Jo, så er jeg tilbage…langt om længe – med endnu en update. Nu er vi heldigvis i en ny måned, så det har betydet at der er blevet frigjort nogle mønter på kontoen til endnu flere filmindkøb… og når man har status som samler, så betyder det også at man får investeret i masse nye udgivelser…selvom det bliver lidt OCD-agtigt, og man altid kan bruge et væsentlig større beløb end man har til rådighed, ja så er det bare med at holde tungen lige i munden, og begyndere at prioritere lidt – det har jeg også været nødsaget til denne måned. Men jeg fik da købt en lille portion film, og det er jo altid godt.

Dog havde min gamle far og undertegnet lige en roadtrip i søndags til Silvan i Viborg. Butikken lokkede med momsfri søndag, dvs. at man fik fraregnet momsen på de varer som man købte – ikke dårligt! – og jeg skulle have en ny rumdeler, så jeg kunne få de sidste film op fra mit arkiv. Så vi satte afsted tidlig om morgen (kl. 10) – well, det var ihvertfald tidlig for mig, idet jeg havde haft en kammerat på besøg aftenen før, og det blev lidt sent. Nå, men det hjalp da med lidt morgenmad og en kop kaffe fra McDonalds… eller rettere sagt! morgenmaden var IKKE fra McDonalds… heldigvis nåede vi det ikke, men eftersom at jeg tidligere har oplevet hvordan McDonalds’ amerikaniseret morgenmad smagte, så var det en god ting, at vi købte maden på en tankstation i stedet. Anyway – vi fik konsumeret maden og drukket kaffe, og efter en let køretur, så var vi i Viborg og Silvan-land, og sikke dog et helvede! – der var proppet med folk, dyr og andre gespenster. Vi fik dog handlet, og sparede en hel hundrede kroner-seddel! – sådan skal det være, og jeg nød skam turen, selvom jeg havde fået et par af de kolde aftenen før.

Well – efter at vi returnede til mit domicil, så måtte min handymand af en far i gang, fordi jeg er simpelthen en kæmpe klovn til sådan noget arbejde, og hvis jeg skulle i gang, så ville vi aldrig blive færdige… men det blev han heldigvis og resultatet var ganske godt:

2xrumdeler

Så nu har jeg to rumdelere i min gang, hvor der er fyldt godt op efterhånden. Det er tydeligt at se at jeg bor alene i en klassisk ungkarle-hybel. Ikke mange nipsting, ingen blomster og fyldt til randen med film og cd’er… sådan skal det jo være… jeg siger ikke at det altid er lykken at bo alene uden en af det andet køn, men det er nu meget godt nogle gange, og jeg bestemmer jo selv hvor længe jeg vil se film til… (jeg er heldigvis også en voksen mand)…

Men som der kan ses på billedet, så er der mange film i rumdelerne, men det forhindrede mig ikke i at indkøbe nye film, som den hungerende Afgrund elsker at blive fodret med. Som jeg skrev i indledningen, så er man jo under kategorien, ‘samler’, og det medfører også at man køber et væld af film, når man har råd – det gør jeg ihvertfald, men nu er mit filmkredit for denne måned også opbrugt. Jeg købte dog lidt film fra henholdsvis Amazon, Cdon, Zaavi og Laserdisken, og de kan ses her:

nytfraAmazonCdonLaserdisken

 

Jeg vil ikke opremse alle titlerne, men jeg kan dog fremhæve at jeg har investeret i blandt andet fire blu-ray-titler i Classic Line-serien, og de er “Taxi Driver”, “The Fisher King”, “Bram Stoker’s Dracula” og “Gandhi” … gode film helt sikkert, og andre titler på blu-ray inkluderer “Conan – The Barbarian” på en fin, fin steelbook…gamle kendinge som “Total Recall”, “Stargate”, “Big” og selvfølgelig “The Thing”. Jeg har set de fleste af filmene på blu-ray før, men det er alle nogle som fortjener et gensyn.

På dvd er det dog film som jeg aldrig har set før. Deriblandt den nye Pedro Almodovar-film, “De Elskende Passagerer”, “Eddie – The Sleepwalking Cannibal” med Thure Lindhardt, Woody Allen-filmen, “Blue Jasmine”, hvor Cate Blanchett har høstet store roser for sin rolle, “Glory Daze”, som jeg aldrig har set det hele af, men altid haft lyst til og endelig 80’er-film som “The Sure Thing”, “Silver Bullit” og “Space Camp”…

Jeg må nok erkende at der er masser af film at gå i gang med, og det er kun godt. Jeg trængte til lidt nyt spænding, og eftersom jeg netop har set Johnny Depp fjolle rundt i “The Lone Ranger”, der var alt for lang, men dog havde et herligt moment i filmen, hvor den klassiske kendings-melodi blev afspillet og den maskerede helt viste sig – helt klart det bedste øjeblik, men overordnet set var jeg skuffet. Der er ingen tvivl om at de har gået efter at lave en western-udgave af “Pirates Of The Carribean”, også navnlig med Johnny Depp på rollelisten og Gore Verbinski som instruktør. En skam – det kunne have været blevet godt.

Og nåh ja…Oscar-uddelingen. Ja, ja… jeg sad skam oppe og så hele showet… både de indledende sekvenser fra det danske studie, på den røde løber og så selvfølgelig showet selv. Jeg var godt tilfreds i år, selvom jeg synes at det er synd at Leonardo Di Caprio og Amy Adams nok engang blev forbigået. Det virker dog til at det var et stærk felt i år, og jeg må også tilstå at jeg blev ked af det, da “Gravity” ikke vandt for Bedste Film, fordi jeg kan ikke mindes at der er en Science Fiction-film, der har vundet den store pris før – det ville være ideelt med denne, som der er mange der har kaldt 2013s bedste film. Ellen DeGeneres var dog rigtig sjov som værtinde, og klart den bedste, der har været i flere år – hun virkede hjemme og dejlig ligefrem og naturlig i hendes fremtoning – men det var også god familieunderholdning og ikke så mange spydige kommentarer. Det var i den grad et meget poleret og fint show.

Nå, det var lidt nyt fra Afgrunden og de frygtelige ting som der sker her. Jeg håber snart at være tilbage igen, og komme med et par anmeldelser, fordi jeg har planer om at jeg vil se et par film nu her i nat. Vi filmfans har jo en tendens til at stene film om natten… det er nok bare mere trygt? Well… man er vel også en natteravn?