Så nåede vi den tid på året, hvor vi kan skrive den 23. december. Ja, jeg er nok klar over at det først er i morgen, at det er den store kendis-fødselsdag, men jeg vil alligevel komme den i forkøbet, og ønske alle en rigtig, glædelig og forhåbentlig storartet Jul. Jeg kan ikke påstå at jeg er verdens gladeste person op til Juletiden, og jeg må nok erkende at det er flere år siden at jeg sidst var sådan for alvor i julestemning – men det skal ikke rokke ved at der er mange der ser frem til denne tid… og selvom vi ikke kan bryste os af en traditionel Walt Disney-jul med et hvidt lag over det ganske land og køligere temperaturer, så bliver det nok Jul alligevel – også selvom det er med regn og blæst – en god gammeldags, dansk Jul.

Jeg ville gerne have sendt et julekort ud, men så fandt jeg ud af at jeg hverken var særlig fotogen eller i festlig humør, så det droppede jeg. I stedet ser jeg frem til når det hele er overstået, og man kan få benene op i sofaen og glædes over et par film. Faktisk ved jeg at jeg får nogle film i julegave, så det er jo kun cool… det ser jeg frem til – og da det jo snart er den 1. januar, så klikker der forhåbentlig nogle mønter ind på kontoen, så man kan glædes over at bestille et par tvivlsomme, filmiske mesterværker…

Nuvel – som jeg indledte, vil jeg nu afslutte og endnu engang ønske alle en rigtig glædelig jul – jeg håber at der vil blive spredt meget glæde rundt omkring i de små danske hjem, og så ses vi når det hele er overstået…

*temp*

Reklamer