Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:

Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.

Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.

Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.

En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …

Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:

forskelighed

 

Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!

Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!