Afgrunden åbner sig, og ud af den, stiger en lykkerider, der ved hjælp af sin selvlysende hest og mægtige ildspyd har til sinde at hævne alverdens uret og bringe balance til det som de kalder “Kraften”…?

Nå – det er vist en helt anden historie… og en der ikke lige er passende her i dag/nat, hvor jeg nedfælder disse ord. Jeg er tilbage med en lille update. Jeg har nok engang ikke været så aktiv, men jeg har ikke følt mig særlig kreativ og har haft lidt svært ved at finde frem til noget, der kunne være aktuelt. Jeg har sågar ikke set så mange film, som jeg gerne ville, men jeg har dog set nogle stykker, der godt kunne retfærdiggøre et indlæg. En af de film som jeg virkelig blev begejstret over, er selvfølgelig “Gravity” (sorry, Henrik)… men jeg kunne virkelig godt lide den, og synes at den er et lille filmteknisk mirakel. Historien var forholdsvis simpel, og skuespillet okay, men effekterne var helt i topklasse og lydsiden imponerende. Den er bestemt værd at anbefale.

Well, jeg ville egentlig ikke indlede med en snak om en specifik film, men derimod lige vise at jeg har fået noget nyt op på væggene i min mellemgang. Jeg har jo trods alt boet her i over 3½ år, og som jeg tidligere har skrevet, så havde jeg aldrig prioriteret mine vægge særlig højt. Men nu skal det være anderledes! og jeg er så småt ved at pynte hele lejligheden op. Jeg mangler stadigvæk en del, men jeg er godt på vej. Det anser jeg bestemt som noget positivt. Man kan måske ane et tema, når man ser billederne, men det er ren og skær tilfældigheder.

plakatmellemgang1

 

Idet der er tale om skråvægge, så kan jeg jo desværre ikke indramme dem. Det tror jeg da ihvertfald ikke? – jeg har ikke i sinde at forsøge, men som man kan se på billedet, så er der tale om to ganske ikoniske film, som vi alle kender og holder af. Plakaterne var på tilbud, så de var meget billige, og da de er lidt mindre, end dem som jeg vil indramme, så valgte jeg at hænge dem op her. Jeg valgte bevidst denne version af “Star Wars”, da jeg synes at denne ser mere episk ud, end den anden, der virker lidt mere straight forward. Arnold pynter jo ganske pænt “Terminator”-plakaten, og det er et fantastisk billede. Hver gang jeg går forbi den, så minder den mig om at jeg snart skal se den første film i serien igen…det må så absolut være en god ting!

plakatmellemgang2

 

Dernæst kommer vi til “Flash Gordon”, eller som der står: “På dansk JENS LYN). Denne plakat købte jeg hos en sælger, som jeg traf på et forum, mener jeg. Han havde et væld af plakater til salg, og jeg regner med at der er tale om en original plakat, hvor de andre var genoptryk. Den er virkelig cool, og jeg er enorm glad for at han solgte den til mig. Længe havde jeg truet med at hænge den op, men jeg ville egentlig have haft den indrammet, men nu sagde jeg altså…hvad pokker, og smed den op på væggen. Jeg er vild med den plakat, og den tegnede udgave af Sam J. Jones ser forrygende ud. Filmen er nemlig en personlig favorit, og selvom den er både cheesy og fjollet, så synes jeg at den er fantastisk underholdende, og når man trækker lidt på smilebåndet undervejs, og griner med, så synes jeg også at meget af filmens mission er lykkes. Og jeg takker mange gange for Ornella Muti!

plakatmellemgang3

 

Herover er plakaterne fra en anden vinkel. Jeg beklager meget alt roderiet, men når man er ungkarl, så tænker man ikke videre over det, når man tager billeder. Der kan man iøvrigt også se nogle af de film, som jeg mangler at se… der er nogle stykker efterhånden! Anyway – plakaterne pynter nu min væg, og jeg er meget, meget tilfreds. På billedet kan man også se det rumskib, som jeg fik med, da jeg købte “E. T.”-bokssættet, hvor den medfølger. Ganske fornemt, og jeg er godt tilfreds – men jeg mangler stadigvæk meget, før jeg er helt tilfreds med min lejlighed. Meget mere merchandise, og flere plakater er lige hvad den trænger til og sukker efter. Desværre har jeg en hulens masse pap og skidt og kanel liggende…efterladenskaber fra de pakker, som der er blevet sendt til min matrikel. Jeg regner vel med at jeg bliver nødt til at rydde op på et tidspunkt.

Nå, jeg har jo set lidt film også, til trods for at jeg ikke har set så mange som jeg gerne ville. Jeg genså “Pacific Rim”, og det er stadigvæk en virkelig god film. Jeg havde ikke set den siden jeg så den i biografen, og den er vældig, vældig underholdende. Historien er ligetil og karakterne fine, selvom jeg i biografen havde problemer med at kende forskel på nogle af ‘the good guys’. Men jeg kan virkelig godt lide den. Jeg synes at den minder mig en del om nogle japanske tegnefilm, hvor der også indegår kæmperobotter i kamp mod gigantiske monstre. En af dem, som jeg tænker på – er “Neon Genesis Evangelion”, som er en fantastisk anime-serie. Jeg ved ikke om holdet bag “Pacific Rim” har set den serie, men jeg mistænker dem lidt for det. Filmen kan ihvertfald i den grad anbefales. Tempoet er højt, effekterne imponerende og soundtracket fantastisk! – der er godt nok ikke plads til så mange kærlige scener, men det ville heller ikke passe ind i trit med resten af værket. Jeg synes at den er fin som den er.

I går fik jeg lige smækket den noget kuriøse Satankult-film, “Devil’s Rain” i afspilleren. Ernest Borgnine spiller en leder af en satankult, som vil have fat i en meget værdifuld bog. William Shatner, Tom Selleck og John Travolta medvirker også. Sjov film, der dog også havde sine fejl. Make-uppen var faktisk ganske okay, og der var mange af de medvirkende, som skulle se ud til at ikke have nogle øjne, hvilket blev skabt ganske godt. Historien starter lige med det samme, og først et stykke inde i filmen, får vi igennem et flashback, forståelse for filmens handling. Ernest Borgnine var virkelig god i rollen – som altid, fristes man til at sige, men også William Shatner var fin og Tom Selleck ganske ok. John Travolta så man ikke så meget til – det var en ret lille rolle, men sjovt at hans karakter hedder ‘Danny’ – ligesom i “Grease”. Den gavmilde spilletid gjorde at man ikke begyndte at kede sig for alvor, inden det var slut, men jeg synes nu nok at der var rimelig mange smelte-scener i filmen. Well, den var da meget skæg.

Således fik jeg endelig kommet med en update. Jeg beklager meget at der skulle gå så længe siden sidst, men jeg håber at jeg er tilgivet – trods alt…

Reklamer