Ja, jeg må jo nok erkende at jeg samler på dvd- og blu-ray-film. Jeg er ikke ked af det, fordi det er sundt med nogle gode interesser, og når jeg tænker på hvad jeg brugte penge på, inden jeg for alvor blev samler, ja så er det nok en god ting, at der sidder mange penge i mine film. Jeg kunne jo godt lide en lille øl, og ofte gik mine teenageår på slap linie i værtshusmiljøet i Thy. Sjovt nok begyndte jeg at gå i byen i Vorupør, en lille flække langt ude mod havet, da jeg var omkring 16 år. Senere blev jeg lidt klogere, men også da jeg flyttede til Aalborg, så var det morsomt at frekventere steder i det noget større miljø end der hvor jeg kom fra, og jeg har drukket mange fadøl på Rockcaféen i Jomfru Ane Gade… gode minder…

Men jo, nu er jeg jo tilbage i Thy, og her passer jeg mere mig selv, som følge af min lidt afvigende sindstilstand nogle gange, og så får jeg jo sendt efter nogle film i ny og næ. Heldigvis kan man jo bestille lidt af hvert fra forskellige webshops, og når der er lidt mønter på kontoen, så ynder jeg gerne at sende bud efter noget halløj. I denne omgang har jeg bestilt fra det engelske dvd-label, Arrow Film/Video’s webshop, da jeg opdagede at de havde masser af tilbud, da de netop har fem års jubilæum nu. Masser af gode sager, må man sige. Og indkøbet løb op i følgende syv titler:

arrow1

Der er jo masser af gode sager. Et par Mario Bava-film, og han er jo næsten altid god. Mange anklager godt nok “Lisa And The Devil” for at være svært søvndyssende, men jeg synes at den er temmelig fascinerende, og Telly Savalas er altid et kig værd. Ellers kan man se at jeg har investeret i et par horrorfilm, henholdsvis “The Funhouse” og “Deadly Blessing” – to ganske glimrende film, som jeg glæder mig til at gense… jeg investerede også i 3-disk udgaven af “Battle Royale” – der er godt nok ikke tale om det limiterede bokssæt, men denne her udgave var meget, meget billigere, og da jeg jo må indrømme at jeg bare er en fattig førtidspensionist, så endte det med at blive denne. “The Last American Virgin” ved jeg ikke så meget om, men der er vist tale om sådan en typisk amerikansk lummer ungdomskomedie i stil med “Porky’s” og senere “American Pie”… jeg har jo aldrig set den, men den bliver omtalt som en meget revolutionerende film, så den ser jeg frem til. Sluttelig den japanske film “Blind Woman’s Curse”, ved jeg heller ikke så meget om, men jeg kan godt lide disse 70’er-japanske produktioner, der ofte har en meget interessant historie med noget karakteristisk skuespil og instruktion.

Jeg har efterhånden nogle film i Arrow Video-serien, og der er også mange rigtig fine udgivelser imellem. De satser altid på en uklippet udgave, og ofte er de spækket med ekstramateriale, der er værd at sætte sine filmiske tænder i. Det er herligt med sådanne filmlabels. Jeg har forudbestilt nogle steelbooks fra Arrow Video, og de kommer hen i august og september måned, så der er bestemt noget at glæde sig til.

arrow2 arrow3 arrow4

Det var lidt nyt om nogle nye tilføjelser til hjemmebiblioteket. Jeg har kun en enkelt titel på vej i posten, og eftersom at min computer gik død her for et par uger siden, og jeg måtte investere i en ny, der dog kører upåklagelig (so far??) – så er pengene lidt små i et par måneder. Jeg er dog også i den situation, at jeg måtte indse at jeg ikke kunne styre min økonomi som jeg gerne ville, så min flinke bankdame hjælper mig lidt, så mon ikke at der snart er styr på det igen.

Ellers er der Thy Rock i denne weekend, og jeg prøver så vidt på at ignorere det. De lokale metal-helte i Raunchy skal godt nok spille i aften, men resten af programmet er stort set så væmmeligt mainstream, at man ikke kan andet end at  lukke vinduet og gå tidlig i seng. Lige nu ser det ud til at der kommer noget regn, så måske regner det hele væk. Det ville være en katastrofe for lokalmiljøet, men så er det godt at vi gamle fattige gnavpotter, der ikke regner musikken, stemningen eller priserne for noget, kan sidde derhjemme i deres ydmyge hjem og bander dem langt ud af Dyrskuepladsen. Jeg sætter nok noget musik på og skruer lidt op… så har jeg min egen lille festival i min lejlighed… det må da også betyde et eller andet??

Reklamer