Archive for november, 2013


Jeg sad og kiggede på en koncert på YouTube med det svenske heavy metal-band HammerFall – en koncert som jeg iøvrigt også har anskaffet mig på dvd, hvor de spiller på en meget speciel arena, kaldet Dalhalla…

Nej, som support for dem var der åbenbart et ungt svensk band, der gik under navnet: Crucified Barbara… – og da jeg altid er nysgerrig for nyt musik, så blev jeg selvfølgelig meget interesseret… derfor åbnede jeg nok engang for YouTubes mægtige kræfter, og jeg blev bestemt ikke skuffet…

Crucified Barbara er et svensk hard rock act fra Stockholm – og de spiller en forrygende gang rock and roll, anført af den velklingende Mia Coldheart med den fantastiske røst… sikke en bad ass-kvinde… og de andre er heller ikke helt dårlige… jeg er meget imponeret… selvfølgelig er det ikke verdens mest heavy band, men de er endda meget charmerende og man kan ikke undgå at sidde og vippe lidt med foden til de fantastiske riffs, der indgår i en vidunderlig harmoni af godt gammeldags rock and roll … jeg var solgt med det samme, og har helt klart besluttet mig for at investere i deres diskografi på cd, når det bliver den 1.

Bandet har indtil videre udsendt tre skiver, og dette nummer (“My Heart Is Black”) er vistnok fra deres første… men indtil videre er det også det bedste jeg har hørt… men sikke en potent tungeslasker man får, når man hører dette band – disse kvinder er lavet af stål og jeg får lyst til at købe en øl til dem og høre på deres livshistorie til langt ud på natten…. bravo! et heavyhjerte smelter….

Men hvis man er skepsis overfor fire kvinder, der spiller hard rock, så bliver disse tanker i den grad gjort til skamme… jeg er erklæret fan!

Den usårlige…

Ja – endnu en torsdag aften med kanalsurfing. Efter at have set “Filmselskabet” på DR K, hvor jeg må indrømme at jeg var en anelse skuffet over de herrer Rasmus Botoft og Martin Buch – de var ikke specielt morsomme eller sagkyndige i deres medvirken i programmet. Til trods for deres lidt lunkne modtagelse af “World’s End” – den nye britiske komedie af Edgar Wright med Simon Pegg og Nick Frost, så har jeg alligevel lyst til at se filmen. Nå, det skal ikke handle om lidt småkedelige komikere det hele, men derimod om den perlefilm som jeg fik genset på 6’eren i aften. Titlen er ren og skær “Unbreakable” og den er instrueret af M. Night Shyamalan.

Inden 1999 var der ikke mange, der kendte den indiskfødte instruktør/manuskriptforfatter. Alt det ændrede sig da han stod bag den meget populære, overnaturlige gyser “The Sixth Sense”. Jeg må erkende at jeg aldrig har fattet hypen med den film. Det var en ret ordinær gyserfilm med nogle velplaceret chokeffekter og en lettere overraskende slutning. Nuvel – der er rigtig mange, der stormede i biografen, og filmen blev faktisk nomineret til seks Oscars, uden dog at vinde en eneste.

Efter sådan et populært værk, så var det naturligvis ubegribelig svært at følge op på sådan en succes. Resultatet blev “Unbreakable”, der udkom i år 2000 – en meget moderne og anderledes superhelte-film. Husk dog også at på dette tidspunkt var der ikke rigtig nogle af de meget succesfulde Marvel-filmatiseringer, og det var inden at Christopher Nolan kastede sig over Nattens Ridder. Man kan sige at verden var klar til en superhelte-film.

Filmen kredser sig om David Dunn (Bruce Willis). I åbningssekvenserne ser vi ham bage på en med-passager i toget, uden dog den ønskede effekt. Desværre ender togturet ikke lykkelig for andre end David Dunn selv, idet toget kører af skinnerne og bryder i brand. Han overlever dog som den eneste, fordi det skal vise sig at han er noget helt særligt. Og det er der flere, der også tror. Han møder senere i filmen Elijah (Samuel L. Jackson), der lider af en sjældent knoglesygdom, der gør at de er meget nemme at brække. Han forsøger at overbevise David om at han er en superhelt, fordi hvis der eksisterer en lige som med så skøre knogler, så måtte der også findes en i den modsatte ende af skalaen. En usårlig. David har svært ved at tro på det – men han kommer på andre tanker, og det bliver udslagsgivende.

Den første gang jeg så denne film var for over 10 år siden, og jeg var vild med den i første ombæring. Jeg fandt historien utrolig fascinerende og spændende. At kombinere den klassiske superhelte-mytologi med et moderne familiedrama er enestående. Jeg var ikke udpræget fan af M. Night Shyamalan inden denne film. Jeg havde selvfølgelig set “The Sixth Sense”, som jeg fandt en smule kedelig, og ikke særlig medrivende. Men jeg skal love for at han fik lavet om på min opfattelse med denne film. Selvom den måske bevæger sig i et lettere dvælende tempo, og at der ikke rigtig er nogle actionscener i filmen, udover måske der hvor David indser at han er helten, så er der tale om en komplet revolutionerende superhelte-film. Sidenhen fik “X-Men” jo premiere og den blev efterfulgt af “Spiderman” og et væld af andre Marvel-superhelte, og de var alle fyldte med overdrevne og vilde actionscener. Ikke et ondt ord om dem, fordi jeg elsker dem – og som gammel tegneserielæser, så var jeg lykkelig over at se alle mine ynglings-helte omsat til værker på det store lærred. Men inden da, var der altså “Unbrekable” – der tog fat i en rigtig god historie om moderne helte og skurke – filmens ærkenemesis, som der omtales i filmen er dog ikke så udpræget ond, men han er kriminel, og han får en rigtig slutning på bedste tegneserieverden-maner. Netop historien er så vanvittig godt fortalt, og jeg synes at den bugner af fortællerlyst og en formidabel detaljerigdom. Der er ingen tvivl om at M. Night Shyamalan var utrolig inspireret med hensyn til dette værk. Det kan jeg ikke andet end at tiljuble.

Filmen blev en fiasko i biografen. Folk forventede åbenbart noget andet end en sofistikeret og meget velskreven superhelte-fortælling. Ihvertfald sikkert noget i samme stil som manden, der gav verdenen “The Sixth Sense”. Men hvis folk bare for en gangs skyld, kunne formå at se ud over deres egen næsetip en enkelt gang, så ville de forstå, at man her har med noget helt unikt at gøre. En imponerende historie, hvor familiedramaet gjorde David Dunn-karakteren til en af de mest humane helte igennem hele superhelte-historikken. Jeg kan huske at flere kritikkere pegede på Bruce Willis’ fortolkning af karakteren David Dunn. Han var for meget bedemand og kedelig – men man skal huske på at han repræsenterer et helt forhold, hvor hans livs kærlighed og ham er drevet fra hinanden og sågar har en søn sammen. Hans sorgbetonet fremstilling er ramt lige spot on, og en helt skal ikke nødvendigvis være en wise-ass ligesom Spiderman, der fyrer jokes af hele tiden på en mere kulørt facon. Nej, David Dunn er en ægte, human superhelt.

Et andet vigtig lyspunkt ved denne produktion er det uimodståelige velkomponeret score, som James Newton Howard stod for. Et fantastisk medrivende stykke musik – især “helte”-temaet, der går igen i flere momenter er ikke andet end et mirakel. Jeg blev naturligvis nødt til at investere i soundtracket på cd, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Jeg har ikke hørt det længe, men med denne films afvikling i mit fjernsynsskærm i aften, så føler jeg at det snart er på tide med et genhør. Jeg vil faktisk vove at påstå at netop soundtracket er med til at berige oplevelsen over filmen, og det viser jo blot hvor vigtig musikken er for vores sanseoplevelse. Vidunderligt.

Af de film som jeg sidenhen har set af M. Night Shyamalan, så har han aldrig overgået “Unbreakable” – og jeg tvivler meget på at han nogensinde gør det. Det virker bare til at det er sådan et imponerende værk, som en auteur kun har i sig en enkelt gang i hele karrieren. Det er en skam at instruktøren ikke har kunnet bygge videre på hans enorme talent for at skrive en original historie og omsætte det til handling. Når folk kommer op til mig og snakker dårligt om “Unbreakable”, så får jeg det skidt – og jeg vil til enhver tid forsvare denne film, fordi den er noget helt særligt… og jeg synes at den bringer noget nyt til hele den verden af tegneserie- og superhelte, som vi er så glade for. Jeg har skrevet det før, men det er et lille mirakel af en film.

unbreakable2

En filmfans bekendelser…

Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:

Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.

Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.

Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.

En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …

Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:

forskelighed

 

Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!

Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!

 

På det seneste, har jeg forelsket mig i det fantastiske svenske band, Ghost, – eller Ghost B. C., som de hedder i Staterne – vel nok sagtens fordi navnet alligevel var taget…?

De spiller en fremragende form for 70’er inspireret okkult rock – altså ikke det mest heavy der findes, men det er bare så forbandet herligt, at Djævelen selv sikkert sidder og vipper med foden, når de fyrer endnu en af deres velkomponeret toner afsted. Jeg er meget begejstret, og jeg må sige at det er nok noget af det bedste musik som jeg har hørt i længere tid. Jeg ved godt at jeg måske var længere om at opdage dem, fordi de trods alt har spillet i Danmark flere gange, men jeg må sige at min kærlighed til dem ikke er mindre af den grund.

So far, har de udgivet to albums…og de holder begge et virkelig højt niveau. Altså, nu er jeg jo vant til at høre lidt af hvert fra den lidt hårdere genre, i det jeg, i bund og grund, kan høre det meste metal, men Ghost vil helt sikkert appellere til den brede befolkning. Det er virkelig velspillende band – og gennemført – tænk bare på forsangeren, der er sminket, så han ligner en pave for de mørke kræfter, og backingbandet, der alle er iført munkekutter… – imponerende!

Anyway – tjek dem endelig ud, hvis lejligheden byder sig – og endnu bedre – køb deres cd’er – i disse fysiske varer-forskrækket tider… hvis bare vi alle ville købe cd’er eller dvd’er igen, så ville det ikke være så surt – men det er den menneskelige og teknologiske udviklings skyld, I guess…

Nye offergaver til Afgrunden…

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide at købe film og musik. Jeg tror faktisk at det er mere end alment kendt – og hvad så??? når jeg får nogle nye produkter ind af døren, så elsker jeg at pakke dem ud og stille dem op på hylden, og jo – jeg ser dem jo rent faktisk også… når man sidder og ser YouTube-videoer fra hele verdenen, hvor folk viser deres gigantiske dvd-samlinger frem, så kan man jo godt blive lidt beklemt… men så kigger man rundt i stuen, og næsten over alt, så er der dvd’er – ganske vist bor jeg kun i en lille 2-værelses-lejlighed (eller ungkarle-hybel om man vil?), men der er et væld af gode titler som jeg har brugt en årrække på at samle. Der er nogle der vælger kvalitet, nogle vælger sjældenheder, nogle vælger kvantitet og andre er bare bargainhunters… om hvorend man vil det eller ej, så er det vidunderligt at være samler – dog ikke altid for den gamle muldvarp, som virker noget tømt for lækker indmad, når måneden går på hæld… men helle dusse da, hvor man ser frem til den første tid på måneden, fordi så er der penge på kontoen og så kan man bestille film… hvilket jeg også har gjort i denne måned, og da vi fik penge den 31/10, så har jeg allerede fået fire pakker i posten… både fra Laserdisken, Dvdoo og Amazon… jamen dog…

nyt1

 

Det ovenstående billede er resultatet af min galskab. Jeg har virkelig investeret i nogle sager denne gang. Bemærk at der faktisk er mange blu-ray-film med, idet jeg synes at jeg havde forsømt min blu-ray-samling og derfor kiggede jeg tilbudene igennem, og fandt noget godt – synes jeg da selv… Well, der er også dvd’er på den omfattende liste, og sandelig om der ikke også er sneget sig et par cd’er med….Nu vil jeg ikke remse det hele op, fordi det fremgår jo så fint af billedet om hvilke titler jeg har købt, men der er dog nogle højdepunkter:

nyt2

 

Nogle af de blu-ray-udgivelser jeg fik fingerene i, inkluderer Anthony Hopkins-filmen, “The Remains Of The Day”, som jeg er blevet inspireret til at købe og se, af min gode blogkammerat, Henrik fra “Båndsalaten”. Jeg har aldrig set den film før, og jeg havde vel altid afskrevet den lidt, fordi jeg synes at det lignede en film for et modent publikum, bestående hovedsageligt af kvinder, men jeg blev alligevel interesseret – også meget efter jeg havde set Anthony Hopkins brillere i feel-good-filmen “The World’s Fastest Indian”, som jeg var meget glad for. Anthony Hopkins er faktisk meget mere end bare en psykiater med hang til menneskekød, og det har han efterhånden bevidst for mig nogle gange. Jeg købte også den noget omtalte “Now You See Me”, som skulle være en lidt spændende heist-film. Eftersom at jeg havde set en masse YouTube-folk købe den og endvidere anbefale den, så måtte jeg jo give den en chance… jeg forventer ihvertfald at blive underholdt. Det må jeg også sige at jeg gør med den tredje film… 80’er-crazy komedie-klassikeren, “Weekend At Bernie’s”, som jeg ikke har set i mange, mange år. Altså, der er måske ikke ligefrem snak om stor filmkunst, men ligesom med f.eks. “Dumb And Dumber”, som jeg også synes at der er så tilpas åndssvag, så kan jeg nogle gange godt lide at slå hjernen fra…hvilket man i den grad må sige at man gør med de to førnævnte værker. Men der var også et særdeles lækkert blu-ray-bokssæt med i den ene Amazon-pakke:

nyt3

 

Der er selvfølgelig tale om de forlængede udgaver af Peter Jacksons meget berømte “Lord Of The Rings”-trilogi. 15 disks, og en kæmpe boks med en flot indpakning, gør denne udgivelse meget indbydende. Jeg havde godt nok filmene på dvd, men de to første af dem var på nogle amerikanske dvd’er, og så ville jeg gerne have dem på blu-ray. Filmene er jo i en klasse for sig, men jeg kan også forstå at der er kræset en del om denne specifikke boks. Nu var jeg lidt i tvivl om hvornår jeg skulle købe den, men jeg fik den for omkring 30 pund, og det var vel omkring 260 danske kroner, hvilket var meget, meget rimeligt – og da jeg havde lagt den i indkøbsvognen og kørt ordren igennem, så drog jeg et lettelses suk… nu var den bestilt… og nu skal jeg lige have gjort plads i kalenderen til at gense 10+ timers film,.. jo jo, man kan ikke beskylde Peter Jackson at gøre noget let (jo måske i “Bad Taste”, men den er så også umådelig underholdende)…

Men med gryden i kog, og dampene der strømmer ud af dens mægtige indhold, så kom der også nogle dvd’er til Afgrunden, deriblandt:

nyt5

 

Jeg fik bestilt “Here Comes The Devil” fra danske AWE, og den har jeg ventet på. Den ser utrolig spændende ud, og film med et fingeraftryk af Satan, er jeg altid ivrig for at se. Dernæst er der kommet “Impulse” med William Shatner som en seriemorder-type, og den glæder jeg mig også meget til at se. Alle kender jo William Shatner som den lidt kitschede Kaptajn James T. Kirk fra “Star Trek”, men han er altså en formidabel god skuespiller – man skal bare se ham i Roger Corman-filmen “Intruder”, hvor han virkelig er utrolig. Og så må vi ikke glemme gyserfilmen “Pumpkinhead: Ashes To Ashes”, som jeg aldrig har set før – men jeg har selvfølgelig set den allerførste “Pumpkinhead”-film, der er en ret sjov lille monsterfilm. Et plus var desuden at den kun kostede 24,95, så jeg mente nok at den kunne retfærdiggøres som et køb.

Men nu skal det jo ikke nødvendigvis være film det hele. Jeg investerede således også i et par skiver med dejlig, rolig og afslappende musik:

nyt4

 

Bandet hedder Orphaned Land, og stammer fra Israel. Typisk spiller de mellemøstlig inspireret metal med progressive undertoner, men på deres nyeste “All Is One”, så virker deres lyd lidt mere vestlig, men enorm pompøs og iørefaldende. Jeg kan virkelig godt lide deres musik, og jeg havde lyttet lidt på forskud på YouTube, hvilket bare gjorde mig endnu interesseret. Jeg havde investeret i to af deres tidligere albums, og af den ene som jeg har fået hørt so far, så var jeg meget imponeret. Måske bliver naboerne også glade igen – de har før været vant til black metal klokken ni om morgen, så nu kan man forhåbentlig få lidt goodwill igen, men der var også både skrappe riffs og growl på den udgivelse, så det er jo allertides. ,

Ja, med disse mange nye gaver til Afgrunden, så må man sige at der er lagt noget i graven til noget seriøs indetid… nu er jeg dog heller ikke typen, der farer rundt i hverdagen, så det er dejlig med nye film og dejlige toner, som kan forsøde den småtrivielle dagligdag… jeg har dog ikke et boltværk mod alskens fristelser, som f.eks. på det Sømandshjem, jeg engang hørte om i et fjernsynsprogram, fordi jeg fik da drukket nogle af de kolde her i weekenden – og jeg kan informere om at X-Mas-mærket fra Royal, både den blå og den hvide, også smager ganske godt i år – ligesom alle de andre år iøvrigt…

Efter denne store “haul”, så ville jeg gerne sige at nu var det slut, men jeg har faktisk endnu flere film på vej – deriblandt en stor forsendelse fra svenske Ginza.se – man kan sgu godt blive fristet af blu-ray- og dvd-titler til ti svenske kroner… det er forbavsende billigt… det kan jeg anbefale alle, og der er mange horrorfilm også – og jeg vil næsten sige at langt de fleste er altså dansk-venlige, så der er også danske undertekster på… det er jo lige præcis sådan som det skal være!