Archive for april, 2014


Nye plakater i Afgrunden…

Jo, jeg har jo brugt nogle mønter på at dekorere lejligheden, så det ikke så så fandens anonymt ud længere. Jeg blev simpelthen træt af at se på de hvide, bare vægge, som jeg havde boet i i over 3½ år efterhånden. Så nu skulle der ske noget. Jeg har tidligere postet både fra min stue og min gang, men nu var det på tide at soveværelset også blev inkluderet i den statistik. Så jeg handlede nogle plakater hos Allposters.dk, og fandt en enkelt gammel plakat frem og sådan!… :

posters

På den ene væg, der er delvist skjult, når døren står åben, så besluttede jeg mig for at pynte væggen med et par italienske plakater til et par italienske film. Først og fremmest Sergio Leones “Once Upon A Time In The West” eller “Vestens Hårde Halse”, som den hedder på dansk. Fremragende film, og jeg er også ret godt tilfreds med plakaten, der er virkelig stemningsfuld. Nu skal man passe på at med udnævne sine yndlingsfilm, men jeg er ret sikker på at den førnævnte Sergio Leone-film er helt i toppen, når det kommer til favorit-westerns fra min side. Den er virkelig fremragende.

Den anden plakat som der er kommet op, er ikke mindre end Dario Argentos “Suspiria”. En storartet film, og helt sikkert også en personlig horror-favorit. Jeg så første gang filmen for cirka 10 år siden på et hollandsk videobånd, og sidenhen har jeg opgraderet til dvd i form af den limiterede udgave fra Anchor Bay, der også inkluderer soundtracket, der er fantastisk. Et virkelig unikt stykke cinematisk rædsel, som jeg altid er glad for at gense. Forhåbentlig sker der ikke noget med det frygtede remake, men man ved jo aldrig med Hollywood. Begge plakater er iøvrigt italienske.

poster1

På den anden side i soveværelset, finder vi “The Goonies”. Også en personlig favorit, og helt klart en af de bedste ungdomsfilm, der er lavet. Jeg har set filmen mange gange, og den morer mig altid, når jeg kaster mig over et gensyn. Helt klart fyldt med gode oplevelser – og det er pga den at jeg opsøgte en Baby Ruth-chokoladebar, som jeg altid har haft lyst til at smage… det var også en god oplevelse. Filmen er en moderne klassiker, og selvom Richard Donner for nyligt snakkede om at genforene holdet til at lave en 2’er, så tvivler jeg lidt på det projekt. Nogle gange skal man bare lade originalen stå for det som den er. Plakatens artwork på denne er dog rigtig cool og stemningsfuld, og den giver bestemt en lyst til at se filmen…

poster2

Den sidste plakat, der kom op i denne ombæring, var en ældre en, som jeg havde i mine gemmer. Der er tale om Robert Rodriquez’s indlæg i Grindhouse-filmene, “Planet Terror”. Måske ikke verdens bedste film, men plakaten er virkelig sej, og giver i det mindste en håb om en fremragende og voldsom film. Når alt kommer til alt, så foretrækker jeg nok Quentin Tarantinos Grindhouse-film, men jeg faldt alligevel for denne plakat. Rose McGowan ser da ihvertfald foxy ud, også selvom hun kun har et ben… Jeg kan ikke udelukke at jeg måske skifter denne ud på et tidspunkt, hvis jeg får en anden plakat, der er bedre, men indtil videre, så er den ihvertfald oppe..

Ja, det var lige et blik i mine ydmyge gemakker – (læs: soveværelse), hvor der absolut aldrig sker noget magisk, end jeg sover en hidsig søvn med mange drømme og rungende snorken. Ja, jeg må jo nok erkende at jeg også snorker, selvom det er lidt fy-fy… men jeg tror faktisk at der er mange der praktiserer denne form for snorken… jo flere vi er, jo stærkere er vi sammen??  Well – jeg er ikke helt færdig med at udsmykke min lejlighed – jeg mangler nok ca 20-25 procent, men det skal der blive rådet bod på snart, og så kommer der sikkert endnu et lille indlæg med fremvisning af min forståelse for kunst. Det kan måske godt være lidt barnlig at fylde sit hjem med biografplakater, men jeg er glad for dem, og det viser noget om min filminteresse, så hvorfor ikke? – det kunne vel være værre, når alt kommer til stykket? – jeg forstår mig ihvertfald ikke på abstrakt kunst… så det er et no go…

Jo, nok engang må jeg sige at jeg har været lidt fraværende, når det kommer til nye indlæg her på bloggen. Jeg er stadigvæk en novice, og selvom jeg er glad, når jeg endelig får skrevet nogle nye ord engang imellem, så føler jeg også at jeg bør gøre det, når jeg har noget at sige. Nu har jeg efterhånden fået set nye film, og eftersom at det jo er alt for mange dage siden et nyt indlæg, så kommer her en lille update fra det vederstyggelige, ubehagelige sted som kaldes for “Afgrunden”…

Først vil jeg lige sige, at jeg rent faktisk har fået set Lars Von Triers “Nymphomaniac”, der var en ganske god oplevelse. Filmen er delt op i to dele, 8 kapitler og varer omkring fire timer… det er noget af et mammutværk, og jeg synes faktisk at den lykkedes meget godt. Der var nogle sekvenser (mest med henblik på S/M-halløjet), som jeg synes at der var lidt for meget for mig. Det er ikke noget som jeg praktiserer, og jeg har bestemt heller ikke lyst. Charlotte Gainsbourg er en utrolig modig skuespillerinde, og hendes samarbejde med Von Trier har nu resultatet i tre spillefilm. Jeg synes stadigvæk at “AntiChrist” var en af de bedste film, som jeg havde set i lang tid, da jeg forvildede mig ind i biografmørket for nogle år siden. Hun går lige til stregen i den film, og Von Trier kræver virkelig meget af hende, hvilket også ses i den nyeste film her. Hun bliver i så fald udsat for nogle modbydelige og ydmygende situationer, hvor man ikke kan have andet end ondt af hende. Hendes karakter i filmen er jo ‘Joe’, en erklæret nymfoman, der hele sit liv har været underlagt sine lyster. Der er ingen tvivl om sympatien skal findes ved hende, og ikke blandt de mange mænd i film, der tager en “tur” med “Joe-karrusellen”. Særligt Shia LeBoeuf, som vi alle kender fra de gigantiske, amerikanske popcorn-blockbusters, “Transformers”, er grænsesøgende væmmelig, men selvom han, mest af alt er meget fascineret af Joe, så fremstår han også lidt som en noget klundret og ganske morsom figur, der også virker lidt uheldig og mest af alt uhjælpsom. Fordi selvom filmen gør et stort nummer ud af at fremstille en nymfomans liv som en forbandelse, så er der mange sjove, små indfald, som Von Trier sikkert har moret sig meget over at smide med i filmens forløb. Den er både vittig og intellektuel, hvilket må siges at være nogle gode kvaliteter. I alt fald føles spilletiden ikke som fire timer, og det var nok en god ide at dele den op, selvom jeg så de to dele lige i rap af hinanden. Ihvertfald en ganske god Von Trier-film, men dog ikke min yndlings, der nok må være “AntiChrist”, “Idioterne” eller “Dancer In The Dark”.

Nuvel – nu skal det ikke være nederdrægtige produktioner med et overflødighedshorn af seksuel tematik det hele, men derimod skal det nu handle om en lille, voldsom, obskur film, der hedder “The Bunny Game”.

Eftersigende baseret på virkelige hændelser – om en prostitueret, der bliver kidnappet og fysisk ydmyget i flere dage af en lastbilchauffør. Virkelig en lille vulgær sag, der ikke er lavet for mange penge, og tilsyneladende er komplet forbudt i UK.  Jeg mindes at have hørt lidt om den tidligere, og jeg fandt den så på Ebay til en rimelig pris. Ikke nogen nem film at se, og selvom spilletiden er meget gavmild på kun omkring de 76 minutter, så må jeg sige at jeg ikke nød denne her film…faktisk ved jeg ikke hvorfor jeg hele tiden er så nysgerrig på at se sådanne værker, fordi jeg kan typisk ikke rigtig lide dem, men jeg føler at det er imponerende at de overhovedet bliver filmatiseret. Der er ikke noget “Pretty Woman” over denne luders tilværelse, hvor hun bliver groft misbrugt igen og igen, og hendes eget misbrug af kokain bliver også vist i fuld flor. Skuespillerinden, Rodleen Getsic, spiller hovedrollen, og hun er egentlig god til at portrættere en særdeles, ulykkelig sjæl, der kommer ud for noget så grusomt. Jeg følte dog også at hun overspiller lidt, men det er jo svært at sige, nu hvor der kræves så meget af hendes figur. Når alt kommer til alt, så havde jeg også nogle problemer med klippearbejdet og pacingen, men musiksiden var god – både med de black metaliske toner og den mere konventionelle filmmusik. Som jeg tidligere skrev, så er filmen dog virkelig svær at se, og selvom baggrundshistorien er afskyelig, så føler jeg godt at de kunne have fået mere ud af det. Den ballancerer hele tiden på et regulær horror-indtryk med art house-filmiske tendenser. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale den til nogen, andet end hvis de vil se noget virkelig anstødende, fordi det her er sandfærdig horror fremfor torturfilm som “Saw” og deslige…

Nu klikker tiden så jo også snart frem imod den 1. maj, og da jeg har fødselsdag i maj, så løfter det selvfølgelige mine forventninger om at få noget filmrelateret – det behøver ikke at være film i den klassiske sans, men det kan også være rammer til masterprints, så jeg kan få noget mere op på væggen, eller regulære plakater eller måske nogle actionfigurer…der er mange muligheder – og jeg vil selvfølgelig også gerne have nogle film på enten dvd eller blu-ray, men noget siger mig at jeg må købe dem selv, da jeg godt kan være lidt svær at købe film til…(nogle uheldige sjæle vil sikkert sige at jeg har for mange film, men det skal vi ikke komme nærmere ind på)… jeg ved dog at her til den 1. maj, så køber jeg sikkert nogle film, hvilket nok skal blive godt. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg fået nogle varmepenge tilbage, hvilket har betydet at jeg allerede har bestilt lidt mere hjem til filmsamlingen her på falderebet… så forhåbentlig bliver der snart meget mere at skrive om herinde på bloggen.

Dvdomslag til den modbydelige, "The Bunny Game", hvor en prostitueret får sin sag for med en væmmelig trucker. Angivelig en sandfærdig historie, hvilket gør det endnu mere forfærdelig...

Dvdomslag til den modbydelige, “The Bunny Game”, hvor en prostitueret får sin sag for med en væmmelig trucker. Angivelig en sandfærdig historie, hvilket gør det endnu mere forfærdelig…

Jeg har efterhånden indset at jeg har mange film liggende, som jeg endnu ikke har set. Det er selvfølgelig utilgiveligt, og jeg skammer mig også mange, mange gange – men idet jeg jo har så mange film liggende, så tænkte jeg at jeg hellere måtte begynde at investere i lidt film-merchandise fra tid til anden. Jeg har tidligere postet lidt på bloggen – blandt andet med nogle figurer med henholdsvis Regan fra “The Exorcist” og ED-209 fra “RoboCop”… men det er sådanne nogle dystre og voldelige film, som jeg næsten ikke tør se (“Oh the irony”) … men nu var det således på tide at sige velkommen til et par miniture venner fra Pop! Vinyl-samlingen:

pop1 pop2

Vi kender dem jo alle fra adskillige Kevin Smith-produktioner og de er også blevet et kendte billede i den amerikanske underholdnings-industri og elsket blandt tegneserie-fans og filmelskere over hele verdenen. Der er selvfølgelig tale om Jay & Silent Bob – nu i disse små vinyl-figurer. Det er de første som jeg har købt af sådanne figurer, og der er faktisk rigtig mange at vælge imellem efterhånden, så jeg sidder nu og overvejer om jeg skal udvide samlingen lidt med nogle andre figurer fra filmverdenen. Jay & Silent Bob ser dog ganske seje ud, og jeg må jo erkende at jeg er fan af Kevin Smith og hans film, der næsten alle er værd at se mange gange…glem “Cop Out” – fordi den er virkelig, virkelig dårlig og for fanden, hvor er ham Tracey Morgan bare irriterende. Hvem pokker tror på at han har gennemgået en længevarende uddannelse, så han kan blive kriminalbetjent, sådan en tåbe som han er. Jeg er heller ikke synderlig begejstret for “Clerks II”, som jeg synes næsten er lidt FOR fjollet – utrolig nok, men det er sandt… og ham den unge knægt, der arbejder i burgerjointen, var både øretæveindbydende og alt, alt for dum. Jeg ved ikke lige hvad der er sket med nogle af Kevin Smiths karakterer, men ikke alle kan vel fungere lige godt. Den seneste film af Kevin Smith som jeg faktisk nød, var “Zack & Miri Makes A Porno”. Men sådan som det ser ud nu om dage, så virker Kevin Smith selv meget godt tilfreds med at rejse rundt og fungere som en slags stand-up-komiker, fordi det har han gjort i en god rum tid nu. Jeg håber dog at han vender tilbage til sin gamle form igen, fordi jeg synes stadigvæk at “Clerks” er en af de sjoveste film jeg nogensinde har set.

Mit næste merchandise-indkøb ved jeg ikke lige hvad der skal være, men jeg pønser lidt på om jeg skal købe endnu et par Pop! Vinyl-figurer, så mine to allerede indkøbte ikke føler sig alt for alene, men ellers er der også en DeLorean-bil i farvandet, samt nogle figurer fra henholdsvis “Predator” og “The Terminator. Nu må vi bare se hvad jeg kan få råd til…?

Sådan ser de således ud på hylden, hvor de er i skarp konkurrence med ED-209. Well, når det kommer til størrelse, så må man også sige at de er noget underlegne, men vi ved jo alle at ED-209 ikke altid fungerer perfekt... so who knows?

Sådan ser de således ud på hylden, hvor de er i skarp konkurrence med ED-209. Well, når det kommer til størrelse, så må man også sige at de er noget underlegne, men vi ved jo alle at ED-209 ikke altid fungerer perfekt… so who knows?

 

Der var faktisk en gang, hvor jeg var en snotunge – utrolig nok. Mine interesser var ikke særlig boglige, og jeg var ikke den bedste elev i skolen. Dog kunne jeg godt komme med på klassetur til Sjælland og Kjøbenhavnstrup midt i 90’erne, hvilket jeg ikke havde noget imod. Den gang var jeg faktisk ret eventyrlysten – hvilket man ikke kan beskylde mig for at være i dag. Nej, en af mine nyvundne interesser var japansk tegnefilm – eller anime, som vist er den korrekte betegnelse. Jeg tænkte at der måtte være en butik i København, hvor man kunne få noget anime.

Vi fandt butikken HMV, hvis der er nogle der kan huske den kæde? – men der var en lille sektion med anime, hvilket virkelig glædede mig. Jeg kan huske at jeg prioriterede spilletid rimelig højt, så jeg købte faktisk den film, hvor der var længst spilletid på. Denne film var “Venus Wars”, og den blev hurtig en personlig favorit. Men det var dog ikke så nemt at komme ud af butikken med den, idet alarmen bippede, da jeg skulle forlade området. Butiksvagten kom løbende til (okay, måske ikke helt løbende, men alligevel – med et fast blik) – efter gentagne forsøg med at kværke alarmen, der blev udløst, så fandt vi endelig fejlen! – kassedamen havde glemt at fjerne en alarm inde i vhs-kassetten, og med den væk, så kunne vi endelig fortsætte på vores færd. I alt den tid med butiksvagten var jeg iøvrigt rød som en rødsprætte i hovedet. Meget charmerende.

“Venus Wars” blev som sagt en favorit. Sidenhen har “Akira” taget førstepladsen, men jeg holder meget af “Venus Wars”, netop af disse nostalgiske grunde, hvilket også har medført at jeg har investeret i filmen på dvd. Men noget af det allerbedste ved “Venus Wars” er det formidable soundtrack af Joe Hisaishi… det er virkelig, virkelig godt. Og jeg ville enormt gerne eje det på cd. Desværre er det kun udgivet i Japan, og selvom det godt kan skaffes, så koster det omkring 100 pund fra ny. Sådanne penge har jeg simpelthen ikke, men hold kæft hvor er det godt. Heldigvis kan man finde numrene på YouTube, så dem lytter jeg jævnt tit til…

Ja, jeg ville lige nedfælde et par ord om Harmony Korines lettere aparte tidsbillede, der har titlen “Spring Breakers”…

Umiddelbart virker filmen som et vulgært udstyrsstykke, hvor det først og fremmest kommer an på at vise så mange amerikanske ungmøer i bikini eller mindre, og hvordan de opfører sig på en temmelig billig måde. Jeg vil ikke kalde det videre charmerende, men nu er jeg heller ikke amerikaner, så jeg fatter ikke helt fænomenet, “Spring Break” – men denne form for forårsferie er utrolig populær, fordi det giver de unge mulighed for at rejse langt væk hjemmefra og feste helt vildt til den store guldmedalje. Der er unægtelig mange uønskede graviditeter i farvandet, når denne årstid er på sit højeste.

Jeg kan huske de gode gamle dage med Elvis Presley-film, hvor den kære Elvis også er på samme type ferie, men tiden har godt nok forandret sig. Elvis spillede godt nok på guitar og charmerede, men de unge hovedpersoner i denne film er noget mere kontante og villige til at tage et ekstra skridt. Det er alt sammen vældig seværdig, men jeg kan ikke undgå at føle mig lidt som en gammel, beskidt type, når jeg ser filmen. Jeg aner ikke hvilket publikum, filmen henvender sig til – fordi der er bestemt ikke tale om en ungdomskomedie a la “American Pie” – nej, det er en meget grovere og tungere sag, som vi her danser med. Harmony Korine har helt sikkert meget på hjertet, og han har da også både skrevet og instrueret filmen. Jeg har ikke set noget af instruktøren før, men billedsiden i denne film er enorm velfungerende. Det forekommer mig som en sær form for grænseoverskridende poesi, hvor filmen karakterer boltrer sig mellem hinanden og hele tiden balancerer på kanten af loven. Med en sær forkærlighed for Britney Spears, så virker filmen langt hen af vejen som en af de længere musikvideoer med handling. Jeg kan ikke lige umiddelbart sige at jeg har set noget lignende før, så filmen besidder helt sikkert en unik side. Historien er ikke så dyb, men den er udført ganske godt, og man har en fornemmelse af at de forskellige karakterer i filmen, alle tilfører noget ganske særligt til forløbet – hvad enten, der er den mere retskafne pige, dopehovedet eller det mest vilde venindepar.

Skuespillerne fungerer godt i deres roller. Selena Gomez spiller den meget kristne Faith, der ikke er villig til nær så meget som hendes veninder, og man ser også det tidligere Disney-idol, Vanessa Hudges, i en mere afslørende rolle. Og så er der James Franco. Jamen dog, hvor er han både pågående og irriterende i filmen. Han spiller fritidsrapperen og den fuldtidskriminelle ‘Alien’, og det gør han godt nok ikke ligefrem med bremsen trukken. Han er noget øretæveindbydende, og hans brug af slangudtryk og typisk rapper-jargon er virkelig noget, der piner mig. Okay, okay  – jeg er måske lidt tøset i den forstand, men jeg kan virkelig ikke se logikken med sådan noget halløj – jeg vil dog medgive at selvom jeg ikke er fan af sådanne typer, så passer det ubeskrivelig godt til filmen. James Franco er dog stadig træls som bare fanden.

Jeg må sige, at jeg føler at det er svært at klassificere “Spring Breakers”. Ved første øjekast ser den ikke særlig interessant ud, men jo mere man kommer ind i handlingen, og jo mere man tænker over formålet,ja så føles det som om at den er meget mere spændende end man lige skulle tro. Det er en sær form for independent/art house-film, forklædt som en teenagekomedie, godt krydret med seksuelle undertoner og slibrige detaljer. Som jeg tidligere skrev, så føler man sig godt gammel, når man ser denne film, og selvom historien ikke er dyb, så har den nok en tendens til at overdrive lidt, da filmen udvikler sig fra at være nogle veninder på en ferie sammen til et hardcore gangsterforløb, alt imens James Franco står på sidelinjen med et kæmpe smil og nok engang er upassende. Og jeg ved virkelig ikke hvem filmens publikum er, hvilket nok også er skyld i at den ikke blev så populær, som man nok skulle tro, tiltrods for at den har mange elementer, der taler til dens fordel. Jeg ved ihvertfald at jeg aldrig skal på ‘Springbreak’ i USA. Af en eller anden grund, så tror jeg også at jeg ville falde lidt udenfor, som den blege, grimme dansker med fuldskæg, som jeg er. Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med.

Harmony Korines "Spring Breakers" er en sprængfarlig blanding af ungdommelige følelser i sammenstød med et gennemført gangstermiljø. Ikke noget dårlig match, men måske drukner filmen lidt i en forstyrrende billedside og en handling, der ikke er det mest komplekse, men derimod også virker usandsynelig. Bemærk iøvrigt den anden film afbilledet, "Nick & Norah's Infinite Playlist", der er en mere straight ungdomsfilm med en god tone, der holder på den mere romantiske sti, og ikke den grænseoverskridende og vulgære vej som "Spring Breakers".

Harmony Korines “Spring Breakers” er en sprængfarlig blanding af ungdommelige følelser i sammenstød med et gennemført gangstermiljø. Ikke noget dårlig match, men måske drukner filmen lidt i en forstyrrende billedside og en handling, der ikke er det mest komplekse, men derimod også virker usandsynelig. Bemærk iøvrigt den anden film afbilledet, “Nick & Norah’s Infinite Playlist”, der er en mere straight ungdomsfilm med en god tone, der holder på den mere romantiske sti, og ikke den grænseoverskridende og vulgære vej som “Spring Breakers”.