rodede lidt i bunkerne, og fandt så frem til den nyindkøbte tyske dvd-udgivelse af Rutger Hauer-filmen, “Split Second”. Så den blev hurtig smidt i afspilleren til vores store fornøjelse. Min kammerat havde aldrig set den før, og jeg havde ikke set den siden mine teenageår i det forrige årtusindende…, men nu var det på tide med et gensyn, og jeg følte mig faktisk rigtig godt underholdt.

Kort fortalt går filmen ud på at den udsatte politimand, Harley Stone (Rutger Hauer), jagter en morder, der sikkert ikke er som andre mordere.. hans tidligere makker blev således dræbt af denne overnaturlige dræber, og sidenhen har han levet på kaffe og chokolade, imens han kun har tænkt tanken om at få hævn. Han får selskab af regelrytteren, Dick Durkin (Alastair Duncan), og sidenhen også kvinden Michelle (Kim Cattrall). Og nåh ja, jeg glemte vist at fortælle at filmen udspiller i et fremtidsagtigt London, der er oversvømmet som følge af mange dages regn. Hele filmen går så ud på jagten på den gigantiske morder med de kæmpestore klør… og det er god, cheesy fun!

Jeg kunne sgu rigtig godt lide “Split Second”, der bestemt virker som et levn fra 80’erne, men filmen er faktisk fra 1992. Rutger Hauers karakter er godt nok lidt klicheagtig, og det er bare typisk at han får sådan en lidt fjollet makker tildelt – endnu en kliche. Det er dog en cool lille film, der, som tidligere skrevet, er en overlegen omgang cheesefest. Skuespillet er ikke specielt godt, og Rutger Hauer hvæser sig lidt igennem rollen. Alastair Duncan er sjov som Dick Durkin, og han står for nogle af filmens bedste øjeblikke – det ser cool ud da han bliver skudt af en pumpgun og flyver ud igennem vinduet. Kim Cattrall er det smukke, kvindelige sidestykke, og det gør hun ganske ok… der er da i det mindste en ok showerscene. Som sagt er filmen dog en lang kliche, og manuskriptet er, selvom det har nogle sjove indfald, et stort opbud af hændelser som er set før. Jeg kommer dog aldrig til at hade sådan en type film som “Split Second”, fordi underholdningsværdien er så høj. Jeg var glad for at endelig få den at se igen, og det kan faktisk godt betale sig at kigge på Amazons tyske afdeling til tider, fordi der er udsendt mange film i nabolandet, som der ikke længere kan skaffes i UK. Det kan sgu godt svare sig. Iøvrigt er filmen instrueret af Tony Maylam, der også lavede det blodige “Friday the 13th”-rip off, “The Burning”, der også er en særdeles underholdende film. “Split Second” er ikke helt så grafisk dog.

Nå, vi nåede dog kun den ene film den aften, men dagen derpå, så smed jeg endnu en af mine tyske udgivelser i afspilleren, denne gang den utrolig familievenlige “Sidekicks”, der vel er 90’ernes svar på “Karate Kid”. Det var en film som jeg altid gerne har haft lyst til at se, men aldrig fået gjort. Nu blev den købt hjem til samlingen, så naturligvis var jeg spændt på resultatet.

Filmen omhandler denne unge, astmaramte knægt, Barry (Jonathan Brandis), der bor alene med sin far (Beau Bridges), og ikke kan udrette alverden her i livet. Men i stedet drømmer han sig væk til en filmisk verden, hvor han i selskab med sit store idol, Chuck Norris, nedkæmper ‘bad guys’ og befrier verdenen for uretfærdighed. Han er naturligvis udstødt, og ikke særlig vellidt i skolen, hvor han, pga drømmeriet, har svært ved at følge med. Han får sig dog en træner… Mr. Lee (Mako – en slags reserve Mr. Miyagi), og sammen får de faktisk en ganske god og veltrænet knægt ud af ham. Han får også lært nogle færdigheder indenfor karate. Det går dog hverken værre eller bedre end at skolens bølle ser sig ond på ham, men da det viser sig at Barry faktisk kan lidt karate, (hvilket Bølle iøvrigt også kan – idet han studerer i en andenrangs, Cobra Kai-inspireret Dojo, med en fanatisk træner (Joe Piscopo)), så det hele ender med at de begge skal deltage i et martial arts-stævne… kan Barry mon endelig opnå retfærdighed og gøre det umulige?

Okay, okay… “Sidekicks” er godt nok en film som man har set før. Hvis man ser bort fra drømmesekvenserne med Chuck Norris, så minder den utrolig meget om 80’er-hittet “Karate Kid”. Jeg var helt vild med “Karate Kid”, da jeg var knægt, og jeg fik nærmest et barndomstraume, da min stakkels mor slettede filmen på det meget værdsatte videobånd i samlingen. Så vidt jeg husker var erstatningen en eller anden rædselsfuld kvindefilm, og slet ikke noget så sejt som “Karate Kid”. Men “Sidekicks” kan ikke formå at få lige så stor en stjerne i mit liv. Den er da meget sympatisk, og Barry-karakteren må bestemt gå meget igennem. Chuck Norris har også en stor, markant rolle i filmen, og sidenhen med Internettets udbredelse og den senere glorificering af Chuck Norris som den ultimative superkæmper og bad ass, så er det lidt spøjst at se ham i sådan en familievenlig produktion som denne. Jeg kan dog godt lide manden, og jeg synes at han lavede nogle fantastiske gode actionfilm – tidligere i karrieren… det virker som om at han forsøger at lefle for et andet publikum med denne film, og jeg ved ikke om det hænger sammen med hans personlige tro, hvor han blev sådan en meget religiøs type, velsagtens en ‘born again christian’, og det ved jeg ikke lige hvordan jeg skal forholde mig til. Filmen mangler ihvertfald et eller andet godt. Selvfølgelig er det herligt når Chuck Norris dukker op og redder dagen, men også Barry kan klare sig selv, og der er et tidspunkt hvor han smadrer den der dims, som astmatikkere altid puster i…det er et tegn på frustration, men også et tegn på at han er blevet mere sej. Ligesom “Split Second”, så er “Sidekicks” også fra 1992, og den har også noget blød 90’er-korrekthed over sig. Instruktøren, Aaron Norris, bror til Chuck Norris, magter simpelthen heller ikke at løfte filmen fra de bløde banaliteter til større filmisk magi, som det f.eks. var tilfældet med “Karate Kid”. Han er iøvrigt ikke en særlig god instruktør, men han har instrueret Chuck Norris i en del film, blandt også den forfærdelige “Hellbound”, som jeg vil betegne som den ringeste Chuck Norris-film jeg nogensinde har set. Det er ærgerligt, men han formår aldrig at få noget særlig konstruktivt ud af de film som jeg har set, og det hele falder typisk til jorden med et kæmpe brag.

Det er desuden også en skam, at filmens egentlige hovedperson, som bliver spillet af Jonathan Brandis, en ung skuespiller, der har været med i produktioner som tv-miniserien af “Det Onde” og “Neverending Story II”, men han begik selvmord i en ung alder i 2003. Nu kender jeg ikke den egentlige årsag, men det er vist et tilbagevendende faktum at mange skuespillere, der har været med i ungdomsfilm, ikke altid kan klare det, når de bliver ældre og telefonen med jobtilbud holder op med at ringe… det er særdeles tragisk.

Well, “Sidekicks” er ihvertfald en ganske familievenlig film, der dog har nogle sjove indfald, men i bund og grund handler det også om at have viljen og evnen til at lave om på sit liv, hvis man bliver behandlet uretfærdig. Jeg morede mig ikke hele vejen igennem, men det var vel et udmærket kig, tror jeg nok. Bare en skam at filmen var lavet før.

Og det var så en lille opdatering fra Afgrunden, hvor jeg har tilbragt de seneste dage. Efteråret er i fuld gang, og jeg går ind i en ny fase i mit liv, hvor jeg skal til at være mere voksen og selvstændig. Det må faktisk også være på tide, eftersom jeg jo ikke ligefrem er nogen vårhare længere. Det skal nok blive godt – “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet” – og det var således et lille citat fra “Fangerne på Fortet”… sikke noget at slutte af med, men det er uomtvistelig gode ord trods alt.

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

Reklamer