Der var faktisk en gang, hvor jeg var en snotunge – utrolig nok. Mine interesser var ikke særlig boglige, og jeg var ikke den bedste elev i skolen. Dog kunne jeg godt komme med på klassetur til Sjælland og Kjøbenhavnstrup midt i 90’erne, hvilket jeg ikke havde noget imod. Den gang var jeg faktisk ret eventyrlysten – hvilket man ikke kan beskylde mig for at være i dag. Nej, en af mine nyvundne interesser var japansk tegnefilm – eller anime, som vist er den korrekte betegnelse. Jeg tænkte at der måtte være en butik i København, hvor man kunne få noget anime.

Vi fandt butikken HMV, hvis der er nogle der kan huske den kæde? – men der var en lille sektion med anime, hvilket virkelig glædede mig. Jeg kan huske at jeg prioriterede spilletid rimelig højt, så jeg købte faktisk den film, hvor der var længst spilletid på. Denne film var “Venus Wars”, og den blev hurtig en personlig favorit. Men det var dog ikke så nemt at komme ud af butikken med den, idet alarmen bippede, da jeg skulle forlade området. Butiksvagten kom løbende til (okay, måske ikke helt løbende, men alligevel – med et fast blik) – efter gentagne forsøg med at kværke alarmen, der blev udløst, så fandt vi endelig fejlen! – kassedamen havde glemt at fjerne en alarm inde i vhs-kassetten, og med den væk, så kunne vi endelig fortsætte på vores færd. I alt den tid med butiksvagten var jeg iøvrigt rød som en rødsprætte i hovedet. Meget charmerende.

“Venus Wars” blev som sagt en favorit. Sidenhen har “Akira” taget førstepladsen, men jeg holder meget af “Venus Wars”, netop af disse nostalgiske grunde, hvilket også har medført at jeg har investeret i filmen på dvd. Men noget af det allerbedste ved “Venus Wars” er det formidable soundtrack af Joe Hisaishi… det er virkelig, virkelig godt. Og jeg ville enormt gerne eje det på cd. Desværre er det kun udgivet i Japan, og selvom det godt kan skaffes, så koster det omkring 100 pund fra ny. Sådanne penge har jeg simpelthen ikke, men hold kæft hvor er det godt. Heldigvis kan man finde numrene på YouTube, så dem lytter jeg jævnt tit til…

Reklamer