Archive for juli, 2014


Ja, så gik der en uge, hvor jeg tilbragte meget af tiden i min fars baghave, der dog var mindst lige så varm som Afgrunden her, hvor jeg nu sidder og koger som en gal. Jeg overlevede dog, og heldigvis for det. Min indtagelse af diverse suspekte substanser var også nogenlunde begrænset, men vi fik da has på en flaske Absinth og ca fem rammer dåseøl. Ikke så imponerende som tidligere tider, men man skal også huske på at vi er blevet nogle gamle hunde, der faktisk har været til den tilbagevendende ‘sommerfest’ i haven de sidste 15 år. Nu hvor man er midt i 30’erne, så er det jo næsten halvdelen af sit liv… forbløffende! Det har dog været sjov og vi har også diskuteret film, blandt andet klassikeren “Udflugt Med Døden”, hvor vi sludrede om stakkels Ned Beattys rolle i det værk… uha, det glemmer man ikke så let.

Tilbage i Afgrunden er der nu ved at være gået et par dage, og jeg fik set et par film i går aftes, men ellers synes jeg at det har været så ualmindeligt varmt, at jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at se film, med mindre at temperaturen falder lidt. Men jeg fik set den nye Scarlett Johansson-film, “Under The Skin”, som var en meget, meget atypisk Scarlett Johansson-film, og milevidt fra actionbrag som “The Avengers” og “Captain America: The Winter Soldier”… det var i høj grad en meget artsy film, og man forstår godt at den ikke er blevet promoveret så meget, fordi den er godt nok meget smal, og tempoet var så langsomt, at man blev lidt utålmodig til tider. Jeg er nok klar over at indie-film ofte er meget langsomme og stille i deres udtryk, men i dette tilfælde var det dog ikke en fordel. Den første halve time var faktisk bare Scarlett, der kørte rundt i en kassevogn. Sidenhen skete der heller ikke meget, men jeg vil dog sige at fotograferingen i filmen er ret speciel, og mod slutningen bliver det faktisk ganske poetisk, og netop slutningen er ganske flot, men også noget nedslående. Filmen fortæller dog ikke meget, og der er mange spørgsmål som man aldrig får svar på, og selvom det nogle gange kan være ganske interessant, så virker det lettere irriterende i dette tilfælde. Ellers er filmen jo et værk af sådan en karakter, at Scarlett Johansson er ganske afklædt i filmen. Det er naturligvis noget som man er lidt nysgerrig omkring, og hun er bestemt heller ikke grim, den kære Scarlett, men det vidste vi jo godt, men hvis man vil have det hele med, så bør man se filmen, selvom det er ganske kort at hun fremviser sig selv i Eva-kostume. Bliver man interesseret i filmen, så forvent ikke noget højt oktant eventyr, men derimod en meget, meget lille og lettere sær film. Nogle gange kan man godt tænke over hvorfor en kæmpe Hollywood-stjerne vil medvirke i sådan en lille skotsk film, men det er nok for at personen bliver udfordret som skuespiller – jeg kan ikke forestille mig at det var løn-checken.

Efter “Under The Skin”, fik jeg lige et gensyn med Stanley Kubricks Vietnamkrigsfilm, “Full Metal Jacket”, som jo har en fantastisk første del på træningsbasen forud for Vietnam. Niveauet falder lidt sidenhen, men filmen er kold og kynisk – ligesom krig i sin pureste form. En utrolig film med nogle glimrende skuespilspræstationer. Denne var den første af de Stanley Kubrick-steelbooks som jeg har købt og set, de andre er “The Shining” og “A Clockwork Orange”, som er lidt bedre film end “Full Metal Jacket”, men alle tre er jo virkelig værd at se, og meget tankevækkende for alle.

Men som sagt, så sidder jeg nu og hører noget musik i stedet for at se film (men det har jeg dog planer om at gøre senere), og lige for tiden kan jeg rigtig godt lide Hard Rock, og det giver mig lyst til at poste følgende nummer med Hardline. Sangeren Johnny Gioli er virkelig dygtig, og nummeret er fantastisk. Efter en uge med gammelt Melodi Grand Prix, Sømandsviser, Ølviser og tarvelig numre, så er jeg nu i mit rette element igen. Det er godt at man kan slappe af med nogle gode toner på sådan en varm dag som i dag, hvor det lyder til at Tordenguden snart kommer forbi. Herligt, hvis det er i følgeskab med noget regnvejr. Det trænger jeg og hele Danmark vist til!

Reklamer

Uhyrligheder i haven…

Jo, det her er egentlig ikke en opdatering vedrørende film eller musik, men bare lige for at nævne, at jeg vil tilbringe de næste tre dage i min fars baghave, for at holde den tilbagevendende “sommerfest”, hvor jeg mødes med et par kammerater og diskuterer land og riget, imens vi sipper (forhåbentlig) kolde øl og et par shots med Absinth i vores plagede kroppe… Nu er sommervarmen jo for alvor på sit højeste, så man skal huske at drikke masser af væske, så man ikke dehydrer – det ville dog være en skrækkelig tanke, men gad vide hvordan det ville se ud – jeg forestiller mig noget med at alt væske er drænet fra kroppen, så man ser helt flad ud… føj for den lede…

Tidligere har vi haft mulighed for at nedkøle vores øl med tør-is, der jo giver en forrygende effekt, men det bliver ikke tilfældet i år, så vi må se om det ender med meget lunken øl, når det kommer til stykket. Vi skal dog nok holde os udenfor ballade – det er efterhånden nogle år siden at jeg sidst har slåset… (og det var endda i en drøm), så jeg regner ikke med at der sker noget modbydeligt, andet end lumre vittigheder og stærk spiritus. Min plan er dog at vende hjem hver dag for at sove i min egen seng, idet jeg simpelthen ikke magter at tilbringe en halv uge i et dårlig telt. Så hvis du har siddet og læst dette, så ønsk os held og lykke og slå korsets tegn – det skal nok blive nogle gode dage, selvom det sikkert bliver forfærdelig varmt…!

sved ølhaven

Midt i sommerheden…

Hold nu op. Denne stakkels filmentusiast er godt nok mærket af sommersolens varme hedestrøg… det var dog utrolig og jeg lyver ikke når jeg siger at det er umenneskelig varmt i min lille to-værelses-lejlighed… det var alligevel tidligt at man kom i Helvedet… men når det så er sagt, så er det jo også godt med lidt varme … selvom jeg nok til syvende og sidst foretrækker køligere tider. Dette sommerhalløj betyder at det sikkert bliver godt vejr, når jeg drager afsted til det famøse lokale Marked i næste uge, hvor der sikkert bliver mulighed for en lille øl og et glas Absinthe – sidstnævnte er vist allerede blevet købt, så nu er det bare om man kan tåle det… – well jeg har ikke kastet op i flere år, så mon ikke at jeg er rimelig modstandsdygtig… det satser jeg ihvertfald på.

Og hvad så med filmene imens? Ja, dem får jeg ikke set så mange af … men det er også lidt sparsomt nu – til trods for at VM i fodbold jo er slut. Jeg regner dog med at jeg skal glo lidt fodbold i dag, idet Danmarks absolutte bedste hold kommer på banen (naturligvis AaB), og de skal jo forsvare det meget overraskende mesterskab fra sidste sæson. Men jeg har dog også fået indkøbt lidt film, som der er kommet løbende hen af vejen…:

nyt4 (5) nyt4 (4)

Nogle virkelig gode titler i blandt. Jeg genså “The Reader”, og det er jo en ganske interessant film. Jeg har aldrig læst bogen bag historien, men Kate Winslet er virkelig god – som altid, fristes man til at sige… men jeg synes at filmen er lidt umenneskelig det meste af vejen, men selvfølgelig har den indfald af højt menneskelig karakter også… de to andre blu-rays er steelbooks – og begge Stanley Kubrick-film… de behøver vist ingen introduktion, og jeg glæder mig til at se dem på blu-ray … det er jo begge to fantastiske film.

Så blev det også til nogle dvd’er. “Hangover”-trilogien købte jeg fordi at den var billig, og at jeg stadigvæk mangler at se nummer tre i serien.. så var det også fint at jeg kunne få samlet serien i et sæt… “Værelse 304”, “En Nuance Af Blå” og “Dead Man Down” har jeg endnu ikke set… sidstnævnte er instrueret af Niels Arden Oplev, der også lavede den første film om Lisbeth Salander, og hende, der gjorde førnævnte Lisbeth så levende, nemlig den svenske skuespillerinde, Noomi Rapace, medvirker faktisk i filmen. Til gengæld har jeg set de to mindre kendte og lidt skæve film, “Lola Versus” og “Imogene”… gode kvinderoller i dem begge… “Lola Versus” mindede mig en del om den fantastiske “Frances Ha”, dog lidt mindre artsy end den film, men Greta Gerwig spiller jo hovedrollen i dem begge. “Imogene” er med Kristen Wiig, og det var faktisk en ganske fin lille og sær film – hendes bror i filmen var virkelig morsom med hans fascination af skaldyr. Helt sikkert et par gode film.

nyt4 (2) nyt4 (3)

Jeg købte endnu et par blu-ray steelbooks fra Zavvi, og de er faktisk ret pæne at se på. Arrow Video udsendte “Big Touble In Little China”, som er en fantastisk underholdende film. Jeg havde den på dvd i forvejen, men jeg synes at Arrow Videos udgave var så fin, så fin, og så endda en steelbook. Glimrende udgivelse og meget skæg film. Den anden var også en meget morsom film, nemlig “Anchorman” – som jeg synes at der er så utrolig morsom… jeg griner ihvertfald højlydt hele filmen igennem, og jeg har godt nok ikke fået slået mine klamme fingre i to’eren endnu… jeg synes at den er lidt for dyr, men jeg købte den helt sikkert, når den falder i pris. Denne udgave af “Anchorman” er også en steelbook – så det er jo cool…

nyt16-7-2014

På billedet forovnen, kan man se de film jeg fik den anden dag. Der er flere steelbooks – “Jackie Brown”, den originale “Planet Of The Apes” og den originale “The Fly”… alle tre virkelig fancy og cool. Jeg fik dog også andre blu-rays i denne omgang, nemlig en god portion i form af “Her”, “Prisoners”, “Waterworld” og “The Wolf Of Wall Street”… jeg har set de to første film, og egentlig ville jeg have lavet et indlæg, kun om filmen “Her”, der er virkelig interessant og meget anbefalesværdig, især hvis man er både lidt ensom og lider af et specielt afsavn, men man så pludselig finder det fra en uventet kant. Filmen er instrueret og vist nok skrevet af Spike Jonze, der jo også står bag “Being John Malkovich”, som jeg virkelig også godt kan lide… men “Her” er på samme måde, en lidt småsær og dyb fascinerende fortælling. Samtidig åbner den op for en interessant tese om hvordan vi i det moderne og meget IT-præget samfund, kan leve med en ikke-berøringende kontakt… forstået på den måde, at vi måske ikke har brug for at være to mennesker i fysisk form længere for at udgøre et parforhold. Jeg ved ikke om det var på grund af Scarlett Johanssons charmerende stemme, men vor hovedperson, bliver ihvertfald meget interesseret i hans Operativ System (OS), og det er en interessant tanke i mine øjne.. Jeg opfordrer alle til at se denne film, fordi det er en meget anderledes og tankevækkende film om parforhold…virkelig en god oplevelse. Det samme kan jeg sige om “Prisoners”, der havde en indlevende historie og nogle meget stærke skuespilspræstationer, navnlig af Hugh Jackman i hovedrollen – jeg må sige at gamle ‘Wolverine’ gør det helt og aldeles fremragende i den film. Årets thriller ved jeg ikke om det er, men den er helt sikkert solid og meget spændende. Og der blev iøvrigt også plads til en enkelt dvd-film, nemlig den japanske splatteractionfilm, “Gun Woman”…

12years

Sidste billede er af en film jeg modtog den anden dag. Der er tale om en tysk udgivelse og i et meget fint digibook-format, og det er selvfølgelig ‘Årets Film’, ifølge Akademiet, der uddeler den eftertragtet Oscar, hvert år…nemlig “12 Years A Slave”. Instrueret af Steve McQueen (ikke vores allesammens yndlings filmhelt, men derimod en engelsk instruktør), så skulle filmen være en særdeles stærk oplevelse om en mand og hans nærmeste, der lever livet som slaver på en ranch i USA. Jeg glæder mig til at se filmen, også selvom den måske er lidt anstrengende – jeg forventer dog en god historie og en stærk indsats fra skuespillerne.

Ja, det var vist noget nyt fra Afgrunden. Jeg beklager mange gange at jeg ikke har opdateret så meget her, men jeg har været underlagt den infame sommerhede, og så også VM-fodbolden, som der gjorde at jeg ikke så mange film. Nu er jeg dog ved at være tilbage i omdrejninger. I næste uge, skal jeg dog til sommerens faste indslag, da jeg tager et smut hen til min gamle fader, og mødes med et par gamle kammerater til hyggestund i haven, hvor vi skal have et par af de kolde og måske et par skud spiritus. Det er sådan et godt ritual hver sommer, men jeg skal nok vende frygtelig tilbage…

Jeg må indrømme at jeg er ret stor fan af den danske vampyrfilm, “Nattens Engel”, instrueret af Shaky Gonzales.. Et imponerende tempo, solide skuespilspræstationer, cool action og en rigtig sej stemning præger denne danske film fra 90’erne. Jeg var meget begejstret – jeg havde sågar en filmplakat ophængt på mit skumle teenageværelse, hvor der ellers ikke var meget pynt på væggene. “Nattens Engel”-plakaten kunne der dog blive plads til, og med den seje tagline: “Sove om dagen. Spise piger om natten”… ikke dårlig – og et ydmygt ønske for vore kære vampyrvenner i filmen.

Et andet kæmpe plus var det fornemme soundtrack, der var en blanding af hårdtpumpede rockmusik og smukke instrumentale vampyrske toner, komponeret af Søren Hyldgaard, som der burde høre hjemme i enhver gotikkers hjemmebibliotek. Blandt bandsene fandt man de navnkyndige D:A:D, Psyched Up Janis, vinderne af Dansk Rock engang medio 90’erne, Diva og selvfølgelig Strawberry Slaughterhouse, som er et af mine absolutte yndlings danske rockbands. Desværre eksisterer de ikke længere, men bandet nåede at udsende to albums og så være med på dette soundtrack, som jeg netop har fået genkøbt til mit sparsomme cd-bibliotek. De skrev endda et nummer specielt til filmen, som kan høres her:

 

 

 

Og imens jeg lytter til dette dejlige rocknummer og nyder en kold Royal pilsner (på flaske selvfølgelig), så tænker jeg tilbage på en tid i 90’erne, hvor jeg netop var begyndt at interessere mig for disse sunde ting, der nu præger min hverdag. Jeg gik dog meget til fester og videre i byen, hvilket jeg ikke rigtig gør så meget mere, men jeg nyder dog stadigvæk en kold i ny og næ. I aften skal jeg vist stene lidt fodbold… håber på en sejr til Costa Rica over kæmpefavoritterne fra Holland…det ville være så smukt, så smukt…

Moder sol og fatter måne…

Ja, dette skal ikke nødvendigvis blive en vane. Jeg sidder netop nu og nedfælder disse ord, imens solskinnet stråler ind i mine skumle gemakker, hvor det normalvis ikke er det livsgivende lys, der overstrømmer mit usle domicil, men derimod de skiftende farver/lyspartikler i mit fjernsyn, der gerne viser endnu en voldsfilm, imens jeg har slukket for alt lyset i stuen, og kun en enkelt lampe, der lyser i mit væmmelige køkken, hvor jeg tilbereder flere og flere besynderlige måltider. Egentlig vil jeg helst skrive mine indlæg om natten, fordi der føler jeg at jeg bedst kan formulere mig, men i og med at jeg ofte er en stortryne om natten lige for tiden, så må det derfor blive nu…

Jeg har fået lidt nyt hjem til mit sparsomme filmbibliotek, og jeg synes godt at jeg kunne retfærdiggøre at dele det med omverdenen..:

cdonlaserdisk

Fælles for alle disse film var at de var meget billige, og da jeg sjældent køber film, der pr. styk. koster flere hundrede kroner, så bliver det ofte nogle lidt mere tvivlsomme titler. Men der er da noget horror på blu-ray. Jeg har set “Across The Hall” med blandt andre Mike Vogel og Brittany Murphy (R.I.P.), og den var ikke videre imponerende. Et ganske oplagt trekantsdrama med nogle scener, der lapper lidt ud over hinanden og faktisk ikke fremstår særlig helstøbt – et okay kig, men ikke en klassiker. Ellers er der remaket af “Assault On Precinct 13”, som jeg faktisk godt kan lide, selvom originalen nok er lidt bedre og mere nervepirrende. “I Spit On Your Grave 2” er også et genkøb, da jeg forærede mit tidligere køb væk, men i og med at den kun kostede mig 29 kroner for en ny udgivelse, så har jeg ingen betænkeligheder. På dvdfronten er der blandt andet den australske seriemorderfilm, “Snowtown”, som skulle være særdeles modbydelig, så den glæder jeg mig til at se. Jeg fik dvd’en brugt hos en Amazon Marketplace-sælger. Andre dvd-titler er “42”, “Tommy Boy” med afdøde Chris Farley og så købte jeg også en koncertdvd med det svenske heavy rock-band, Europe – ja ja, dem med “The Final Countdown”… men siden den sang, er bandet faktisk blevet ganske habil og velspillende, så jeg er spændt på at se dvd’en med dem, og med i æsken er selvfølgelig også en live-cd.

Det var lige kort nogle tanker om det nyindkøbte. Jeg venter flere nye film, måske allerede i morgen. Jeg har bestilt adskillige hos Zavvi, og de dukker forhåbentlig snart op. Ellers bestilte jeg også nogle amerikanske dvd’er hos en Amazon-sælger, og jeg håber at de ligeledes snart dukker op…den største ulempe ved at handle på Internettet, er jo ventetiden…

Nåh nej, jeg fik iøvrigt også lige et genkig i går af en af mine absolutte yndlings-film, når det kommer til ikke-horror, nemlig “Lost In Translation” af Sofia Coppola med Bill Murray og Scarlett Johansson i de store roller. Denne film er et absolut mirakel, og jeg kan ikke lade være med at holde utrolig meget af den, samtidigt med at den understreger at Japan er et enormt fascinerende sted. Kulturskellet er sikkert kæmpestort, og vores hovedkarakterer i filmen fatter da heller ikke meget af det der foregår altid, men alligevel knytter de et bånd sammen, uden at det bliver romantisk eller seksuelt, men de bliver bare rigtige gode venner, hvilket man jo også kan sætte pris på. Musiksiden er også virkelig god, og der er flere glimrende sange på det iørefaldende soundtrack, der bestemt er værd at anskaffe sig. Jeg så første gang filmen i 2003 – da jeg købte den på en amerikansk dvd i Laserdisken. Jeg mener at den ikke engang var ude i biffen i Danmark på det givne tidspunkt, og det var da også en ‘hunch’ som jeg købte den på. Jeg kunne dog godt lide Bill Murray og Scarlett Johansson vidste jeg godt hvem der var, fordi jeg havde set hende i film tidligere, blandt andet “Ghost World”. Jeg satte filmen i afspilleren straks da jeg kom hjem… og hjem var sådan et lille lummert værelse som jeg havde lejet et sted ude i en lille by lidt udenfor Aalborg, fordi jeg var en fattig studerende, og ikke havde råd til store, ekstravagante ting og sager. Nuvel, jeg smed filmen i, og var forelsket med det samme. Den massive stemning, der driver igennem hele filmens spilletid, er virkelig betagende, og jeg følte mig i så godt selskab. Selvfølgelig var der også kritiske røster fremme med at filmen var racistisk, men nej, det synes jeg bestemt ikke at den er… men den beskriver meget godt når to så vidt forskellige kulturer og verdener mødes, og så kan man jo kun sidde tilbage i stolen med store, vidt åbne øjne, og indse at verdenen faktisk er et stort sted, selvom Internettet har gjort den mindre.

“Lost In Translation” blev heldigvis en stor succes, og Oscarnomineret og Oscarbelønnet, hvilket er virkelig fortjent, også selvom Bill Murray virkede mere end almindelig fornærmet, da han ikke vandt Oscaren for Bedste Mandelige Hovedrolle. Men selvom den gode Murray ikke vandt, så fremstår filmen her 10+ år senere stadigvæk utrolig frisk og replay-value-niveauet er særdeles højt. Jeg er ihvertfald altid begejstret, når jeg sætter filmen på, og rejser hen til en verden, langt væk, som virker så utrolig og uforståelig. Men når alt kommer til alt…sikke en rejse…!