Jeg voksede op som et stille gemyt. Ikke et nervøst barn, men heller ikke en af dem der var særlig populær i skolen eller som kunne prale af være god til et eller andet, men når det er sagt, så havde jeg ikke en dårlig barndom… jeg husker stadigvæk, hvordan vi spillede fodbold på gaden, spillede Drager & Dæmoner (den danske version af Dungeons And Dragons) med kammeraterne og generelt havde jeg det ganske okay. Selvfølgelig så jeg også nogle film en gang imellem, og blandt dem var der særlig en film, som jeg altid måtte se igen og igen og måske igen….

Vores videosystem var den robuste og ikke ligefrem prisvenlige, Video 2000, som min stakkels far købte, da han faldt for en salgstale hos den lokale Kvickly. Vi havde en del bånd, og det var jo den gang, hvor man optog film fra fjernsynet og gemte i arkivet. Nej, min absolutte favoritfilm som knægt var: “Den Knaldrøde Pirat” eller på engelsk: “The Crimson Pirate” med den flotte helt, Burt Lancaster, i hovedrollen.

Jeg ved ikke lige hvorfor det netop var “Den Knaldrøde Pirat”, men umiddelbart var det jo bare et godt gammeldags actioneventyr med masser af drabelige kampe, væmmelige sørøvere og soldater i flotte kostumer. Der er stadig nogle scener som man husker for altid, og den inspirerede da også den populære “Pirates Of The Carribean” til at kopiere/hylde den i sekvensen hvor vores helte går under vandet med en båd på hovedet, så de kan ånde. Det er en klassisk scene i “Den Knaldrøde Pirat”. Mod slutningen går der virkelig krig i det hele, og heldigvis ender det jo godt for vor helte…

Så var der filmens stjerne: Burt Lancaster. Han udviklede sig hurtig til en personlig helt for mig, og selvom jeg på ingen måde minder om ham i hans prægtige fysiske statur, så ville jeg alligevel gerne være Kaptajn Vallo, den gang hvor jeg var barn og min fantasi var på sit højeste. Nu hvor jeg er blevet ældre og mere voksen (ha ha), så var jeg selvfølgelig interesseret i at se hvilke andre film som min helt over dem alle, havde indspillet. Og jeg har efterhånden set nogle stykker, ligefra “Apache”, hvor Burt er sminket som en indianer, til andre westerns som “Vera Cruz”, “The Professionals” og “Ulzana’s Raid”… alle tre virkelige stærke film – sidstnævnte er faktisk en ret brutal 70’er-western, der tydeligvis er inspireret af de mere voldelige og farverige spaghettiwesterns. Men selvom vi alle elsker at lege cowboy og indianere, så er det ikke kun westerns som han har spillet med i. Han blev Oscarbelønnet for sin rolle i den solide “Elmer Gantry”, der faktisk er en ganske velspillet film. Men det er film som “The Sweet Smell Of Succes” og “The Swimmer”, hvor jeg virkelig synes at han stråler, og det ville nok have været mere retfærdigt, hvis han havde fået en Oscar for en af dem.

Burt Lancaster er desværre ikke iblandt os mere. Han er faret til filmhimlen, hvor han sikkert nyder et spil kort sammen med Frank Sinatra, Marilyn Monroe og James Dean, som alle er lige så store ikoner som ham selv. I 1994 sagde han farvel – da var han 80 år gammel, og faktisk kunne han sidste år havde været fyldt 100 år.  Men det er især også hans tårevældet rolle i “Field Of Dreams”, hvor han spiller rollen som en gammel baseballspiller, der er blevet læge, og jeg bliver altid så rørt over hans præstation i den film. Det var ligesom at han for alvor sagde farvel til Hollywood. Der er dog ingen tvivl om at selvom filmstjerner kommer og går, så er der ingen, der har haft samme indflydelse og effekt på mig som gode gamle Burt Lancaster. Han var virkelig en stjerne og heldigvis står mange af hans film også godt den dag i dag. Jeg har ihvertfald allieret mig med en del af dem, og jeg har selvfølgelig også “The Crimson Pirate” på dvd..

burt01

Stemningsbillede fra den fremragende "The Crimson Pirate", hvor den atletiske Burt Lancaster fik brug for alle hans evner, både som skuespiller og som udøver af sine egne stunts. Fantastisk film og et stort minde fra min barn- og ungdom. Jeg er stadigvæk meget, meget glad for filmen i dag.

Stemningsbillede fra den fremragende “The Crimson Pirate”, hvor den atletiske Burt Lancaster fik brug for alle hans evner, både som skuespiller og som udøver af sine egne stunts. Fantastisk film og et stort minde fra min barn- og ungdom. Jeg er stadigvæk meget, meget glad for filmen i dag.

Reklamer