Archive for oktober, 2013


Efterår i Afgrunden…

Bestemt jo. Den skrækkelig Afgrund, hvor jomfruofringerne har været utallige, eksisterer skam endnu. Jeg har haft nogle udfald som følge af at jeg har været ramt af en virus, der har gjort mig uinspireret til at skrive et indlæg. Jeg vil jo gerne frembringe noget fornuftigt og nogenlunde læsevenligt, og jeg gider ikke hvis jeg bare skal skrive et kort indlæg om at nu har jeg endelig fået købt kaffe? – det er lidt en anden blog, som jeg forsøger at drive… men jeg håber da at det måske også lykkedes til nogenlunde grad. I det mindste føler jeg ikke at jeg på noget tidspunkt vil lukke bloggen pga manglende tid eller andre interesser her i mit liv. Jeg har trods alt ikke været blogger så længe, og jeg lærer stadigvæk… hvis min mester hed Obi-Wan, så ville han nok sige at jeg skal vælge de skrevne ord med omhu, hvilket jeg straks ville rette mig efter… han er jo trods alt Jedi-mester…

Jeg vil ikke lægge skjul på at der ikke er kommet så mange film hjem til min matrikel på det seneste. Jeg har haft det lidt småt med penge, men den anden dag forbarmede min gode, gamle mor sig over mig og købte en film på blu-ray til mig. Titlen var såmænd Zack Snyders’ “Man Of Steel”, som jeg faktisk allerede havde været i biografen at se, da den gik i de lokale omgivelser for nogle måneder siden. Jeg var ikke udpræget begejstret for filmen den gang, men jeg ville gerne se den igen – også især uden det skide 3D, som åbenbart alle nyere action- og effektfilm skal udsættes for. Men det gik altså hverken værre eller bedre, end at jeg fik den stukket i hænde den anden aften, og jeg smed den i afspilleren samme aften.

“Man Of Steel” er således et reboot af den klassiske fortælling om manden fra planeten Krypton. Alle kender vel nærmest historien, også selvom der måske er mange yngre typer, der aldrig har hørt om den før, men det bliver der rådet nogenlunde bod på med denne film. Efter en indledende og meget flot filmet start på filmen, hvor vi befinder os på Krypton, så får vi en længere forhistorie på hvordan den gode Cal-El bliver sendt ud i universet og mod Jorden. Jor-El (Russell Crowe) er i en indædt fight for racens overlevelse, og han bringer således de optegnelser med Cal-El og hans rejse. Den gale og lettere frustreret General Zod (Michael Shannon) prøver på at lave et kup, men bliver forhindret og sendt til afkøling i “The Phantom Zone”. Krypton kan dog ikke reddes, og alt imens Cal-Els lille fartøj flyver mod Jorden, så går planeten under. På Jorden finder vi den halvvoksne Cal-El, nu kaldet Clark Kent, der rejser fra job til job, men som også nogle gange må gribe til at bruge sine kræfter, hvilket han meget modvilligt gør, idet hans far, Jonanathan Kent (Kevin Costner) har rådet ham til noget andet. Han kan dog ikke holde sig skjult for evigt, og en næsvis reporter, Lois Lane (Amy Adams) er på sporet af ham, alt imens at General Zod pludselig også viser sin ankomst… nu er det altså på tide at den gode Cal-El/Clark viser sit format og i særdeleshed mod og kræfter.

Zack Snyders nye superhelte-opus “Man Of Steel” er en meget ambitiøs historie. Jeg føler at filmen var mange historier i en, og faktisk måske var der materiale nok til minimum to film, ligesom de gamle Richard Donner-filmatiseringer. Coming-of-age-fortællingen om Superman bliver desværre aldrig udredret nok til at man for alvor forstår hensigten bag at Superman gemmer sig i alle de år. Tempoet er ganske vist højt hele filmen igennem, og man sidder nogle gange og lige skal have pusten, fordi der er så mange ting der skal fortælles og forklares. Jeg tror helt sikkert at holdet bag, regner med at man har et vis forhånds-kendskab til denne historie om den udenjordiske fra Krypton. Der bliver simpelthen fløjet let og elegant henover den overordnet fortælling, og jeg savner mere detaljerigdom. Historien er for sig vidt okay, og jeg kunne godt lide starten på Krypton, selvom jeg grinede lidt, da Jor-El hoppede ombord på den flyveøgle – det var lidt Avatar-agtigt… men okay, grundlæggende fungerede det for mig, men jeg synes bare at det er sådan en skam at filmen faktisk også bruger så meget tid på starten, og så glemmer at få Clark Kents barndom med, men det kan jo være et vælg om at springe direkte til actionen. Nuvel, der er nogle elementer fra barndommen med, blandt andet hvor Clark redder sine medkammerater fra at lide druknedøden, da han skubber en skolebus op af en flod. Men det er hele tiden meningen at han skal holde sine kræfter i bero, angivelig fordi at hans far har sagt det. Den samtale hvor de to har snakket sammen og blevet enige om det, får vi bare aldrig at vide… men nu hvor jeg tænker over det, så gjorde  man jo heller ikke det i den gamle Richard Donner-film. Det ville jeg dog gerne have haft med i denne omgang.

Henry Cavill, der spiller rollen som Superman/Cal-El/Clark Kent gør det nogenlunde, men som Superman virker han lidt upersonlig, men han leverer dog fint nok i de fleste scener. Russell Crowe får lidt mere spilletid end Marlon Brando, hvis man endnu engang kan referere til den gamle filmserie. Amy Adams er en strålende Lois Lane, og Michael Shannon får meget ud af rollen som General Zod. Jeg synes dog stadigvæk at jeg mangler lidt, og filmens glanspolerede stil er noget helt andet end Christopher Nolans populære trilogi om Nattens Ridder. Man får det indtryk at Superman også har meget at bevise og han bærer hele planeten på sin stærke ryg. Jeg kommer hele tiden til at sammenligne filmen med den første Superman-film fra 1978, som jeg stadigvæk bedre kan lide… altså actionsekvenserne er selvfølgelig noget mere voldsomme og overdrevne end den gamle film, fordi at man nu kan gøre brug af CGI-effekter, og den stakkels by Metropolis må gå meget igennem.

Jeg tror dog at filmen nok skal løse sin opgave med at kickstarte en række af efterfølgere til “Man Of Steel”, og allerede nu er der jo snak om en 2’er, hvor selveste Batman også skal optræde. Det er dog kommet frem at det er Ben Affleck, der skal spille Bruce Wayne/Batman, hvilket sikkert nok skal dele vandene. Henry Cavill skulle således også vende tilbage som Stålmanden selv. Måske er dette et forsøg på at lave en Avengers-type film i DC-regi. Jeg vil dog gerne se en filmatisering af Justice League…

Nuvel, det skulle ikke være kappeklædt det hele, og jeg har bestemt også fået set andet. Jeg modtog for et stykke tid siden Sam Raimis “Evil Dead”-trilogi på blu-ray, så den anden aften sad jeg endnu engang og så de tre film igennem. Jeg må stadigvæk sige at jeg bedst kan lide den allerførste. Den er meget mere væmmelig og splatteragtigt end de to efterfølgere, der dog har nogle flere strenge at spille på når det kommer til humor og komik. Bruce Campbell er stadigvæk forrygende, og selvom billedekvaliteten var noget skuffende på high-def, så synes jeg alligevel at jeg er glad for at have dem samlet. Jeg havde tidligere investeret i Book Of The Dead-udgivelserne med henblik på “Evil Dead” og “Evil Dead 2”, men de er noget slasket efterhånden, og især 2’eren er ramt af tidens tegn. Jeg glæder mig selvfølgelig over enhver gensyn med denne herlige trilogi, der var med til at gøre Sam Raimi til et ikon i horrorkredse. Jeg har også de to første “Darkman”-film liggende, og for lige at vende tilbage til superhelte-universet, så venter der nok snart et gensyn af Spiderman-filmene, som jeg også stadigvæk er meget tilfreds med…ihvertfald dem med Tobey McGuire i hovedrollen… det seneste reboot “The Amazing Spiderman” var nogenlunde, men Andrew Garfield var en meget dårlig Peter Parker.

Og ja, i dag er det sidste dag i måneden og jeg kan se på min konto, at der endelig er gået penge ind, hvilket glæder mig… det har gjort at jeg har bestilt lidt fra henholdsvis Laserdisken og det svenske firma, Ginza, der har et væld af film til en flad svensk 10-krone, og det er enormt billigt…man skal lige sluge et stort beløb for gebyr og porto, men når det er gjort, så kan man finde mange gode titler til meget billige penge… det er man jo altid glad for, og der er faktisk også nogle danske udgivelser imellem.

Nu er det jo ved at være tid til at købe julegaver til dem som man holder af, så det skal der selvfølgelig også være råd til, men jeg håber på at jeg kan få pengene til at slå til, så jeg kan lægge en bestilling hos Amazon… der er nogle film, lidt musik og faktisk også et par bøger, som jeg længe har haft kig på.

"Man Of Steel" er Zack Snyders nye superhelte-fortælling og samtidige reboot om historien om Superman. Forvent masser af flot action, men historien halter en smule og fortællingen bliver ikke forløst ordentlig. Jeg er stadigvæk i den overbevisning om at den gamle Superman-filmatisering af Richard Donner fra slut-70'erne er væsentlig bedre... også "Superman II" er rigtig god.. men nu får vi se, fordi efterfølgeren er allerede i støbeskeen...

“Man Of Steel” er Zack Snyders nye superhelte-fortælling og samtidige reboot om historien om Superman. Forvent masser af flot action, men historien halter en smule og fortællingen bliver ikke forløst ordentlig. Jeg er stadigvæk i den overbevisning om at den gamle Superman-filmatisering af Richard Donner fra slut-70’erne er væsentlig bedre… også “Superman II” er rigtig god.. men nu får vi se, fordi efterfølgeren er allerede i støbeskeen…

Reklamer

Jo da, Afgrunden eksisterer endnu. Min ydmyge hybel har endnu engang været vidne til nogle filmforevisninger. Efteråret ramte virkelig Thisted i går aftes med massiv regn i den mørke aften. Det var enormt hyggelig, bare at læne sig tilbage i sofaen og stene et par film. Jeg føler nogle gange, at der tit er nogle film som bare bør se… min gode blogkammerat, Henrik fra “Båndsalaten” havde gjort mig opmærksom på et par film, som han gerne ville anbefale. Jeg så derfor mit snit til at investere i de omtalte film, og for nyelig modtog jeg dem så i en lille pakke fra Amazon. Ikke dårlig, må man sige, og det var derfor endelig blevet aftenen, hvor jeg smed den første film i afspilleren, nemlig Jim Jarmusch’s moderne samurai-fabel, “Ghost Dog”.

“Ghost Dog” omhandler en mørk mand (Forest Whitaker), der går under samme navn som filmens titel. Han tilbringer meget af sin vågne tid med at læse bøger (og han er tydeligvis fascineret af den japanske mentalitet), træne, og passe sin store samling af brevduer. Han har også rollen som hitman for Mafiaen, men da de bliver uenige, og han kommer til at skyde et fremtrædende medlem, så får han pludselig mafiaen på nakken. Efter et voldsomt indgreb i hans hverdag, hvor Ghost Dogs verden ramler sammen, så beslutter han sig for at få hævn – og det skal ske på den allermest voldsomme facon.

Jim Jarmusch har instrueret denne film, og selvom jeg rigtig godt kan lide Jarmusch, så synes jeg at filmens stil til tider var lidt tung. Når det er sagt, så vedkender jeg også at den er mere end en almindelig revenge-film. Filmen besidder store poetiske øjeblikke og indeholder også en del humor… Mafiaen er nogle gamle drenge, der ikke ligefrem er på toppen af deres game, og desuden skylder de også huslejepenge væk, og de virker mest af alt som nogle mærkværdige typer. Desuden kan de åbenbart godt lide at se tegnefilm – hvem skulle have vidst det? Der er mange af småpudsige indfald, blandt andet er Ghost Dog’s eneste rigtige ven, en fransk isbilsælger, men de forstår ikke hinanden så godt på grund af en vanskelig sprogbarriere. Men filmen er meget underholdende, og man forstår Ghost Dog’s intentioner om at leve på den ærefulde sti i samme ombæring som en samurai. Han læser også bogen “Hagakure”, der vistnok er en bog, der rådgiver og fortæller om en samurais leveform. Jeg kunne godt lide filmen, men jeg vil ikke sige at jeg har fået en ny Jim Jarmusch-favorit… jeg må stadigvæk konstatere at det er “NIght On Earth”, men det var meget sjovt at endelig få filmen at se, og den kan godt anbefales, men forvent ikke et kæmpestort actionbrag, hvor den mørke hævner jagter alle med et skarpt samuraisværd…det er den alt for fin til, og stilen ville ikke tillade det. Der er nærmere tale om god, moderne samuraifilm. Læg desuden mærke til detaljen med pistolerne. Når Ghost Dog har spildt blod, så bevæger han pistolen i sådan en facon, der kunne minde om et samuraisværd, som kaster noget af blodet af sig. Jeg har set japanere gøre det med sværd i ældre samuraifilm, så jeg kunne godt mistænke at det er en hilsen dertil.

Nå, efter denne ganske gode oplevelse, så besluttede jeg mig for at følge endnu en anbefaling fra Henriks side, og se “The World’s Fastest Indian” – en biografifilm med Anthony Hopkins i hovedrollen som Burt Munro – en utrolig, men sandfærdig fortælling om en mand fra New Zealand med en drøm. Og drømmen er at sætte en fartrekord i hans antik-motorcykel, en “Indian”.

Vi følger således Burt fra hans tid i New Zealand, hvor han bor i et skur, og vågner hver morgen, hvor han går ud og tisser på hans citrontræ. Han er god med hænderne og en drømmer… og han har en drøm om at komme til Staterne for at sætte den såkaldte rekord. Hans “Indian” er måske ikke så meget at se på, men den kan køre stærk… og vi følger således Burt på hans rejse fra Kiwiland til USA, hvor han sætter sig selv ud på en roadtrip til hans slut-destination, hvor han skal køre løbet, og han møder mange venlige folk på sin vej.

“The World’s Fastest Indian” er en rigtig feelgood-film. Jeg kom også i rigtig godt humør, da jeg så den – og selvom filmen selvfølgelig virker en smule fortænkt og umulig, så er den vistnok så autentisk som mulig, og det gør den også lidt utrolig. Historien i filmen er fantastisk, og man føler sig helt hensat til Burts vanskelige mission, som man hellere end gerne vil se lykkes, fordi han er en yderst flink mand… lidt en venlig bedstefar-type, der kan snakke sig ud af enhver situation. Man føler ganske enkelt for filmens hovedperson i sådan en grad, at man hellere end gerne vil se ham fuldføre. Jeg blev meget grebet af filmens meget humane tone, og jeg synes at langt de fleste karakterer var meget gode for Burt – måske lidt for gode, fordi han oplever at både rockere giver ham “øl-penge” og løbets arrangører bøjer reglerne for ham. Det er alt sammen meget velmenende, og der er en god fornuftig og rolig stemning i værket. Roger Donaldson har både instrueret og skrevet filmen, og jeg kan forstå at han også tidligere har lavet en dokumentar om Burt Munro selv. Manuskriptet er ganske godt, og der er en fin fortællerhånd holdt henover hele filmen i alt dens spilletid. Selvfølgelig kan man snakke om at filmen er en smule romantisk anlagt, men sådan foretrækker jeg også mine feelgood-film – der skal bare være en herlig fornemmelse, når man ser den. Jeg kan også godt lide en film som “Fields Of Dreams”, som også er en vaskeægte feelgood film. I “The World’s Fastest Indian” er der dog ingen afdøde baseball-stjerner, men derimod en Anthony Hopkins i topform. Han virker virkelig hjemme i rollen, og han leverer replikkerne både præcist og morsomt med en stor komisk timing. Jeg synes virkelig at han fortjente en Oscarnominering for rollen. Glimrende præstation. Filmen er i den grad anbefalesværdig, og jeg følte mig virkelig storartet underholdt. Som sagt er den nok ikke oplagt til en actionaften med gutterne og en kasse øl, men den egner sig glimrende som en søndagsfilm, hvor man rigtig kan nyde dens lidt tøvende tempo, og virkelig hoppe i sofaen, når filmen eksploderer i scenerne, hvor Burt skal køre stærkt. Jeg følte at mit liv blev en anelse rigere efter at have set denne film, så jeg anbefaler den kærligt til alle…

Og ja, nu er det jo ikke fordi at man skal føle at jeg er blevet en nyfødt kristen med et nyt humanistisk livssyn. Jeg bor stadigvæk i Afgrunden og jeg elsker stadigvæk horror og heavy metal… men nogle gange er det godt at blive rusket lidt igennem. Ellers nærmer Halloween jo sig med hastige skridt… jeg investerede tidligere i nogle tvivlsomme titler, som jeg regner med at jeg skal se på denne aften, hvor heksene, spøgelserne og dæmonerne alle er ude at fejre deres ynglings-dag. Jeg glæder mig i den grad. Desuden venter jeg en pakke fra Ginza.se, hvor jeg tog chancen og bestilte en balje film. De havde utrolig mange titler til en flad svensk 10’er, og hvis man lige kan sluge deres ekspeditionsgebyr for bestillinger udenfor Sverige på 79 svenske kroner, så er der nogle rigtig gode tilbud. De minder en del om Cdon, men jeg fornemmer at man nok kan gøre nogle gode handler der. Jeg blev inspireret til at handle der, som følge af nogle Youtube-videoer, hvor nogle af vores svenske brødre fik nogle gigantiske pakker derfra… jeg blev nysgerrig, og helle dusse da, jeg fik bestilt… jeg venter således pakken i morgen eller i overmorgen…

Anthony Hopkins spiler den altoverskyggende hovedrollen som eventyreren og motorcykelentusiasten, Burt Munro fra New Zealand, der rejser til Staterne for at prøve at slå rekorden som den hurtigste på Indian-motorcykel - en antik sag fra 20'erne. En herlig, livsbekræftende filmoplevelse...

Anthony Hopkins spiler den altoverskyggende hovedrollen som eventyreren og motorcykelentusiasten, Burt Munro fra New Zealand, der rejser til Staterne for at prøve at slå rekorden som den hurtigste på Indian-motorcykel – en antik sag fra 20’erne. En herlig, livsbekræftende filmoplevelse…

Den polskfødte karakterskuespiller med det særlige, aparte ansigt, har altid været en personlig favorit. Hans spændvidde indenfor skuespillet var enormt... I dag kunne han havde fejret sin 87-års fødselsdag... Desværre døde han tilbage i 1991, 65 år gammel... jeg sender en hilsen til den gamle mesterskuespiller hinsidens graven! Tillykke Klaus Kinski!

Den polskfødte karakterskuespiller med det særlige, aparte ansigt, har altid været en personlig favorit. Hans spændvidde indenfor skuespillet var enormt… I dag kunne han havde fejret sin 87-års fødselsdag… Desværre døde han tilbage i 1991, 65 år gammel… jeg sender en hilsen til den gamle mesterskuespiller hinsidens graven! Tillykke Klaus Kinski!

Hvis man snakker om store, europæiske skuespillere i 1900-tallet, så kommer man næppe udenom Klaus Kinski. Måske ikke den mest kendte og udbredte populære skuespiller, men han leverede altid varen, når det kom til både sære, men også svære roller. Jeg har set ham i et utal af italienske produktioner og en håndfuld film af den tyske instruktør, Werner Herzog. Jeg må nok sige at jeg er vild med ham i rollen som den modbydelige dusørjæger i spaghettisagen, “The Great Silence” – men så sandelig også som utrolig grim vampyr i Werner Herzogs remake af “Nosferatu”. I det hele taget er de fleste af filmene, som de to lavede sammen, utrolig seværdige, og særlig dokumentarren om deres had-/kærlighedsforhold er værd at se. Selvfølgelig kommer han nok ikke til at blive nævnt i Oscar-sammenhænge, men hans bidrag til filmverdenen op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne skal anerkendes. Den afsluttende film “Paganini” var et svært værk for Klaus Kinski – han både skrev, instruerede og spillede med i biografifilmen om den famøse violinist. Hans datter, Nastassja Kinski, er også efterhånden en erfaren skuespillerinde, og hun har også lavet nogle gode film igennem tiderne. Men i forhold til farmand, så blegner hun stadigvæk lidt. Klaus Kinski er muligvis væk, men heldigvis kan man stadigvæk skaffe hans film, og nyde dem i hjemmebiografen i selskab med ligesindede og måske en af de kolde… En stor skurk fylder år!

Afgrunden, nummer 5…

Ja … jeg er stadigvæk i live. Jeg har været angrebet af nogle trælse søvnangreb, som gør at jeg må gå tidlig i seng – og den anden dag præsterede jeg faktisk at sove omkring 14 timer! – ubegribelig! Well – jeg går ud fra at det snart udligner sig selv igen, fordi jeg er træt af at jeg ikke længere kan sidde oppe om natten og lege natteravn og blive inspireret til at nedfælde mørke, dystre tanker om mig selv og menneskeheden… nogle gange kan jeg godt føle mig lidt som Michael Strunge, men stakkels ham dog…

Så er det jo at man sidder og glor ubegavet ind i væggen eller udsende et parringskald… det har endnu ikke båret frugt, men måske kommer der snart en ‘muse’ til matrikellen… jeg føler mig ihvertfald inspireret…så jeg fik bestilt nogle sager hos Amazon – og efter lidt tid er de endelig havnet her….:

pakkeregn

 

Der var et væld af interessante ting imellem. Jeg har en god veninde, der snart fylder år, så derfor havde jeg også bestilt nogle film til hende, og de var nemlig også med. Men der var selvfølgelig også noget til undertegnet… måske er det ikke allesammen nogle film som jeg ville have købt, hvis jeg stod i en Blockbuster eller en anden butik og udpegede dem, men nu var de faldet så meget i pris, så nu skulle det være… mange af dem fik jeg til omkring tre pund, hvilket jeg vil betragte som en umiddelbar god handel. Det var dog ikke kun film det hele – i forgrunden ses en lille pakke fra Imusic… jeg handler ikke så tit der, men jeg vil overveje at begynde at gøre det oftere, også fordi at de har et pænt stort sortiment – det var f.eks. det eneste sted jeg har kunnet finde, der sælger Huldres debutskive, hvilket også var med i den pakke, som vises på billedet…. Huldre er et herligt, dansk folkmetalband, der tilbyder vidunderlig kvinde-skønhed, velskrevne danske tekster om overtro og skummelthed og nogle virkelig seje, tunge guitarriffs… de er bestemt værd at tjekke ud.

Men det primære var naturligvis dvd’erne. Af prismæssige grunde var der ingen blu-ray-film med i denne omgang, idet dvd-udgivelserne jo som bekendt er noget billigere endnu. Hvis vi fjerner de film som min veninde skal have, så er der faktisk 21 stks tilbage, hvilket manifesterer sig sådan:

nytframazonimusic

Billedet ser måske ikke ud som de typiske billeder jeg har uploadet, men grunden hertil er at jeg har sat mig ind i stuen, så jeg kan se fjernsyn imens jeg er på nettet…og hvis det ikke er smart, så ved jeg søreme ikke hvad der er….! Anyway, billedet afslører jo hvilke titler som der er købt hjem til samlingen. Jeg har kun set en enkelt af dem før… nemlig Robert De Niro/Robin Williams-dramaet, “Awakenings”, som vistnok på dansk kom til at hedde: “Livet Længe Leve”?… I andledningen af Halloween, valgte jeg også at bestille nogle horrortitler: “No One Lives”, “Trailer Park Of Terror”; “The House” og “Dead Mine” er alle horrorfilm, som jeg synes at der ser spændende ud.

Som altid, bliver Halloween en skøn oplevelse… jeg ser mange horrorfilm omkring den periode, og jeg kan jo både lide de meget seriøse, men også de umådelige cheesy-film… men dog ikke “Scary Movie”-serien, fordi det er simpelthen bare for dumt. Jeg har engang set den første “Scary Movie” og det var det mest triste, vulgære og platte produkt, som jeg nogensinde har set. Ellers kan jeg godt lide spoof-film, blandt andet er jeg meget glad for “Airplane” og Mel Brooks’ værker… men denne Halloween skal byde på et bredt udsnit af gamle klassikere og nyere film. Jeg mangler stadigvæk at se blu-ray-versionerne af “Evil Dead”-trilogien.

Ellers er der også en David Lynch-film imellem. “The Straight Story”, og diskussionen om hvorvidt David Lynch er en god historiefortæller har rumlet længe, men jeg har endnu aldrig set “The Straight Story” fra start til slut, men den ser så utrolig fredelig og konventionel ud, men jeg glæder mig dog meget til den.

Jeg har endnu lidt pakker på vej – mest noget der er købt hos Marketplace-sælgere, og noget af det er jeg simpelthen så flov over at jeg har bestilt, så det vil jeg endnu engang overveje om jeg vil poste noget om… det er vist lidt ‘gulity pleasure’, som vi snakker om her…og selvom det jo kan være fint nok, så er det også typisk noget lidt lyssky og skummelt… men nu glæder jeg mig faktisk også til at modtage det… det er vældelig cool…

Og nåh ja, jeg modtog også en pakke i sidste uge fra Amazon, som jeg dog åbnede for med det samme, og den indeholdte også nogle gode ting, som man godt kan være lidt flov over:

amazonnyt410vandamme

There you have it… en boks med ti Jean-Claude Van Damme-film… uha! “The Muscles From Bruxelles” – the man himself… jeg har aldrig dyrket så meget af de her 90’er-action film med de mere eller mindre tvivlsomme skuespilspræstationer… men ikke destro mindre, inkluderer sættet, efter min mening, en af verdens ringeste film… den elendige og nærmest ubrugelige “Street Fighter”, der jo var baseret på Capcoms populære computerspil. Hold kæft, hvor er den bare frygtelig, og ikke engang Kylie Minoque kan redde filmen… hun skulle ellers bare stille sig op og se smuk ud (hvilket ikke kræver meget), men det gik vist ikke… og så var det en af Raul Julias’ sidste film… stakkels mand, men Jean-Claude Van Damme har det herligt i filmen, og han redder også dagen, så han er nok meget tilfreds med hans præstation. Vi almindelige dødelige kan jo kun ryste på hovedet og tænke tilbage på f.eks. “The Delta Force”, som er en virkelig god actionfilm…Jeg har dog også lige set “Double Impact”, hvor Jean-Claude Van Damme har en dobbelt-rolle som et par tvillinge,… den var dog ganske underholdende, og må betegnes som en af de bedste jeg har set med manden. Min favorit var tidligere den første “Universal Soldier”… men med ti film – eller det vil sige ni, vi regner ikke “Street Fighter” for en film… så er der virkelig lagt op til stor belgisk nævekamp!…

Og ja, nu er det endelig weekend, og selvom naboerne ikke lige umiddelbart holder grillfest (for koldt og mine naboer er ikke ligefrem den type mennesker), så synes jeg alligevel at jeg vil slappe af med lidt godt musik og nogle af de kolde… Iøvrigt kommer der jo også en væsentlig interessant fodboldkamp i aften… Danmark versus Italien… Nu er Italien jo uden ‘Lamaen’ – Francisco Totti, men der er sikkert også andre der er villige til at spytte en dansker i hovedet… jeg spår en knebent 1-0-sejr til Danmark, men det er kun fordi at jeg er patriot og en sejr ville være så uendelig godt for nationalmoralen! – anyway – GO’ KAMP!

 

Jamen, så er vi såmænd nået til oktober måned, og efteråret er i fuld gang… i går kunne jeg og en medskyldig dog ikke mærke alverden til det… efter et besøg hos det lokale lægehus, så sad vi udenfor og kunne nyde eftermiddagens varme lys, som kun den 10. måneds sol kunne skinne. Unægtelig er det dog et faktum, at det er knap så varmt som for et par måneder siden, og jeg føler da også at nu begynder vi snart at kunne længes efter lidt vinterkulde og indendørs hygge med kaffe og gode, væmmelige film. Jeg hilser den ihvertfald velkommen, også selvom jeg fryser mine tæer lidt. I dag er der næsten ikke en sky på himlen, imens jeg nedfælder disse ord… og solen skinner nok engang – også selvom det er på en hundelort engang imellem…

Nå, men jeg tilbragte lige et par timer i selskab med Oliver Stones biografi-film om det legendariske rockband fra 60’erne, ‘The Doors’ og deres ikke mindst lige så karismatiske forsanger, Jim Morrison. Indrømmet, jeg kendte ikke så meget til bandet og den famøse forsangers historik før, og selvom jeg naturligvis havde hørt de kendte sange før, så var jeg alligevel spændt på at se dette værk, der er helt tilbage fra 1991 – en tid hvor Oliver Stone i den grad var på toppen. Jeg fik fingerne i 20 års jubilæumsudgaven på Blu-ray, og det endda til billige penge… jeg kan sågar huske videokassetten i handlen for 20 års tid siden, hvor jeg overhovedet ikke anede hvem ‘The Doors’ var, og slet ikke fortællingen om Jim Morrison. Nuvel, i dag blev så dagen hvor jeg fik mulighed for at se filmen, og det var ikke ubetinget en stor succes…

Filmen følger således bandet og ikke mindst Jim i deres kortvarige levetid som musikgruppe. Orkesteret opnåede massiv succes i midt-60’erne med deres psykedeliske tekster og tunge syrerock. Bandets forsanger Jim er konstant på katastrofekurs med sine omgivelser, og det er ikke mindst igennem ham som vi oplever tingene tilbage i de fri 60’erne. Imens Jim hele tiden flipper ud med den ene absurde tanke efter den anden, så forsøger resten af bandet at holde sammen på stumperne, men det er ikke nemt, når alverdens tv-shows og fans hele tiden tørster efter mere. Kan Jim tage sig sammen, og bliver bandet genforenet i en stor orgasmsk nydelse?

I og med at filmen her om ‘The Doors’ er en biografi-film, så er der nogle ting i historien som man ikke kan lave om på. Jim Morrison var en ener af rang, og hans tilstedeværelse i både verdenshistorien og filmen er indbegrebet af strofen, “Sex, Drugs and Rock And Roll”… fordi det er virkelig noget som den pæne unge mand efterlever. Han er dybt afhængig af både sex, stoffer, alkohol og hans egne, beskidte tanker, som han hele filmen igennem forsøger at forvandle til smuk poesi. Som tilskuer kan man enten have utrolig ondt af den stakkels mand, eller også kan man godt sidde og blive lidt småirriteret, idet han er så åbenlys opmærksomhedskrævende, og søger den konstante, momentære accept overalt hvor han færdes. Historien om Jim Morrison er virkelig en potent kraftkarl, der ikke tager mange gidsler, men derimod henretter alle med et nakkeskud, så snart man sætter sig op imod manden selv. Som film er det selvfølgelig en glimrende historie, fordi den, netop har så meget på hjertet, og man kan fornemme at den omhandler nogle begivenheder, der nærmest fortæller sig selv. Oliver Stone har selvfølgelig sit store, klamme fingeraftryk på værket, i og med at den tager fat i noget som han sidenhen skulle gøre endnu bedre i “Natural Born Killers”, nemlig stofferne, eller i dette tilfælde et regulært angreb af syre-hallucinationer, der skyller ind over beskuren, imens han eller hun ser dette værk. Koncertscenerne driver værket fremad, men de er også lidt søvndyssende og belastende på samme tid, og jeg fik ikke ret meget ud af baggrundshistorien om Jim Morrison. Hans fascination af indianerkulturen og shamanen er et tilbagevendende fænomen, men man får ingen begrundelse hvorfor?… Jeg ved godt at Oliver Stone vil holde sit fokus på bandets levetid og ikke mindst Jim Morrison som frontfigur, men jeg synes at det er en skam, at man aldrig rigtig finder ud af hvad manden mente – eller om han i det hele taget mente noget som helst… om han var så drevet af sin afhængighed, at han ikke kunne fungere ordentlig i livet, og som gjorde at han hele tiden griber fat i folk i et øjeblik, men skubber dem væk i et andet moment. I det hele taget manglede jeg lidt grundlæggende substans i fortællingen…

Jim Morrison bliver spillet af Val Kilmer. Prettyboy’en som vi kender og husker fra flere 80’er-film, og nok altid vil huskes for ordene: “You can be my wingman anytime” i Tony Scott mandefilm “Top Gun”. Han gør det sådan set okay, og der er ingen tvivl om at han har gjort meget for at leve sig ind i rollen – men jeg ved ikke om han tog det fulde skridt, og drak sig fuld på sættet hver dag… selvfølgelig kan det godt være en belastning, men jeg synes at han overspiller en smule. Jim Morrison var helt sikkert en teatralsk og dramatisk skikkelse, men selvom Val Kilmer ligner ham ganske godt, så blev jeg alligevel skuffet over hans præstation. Andre navne på rollelisten inkluderer Meg Ryan, Kyle MacLachlan, Frank Whaley, Kevin Dillon og Michael Wincott. Skuespillet er faktisk rimelig på det jævne filmen igennem. Det føles noget anstrengende og jeg synes ikke at skuespillerne får særlig meget ud af deres roller, men det er også svært, fordi hovedvægten af filmens skuespilspræstationer er lagt på Val Kilmers portræt af Jim Morrison, idet han styrer det meste af filmen med hård hånd… Og når han ikke fungerer 100 % i rollen, så bliver det bare… ja kedsommeligt og tomt… som et hylster uden indhold.

Faktisk synes jeg bedre om den britiske biografi-film “Control” om Ian Curtis fra det fremragende band Joy Division. Hans fortælling er holdt i sort/hvid, og historien er både interessant og tragisk på samme tid. Faktisk kunne de to film godt minde lidt om hinanden, men “Control” formår bare at gribe fat i beskuren med et jerngreb, hvorimod den tomme “The Doors” efterlader en måbende og skuffet.

Jeg vil ikke afsløre for meget om hvordan filmen om ‘The Doors’ ender, men som sagt, er der jo nogen tid i historien, som man ikke kan lave om på, og det gælder også slutningen. Fortællingen om provokatøren, Jim Morrison, bliver i Oliver Stones hænder en 2+ timer lang historie om hvordan et enkelt menneske kan påvirke den samtlige underholdningsindustri, og hvordan han på kant med både loven, kvinder og bandmedlemmer, lever et liv uden styresans. Bilen kører, men der er simpelthen ingen bag rattet. Det er selvfølgelig en historie som tiggede om at blive fortalt… men jeg tror stadigvæk at jeg gerne ville se en lidt mere fyldestgørende sag…

En ting er sikker:… jeg er endnu ikke blevet ‘The Doors’-fan.

Blu-ray-udgivelsen af "The Doors"-biografi-filmen er ganske flot at se på, men indholdet halter noget efter. Jeg føler ikke helt at dette bliver den rette fortælling om det ikonske band og dens forsanger med det forfærdelige ry... jeg må nok erkende at jeg stadigvæk venter på det, der kan gøre mig til fan, og ikke kun efterlade mig tung i hovedet som følge af det bastante syrerock, der bliver ytret i filmen med store psykedeliske undertoner...

Blu-ray-udgivelsen af “The Doors”-biografi-filmen er ganske flot at se på, men indholdet halter noget efter. Jeg føler ikke helt at dette bliver den rette fortælling om det ikonske band og dens forsanger med det forfærdelige ry… jeg må nok erkende at jeg stadigvæk venter på det, der kan gøre mig til fan, og ikke kun efterlade mig tung i hovedet som følge af det bastante syrerock, der bliver ytret i filmen med store psykedeliske undertoner…