Ja, så blev det nok engang tid til at nedfælde et par ord. Denne gang er jeg knap så opstemt og småberuset som sidst, men sidder i stedet og har en kop kaffe ved min side, og tænker tanker omkring kommende tid. Utrolig nok er det snart Jul nok engang, og jeg tror bare at jeg vil modtage den som jeg plejer – med ophøjet skepsis og lidt indelukkethed – nuvel, da jeg var dum og en knægt, da elskede jeg skam Julen, og hvem gjorde ikke det? det var jo knap så hysterisk som nu hvor Julepynten kommer op i butikkerne i starten af oktober. Jeg var altid glad for mine julegaver, der jo var aftenens højdepunkt, da man var barn, men derimod har jeg aldrig været den heldige, der fandt mandlen… jeg kan ikke fordrage det..

Hov – ja, jeg plejer jo at indlede med lidt tankestrøg, og denne gang var ingen undtagelse, men jeg har da også set nogle film her på det seneste, hvor jeg dog desværre også har været ramt af mange træthedbrud, som gjorde at jeg måtte lægge mig – men jeg fik da set et par stykker nu og her, og her og der… og en af dem var jeg meget spændt på:

Jeg forudbestilte den nye X-Men-film, nemlig den der hedder “X-Men: Days Of Future Past”, og modtog den i går onsdag, så den havde jeg selvfølgelig i afspilleren, og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet. Filmen indledes rimelig hurtig i fremtiden, og tempoet er vældig højt i starten, hvor man kastes ind i handlingen. Senere slapper filmen mere af, og der er bestemt ikke tale om action-på-action… der er mange afmålte situationer, der alle sammen er med til at udbygge universet og X-Men-mytologien. Det var jeg meget begejstret for, og jeg må sige at jeg altid har været spændt på at se en film med de store robot-mutantjægere, kaldet ‘Sentinels’… persongalleriet er fyldt med en masse kendte navne, og selvom filmen er sat til at foregå både lidt i fremtiden, men også i 1973, idet det jo er en såkaldt tidsrejse-film, så bliver man mødt med både unge og gamle versioner af henholdvis Professor X og Magneto. De to centrale omdrejningspunkter på rollelisten er dog Hugh Jackman i hans nu meget familære karakter som ‘Wolverine’, men også Jennifer Lawrence som ‘Mystique’ er vigtig for filmens handling, da hun bliver et essentielt værktøj i jagten på mutanter i fremtiden. Der er også meget spilletid til James McAvoy som den unge Charles Xavier, Michael Fassbender som ung ‘Magneto’ og Nicholas Hoult som en ung ‘Beast’. Jeg vil ikke benægte at filmen godt kan virke kaotisk og voldsom, og handlingen er meget baseret på at man kender karakterne og accepterer at alt kan lade sig gøre i en X-Men-film, ligesom det kunne lade sig gøre i tegneserie-universet. Jeg tror dog at en film som “Avengers” banerede vejen for “X-Men: Days Of Future Past”, da den gav vished om at man kan stable en seriøs mastrodont af en superhelte-film på benene. Indrømmet, de tidligere X-Men-film var også overrendt af mutanter, især i 3’eren, hvor det næsten blev for meget, men dette nye kapitel er i den grad velkommen, og den bygger i den gang videre på både “X-Men 3: The Last Stand” og “X-Men: First Class”. Jeg er ihvertfald særdeles frisk på flere eventyr med de elskelige mutanter, især hvis det bliver gjort på så imponerende vis som “X-Men: Days Of Future Past”… præmissen er måske svær at sluge i første omgang, men når man ser filmen, så er man ikke i tvivl om dens berettelse.

Allerede nu har jeg dog hørt rygter om en kommende X-Men-film i 2016. Man må sige at der er gang i superheltene for tiden. Jeg kan også lige så godt indrømme at jeg også ser frem til den nye “Avengers”-film. Jeg har bare altid været vildere med Marvel Comics end DC, der jo har høstret mange positive ord for Christopher Nolans ‘Dark Knight’-trilogi, der bestemt også var stærk.

Men eftersom at blodet pumpede hastigt rundt i mine kredsløb, så indså jeg at jeg måtte se en helt anden type film bagefter denne strålende superhelte-film. Valget faldt på Lawrence Kasdans “The Big Chill”, der også er en af de typiske snakke-film, hvor persongalleriet består af nogle gode, troværdige karakterer, der basker rundt med små og store problemer, typisk i en lille, stille setting, hvor der ikke sker meget andet end menneskelig drama, som jo også kan være slemt nok!?

“The Big Chill” eller “Gensyn Med Vennerne”, som den hedder på dansk, er fra 1983, og den virker ærlig talt lidt langsom. Kort sagt omhandler den en lille gruppe personer, der har været venner i mange år, som mødes til en weekend i samme hus, da en anden af deres venner har begået selvmord. Der er alle typer, men i bund og grund, er der nogle voksne mennesker, der sidder og diskuterer livet på godt og ondt. De optager sig endda også på video, imens de fjoller rundt i en hel weekend, og ikke får udrettet alverden end at snakke om hinandens liv og deres problemer. Gamle flammer bliver tændt igen og det ender lidt pudsig for Kevin Kline, da han pludselig skal være med til at gøre en af veninderne gravid – endda med hans kones accept! – i det hele taget, virker forholdet imellem vennerne lidt for lusket, og som om at alle har noget kørende med alle, hvis ikke nu, så engang i fortiden. Men det er en interessant film med sådan en gruppe venner, der fik mine tanker til at vandre, og hvor jeg huskede tilbage på tiden, hvor jeg også havde en omgangskreds, hvor vi laver de ting, som gjorde livet værd at leve… vi lyttede til musik, drak øl og diskuterede – det kan godt nok føles om hundrede år siden, og selvom man er blevet ældre, så er det alligevel sådanne minder, der hænger ved. Jeg ved ikke om filmen er baseret på nogle sande erindringer, men den virker meget naturalistisk og troværdig, og selvom personerne i filmen alle er etablerede, så savner jeg dog at man kommer lidt i dybden med dem, og i deres forhold til den afdøde, som nok granskes, men ikke helt tilfredsstillende nok. Rollelisten er dog imponerende: William Hurt, Jeff Goldblum, Kevin Kline og Tom Berenger på herrernes side, imens kvinderne bliver spillet af henholdsvis Glenn Close, Jobeth Williams, Meg Tilly og Mary Kay Place… stærke navne i den grad, og skuespillet fejler da heller ikke noget – der er gode momenter fra alle de involverede. Hvis man således er tilfreds med en film, der ikke ligefrem er det man kan betegne som højspændt og spændende, men derimod man søger det menneskelige drama med nogle dygtige skuespillere, der får filmens lidt banale historie til at virke levende i acceptabel omfang, så kan man godt sætte “The Big Chill” på. Der er flere morsomme øjeblikke, der nok skal fungere som lidt ‘comic relief’, men jeg vil ikke vove at påstå at alle fungerer lige godt, men trods dette, så er filmen seværdig.

Javohl… det var nogle tanker om et par film, som jeg netop har set. Jeg har stadigvæk gang i min udfordring for oktober måned med at se en masse horrorfilm, men denne gang, kom der altså noget ikke-horror på programmet. Sjovt, fordi det var en tanke, som jeg bestemt ikke ville tillade mig, da jeg var yngre, men som tiden går, så bliver man jo ældre, og typisk mere blød om hjertet og i tankegangen, så mon ikke at jeg ender som inkarneret romantikker – jeg dropper ikke horor dog!

futurepast

chill

 

Reklamer