Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:
Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.
Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.
Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.
En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …
Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:
Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!
Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!
Ja, jeg går nok ikke så meget op i hvad Trier går og laver, må jeg indrømme.
Det er ellers en skam, fordi manden er jo et nationalt klenodie – og verdens bedste filminstruktør, i følge ham selv…
Og lidt af en tumpe engang i mellem. Megalomanisk?
Måske er han i virkeligheden bare ganske misforstået? Et misforstået geni, vel at mærke?
Jeg tror snarere han er sygelig, og næppe et geni.
Tjah… jeg er altid lidt spændt på at se hvad han finder på – han skulle dog ikke være så nem at arbejde sammen med… er der ikke noget med at han hader når skuespillere spiller skuespil?
Det er muligt. Jeg er som sagt for længst holdt op med at interessere mig for hans tanker og følelser, gøren og laden. Det sidste stunt han lavede gjorde mig ikke til en større fan. Men jeg ejer da et par af hans film stadigvæk.
Jeg køber også hans nyeste, når den engang ryger ud til hjemmebiografen… så kan man jo sidde og være rigtig lummer med sig selv… når Charlotte Gainsbourg får smæk i den bare med et boldtræ…(eller er det et cricketbat?)
Ja den er måske ikke helt uinteressant.
4 stive timer er dog lang tid for selv den hårdtprøvet film-masochist… selvom historien nok er fascinerende nok i sig selv og filmen bestemt er værd at se, så vil jeg forbeholde mig ret til at holde en pause undervejs…?
Må være et helvede at se den i biffen.
Hvis den er så lummer som den lyder til, så hører den vel nærmest mere hjemme i 70’ernes pornobiografer…? Jeg kan godt forestille mig Travis fra Taxi Driver, hvor han tager et kvindebekendtskab med ind for at se den i alt sin ære og pragt… tjah..
Ja, det var jo dengang svenskerne var frigjorte og lavede underholdende ‘undervisningsfilm.’
Ja netop… dårlig undskyldning for at se noget hud… så vidste man godt hvad klokken var slået i form af lummerhed…
Ja, det er gået tilbage for dem, de kære svenskere.
Den danske industri for erotiske film har det vist heller ikke så godt. Det er ligesom at det er meget længe siden at det var 70’erne, og Danmark var et forgangsland… well, det kan jo være så meget… men tingene er ikke så ligetil som dengang, og i vor dage er det hele jo nærmest kommet på nettet…
Ja, men nettet er farligt, specielt på de erotiske sider.
Ja, det er sandt… men tænk hvis man ikke havde nettet, og man var nødsaget til at ringe til “Træfpunkt”, hvis man var en anelse nysgerrig. Tjah, selvfølgelig var der hjemmevideomaskie-boomet i 80’erne, men tiden med at zappe ind på de lyssky tyske kanaler på parabolen efter midnat er nok ovre…
Ja, men vi klarede os fint, for dengang var der et hav af pornobutikker og blade.
Ja den tid er nok også ved at være ovre…da jeg boede i Aalborg-området, var der også nogle af sådanne butikker rundt omkring, og selvfølgelig kunne man også købe film og blade i brugtbiksene… – jeg har dog ikke været i Aalborg i nogle år nu, og kender ikke til statussen – men egentlig pornobiografer er der vel ikke rigtig, med mindre at det sker i skumle omgivelser… bare vi ikke når tilstanden på Island, hvor nærmest alt bliver forbudt…
Ja, og i England skal man snart til at bede om lov, inden man kan se porno.
Det er jo rent middelalder… jeg er helt med på at der skal være nogle restriktioner, men alligevel.. det er jo voksenunderholdning… tænk hvis det samme skete i Frankrig eller Italien eller endelig Tyskland – men så vidt jeg kan forstå, så er købesex blevet forbudt i Frankrig – fordi der er så meget kvindehandel, og det er forståeligt at de kvinder skal beskyttes, men spørgsmålet er vel så om det ikke bare sker i smug, og så bliver endnu sværere at kontrollere…?
Tyskland er ret frigjort på det område, men englænder er lidt mærkelige, ligesom dengang med videovolden.
Men man kan ikke stoppe ånden tilbage i flasken. Den seksuelle frigørelse har fundet sted.
Ja, englænderne virker lidt fjollede når det kommer til hardcore pornografi, men de er til gengæld meget glade for åndssvage små sex-farcer fra 70’erne og frem… måske lidt nøgenhed og lidt hentydninger, men så hellere ikke mere… de må gå rundt i en boble af softcore…? … jeg begræder ikke udbredelse af porno som f.eks. Pornofrit Miljø, men der skal selvfølgelig være en form for kontrol…
Jeg var i hvertfald på en umulig opgave da jeg en aften i 1980 forsøgte at finde et pornoblad i Londons Westend. Lysten kom pludseligt over mig, men der var ingen blade at finde, kun softcore.
Det lyder sgu ikke godt… og så i sådan en stor by som London. Jeg kan huske fra min rejse til London, at der var fyldt med kontaktannoncer i de mange telefonbokse, men ellers heller ikke at jeg så noget som helst andet uartigt… Men tænk bare, at engang var jeg gået på jagt efter et erotisk blad i Aalborg, – ikke til mig selvfølgelig, men en god kammerat – og det var umuligt klokken 2 om natten… 7/11 havde kun “M” og “Helse”, hvis man skal gå til ekstremerne!
Hmm, det skal siges at London rent faktisk var 1.5 mill. indbyggere færre dengang, men det er selvfølgeligt ikke forklaringen. Hardcore var forbudt.
I øvrigt læser jeg aldrig Helse, da bladet udstiller min usunde levevis, og gør mig utryg.
Ja, sådan kan det jo gå… men London var da stadigvæk en storby allerede den gang? – så lidt utrolig er det vel… – og jeg tilslutter mig Helse-problematikken… det er typisk sådan et kikset blad hos Tandlægen og andet… og det bryder jeg mig ikke om… der skulle være et blad der hed “Kød”, og som viste forskellige tilberedte stykker kød …
Eller nøgent kød.
Londons befolkning toppede vist med 9 mill. i 30’erne.
Remind me to never go back!… og selvom vi havde et fint hotelværelse, så bliver det aldrig det samme…
Byen er ikke til at kende igen fra firserne. Højhuse over det hele. Hvem der finansierer dem ved jeg ikke.
http://www.skyscrapercity.com/showthread.php?t=1577749&page=18
Kan det mon være at arbejdermiljøet i England er blevet high class?
Bygningerne vokser i alle tilfælde op i skyerne, og byen ligner ikke et sted for fattigrøve.
Sådan er det vel med de der storbyer – underklassen er dem der bor i slummen og på gaden, og hvis man kan få råd til et nogenlunde hus i et sted som London, så tror jeg også at man må tjene nogenlunde… og bestemt ikke tilladt at være en fattigrøv..
Jeg har hørt at de flytter de fattige til andre byer.
Var det ikke også det der skete i Bejing i forbindelse med OL og det samme som der sker i Rusland nu med det fortkommende vinter-OL? – det virker som den ideelle løsning, og hvad skal de fattige? de har jo ikke råd til en advokat?
Jeg mistænker det har noget med utilstrækkelig boligydelse at gøre, at man flytter fattige typer til andre og billigere engelske byer.
Ja, det er et godt bud… jeg synes ihvertfald at det er lusket….