Ja – endnu en torsdag aften med kanalsurfing. Efter at have set “Filmselskabet” på DR K, hvor jeg må indrømme at jeg var en anelse skuffet over de herrer Rasmus Botoft og Martin Buch – de var ikke specielt morsomme eller sagkyndige i deres medvirken i programmet. Til trods for deres lidt lunkne modtagelse af “World’s End” – den nye britiske komedie af Edgar Wright med Simon Pegg og Nick Frost, så har jeg alligevel lyst til at se filmen. Nå, det skal ikke handle om lidt småkedelige komikere det hele, men derimod om den perlefilm som jeg fik genset på 6’eren i aften. Titlen er ren og skær “Unbreakable” og den er instrueret af M. Night Shyamalan.

Inden 1999 var der ikke mange, der kendte den indiskfødte instruktør/manuskriptforfatter. Alt det ændrede sig da han stod bag den meget populære, overnaturlige gyser “The Sixth Sense”. Jeg må erkende at jeg aldrig har fattet hypen med den film. Det var en ret ordinær gyserfilm med nogle velplaceret chokeffekter og en lettere overraskende slutning. Nuvel – der er rigtig mange, der stormede i biografen, og filmen blev faktisk nomineret til seks Oscars, uden dog at vinde en eneste.

Efter sådan et populært værk, så var det naturligvis ubegribelig svært at følge op på sådan en succes. Resultatet blev “Unbreakable”, der udkom i år 2000 – en meget moderne og anderledes superhelte-film. Husk dog også at på dette tidspunkt var der ikke rigtig nogle af de meget succesfulde Marvel-filmatiseringer, og det var inden at Christopher Nolan kastede sig over Nattens Ridder. Man kan sige at verden var klar til en superhelte-film.

Filmen kredser sig om David Dunn (Bruce Willis). I åbningssekvenserne ser vi ham bage på en med-passager i toget, uden dog den ønskede effekt. Desværre ender togturet ikke lykkelig for andre end David Dunn selv, idet toget kører af skinnerne og bryder i brand. Han overlever dog som den eneste, fordi det skal vise sig at han er noget helt særligt. Og det er der flere, der også tror. Han møder senere i filmen Elijah (Samuel L. Jackson), der lider af en sjældent knoglesygdom, der gør at de er meget nemme at brække. Han forsøger at overbevise David om at han er en superhelt, fordi hvis der eksisterer en lige som med så skøre knogler, så måtte der også findes en i den modsatte ende af skalaen. En usårlig. David har svært ved at tro på det – men han kommer på andre tanker, og det bliver udslagsgivende.

Den første gang jeg så denne film var for over 10 år siden, og jeg var vild med den i første ombæring. Jeg fandt historien utrolig fascinerende og spændende. At kombinere den klassiske superhelte-mytologi med et moderne familiedrama er enestående. Jeg var ikke udpræget fan af M. Night Shyamalan inden denne film. Jeg havde selvfølgelig set “The Sixth Sense”, som jeg fandt en smule kedelig, og ikke særlig medrivende. Men jeg skal love for at han fik lavet om på min opfattelse med denne film. Selvom den måske bevæger sig i et lettere dvælende tempo, og at der ikke rigtig er nogle actionscener i filmen, udover måske der hvor David indser at han er helten, så er der tale om en komplet revolutionerende superhelte-film. Sidenhen fik “X-Men” jo premiere og den blev efterfulgt af “Spiderman” og et væld af andre Marvel-superhelte, og de var alle fyldte med overdrevne og vilde actionscener. Ikke et ondt ord om dem, fordi jeg elsker dem – og som gammel tegneserielæser, så var jeg lykkelig over at se alle mine ynglings-helte omsat til værker på det store lærred. Men inden da, var der altså “Unbrekable” – der tog fat i en rigtig god historie om moderne helte og skurke – filmens ærkenemesis, som der omtales i filmen er dog ikke så udpræget ond, men han er kriminel, og han får en rigtig slutning på bedste tegneserieverden-maner. Netop historien er så vanvittig godt fortalt, og jeg synes at den bugner af fortællerlyst og en formidabel detaljerigdom. Der er ingen tvivl om at M. Night Shyamalan var utrolig inspireret med hensyn til dette værk. Det kan jeg ikke andet end at tiljuble.

Filmen blev en fiasko i biografen. Folk forventede åbenbart noget andet end en sofistikeret og meget velskreven superhelte-fortælling. Ihvertfald sikkert noget i samme stil som manden, der gav verdenen “The Sixth Sense”. Men hvis folk bare for en gangs skyld, kunne formå at se ud over deres egen næsetip en enkelt gang, så ville de forstå, at man her har med noget helt unikt at gøre. En imponerende historie, hvor familiedramaet gjorde David Dunn-karakteren til en af de mest humane helte igennem hele superhelte-historikken. Jeg kan huske at flere kritikkere pegede på Bruce Willis’ fortolkning af karakteren David Dunn. Han var for meget bedemand og kedelig – men man skal huske på at han repræsenterer et helt forhold, hvor hans livs kærlighed og ham er drevet fra hinanden og sågar har en søn sammen. Hans sorgbetonet fremstilling er ramt lige spot on, og en helt skal ikke nødvendigvis være en wise-ass ligesom Spiderman, der fyrer jokes af hele tiden på en mere kulørt facon. Nej, David Dunn er en ægte, human superhelt.

Et andet vigtig lyspunkt ved denne produktion er det uimodståelige velkomponeret score, som James Newton Howard stod for. Et fantastisk medrivende stykke musik – især “helte”-temaet, der går igen i flere momenter er ikke andet end et mirakel. Jeg blev naturligvis nødt til at investere i soundtracket på cd, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Jeg har ikke hørt det længe, men med denne films afvikling i mit fjernsynsskærm i aften, så føler jeg at det snart er på tide med et genhør. Jeg vil faktisk vove at påstå at netop soundtracket er med til at berige oplevelsen over filmen, og det viser jo blot hvor vigtig musikken er for vores sanseoplevelse. Vidunderligt.

Af de film som jeg sidenhen har set af M. Night Shyamalan, så har han aldrig overgået “Unbreakable” – og jeg tvivler meget på at han nogensinde gør det. Det virker bare til at det er sådan et imponerende værk, som en auteur kun har i sig en enkelt gang i hele karrieren. Det er en skam at instruktøren ikke har kunnet bygge videre på hans enorme talent for at skrive en original historie og omsætte det til handling. Når folk kommer op til mig og snakker dårligt om “Unbreakable”, så får jeg det skidt – og jeg vil til enhver tid forsvare denne film, fordi den er noget helt særligt… og jeg synes at den bringer noget nyt til hele den verden af tegneserie- og superhelte, som vi er så glade for. Jeg har skrevet det før, men det er et lille mirakel af en film.

unbreakable2

Reklamer