Jeg kan godt lide japanske film. De har et helt andet syn på sex og vold end vi almene, tåbelige europæere, og ofte tager det sådan en komplet, vanvittig drejning. Der er mange ultra-voldelige japanske film efterhånden, og det har vel været et trademark siden 60’erne. Personlig fandt jeg Takashi Miike for en del år siden efterhånden, da den absurde “Ichi – The Killer” blev udsendt på en dansk dvd for første gang. Siden hen har AWE vist genudsendt den, men den første udgave har jeg i sådan en fancy digipack.  Det er en virkelig væmmelig film, som sært nok er utrolig underholdende, og som jeg ikke har noget imod at rose i et væld af sætninger, når snakken går på grænseoverskridende film. Sidenhen fandt jeg “Audition”, der også er af Miike og en væsentlig bedre film, dog også med en blodig og modbydelig slutning.

Nuvel, det skal ikke handle om den produktive Miike, men derimod en af hans kollegaer, den også meget produktive Noboru Iguchi, der har lavet flere film, der er blevet udsendt af AWE, deriblandt “Robo-Geisha”, “Mutant Girl Squad” og så den film, som jeg gerne vil fortælle om, nemlig “The Machine Girl”. Denne film er klart en af de bedre, når det kommer til underholdningsværdi og charme fra det tossede land, som der er Japan. Det er ihvertfald den som jeg bedst har syntes om af alle deres moderne og overdrevne techno-splatterfilm.

Filmen omhandler den søde, smukke og seje Ami (Minase Yashiro), hvis bror bliver drillet af en bande af ungdomskriminelle. Han mister livet, men det er ikke slut for Ami, der sværger at tage hævn og opnå en form for retfærdighed. Det hele bliver mere og mere tåbeligt, og Ami mister halvdelen af sin ene arm i forløbet, men det er der råd for. Hun allierer sig med et mekanikerpar, og får bygget et velfungerende maskingevær, der passer lige i sin armstump, således at hun kan gøre kål på nogle af de slemme fyre. Alt er ikke perfekt, og der bliver spildt meget blod undervejs i Amis jagt efter den forbryderspir, der ledede banden. Kan hun mon opnå retfærdighed og stadigvæk være i et stykke?

Hvor filmen excellerer i over-the-top kampe, hvad enten det er skuddueller eller ved hjælp af knive, sværd eller kastestjerner, og man sidder og griber fat i sofaens trygge beklædning, fordi der er virkelig gang i den her film. Handlingen virker dog som noget en 10-årig kunne have skrevet, og der er ikke sparret på mærkelige indfald. Jeg morede mig dog meget, og jeg synes at underholdningsværdien er utrolig høj, også selvom jeg til tider, sidder og ryster på hovedet. Om hvorvidt filmen her, der er fra 2008, er blevet inspireret af Robert Rodriquezs “Planet Terror”, hvor Rose McGowan får et maskingevær sat fast på det ene ben, må stå i det uvisse. Det er nok ikke helt utænkelig, eftersom jeg synes at filmskabere har en tendens til at blive inspireret af hinanden. Hvis man sammenligner den japanske vold med den vi mere er kendt med fra gyserfilm her i landet, så er der masser af steder, hvor man kan drage en sammenligning. Jeg føler dog at de japanske film gør en dyd i at gøre jobbet færdig, og de klipper først væk når hovedet er helt sønderskudt eller begge arme er hugget af ved hjælp af superskarpe ninjasværd. Men hvad ellers kan man forvente af et land, der har givet verden Guinea Pig-filmene, som er nogle rigtig syge film fra 80’erne. En af dem viser en samurai, der kidnapper en ung pige, og i løbet af resten af filmens spilletid, ser vi hvorledes han parterer hende et stykke af gangen. Sjovt nok var filmene utrolig populære i Japan, hvor de lå på videohitlisten i mange uger. En morsom sidehistorie er at den amerikanske skuespiller, Charlie Sheen, vistnok engang kom i kontakt med en af filmene, der var optaget over på et skummelt videobånd. Den stakkels Sheen blev forfærdet over hvad han så, og indleverede båndet på en lokal politistation, idet han troede at der var tale om en ægte snuff-film. Sådan var det engang, og man kunne tænke sig at japanerne var kommet på andre tanker, men næh nej… de er stadigvæk besatte af ultra-vold og sex i sådan en grad, at resten af verdenen må undre sig gevaldigt over tingenes tilstand på den asiatiske ø.

MG1

Jeg er den lykkelige ejer af to gange “The Machine Girl” på dvd. Jeg købte AWEs udgivelse, da den udkom og har sidenhen investeret i den amerikanske 3-disk Tin-udgave, som er meget cool, og indeholder filmen i to versioner og en del ekstra materiale. Nu kan man sige at det nok ikke var nødvendig at købe en anden dvd, eftersom AWEs udgave er ganske fornem, men jeg synes at jeg ville have filmen i det smagfulde cover, så da jeg havde lidt ekstra penge, så måtte jeg jo bestille den.

Sidder man nu og tænker over om man skal se denne film eller andre i samme kaliber, så synes jeg bestemt at man burde give det en chance. Indrømmet, det er ikke film for alle og enhver og de fleste vil nok kalde dem for åndssvage, modbydelige eller bare direkte dårlige, men jeg har også en dårlig smag, og anser mig selv som en type, der også gerne ser elendige film, og det gør jeg gerne med et kæmpe smil på læben, hvis de kan tilbyde mig et eller andet. Nogle gange kan man være uheldig, men man er næsten nødt til at prøve sig frem, fordi filmoplevelser er jo subjektive hændelser, som vi alle kan opleve på hver sin måde. Give it a chance!

Reklamer