Archive for oktober, 2014


Ja, så blev det nok engang tid til at nedfælde et par ord. Denne gang er jeg knap så opstemt og småberuset som sidst, men sidder i stedet og har en kop kaffe ved min side, og tænker tanker omkring kommende tid. Utrolig nok er det snart Jul nok engang, og jeg tror bare at jeg vil modtage den som jeg plejer – med ophøjet skepsis og lidt indelukkethed – nuvel, da jeg var dum og en knægt, da elskede jeg skam Julen, og hvem gjorde ikke det? det var jo knap så hysterisk som nu hvor Julepynten kommer op i butikkerne i starten af oktober. Jeg var altid glad for mine julegaver, der jo var aftenens højdepunkt, da man var barn, men derimod har jeg aldrig været den heldige, der fandt mandlen… jeg kan ikke fordrage det..

Hov – ja, jeg plejer jo at indlede med lidt tankestrøg, og denne gang var ingen undtagelse, men jeg har da også set nogle film her på det seneste, hvor jeg dog desværre også har været ramt af mange træthedbrud, som gjorde at jeg måtte lægge mig – men jeg fik da set et par stykker nu og her, og her og der… og en af dem var jeg meget spændt på:

Jeg forudbestilte den nye X-Men-film, nemlig den der hedder “X-Men: Days Of Future Past”, og modtog den i går onsdag, så den havde jeg selvfølgelig i afspilleren, og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet. Filmen indledes rimelig hurtig i fremtiden, og tempoet er vældig højt i starten, hvor man kastes ind i handlingen. Senere slapper filmen mere af, og der er bestemt ikke tale om action-på-action… der er mange afmålte situationer, der alle sammen er med til at udbygge universet og X-Men-mytologien. Det var jeg meget begejstret for, og jeg må sige at jeg altid har været spændt på at se en film med de store robot-mutantjægere, kaldet ‘Sentinels’… persongalleriet er fyldt med en masse kendte navne, og selvom filmen er sat til at foregå både lidt i fremtiden, men også i 1973, idet det jo er en såkaldt tidsrejse-film, så bliver man mødt med både unge og gamle versioner af henholdvis Professor X og Magneto. De to centrale omdrejningspunkter på rollelisten er dog Hugh Jackman i hans nu meget familære karakter som ‘Wolverine’, men også Jennifer Lawrence som ‘Mystique’ er vigtig for filmens handling, da hun bliver et essentielt værktøj i jagten på mutanter i fremtiden. Der er også meget spilletid til James McAvoy som den unge Charles Xavier, Michael Fassbender som ung ‘Magneto’ og Nicholas Hoult som en ung ‘Beast’. Jeg vil ikke benægte at filmen godt kan virke kaotisk og voldsom, og handlingen er meget baseret på at man kender karakterne og accepterer at alt kan lade sig gøre i en X-Men-film, ligesom det kunne lade sig gøre i tegneserie-universet. Jeg tror dog at en film som “Avengers” banerede vejen for “X-Men: Days Of Future Past”, da den gav vished om at man kan stable en seriøs mastrodont af en superhelte-film på benene. Indrømmet, de tidligere X-Men-film var også overrendt af mutanter, især i 3’eren, hvor det næsten blev for meget, men dette nye kapitel er i den grad velkommen, og den bygger i den gang videre på både “X-Men 3: The Last Stand” og “X-Men: First Class”. Jeg er ihvertfald særdeles frisk på flere eventyr med de elskelige mutanter, især hvis det bliver gjort på så imponerende vis som “X-Men: Days Of Future Past”… præmissen er måske svær at sluge i første omgang, men når man ser filmen, så er man ikke i tvivl om dens berettelse.

Allerede nu har jeg dog hørt rygter om en kommende X-Men-film i 2016. Man må sige at der er gang i superheltene for tiden. Jeg kan også lige så godt indrømme at jeg også ser frem til den nye “Avengers”-film. Jeg har bare altid været vildere med Marvel Comics end DC, der jo har høstret mange positive ord for Christopher Nolans ‘Dark Knight’-trilogi, der bestemt også var stærk.

Men eftersom at blodet pumpede hastigt rundt i mine kredsløb, så indså jeg at jeg måtte se en helt anden type film bagefter denne strålende superhelte-film. Valget faldt på Lawrence Kasdans “The Big Chill”, der også er en af de typiske snakke-film, hvor persongalleriet består af nogle gode, troværdige karakterer, der basker rundt med små og store problemer, typisk i en lille, stille setting, hvor der ikke sker meget andet end menneskelig drama, som jo også kan være slemt nok!?

“The Big Chill” eller “Gensyn Med Vennerne”, som den hedder på dansk, er fra 1983, og den virker ærlig talt lidt langsom. Kort sagt omhandler den en lille gruppe personer, der har været venner i mange år, som mødes til en weekend i samme hus, da en anden af deres venner har begået selvmord. Der er alle typer, men i bund og grund, er der nogle voksne mennesker, der sidder og diskuterer livet på godt og ondt. De optager sig endda også på video, imens de fjoller rundt i en hel weekend, og ikke får udrettet alverden end at snakke om hinandens liv og deres problemer. Gamle flammer bliver tændt igen og det ender lidt pudsig for Kevin Kline, da han pludselig skal være med til at gøre en af veninderne gravid – endda med hans kones accept! – i det hele taget, virker forholdet imellem vennerne lidt for lusket, og som om at alle har noget kørende med alle, hvis ikke nu, så engang i fortiden. Men det er en interessant film med sådan en gruppe venner, der fik mine tanker til at vandre, og hvor jeg huskede tilbage på tiden, hvor jeg også havde en omgangskreds, hvor vi laver de ting, som gjorde livet værd at leve… vi lyttede til musik, drak øl og diskuterede – det kan godt nok føles om hundrede år siden, og selvom man er blevet ældre, så er det alligevel sådanne minder, der hænger ved. Jeg ved ikke om filmen er baseret på nogle sande erindringer, men den virker meget naturalistisk og troværdig, og selvom personerne i filmen alle er etablerede, så savner jeg dog at man kommer lidt i dybden med dem, og i deres forhold til den afdøde, som nok granskes, men ikke helt tilfredsstillende nok. Rollelisten er dog imponerende: William Hurt, Jeff Goldblum, Kevin Kline og Tom Berenger på herrernes side, imens kvinderne bliver spillet af henholdsvis Glenn Close, Jobeth Williams, Meg Tilly og Mary Kay Place… stærke navne i den grad, og skuespillet fejler da heller ikke noget – der er gode momenter fra alle de involverede. Hvis man således er tilfreds med en film, der ikke ligefrem er det man kan betegne som højspændt og spændende, men derimod man søger det menneskelige drama med nogle dygtige skuespillere, der får filmens lidt banale historie til at virke levende i acceptabel omfang, så kan man godt sætte “The Big Chill” på. Der er flere morsomme øjeblikke, der nok skal fungere som lidt ‘comic relief’, men jeg vil ikke vove at påstå at alle fungerer lige godt, men trods dette, så er filmen seværdig.

Javohl… det var nogle tanker om et par film, som jeg netop har set. Jeg har stadigvæk gang i min udfordring for oktober måned med at se en masse horrorfilm, men denne gang, kom der altså noget ikke-horror på programmet. Sjovt, fordi det var en tanke, som jeg bestemt ikke ville tillade mig, da jeg var yngre, men som tiden går, så bliver man jo ældre, og typisk mere blød om hjertet og i tankegangen, så mon ikke at jeg ender som inkarneret romantikker – jeg dropper ikke horor dog!

futurepast

chill

 

Reklamer

Jo, jeg fik lige lyst til at skrive et par ord. Jeg sidder her alene en kold og trist fredag aften, men heldigvis har det været en hyggelig aften med min gode veninde på Skype, godt assisteret af en mængde god humle… især de Stout-øl der? oh la la – de var formidable.. så jeg har fået opbygget mig en lille skid.. men som Dynamit Harry proklamerede: “Jeg kører bedst med en lille skid på…”

Som jeg ser mig omkring i mit usle mørkekammer – den kære Afgrund, hvor alskens væsner lever og regerer .. kun oplyst af en computerskærm, sidder jeg nu, imens min hjerne vandrer… jeg tænker at det kunne være en udsøgt fornøjelse engang at levere manuskriptet til en dansk Far til fi… jeg mener, horror-film! – jeg kunne godt tænke mig en spøgelseshistorie om ‘Mosekonen’, der bygger (dvs. når man ser en masse tåge på en ensom hede, så er det hende der står bag!) – eller også kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en ‘haunted house’-fortælling, der foregår på et plejehjem eller hospice, idet det da må være ideelt for sådanne udfoldelser?… ja-  nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er knee-down begravet i horror for tiden, i forbindelse med min horror-udfordring for oktober måned. Jeg har fået set en del gode sager så far, hvor topscoreren har været “Rosemary’s Baby” …. og nu hvor jeg tænker tilbage på det, så tvivler jeg på om jeg nogensinde har set en film af den gode Roman Polanski, som jeg ikke har syntes om? – nuvel, den seneste “Venus In Fur” var ikke den bedste… men Emanuelle Seigner er sgu sej…

Jeg venter stadigvæk på nogle sager med Post Danmark… verdamt! – nåh ja, fredag bød ikke på meget fornøjelse i den retning, men jeg håber at der popper et par film ind lørdag, selvom  jeg nu mest ser horror i denne måned. Det er godt at være til nogle gange – men for fanden, hvor kunne det være sejt at komme til en rigtig horror-convention som man ser i diverse YouTube-videoer og lignende og sågar møde nogle af sine idoler. Nu er det jo svært ikke at blive starstruck, når Clive Barker tegner og skriver autografer til sådan en messe, i en af de få gange, hvor han gør en offentlig optræden. Manden er et geni. Jeg ville gerne have den udvidede udgave af “Nightbreed” – nemlig “The Cabal Cut”.. den måtte gerne komme på en Euro-venlig udgave… Shout Factory er for seje, men ikke ligefrem særlig interesseret i at sælge mange blu-rays i Europa? – med mindre at man selvfølgelig har en kodefri afspiller (noget som er mit nye og største ønske!)…

Af uransagelige årsager, så fremstår Afgrunden mere vågen og sulten end længe set. Lige meget hvor mange liter blod og spæde ungmøer, der bliver udsat for barbariske ofringer, så råber den stadigvæk på mere… nu kan det være svært, når man bare er en stakkels førtidspensionist, der kun sidder og ser film, hører musik og nogle gange drikker øl (kun i weekenderne!) … Afgrunden er sgu blevet noget krævende… – men on a sidenote, så gik jeg mine bøger igennem…(den utopiske tanke var at sælge nogle af dem, så måske kunne det frigøre nogle kontanter)… men ak og ve, jeg fandt måske en enkelt bog, som jeg kunne finde på at skille mig af med…resten ville jeg sgu hellere selv beholde, og gennemkigget fik mig faktisk til at lure lidt på at begynde at læse igen! – Imagine that!… well, der var masser af gode sager, både skøn- og faglitteratur… masser om film, musik og sågar en enkelt om Jehovas Vidner??? – der var et væld af tunge, litterære værker, som trænger til at blive gransket igennem med et stort, sulten kæbeparti…

Og nåh ja, nok engang sidder man alene tilbage. I Provinsen er der ikke meget andet at give sig til, end at skrive på sin blog og så gå i seng? – min Facebook er også til stede, men den har dog været stille i en rum tid nu… jeg må vist hellere snart finde mig til rette i min kiste… men lige inden, så kommer der lige en sang, dedikeret til alle ensomme sjæle ude i Dannevang… good cheesy music! I love it…!

 

Jovist!… jeg er skam i live, men jeg har været optaget af nogle livsvigtige ting, her på det sidste – hovedesagelig med at passe min nattesøvn, hvor jeg nok har fået sovet rigeligt på det seneste, men jeg har også været ramt af nogle massive angreb af søvnanfald, men de seneste par dage, har jeg følt mig ganske frisk – jeg går dog tidligere i seng end før lige for tiden, men so be it… Afgrunden ligner heldigvis sig selv og når den får en ordentlig portion offergaver, så er den glad…

Jeg modtog således i dag følgende:

pakke1

Der er tre pakker i alt. Først og fremmest en lille kuvert fra en Amazonsælger, og ellers en lidt større pakke fra Zavvi, før endelig at fuldende det med en gigantisk pakke fra FONA. Det ser jo ganske herligt ud, og mine klamme, ulækre fingre var ivrige efter at pakke dem op – det er jo en sand fornøjelse med sådanne nyindkøb. Jeg kan så afsløre at pakkerne indeholdte følgende:

pakke2

Fra Zavvi ses den fine Pop! Vinyl-figur, der forestiller Dr. Egon Spengler fra kultklassikerne “Ghostbusters” og “Ghostbusters II”. Hans rolle blev jo spillet af den talentfulde og utrolig morsomme Harold Ramis, der desværre ikke er iblandt os længere – han har dog lavet mange gode film, og de førnævnte spøgelsesjægerfilm er nogle af dem. Jeg er også meget begejstret for “Stripes”, hvor han dannede et perfekt makkerpar med Bill Murray.  Ellers er der en enkelt film fra Amazonsælgeren, “The Sleeper”, der godt kunne ligne en ganske herlig horrorfilm – coveret er ihvertfald…to die for… Resten af filmene, stammer fra FONAs webshop, hvor der er mange utrolige tilbud på film for tiden, især på titler fra det mægtige danske selskab, Another World Entertainment, og dem har jeg også købt adskillige af denne gang. Det er pragtfuldt så mange interessante værker, der kan erhverves for billige penge…. I love it! Særligt glæder jeg mig til at gense “Do You Like Hitchcock” af Dario Argento, “Ulvetid” og “Moby Dick”, den gamle klassiker med Orson Welles og Gregory Peck.

Ellers kan jeg meddele at jeg er gået i gang med den famøse Horror-udfordring for oktober måned. Det er en konkurrence, der kører på nettet, hvor man skal se 31 horrorfilm i hele oktober måned. Der er nogle simple regler, der skal være i betragtning for når man vælger filmene:

1) Der skal være 31 film.

2) 16 af filmene skal man ikke have set før.

3) 5 forskellige årtier skal være repræsenteret.

4) 4 forskellige lande skal være repræsenteret.

5) Der skal være enten 5 film fra samme instruktør eller tre forskellige fra to instruktører.

Det var umiddelbart ikke så nemt at finde nogle, men det lykkedes til sidst. Den instruktør som jeg har valgt med fem film var selvfølgelig Dario Argento, som jeg er utrolig glad for. Hans film kan næsten altid ses, selvom det er ved at være længe siden, at han leverede et mesterværk, så skal han fandeme have tak for stadigvæk at prøve. På det næste billede kan man se de forskellige film som jeg har valgt:

Udfordring

Det er spændende  med sådan en ting, og her hvor vi er 7 dage hen, så har jeg set seks film. Jeg lagde ud med at se “The Howling”, dernæst “The Realm”, som jeg fulgte op med “Gacy”, efterfølgende den franske “Inside”, og så “Rosemary’s Baby” og endelig “Snowtown”. Bundskraberen so far er helt sikkert “The Realm”, der bare var et latterlig, dårlig og umorsom forsøg at lave en found footage horror-komedie, hvor den dog endelig blev lidt grum mod slutningen, så var den bare grundlæggende alt for ringe. Den bedste har været “Rosemary’s Baby” og så “The Howling”, som jeg begge havde set før, men Roman Polanskis klassiker er bare i en liga for sig. En virkelig fremragende film på alle leder og kanter. Valget i aften ved jeg ikke helt. Måske bliver det John Carpenters “Prince Of Darkness”, som jeg kun har set en enkelt gang tidligere, og ikke husker alverden fra. Det lugter lidt af et vammelt gensyn!

Ja, så fik jeg leveret endnu et indlæg… som sagt, så beklager jeg at der gik helt fra den 22. september og så til nu, men jeg har været en dovenlars og ikke rigtig fået taget mig sammen – desuden vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle skrive. Nu kom der dog lidt fra min side… så forhåbentlig går der ikke længe til næste gang!

P.S.

Jeg fik iøvrigt set det danske Oscarbud, nemlig Nils Malmros’ “Sorg & Glæde” – en utrolig god film, virkelig stærk og effektiv.. historien er jo så vidt jeg kan forstå, baseret på virkelige hændelser, og det er noget af en historie, fordi den sågar stammer fra instruktørens egen liv. Jeg vidste jo godt at Malmros kunne lave fine film, og det her er bestemt endnu en af dem. Om den er stærk nok til at vinde en Oscar vil tiden vise, men jeg synes ihvertfald at det var et fremragende kig, som jeg sagtens kan anbefale til alle. En af de bedre danske film i lang tid.