Jamen, så er vi såmænd nået til oktober måned, og efteråret er i fuld gang… i går kunne jeg og en medskyldig dog ikke mærke alverden til det… efter et besøg hos det lokale lægehus, så sad vi udenfor og kunne nyde eftermiddagens varme lys, som kun den 10. måneds sol kunne skinne. Unægtelig er det dog et faktum, at det er knap så varmt som for et par måneder siden, og jeg føler da også at nu begynder vi snart at kunne længes efter lidt vinterkulde og indendørs hygge med kaffe og gode, væmmelige film. Jeg hilser den ihvertfald velkommen, også selvom jeg fryser mine tæer lidt. I dag er der næsten ikke en sky på himlen, imens jeg nedfælder disse ord… og solen skinner nok engang – også selvom det er på en hundelort engang imellem…

Nå, men jeg tilbragte lige et par timer i selskab med Oliver Stones biografi-film om det legendariske rockband fra 60’erne, ‘The Doors’ og deres ikke mindst lige så karismatiske forsanger, Jim Morrison. Indrømmet, jeg kendte ikke så meget til bandet og den famøse forsangers historik før, og selvom jeg naturligvis havde hørt de kendte sange før, så var jeg alligevel spændt på at se dette værk, der er helt tilbage fra 1991 – en tid hvor Oliver Stone i den grad var på toppen. Jeg fik fingerne i 20 års jubilæumsudgaven på Blu-ray, og det endda til billige penge… jeg kan sågar huske videokassetten i handlen for 20 års tid siden, hvor jeg overhovedet ikke anede hvem ‘The Doors’ var, og slet ikke fortællingen om Jim Morrison. Nuvel, i dag blev så dagen hvor jeg fik mulighed for at se filmen, og det var ikke ubetinget en stor succes…

Filmen følger således bandet og ikke mindst Jim i deres kortvarige levetid som musikgruppe. Orkesteret opnåede massiv succes i midt-60’erne med deres psykedeliske tekster og tunge syrerock. Bandets forsanger Jim er konstant på katastrofekurs med sine omgivelser, og det er ikke mindst igennem ham som vi oplever tingene tilbage i de fri 60’erne. Imens Jim hele tiden flipper ud med den ene absurde tanke efter den anden, så forsøger resten af bandet at holde sammen på stumperne, men det er ikke nemt, når alverdens tv-shows og fans hele tiden tørster efter mere. Kan Jim tage sig sammen, og bliver bandet genforenet i en stor orgasmsk nydelse?

I og med at filmen her om ‘The Doors’ er en biografi-film, så er der nogle ting i historien som man ikke kan lave om på. Jim Morrison var en ener af rang, og hans tilstedeværelse i både verdenshistorien og filmen er indbegrebet af strofen, “Sex, Drugs and Rock And Roll”… fordi det er virkelig noget som den pæne unge mand efterlever. Han er dybt afhængig af både sex, stoffer, alkohol og hans egne, beskidte tanker, som han hele filmen igennem forsøger at forvandle til smuk poesi. Som tilskuer kan man enten have utrolig ondt af den stakkels mand, eller også kan man godt sidde og blive lidt småirriteret, idet han er så åbenlys opmærksomhedskrævende, og søger den konstante, momentære accept overalt hvor han færdes. Historien om Jim Morrison er virkelig en potent kraftkarl, der ikke tager mange gidsler, men derimod henretter alle med et nakkeskud, så snart man sætter sig op imod manden selv. Som film er det selvfølgelig en glimrende historie, fordi den, netop har så meget på hjertet, og man kan fornemme at den omhandler nogle begivenheder, der nærmest fortæller sig selv. Oliver Stone har selvfølgelig sit store, klamme fingeraftryk på værket, i og med at den tager fat i noget som han sidenhen skulle gøre endnu bedre i “Natural Born Killers”, nemlig stofferne, eller i dette tilfælde et regulært angreb af syre-hallucinationer, der skyller ind over beskuren, imens han eller hun ser dette værk. Koncertscenerne driver værket fremad, men de er også lidt søvndyssende og belastende på samme tid, og jeg fik ikke ret meget ud af baggrundshistorien om Jim Morrison. Hans fascination af indianerkulturen og shamanen er et tilbagevendende fænomen, men man får ingen begrundelse hvorfor?… Jeg ved godt at Oliver Stone vil holde sit fokus på bandets levetid og ikke mindst Jim Morrison som frontfigur, men jeg synes at det er en skam, at man aldrig rigtig finder ud af hvad manden mente – eller om han i det hele taget mente noget som helst… om han var så drevet af sin afhængighed, at han ikke kunne fungere ordentlig i livet, og som gjorde at han hele tiden griber fat i folk i et øjeblik, men skubber dem væk i et andet moment. I det hele taget manglede jeg lidt grundlæggende substans i fortællingen…

Jim Morrison bliver spillet af Val Kilmer. Prettyboy’en som vi kender og husker fra flere 80’er-film, og nok altid vil huskes for ordene: “You can be my wingman anytime” i Tony Scott mandefilm “Top Gun”. Han gør det sådan set okay, og der er ingen tvivl om at han har gjort meget for at leve sig ind i rollen – men jeg ved ikke om han tog det fulde skridt, og drak sig fuld på sættet hver dag… selvfølgelig kan det godt være en belastning, men jeg synes at han overspiller en smule. Jim Morrison var helt sikkert en teatralsk og dramatisk skikkelse, men selvom Val Kilmer ligner ham ganske godt, så blev jeg alligevel skuffet over hans præstation. Andre navne på rollelisten inkluderer Meg Ryan, Kyle MacLachlan, Frank Whaley, Kevin Dillon og Michael Wincott. Skuespillet er faktisk rimelig på det jævne filmen igennem. Det føles noget anstrengende og jeg synes ikke at skuespillerne får særlig meget ud af deres roller, men det er også svært, fordi hovedvægten af filmens skuespilspræstationer er lagt på Val Kilmers portræt af Jim Morrison, idet han styrer det meste af filmen med hård hånd… Og når han ikke fungerer 100 % i rollen, så bliver det bare… ja kedsommeligt og tomt… som et hylster uden indhold.

Faktisk synes jeg bedre om den britiske biografi-film “Control” om Ian Curtis fra det fremragende band Joy Division. Hans fortælling er holdt i sort/hvid, og historien er både interessant og tragisk på samme tid. Faktisk kunne de to film godt minde lidt om hinanden, men “Control” formår bare at gribe fat i beskuren med et jerngreb, hvorimod den tomme “The Doors” efterlader en måbende og skuffet.

Jeg vil ikke afsløre for meget om hvordan filmen om ‘The Doors’ ender, men som sagt, er der jo nogen tid i historien, som man ikke kan lave om på, og det gælder også slutningen. Fortællingen om provokatøren, Jim Morrison, bliver i Oliver Stones hænder en 2+ timer lang historie om hvordan et enkelt menneske kan påvirke den samtlige underholdningsindustri, og hvordan han på kant med både loven, kvinder og bandmedlemmer, lever et liv uden styresans. Bilen kører, men der er simpelthen ingen bag rattet. Det er selvfølgelig en historie som tiggede om at blive fortalt… men jeg tror stadigvæk at jeg gerne ville se en lidt mere fyldestgørende sag…

En ting er sikker:… jeg er endnu ikke blevet ‘The Doors’-fan.

Blu-ray-udgivelsen af "The Doors"-biografi-filmen er ganske flot at se på, men indholdet halter noget efter. Jeg føler ikke helt at dette bliver den rette fortælling om det ikonske band og dens forsanger med det forfærdelige ry... jeg må nok erkende at jeg stadigvæk venter på det, der kan gøre mig til fan, og ikke kun efterlade mig tung i hovedet som følge af det bastante syrerock, der bliver ytret i filmen med store psykedeliske undertoner...

Blu-ray-udgivelsen af “The Doors”-biografi-filmen er ganske flot at se på, men indholdet halter noget efter. Jeg føler ikke helt at dette bliver den rette fortælling om det ikonske band og dens forsanger med det forfærdelige ry… jeg må nok erkende at jeg stadigvæk venter på det, der kan gøre mig til fan, og ikke kun efterlade mig tung i hovedet som følge af det bastante syrerock, der bliver ytret i filmen med store psykedeliske undertoner…

Reklamer