Så nåede vi den tid på året, hvor vi kan skrive den 23. december. Ja, jeg er nok klar over at det først er i morgen, at det er den store kendis-fødselsdag, men jeg vil alligevel komme den i forkøbet, og ønske alle en rigtig, glædelig og forhåbentlig storartet Jul. Jeg kan ikke påstå at jeg er verdens gladeste person op til Juletiden, og jeg må nok erkende at det er flere år siden at jeg sidst var sådan for alvor i julestemning – men det skal ikke rokke ved at der er mange der ser frem til denne tid… og selvom vi ikke kan bryste os af en traditionel Walt Disney-jul med et hvidt lag over det ganske land og køligere temperaturer, så bliver det nok Jul alligevel – også selvom det er med regn og blæst – en god gammeldags, dansk Jul.
Jeg ville gerne have sendt et julekort ud, men så fandt jeg ud af at jeg hverken var særlig fotogen eller i festlig humør, så det droppede jeg. I stedet ser jeg frem til når det hele er overstået, og man kan få benene op i sofaen og glædes over et par film. Faktisk ved jeg at jeg får nogle film i julegave, så det er jo kun cool… det ser jeg frem til – og da det jo snart er den 1. januar, så klikker der forhåbentlig nogle mønter ind på kontoen, så man kan glædes over at bestille et par tvivlsomme, filmiske mesterværker…
Nuvel – som jeg indledte, vil jeg nu afslutte og endnu engang ønske alle en rigtig glædelig jul – jeg håber at der vil blive spredt meget glæde rundt omkring i de små danske hjem, og så ses vi når det hele er overstået…
Lad os ikke glemme Jaws.
Nej det er sandt… det er også en rigtig god film og den byder helt sikkert på nogle fantastiske sekvenser, noget ildevarslende musik og må betegnes som en klassiker… men hajen ser stadigvæk kunstig ud…
Jeg synes dog stadigt den er mere troværdig end de moderne computer-hajer.
Ihvertfald meget mere charmerende…
Men det gør Zombie Flesheaters så meget desto mere imponerende at man der legede med en rigtig haj.
Ja, det er da noget imponerende… og en smule risikabelt…? jeg skulle godt nok ikke nyde noget at komme i nærkontakt med en haj…
Jeg gætter på at de stopfordrede den inden optagelserne.
Det er et godt bud…den virker lettere uinteresseret… men scenen fejler dog ingenting…
Nej, den er uforglemmelig.
Helt enig. Tænk sig at møde en zombie under vandet?…
Jeg har ikke set det hverken før eller siden Flesheaters.
Nej, de er nok en af de unikke filmoplevelser som aldrig bliver gentaget…?
Måske i et remake?
Det ville være decideret helligbøde at lave et remake af Zombi Flesh Eaters.. findes der mon en gal mand der kan finde på det?
Måske snarere en beregnende, kynisk pengemand.
Tanken er godt nok nedslående…
Som sagt venter jeg stadigt på Casablanca-remaket.
Endnu noget man må håbe på at der aldrig bliver en realitet…. men man skal aldrig sige aldrig… det var en skam at de remakede Brief Encounter – selvom det var med Sophia Loren og Richard Burton… originalen er jo så fantastisk…
Ja, det remake er ikke meget bevendt.
Tror også at det var en tv-film faktisk, men meget mærkelig at fjerne fokuset fra den fantastiske lokalitet som der er togstationen?
Ja, den gamle film fik romantikeren frem i mig. Jeg er trods alt lidt blød.
Ja, det tænkte jeg nok… det er noget mærkelig noget med at man godt kan blive lidt blød i knæene, når man ser en romantisk film, men nogle af dem er også ganske godt skruet sammen…
Ja, jeg må krybe til kortet og indrømme, at jeg ikke er hård mand.
Du er ikke den eneste. Jeg bliver stadigvæk våd i øjenkrogene, når jeg ser Cinema Paradiso…
Til gengæld er jeg så hæmmet at jeg fremstår følelseskold, hvilket er et helt forkert indtryk, da jeg næsten har for mange følelser.
Måske skulle du i sådan en lattergruppe, hvor man griner og råber og skriger så vildt man kan… det er da alt andet end følelseslammet…?
Jeg føler det strider mod min natur. Jeg er bare en sky og hæmmet type, der anser følelsesudbrud for at være skabagtige.
Okay, ja der ved jeg såmænd ikke hvad man kan gøre? – de generte kan jo også have meget på hjertet…. den gang jeg gik i Folkeskolen, var jeg også vanvittig genert… men det er gået fløjten nu… selvom jeg da også kan blive ramt af nogle momenter, hvor det påvirker mig…
Jeg tror bare jeg må lære at leve med min natur nu, efter et langt liv hvor jeg forgæves har prøvet at forandre mig.
Well, det lyder okay fredelig i mine ører, men det kan jo også godt være en hæmsko…?
Ja, det er unægtelig et handikap, men på et eller andet tidspunkt må man lære at acceptere sig selv, ellers bliver man endnu mere ulykkelig og frustreret. Da jeg var yngre havde jeg urealistiske forventninger og satte urealistiske mål op, og dumpede selvfølgeligt med et brag.
Det lyder som om at det var ganske naturlig. Når man er ung, så har man nogle gange ret stor tiltro til sig selv om sine opgivelser? – jeg er glad for at du har lagt det bag dig…
Der er dem der mener jeg blot har opgivet.
Nå, det tvivler jeg da på. Måske kan du genfinde den gnist, som holder det hele sammen…
Mine kritikere kan muligvis have ret, men opgivelse eller accept, det kommer ud på et, for jeg gider ikke mere prøve på at lave om på mig selv. Det er et håbløst projekt.
Well… jeg går udfra at du er nået dit punkt nu.? Jeg har også accepteret mig selv som et uhjælpsom gemyt… nu er jeg bare tilfreds med at omgive mig med film og musik og sådan…