Ja, nu nærmer tiden sig jo den 1. april. Det betyder at der klikker nogle mønter ind på kontoen, hvilket jeg bestemt har ventet på i et stykke tid nu. Der er trods alt mange spændende film, som der skal investeres i og ses. Når man er på en overførelsesindkomst, så kigger man selvfølgelig rundt omkring efter den bedste deal, og jeg har et par hjemmesider, som jeg altid tjekker. Selvfølgelig er der altid Amazon, og der kan man pludselig gøre en handel, eftersom der er så mange spændende artikler at købe hjem til sin ydmyge bopæl. Men det skal ikke kun være film, og det har medført at jeg har investeret i nogle billeder/plakater, som jeg har fået sat i ramme og hængt op. Når man skal vælge motiv til noget på væggen i Afgrunden, så er der masser af muligheder… skal det være nuttede kattedyr, skinnende musikinstrumenter eller mere pikante fotos. Jeg har ikke overraskende ikke valgt nogle af de omtalte, men derimod satset på det sikreste:

væg

Fra toppen, højre mod venstre, så er det “The NeverEnding Story” og “Leon”. Mellemrækken afslører “Plan 9 From Outer Space”, “Cinema Paradiso” og endelig “Audition”. Og så har vi den nederste række, hvor man kan se “Frances Ha” og sluttelig “Clerks”. Jeg er godt tilfreds med disse billeder. Jeg købte dem igennem Allposters.dk, og rammerne er fra Jysk. Desværre er billederne lige lange nok, men så skal man bare bukke de nederste par centimeter rundt, og så ser det fint ud. Jeg er meget glad for disse fine mindre udgaver af filmplakater, men det her er kun begyndelsen, fordi jeg skal have mange flere plakater/billeder op på væggen. Indtil videre er dette dog en god start. Næste indkøb bliver nogle noget større plakater, idet jeg har masser af vægplads, der skal udfyldes.

Nuvel, det er godt med lidt farverigt i Afgrunden, men det er jo også godt at se nogle film. Jeg har netop set en ganske god en af slagsen. Filmen hedder “Glory Daze”, og er en glimrende, lille ungdomsfilm om en klike af venner, der står foran tærsklen at være færdig på college, og dermed skal videre i livet. Der var rigtig mange gode ting i denne film. Hovedrollen spilles af Ben Affleck, og siden at den er “pre-Good Will Hunting”, så er den faktisk ganske interessant. Matt Damon ses iøvrigt også hurtig i en lille cameo uden dialog. Men der er flere rigtig gode skuespillere i filmen. Sam Rockwell spiller også en fremtrædende rolle. French Stewart er god. Og så ses navne som netop Oscarvinder, Matthew McConaughey i en meget lille rolle som slesk lastbilforhandler, og Brendan Fraser og Leah Remini medvirker i små cameos. Filmen er således fra 1995 og flere af de medvirkende var nok ikke særlig kendte på det givne tidspunkt.

Filmens problematik med at vokse op og forlade de trygge rammer, i dette tilfælde, et hus, hvor de studerende har boet og festet sammen, så føles den store, vide verden pludselig som et stort sted, og der er mange muligheder for at blive lige den man vil være, navnlig i USA, der jo er kendt som mulighedernes land. Man kan dog godt blive bekymret for filmens karakterer, fordi de virker meget interesseret i at drikke sig fulde og bare drive den af, men hvem kan ikke synes om det. Jeg husker også min egen studietid som noget forløsende, når man fik et par af de kolde og kunne gå i byen i weekenden. Jeg studerede jo i Aalborg, og der er mange fristelser, når man kommer fra en mindre by som Thisted, og når en af Danmarks mest berømte festgader, “Jomfru Ane Gade”, sågar var at finde i nærheden… ja, så blev fornøjelserne ikke mindre. Jeg har dog aldrig boet på kollegie, så jeg kender ikke lige den fællesskabs-stemning, der var at finde sådanne steder. Naturligvis har jeg besøgt et kollegie, og også været til fest der, men jeg har på fornemmelsen at de gør tingene anderledes, derovre i USA… også når man drikker og har det sjovt.

“Glory Daze” er en fin lille produktion. En tidslomme af en stund i studiemiljøet i USA. Skuespillerne er som sagt ganske gode, og bestemt også troværdige. Der er uden tvivl meget symbolik i filmen end blot ved første øjekast. Et eksempel er et ur, der er stoppet, da en dartpil sidder i vejen, og således blokerer for tiden, der gør at den føles fastlåst. Men på et tidspunkt falder dartpilen ned, og uret tikker videre, og således tikker de unges liv også videre, og de indser at tiden måske er slut for fest og ballade, og at man nu skal til at være voksen. Det er en tematik som vi alle kender til. Et studieliv er noget flygtigt noget, idet at det er en mellemperiode i ens liv. Med den danske regerings mange reformer på det område, så har tingene også forandret sig meget siden den gang, hvor jeg studerede for godt og vel 10+ år siden. Jeg må sige at det nok ikke er blevet nemmere at gå på en videregående uddannelse, så jeg misunder dem det ikke, selvom når jeg ser en film som “Glory Daze”, så kan jeg blive fristet til at vende tilbage til tidligere tiders fordums styrke, og tage på “Rockcafen” nok engang, og være åndssvag. Men sådan er det bare ikke. Man bliver ældre, og som tiden går og sit liv udvikles, så sker der ofte ting og sager, som man lige skal tænke om en ekstra gang. Jeg er dog også med på at det ikke er alt man er herre over. That’s life, I guess.

Filmens titel, “Glory Daze”, er dog ramt lige på kornet. En glorværdig stund i livet, hvor sit personlige rygte kan sige meget om en person, og man kan blive en levende legende i studietiden, men man skal bare huske på, at der nok kommer en tid efter studiet, hvor man skal gøre op med sig selv om hvad man vil bruge sit liv til. Og det er en beslutning som man helst selv skal tage.

Føj, nu blev det lige lommefilosofisk nok. Det er bare mig som vrøvler nok engang, og det kan være bekymrende nok i sig selv. “Glory Daze” kan iøvrigt skaffes på en region 2-dvd fra Amazon, men der er tale om en dvd-r, og billedekvaliteten kunne vist godt være lidt bedre – det kunne godt minde lidt om en vhs-kopi, der er blevet overført. Filmen er dog bestemt værd at investere i. Faktisk vil jeg kalde den en lille perle, eftersom den er både sjov og seriøs på samme tid. Jeg havde tidligere set små momenter af den på TV3, hvor den af en eller anden årsag blev sendt jævnt tit for nogle år siden. Nu har jeg dog set hele filmen fra start til slut, og indtrykket er vældig positivt. En virkelig god coming-of-age-film.

glorydaze

Reklamer