I dag er det mandag den 16. december, og jeg kan ikke forstå at året allerede er ved at være omme… tiden flyver afsted, og man kan føle sig noget forpustet nogle gange, når man standser op og faktisk indser at de ting som man havde planlagt – ja dem nåede man ikke alligevel… well, man kan jo selvfølgelig heller ikke være overalt, og det satser jeg heller ikke på… jeg er trods alt ikke nået dertil, hvor jeg ophæver mig selv til at være en gudeagtig skikkelse, der kan kigge ind i selv de smalleste kroge… jeg ser bare nogle film i stedet…

Den anden dag modtog jeg den sidste levering af film inden Jul. Ikke nogen stor pakke, idet der kun var fire titler inkluderet. En af dem var dommedags-komedien “This Is The End”, hvor et stjernespækket cast, står over den kommende apokalypse med forskellige udslag. Jeg må indrømme at jeg rent faktisk havde set frem til den, fordi jeg havde hørt at det skulle være en af årets sjoveste film. Og okay, den var da også ganske underholdende og morsom, også selvom den til tider var lige infantil og overdreven nok.

I bund og grund går filmen ud på at vi har et par egentlige hovedpersoner, Seth Rogen og Jay Baruchel (som sig selv), der tager til en fest hos James Franco, og pludselig bryder verden sammen og Dommedagen er lige om hjørnet. James Francos fest bliver dermed godt og grundig spoleret, og når dagen er omme, så står en lille gruppe kendisser tilbage og skal forbedrede sig på den sidste tid på Jorden.

Der er mange sjove indfald i filmen. F.eks. da Jonah Hill (den Oscarnominerede Jonah Hill!) – bliver voldtaget af en dæmon og dermed også besat, hvilket får de resterende på rollelisten til at genopføre en scene fra “Eksorcisten”. Der kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, fordi det virkede så absurd det hele. Forvent ihvertfald en masse, nærmest meta-agtige jokes, der går meget på kendis- og filmverdenen, og krydre det med nogle pudsige skuespilspræstationer (Danny McBride er ubetinget den sjoveste i filmen), tilsat en knivspids af mærkværdige og upassende sangvalg. Der går måske lidt meget stener-humor i det, hvor man nok synes at det er morsomt at gøre grin med brugen af stoffer, tømmermænd og eksploderende udløsninger fra det mandelige lem, så overgiver man sig det meste af vejen. Filmen skal bestemt ikke tages seriøst, og det gør man heller ikke. En skam er dog at Emma Watson ikke er mere med, men man forstår hende godt, idet hun overhører en særdeles upassende samtale imellem de mandlige kendisser. Det er især en film for folk med en lidt gakket forståelse af livet, og som kan grine af selv de meste fjollede ting… fordi dem er der nok af. Den lille nuttede Michael Cera, der er kendt for at spille en overnørdet fyr i teenagefilm, er virkelig vammel i “This Is The End”, og man må også sige at han tager billetten på en meget grafisk facon. I det hele taget er der en overgang tendens til endnu engang små-infantil humor, der ender i massive grafiske gore-sekvenser, der ender med at man bruger et hoved som fodbold.

Det er Seth Rogen, der har skrevet manuskriptet, sammen med Evan Goldberg. De to har iøvrigt også stået for instruktionen, og man kan godt fornemme at de har været på rigtig bølgelængde filmen igennem. James Franco og Seth Rogen har jo spillet sammen i “Pineapple Express”, som Evan Goldberg iøvrigt har produceret. Det var også en rigtig stener-komedie, hvor antallet af tændte joints overgår den samlende logiske forståelse.

Nuvel – “This Is The End” gjorde at man fik rørt lattermusklerne, hvilket jo altid er godt, hvis man er lidt lattermild og ikke altid ser så sort på tingene… men denne mandag morgen kom jeg i den grad ned i det iskolde felt igen, fordi jeg besluttede mig for at smide “Henry – Portait Of A Serial Killer” i afspilleren. Jeg havde naturligvis set filmen før – første gang på video tilbage i 90’erne, men indtrykket er stadigvæk enormt stærkt, og jeg må sige at den virkelig er utrolig virkningsfuld, også den dag i dag, hvor man ellers skulle tro at man havde set alt.

Historien om Henry (Michael Rooker), der bor sammen med udskuddet, Otis (Tom Towles), der får deres hverdag vendt på hovedet, da Otis’ søster, Becky (Tracy Arnold), flytter kortvarig ind. Henry er vant til at myrde, og det gør han i stor stil filmen igennem, men pludselig vil Otis også være med, selvom han er lidt modvillig i starten. Han får dog snart smag for det, og sådan fortsætter det, lige indtil det går Henry på.

John McNaughtons iskolde seriemorderfilmatisering excellerer i dens udtryksform som følge af den drivende realisme, som man ikke kan undgå at blive ramt lige i både hjerte og hjerne af. Det er grænsesøgende ubehagelig, og man får kuldegysninger, når man følger Henry og sidenhen Otis, der cruiser rundt på jagt efter nye ofre. Otis’ stakkels søster, Becky, bliver ufrivillig midtpunkt i filmen, idet hun udvikler følelser for den mutte Henry, der nok har pli og gode maner i sådan en grad, at hun føler at han er på hendes side. Hendes bror, Otis, er en enorm sleazy karl, der bager på både mænd og kvinder og også har en usund interesse i Becky. Han bliver sidenhen meget optaget af at slå ihjel, især også hvor han kan se selv tage livet fra en stakkels kvinde, idet parret får fingerne i et videokamera, så de kan optage deres hærgen. Hovedrystende ser man til, når Otis fremviser sin kvalmende klamme side, og grinede, vrider halsen om på en husmor, og det er ingen fancy klippen væk fra hændelsen – man ser det hele, på den mest modbydelige, realistiske facon. Jeg må sige at jeg endnu har til gode at se en seriemorderfilm eller sågar en horrorproduktion, der kan overgå “Henry” i realisme. Man kan selvfølgelig nævne film i ‘Found Footage’-genren, hvor filmene er optaget med rystende, håndholdt kamera og hvor der næsten ikke bliver klippet sekvenserne igennem. Den genre indenfor horrorfilmens herlige verden, er i den grad blevet overeksponeret på det seneste, og man kan godt føle sig lidt udmattet. Horrorfilm har desværre en tendens til at overdrive antallet af film, når den er en specifik underkategori, der bliver populær. Tænk bare på slasher-genren, der var kæmpestor i starten af 80’erne, men ikke ligefrem har så meget kredit i horrorkredse nu, også selvom der er mange rigtige herlige film i den retning. Et andet eksempel er de mange ‘Possession’-film, hvor dæmoner besætter folk, typiske unge piger, der må gå så gruelig meget igennem. Også her er kvaliteten virkelig svingende. Det er et forsøg på at opnå realisme, og så blander man gerne ‘Possession’-genren med ‘Found Footage’-filmene, som f.eks. “The Last Exorcism”, der var virkelig dårlig. Sådan er det beklageligvis med horrorgenren.

Skuespillet i “Henry” er imponerende godt. Michael Rooker spiller ikke på mange tangenter, men hans minimale brug af positive følelsesudbrud, men er derimod hurtighandlende, når det kommer til at henrette nogle stakkels medmennesker – særlig kvinder føler hans vrede, men mænd kan heller ikke undslippe. Tracy Arnold er sød og gør ingen fortræd som den stakkels Becky, der har haft et hårdt liv med meget svigt og bedrag. Men filmens helt store oplevelse er Tom Towles, der får utrolig meget ud af rollen som Otis. Han er virkelig modbydelig, og hans væmmelige tilgang til både livet, sine omgivelser og hans søster, som han iøvrigt voldtager, er vederstyggelig. Men det er en utrolig god præstation som han leverer…

Seriemorder-genren blev jo kæmpestor op igennem 90’erne. Dette skyldes især kæmpesuccesen med “Silence Of The Lambs”, hvor Anthony Hopkins’ opvisning som superkannibalen, Hannibal Lector, må siges at være af sådan en grad, at man kun kan nikke anerkendende med. Han er også afskyelig, men jeg vil vove at påstå at en film som “Ondskabens Øjne” lefler lidt for true crime-publikumet, og med at inddrage politifolkets arbejde i at opklare en seriemorders gøren og forbrydelser, så forsvinder fornemmelsen af realisme lidt. Jeg placerer ihvertfald “Henry” på en klar førsteplads, når det kommer til seriemorder-film – måske er den for meget lavbudget og grusom til Akademiet, men som filmfan kan man ikke andet end at nikke anerkendende over det værk, som man virkelig må tilskrive en væsentlig plads i horrorfilmens historie.

Og ja, hvad så nu. Jeg sidder og stener fjernsyn, imens jeg skriver det. Kvindehåndbolden lever åbenbart i bedste velgående, og selvom jeg nok også har set mine kvindehåndboldkampe i mit liv, så er jeg alligevel mere til fodbold. Som sagt er der ikke så mange film på vej – andet selvfølgelig end dem som jeg får i julegave, men der er spændingen ikke så stor, idet jeg jo selv har bestilt dem. Men når der tikker nogle mønter ind på kontoen, så vil jeg da ikke afvise, at jeg får lagt en ordre hos nogle af the usual suspects….men nu må det være nok med indkøb.

Seth Rogen og Evan Goldberg har valgt at lave en film, der viser hvordan en kommende apokalypse kan se ud, hvis det bliver gjort på en komisk måde. Jeg grinede en del gange undervejs, idet jeg faktisk synes at den var ret sjov, men om hvorvidt det bliver en klassiker, det tvivler jeg alligevel lidt på... men sjov er den da...

Seth Rogen og Evan Goldberg har valgt at lave en film, der viser hvordan en kommende apokalypse kan se ud, hvis det bliver gjort på en komisk måde. Jeg grinede en del gange undervejs, idet jeg faktisk synes at den var ret sjov, men om hvorvidt det bliver en klassiker, det tvivler jeg alligevel lidt på… men sjov er den da…

Hver gang, jeg sætter mig ned for at se den realistiske "Henry - Portait Of A Serial Killer", så sidder jeg altid tilbage med en kæmpe klump i halsen efter filmen. Det er en utrolig stærk film med nogle imponerende skuespilspræstationer. Men modbydelig er den, og man føler som om at bliver kørt over af en damptromel... Men kvaliteten fornægter sig ikke, og filmen er fremragende...

Hver gang, jeg sætter mig ned for at se den realistiske “Henry – Portait Of A Serial Killer”, så sidder jeg altid tilbage med en kæmpe klump i halsen efter filmen. Det er en utrolig stærk film med nogle imponerende skuespilspræstationer. Men modbydelig er den, og man føler som om at bliver kørt over af en damptromel… Men kvaliteten fornægter sig ikke, og filmen er fremragende…

Reklamer