Jeg er tilbage med en lille update. Sjovt nok har jeg ingen nyindkøbte titler at fremvise – desværre er tingene så fremskredne, at jeg må vente indtil den næste måned med at investere i et par sølle eksemplar til min minimale filmsamling. For at fordrive ventetiden, så kan man jo passende se nogle film. Vinter-OL har jo fyldt meget på flere kanalers sendeflade. Jeg har ikke set alverden, men det var dog svært at undgå det altid, og lidt Ishockey kan man altid få ned til eftermiddagskaffen. Nuvel – det skal ikke handle om Ishockey, men derimod om film!

Den anden dag satte jeg mig til rette foran ‘husalteret’ og fik fastlåst mit blik på en af de hersens moderne film, der er udkommet i 3D, men det var dog ikke i det format, som jeg bevidnede den. Sådan noget fancy udstyr er jeg slet ikke i besiddelse af. Men der var tale om den aparte “R.I.P.D.”, som ligner en biograffilm, men jeg kan ikke mindes at have set den i de danske biografer. Med Oscarvinderen, Jeff Bridges på rollelisten og den smukke, smukke mand, Ryan Reynolds – så ser succesen ud til at være hjemme. Desværre er filmen rædselsfuld.

ripd

Jeg må indrømme at jeg ikke nød denne film. Plottet minder meget om en 4. “Men In Black”-film, bare med nogle dæmoniske skabninger fremfor rumvæsner. Jeg synes at det er meget mistænkelig at forklæde denne film som en helt ny og original produktion, som der måske skulle kunne starte en ny serie, idet når den bestemt ikke er original. Jeff Bridges’ rolle som en cowboyligende type fra Texas, minder meget om hans præstation i Coen-brødrenes remake af “True Grit” – sådan lallende og lettere fordrukken. Ryan Reynolds er ikke nogen særlig god skuespiller, men han ligner en million og det kan sikkert godt være en god mulighed for at lokke nogle kvindfolk i biografen. Kevin Bacon er skurken, og jeg ved ikke lige hvad han laver i denne film. Det samme kan jeg iøvrigt sige om førnævnte Jeff Bridges. Selvom filmen virker til at have et stort budget, så forstår jeg godt at den ikke kom ud i biffen. Den indeholder simpelthen ikke nogle væsentlige kvaliteter, som kan retfærdiggøre en egentlig dyr biografudgivelse med tilhørende promotion, især ikke når man tænker på at kritikerne vil hade den og publikum måske udebliver. Med tanke på hvor mange film, der bliver kasseret hvert år, så undrer det mig at sådan noget vrøvl som “R.I.P.D.” kan manifesteres som spillefilm. Bekymrende.

Well, det skal ikke være så slemt det hele. I går satte jeg mig således til rette i sofaen nok engang og smed endnu en film i afspilleren. Denne gang var der tale om Robert Redford-filmen, “The Natural”. Filmen omhandler et kæmpe baseball-talent, Roy Hobbs (Redford), der går en lysende fremtid i møde. Dette bliver dog spoleret, men 16 år senere bliver han pludselig hentet til holdet “The Knights”, der er i en spillemæssig krise. Naturligvis bliver han en succes, selvom det er længe undervejs, fordi holdets leder ikke vil anerkende ham. Han kommer dog på andre tanker, og Hobbs dominerer… desværre kommer der en kvinde indover, og det forstyrer hans spil. Men hvor der er en kvinde, der får ham  i uføre, så bliver han også reddet af sin kæreste fra ungdommen. Alt går op i en højere enhed, og mod slutningen kan holdet faktisk blive mestre. Men kan Roy Hobbs leve op til sine tidligere kvaliteter og redde dagen?…

natural

Jeg er ikke den store kender af et af amerikanernes yndlings-sportsgrene, nemlig baseball. Men jeg vil nærmest tillægge spillet en særlig mytologi. Det er en meget traditionsbundet sport, og den har været populær i mange, mange år. Jeg har set nogle baseball-film efterhånden, og den begynder at interesse mig. Den Oscarnominerede “Moneyball” var imponerende god, men også lidt svær at forstå. “Major League” var en typisk komedie om et umuligt hold, og den var på det jævne. “For The Love Of The Game” med Kevin Costner, og instrueret af Sam Raimi var en romantisk komedie, forklædt som baseball-film. “In A League Of Their Own” omhandlede kvindeligaen, der eksisterede, imens mændene var i krig. Hæderlig film, men ikke en som man husker godt og nævner i alle mulige og umulige sammenhænge. “Field Of Dreams” er nok engang en Kevin Costner-film, og endnu engang udforskes mytologien i baseball, og i livet generelt iøvrigt. En ganske god film, som jeg faktisk godt kan lide, og synes også at det er en glimrende film at vise til hele familien, også måske selvom den er en smule sentimental.

“The Natural” er en ganske ordinær fortælling om et tidligere talent, der først stråler som den stjerne han er, når han er nærmere pensionsalderen for baseballspillere. Jeg kan godt lide Robert Redford i rollen, og han er virkelig en vaskeægte filmhelt, der ikke kan gøre meget forkert hele filmen igennem. Ikke et eneste dårlig element ved ham, og han formår at vise sig frem, også selvom der er lystige kvinder på spil. Rollelisten er dog imponerende. Foruden Redford, så findes navne som Michael Madsen, Robert Duvall, Kim Basinger, Barbara Hershey, Robert Prosky, Richard Farnsworth, Wilford Brimley og naturligvis Glenn Close. Ganske habilt cast må man sige. Instruktøren er Barry Levinson, og han spiller virkelig på alle virkemidler, og den får ikke for lidt, når Redfords evner som sportsmand skal fremvises. I slutningen går det næsten helt over gevind, men jeg må erkende at selvom filmen varer et stykke over 2 timer, så gik tiden virkelig hurtig, og jeg følte mig underholdt. Måske skyldes det de gode skuespillere, fordi historien tangererede det kvalmende i visse øjeblikke. Randy Newmans musik er dog virkelig, virkelig god, og passer perfekt til historiens forløb og som underlægning og stemningsskabende faktor, så kommer man bestemt ikke udenom den. Musikken var iøvrigt nomineret til en Oscar, og filmen havde nomineringer i yderlige tre kategorier, men den vandt dog ingen. Så hvis man kan se igennem fingere med at Robert Redford’s karakter er svigermors drøm, tilgive den væmmelige korrekte og gode kristne stemning, så vinder den til gengæld på musikken og underholdningsværdien, samt selvfølgelig det upåklagelige skuespil.

Sluttelig har jeg lige en enkelt film mere at skrive om. Der er tale om en film, som jeg har set flere gange igennem årene. Jeg har altid godt kunnet lide den, og da jeg erfarede at den var ude på dvd i USA, så fik jeg den bestilt igennem Amazon, og det var et ganske fint gensyn. Titlen er “Dutch”, instrueret af Peter Faiman og med Ed O’Neil og Ethan Randall (Embry), og selvfølgelig skrevet af 80’er-legenden John Hughes.

Filmens præmis minder en del om en anden John Hughes-film, nemlig den fantastiske “Planes, Trains And Automobils”. Her er det dog en vanskelig og forstoppet knægt, der skal fragtes hjem til ‘Thanksgiving’ og ikke Steve Martin. Ed O’Neil spiller Dutch Dooley, moderens kæreste, der påtager sig opgaven. Denne roadtrip er dog ikke for sarte sjæle og sammen kommer de ud for en masse vanskeligheder og modstand, og så må man jo bare håbe og bede til at de når hjem på et eller andet tidspunkt, uden at slå hinanden ihjel først…

dutch

“Dutch” er fra 1991, og viser således en Ed O’Neil, hvor han var kendt i hele USA som Al Bundy i den famøse tv-serie, “Married With Children”. Han er rigtig god i rollen, og knap så meget et brokkehovede som Al, men derimod lige så uheldig. Kemien imellem den unge Ethan Randall og Ed O’Neil er dog god, og selvom knægten bruger det meste af tiden med at vise et særdeles måbende ansigt frem, så synes jeg alligevel at han klarer det ret godt. Filmen har nogle sjove indfald, især der hvor de to overnatter på et herberg, og sengen ikke helt vil som Dutch har intentioner om. Filmen er måske også lidt mere for hele familien end den lidt mere voksne “Planes, Trains…” og det kan man godt mærke. Jeg var dog underholdt og kunne huske det meste af handlingen til punkt og prikke, så et glimrende gensyn var det da. Og som de fleste manuskripter af John Hughes, så er der også en meget human tilgang til tingene, der grænser sig til det lidt for letkøbte og forudsigelige, men det går nok, og man tilgiver selvfølgelig John Hughes for at have skrevet denne film, selvom det er set før i filmen med John Candy og Steve Martin. Nogen klassiker er det ikke, og mest af alt er den faktisk noget middelmådig, men det føles jo som en rigtig John Hughes-film.

Javel – det var lidt nyt herfra. Mit indlæg blev noget længere end jeg lige havde regnet med. Det beklager jeg. Næste måned regner jeg med at bestille lidt nye titler – deriblandt mangler jeg stadigvæk den nyeste Woody Allen-film, “Blue Jasmine” og så udkommer den nye “Thor” og i næste måned “Gravity”. Det skal nok blive spændende.

Reklamer