Ja, ikke så meget nyt at fortælle – til trods for at det er ved at være nogle dage siden den seneste update fra Afgrundens hæslige omgivelser. Jeg har ikke set så meget film på det sidste, men derimod sumpet til utrolig meget fodbold, da der jo som bekendt spilles om Verdensmesterskabet i Brasilien i disse dage. For en del år siden, var jeg dog meget mere interesseret i den ædle sport, og den gang var jeg også væsentlig mere atletisk end min nuværende status som regulær sofakartoffel. Et VM kan dog få mine vamle, betændelsesramte øjne til at spærre op og glo noget fjernsyn fra Sydamerika. Jeg ved endnu ikke hvem min favorit til titlen er, men mon ikke at der er nogle af ‘The Usual Suspects’, i form af Brasilien, Italien, Argentina, Tyskland, Holland og så måske Spanien, til trods for at de jo løb ind i en røvfuld fra Holland på 1-5… ganske imponerende af de orangefarvet dog…

Nuvel… efter at have tilbragt et par dage hjemme hos min ædle moder, så er jeg nok engang tilbage i Afgrunden, og jeg havde faktisk forventet at der var kommet nogle pakker til mig fra det ganske udland, idet jeg havde bestilt enkelte titler. Der kom dog nogle stykker lørdag formiddag, da Posten ringede på, og inden jeg kom ned af trappen, så havde det ivrige gemyt allerede ringet på igen, og fortsatte med at stoppe pakker ind af min brevsprække. Han var nok under tidspres?… well, der kom således følgende:

nyt

Først og fremmest et par cd’er, der er kommet tværs over Atlanten og til mit domicil, dette til trods for at det ene af bandsene, Anubis Gate, faktisk er fra Aalborg, men det er ikke destro mindre et ganske udmærket band, der spiller en form for progressiv, mørk amerikansk-inspireret power metal, uden dog så meget tekster om drager og helte. Den anden cd er med det hollandske symfoniske band, Epica, der altid leverer varen, også i form af underskøn sang fra den smukke sangerinde i front, Simone Simons.

Men altså, nu skal det jo ikke være musik det hele, og selvom klaveret nogle gange spiller, så har jeg også investeret i et par film. Først et genkøb i form af den klassiske western “The Professionals” med blandt andre Burt Lancaster, Lee Marvin og Claudia Cardinale… da jeg ikke aner hvor jeg har gjort af mit dvd-eksemplar, så besluttede jeg mig for at købe den på blu-ray, da jeg fandt et godt tilbud…husker det som en ganske udmærket film. Efterfølgende kommer det meget omdiskuterede remake af 80’er-klassikeren og helt klart en personlig favorit, nemlig den nye version af “RoboCop”. Jeg har ikke kæmpestore forventninger til denne titel, idet jeg synes at det er lidt mærkelig at en hårdkogt action-film med sådan et voldsomt indhold, bliver klassificeret til en rating på 12 i UK, dvs. at alle over 12 år må se filmen, hvilket kan virke underligt, da originalen er sådan en voldssymfoni, der altid får en god rating på 18 år… ikke at filmen ikke kan være god af den grund, men jeg tror godt nok  at der er skruet gevaldigt ned for volden og sikkert også satiren. Jeg må give det et skud. Dernæst besluttede jeg mig også for at investere i Arrow Videos udgave af en gammel Mario Bava-film, nemlig “Baron Blood”… måske ikke den gamle mesters bedste værk, men stadigvæk en bundsolid film, og jeg har planer om at købe godt ind af Arrow Video-blu-ray-titler, også nu især, hvor de holder udsalg på deres hjemmeside, som følge af deres 5 års jubilæum. Sidste film er en moderne take på hvordan en kommende 3. verdenskrig kunne forløbe. Filmen hedder “How I Live Now”. Jeg ved ikke så meget om filmen, men jeg synes at den så tilpas spændende nu, og jeg er altid klar på et krigsdrama med postapokalyptiske undertoner…

Og nu hvor søndagen allerede er begyndt…faktisk er den i fuld gang, hvilket jeg kan både se og høre, eftersom at det er lyst udenfor og fuglene synger nogle glædelige pip. Men hvad så? fordi så er det bare endnu en dag med mere VM-fodbold – kan det mon tænkes at jeg ikke får set en film i dag heller? – det vil tiden vise…

P.S. Dette indlæg er blevet skrevet ved hjælp af min nye computer, idet ‘Gamle Trofast’ måtte bukke under efter meget pres fra mine klamme fingre. Faktisk var det en Windows-update, der satte en stopper for den, men den havde også tjent mig godt… denne nye pc er dog superklar og fancy… A step up!…

Reklamer