Jo da, Afgrunden eksisterer endnu. Min ydmyge hybel har endnu engang været vidne til nogle filmforevisninger. Efteråret ramte virkelig Thisted i går aftes med massiv regn i den mørke aften. Det var enormt hyggelig, bare at læne sig tilbage i sofaen og stene et par film. Jeg føler nogle gange, at der tit er nogle film som bare bør se… min gode blogkammerat, Henrik fra “Båndsalaten” havde gjort mig opmærksom på et par film, som han gerne ville anbefale. Jeg så derfor mit snit til at investere i de omtalte film, og for nyelig modtog jeg dem så i en lille pakke fra Amazon. Ikke dårlig, må man sige, og det var derfor endelig blevet aftenen, hvor jeg smed den første film i afspilleren, nemlig Jim Jarmusch’s moderne samurai-fabel, “Ghost Dog”.

“Ghost Dog” omhandler en mørk mand (Forest Whitaker), der går under samme navn som filmens titel. Han tilbringer meget af sin vågne tid med at læse bøger (og han er tydeligvis fascineret af den japanske mentalitet), træne, og passe sin store samling af brevduer. Han har også rollen som hitman for Mafiaen, men da de bliver uenige, og han kommer til at skyde et fremtrædende medlem, så får han pludselig mafiaen på nakken. Efter et voldsomt indgreb i hans hverdag, hvor Ghost Dogs verden ramler sammen, så beslutter han sig for at få hævn – og det skal ske på den allermest voldsomme facon.

Jim Jarmusch har instrueret denne film, og selvom jeg rigtig godt kan lide Jarmusch, så synes jeg at filmens stil til tider var lidt tung. Når det er sagt, så vedkender jeg også at den er mere end en almindelig revenge-film. Filmen besidder store poetiske øjeblikke og indeholder også en del humor… Mafiaen er nogle gamle drenge, der ikke ligefrem er på toppen af deres game, og desuden skylder de også huslejepenge væk, og de virker mest af alt som nogle mærkværdige typer. Desuden kan de åbenbart godt lide at se tegnefilm – hvem skulle have vidst det? Der er mange af småpudsige indfald, blandt andet er Ghost Dog’s eneste rigtige ven, en fransk isbilsælger, men de forstår ikke hinanden så godt på grund af en vanskelig sprogbarriere. Men filmen er meget underholdende, og man forstår Ghost Dog’s intentioner om at leve på den ærefulde sti i samme ombæring som en samurai. Han læser også bogen “Hagakure”, der vistnok er en bog, der rådgiver og fortæller om en samurais leveform. Jeg kunne godt lide filmen, men jeg vil ikke sige at jeg har fået en ny Jim Jarmusch-favorit… jeg må stadigvæk konstatere at det er “NIght On Earth”, men det var meget sjovt at endelig få filmen at se, og den kan godt anbefales, men forvent ikke et kæmpestort actionbrag, hvor den mørke hævner jagter alle med et skarpt samuraisværd…det er den alt for fin til, og stilen ville ikke tillade det. Der er nærmere tale om god, moderne samuraifilm. Læg desuden mærke til detaljen med pistolerne. Når Ghost Dog har spildt blod, så bevæger han pistolen i sådan en facon, der kunne minde om et samuraisværd, som kaster noget af blodet af sig. Jeg har set japanere gøre det med sværd i ældre samuraifilm, så jeg kunne godt mistænke at det er en hilsen dertil.

Nå, efter denne ganske gode oplevelse, så besluttede jeg mig for at følge endnu en anbefaling fra Henriks side, og se “The World’s Fastest Indian” – en biografifilm med Anthony Hopkins i hovedrollen som Burt Munro – en utrolig, men sandfærdig fortælling om en mand fra New Zealand med en drøm. Og drømmen er at sætte en fartrekord i hans antik-motorcykel, en “Indian”.

Vi følger således Burt fra hans tid i New Zealand, hvor han bor i et skur, og vågner hver morgen, hvor han går ud og tisser på hans citrontræ. Han er god med hænderne og en drømmer… og han har en drøm om at komme til Staterne for at sætte den såkaldte rekord. Hans “Indian” er måske ikke så meget at se på, men den kan køre stærk… og vi følger således Burt på hans rejse fra Kiwiland til USA, hvor han sætter sig selv ud på en roadtrip til hans slut-destination, hvor han skal køre løbet, og han møder mange venlige folk på sin vej.

“The World’s Fastest Indian” er en rigtig feelgood-film. Jeg kom også i rigtig godt humør, da jeg så den – og selvom filmen selvfølgelig virker en smule fortænkt og umulig, så er den vistnok så autentisk som mulig, og det gør den også lidt utrolig. Historien i filmen er fantastisk, og man føler sig helt hensat til Burts vanskelige mission, som man hellere end gerne vil se lykkes, fordi han er en yderst flink mand… lidt en venlig bedstefar-type, der kan snakke sig ud af enhver situation. Man føler ganske enkelt for filmens hovedperson i sådan en grad, at man hellere end gerne vil se ham fuldføre. Jeg blev meget grebet af filmens meget humane tone, og jeg synes at langt de fleste karakterer var meget gode for Burt – måske lidt for gode, fordi han oplever at både rockere giver ham “øl-penge” og løbets arrangører bøjer reglerne for ham. Det er alt sammen meget velmenende, og der er en god fornuftig og rolig stemning i værket. Roger Donaldson har både instrueret og skrevet filmen, og jeg kan forstå at han også tidligere har lavet en dokumentar om Burt Munro selv. Manuskriptet er ganske godt, og der er en fin fortællerhånd holdt henover hele filmen i alt dens spilletid. Selvfølgelig kan man snakke om at filmen er en smule romantisk anlagt, men sådan foretrækker jeg også mine feelgood-film – der skal bare være en herlig fornemmelse, når man ser den. Jeg kan også godt lide en film som “Fields Of Dreams”, som også er en vaskeægte feelgood film. I “The World’s Fastest Indian” er der dog ingen afdøde baseball-stjerner, men derimod en Anthony Hopkins i topform. Han virker virkelig hjemme i rollen, og han leverer replikkerne både præcist og morsomt med en stor komisk timing. Jeg synes virkelig at han fortjente en Oscarnominering for rollen. Glimrende præstation. Filmen er i den grad anbefalesværdig, og jeg følte mig virkelig storartet underholdt. Som sagt er den nok ikke oplagt til en actionaften med gutterne og en kasse øl, men den egner sig glimrende som en søndagsfilm, hvor man rigtig kan nyde dens lidt tøvende tempo, og virkelig hoppe i sofaen, når filmen eksploderer i scenerne, hvor Burt skal køre stærkt. Jeg følte at mit liv blev en anelse rigere efter at have set denne film, så jeg anbefaler den kærligt til alle…

Og ja, nu er det jo ikke fordi at man skal føle at jeg er blevet en nyfødt kristen med et nyt humanistisk livssyn. Jeg bor stadigvæk i Afgrunden og jeg elsker stadigvæk horror og heavy metal… men nogle gange er det godt at blive rusket lidt igennem. Ellers nærmer Halloween jo sig med hastige skridt… jeg investerede tidligere i nogle tvivlsomme titler, som jeg regner med at jeg skal se på denne aften, hvor heksene, spøgelserne og dæmonerne alle er ude at fejre deres ynglings-dag. Jeg glæder mig i den grad. Desuden venter jeg en pakke fra Ginza.se, hvor jeg tog chancen og bestilte en balje film. De havde utrolig mange titler til en flad svensk 10’er, og hvis man lige kan sluge deres ekspeditionsgebyr for bestillinger udenfor Sverige på 79 svenske kroner, så er der nogle rigtig gode tilbud. De minder en del om Cdon, men jeg fornemmer at man nok kan gøre nogle gode handler der. Jeg blev inspireret til at handle der, som følge af nogle Youtube-videoer, hvor nogle af vores svenske brødre fik nogle gigantiske pakker derfra… jeg blev nysgerrig, og helle dusse da, jeg fik bestilt… jeg venter således pakken i morgen eller i overmorgen…

Anthony Hopkins spiler den altoverskyggende hovedrollen som eventyreren og motorcykelentusiasten, Burt Munro fra New Zealand, der rejser til Staterne for at prøve at slå rekorden som den hurtigste på Indian-motorcykel - en antik sag fra 20'erne. En herlig, livsbekræftende filmoplevelse...

Anthony Hopkins spiler den altoverskyggende hovedrollen som eventyreren og motorcykelentusiasten, Burt Munro fra New Zealand, der rejser til Staterne for at prøve at slå rekorden som den hurtigste på Indian-motorcykel – en antik sag fra 20’erne. En herlig, livsbekræftende filmoplevelse…

Reklamer