Back – with a vengence… Jeg er tilbage med endnu en opdatering fra mit hektiske og pulserende liv, hvor jeg bruger størstedelen af tiden på at sidde og tænke filosofiske tanker, alt imens jeg ser frygtelig dårlig fjernsyn. I aften er næstsidste afsnit af Ole Bornedals udskældte “1864”, men pudsig nok, så kan jeg egentlig godt lide den… jovist den er måske ikke så historisk korrekt, men det er altid godt med lidt kreativitet, og den er der masser af i den serie, der forøvrigt er ufattelig flot fotograferet og med en strålende musikside af Marco Beltrami, så niveauet er højt… men det burde det også være med så mange millioner, der er smidt efter den. Jeg er spændt på hvad DRs næste satsning er? – en science fiction-serie? eller måske noget horror? – det kunne være cool for genrefolket.. men jeg tvivler på at det bliver tilfældet…

Men hvordan ser det ellers ud på filmfronten? har jeg fået gjort nogle nye indkøb – det hurtige og mest korrekte svar må dermed være : “Ja”… jeg har fået investeret i lidt nyt, som nok bliver noget af det sidste til mig selv, eftersom at Julen snart indtræffer, så skal der jo være nok til gaver og desvidere.. men her er lige et billede:

amazonnov2

Der er masser af gode ting. Først og fremmest en cd med scoret til Nicolas Winding Refns glimrende “Drive”. Jeg husker musikken som særdeles medrivende, så da jeg kunne få udgivelsen for relativ små penge, så slog jeg selvfølgelig til. Men eller kan man jo se at jeg har investeret i nogle blu-rays og dvd’er…og ikke færre end fire titler fra Arrow. Men den dyreste var dog den nyeste “Transformers”-film med undertitlen: “Age Of Extinction” – idet jeg måtte have den på en af de der fancy steelbooks. Jeg så den her den anden nat, og det er en film meget på det jævne. Selvfølgelig er der massevis af eksplosioner og ildkampe mellem menneskerne og robotterne internt. Spilletiden nærmer sig de tre timer, og spørgsmålet om hvorvidt at den kan holde dampen oppe så længe, kan besvares ganske kort, fordi det kan den sgu ikke. Jeg synes ikke at jeg var underholdt hele vejen, og der var mange dumme og småtåbelige scener. Jeg elsker dog “Transformers”, hvilket jeg har gjort, siden jeg var et dumt og stædigt barn tilbage i 80’erne. Legetøjet, tegneserierne og tegnefilmene var nogle af mine mest værdsatte interesser. Det er stadigvæk cool at det er Peter Cullen, der lægger stemme til Optimus Prime, men selvom filmen er flot, så er det også buldertomt underholdning for laveste skuffe… der er ikke meget mening med filmen, andet end at der skal sprænges noget i luften. Shia LeBouef er blevet ældre og forvandlet til Mark Wahlberg, der viser nogle imponerende muskler, det må jeg godt nok sige… han ser meget bøffet ud, men hans præstation i filmen er….. på det jævne – ligesom alt andet med den nye “Transformers”-produktion… den er jævn..

Det er selvfølgelig ærgerligt at det skal være sådan, nu hvor man har set frem til en film, men når filmen slutter, så sidder man alligevel og tænker på om der ikke kommer en 5’er… slutningen er endog meget åbent, så det er næsten oplagt.

Men nok om “Transformers”, jeg fik også nogle andre titler – blandt andet Brian De Palmas “The Fury”, som jeg glæder mig til at gense. Jeg modtog også Wes Craven’s “The People Under The Stairs”, som jeg så i går – og det er en ret sjov lille sag, der grænser sig til det morbide underholdning. Jeg morede meget en del, men kørte dog træt mod slutningen, da jeg synes at filmen begyndte at gentage sig selv… men hold da kæft hvor Everett McGill er god og creepy som ‘Manden’… jeg havde set den før, men kunne ikke huske alverden, så det var selvfølgelig fint, at jeg kunne få den på en fornem Arrow Video-blu ray-udgivelse.

Den sidste udgivelse som jeg lige vil fremhæve, er dobbelt-feature blu-ray+2 dvd-disk-udgaven af “Blacula”, der indeholder både den første og efterfølgeren af denne ret morsomme blaxsploitation-horror serie om en sort Dracula. Det er svært ikke at føle sig underholdt af absurditeterne på skærmen. Jeg er glad for denne lille subgenre af film, fordi der er efterhånden nogle af de største bad asses med i filmhistorien. Se en film som “Truck Turner” med Isaac Hayes – gennemført benhård!

Ja, det var lige lidt livstegn fra Afgrunden. Jeg har travlt med at gøre klar til den snart kommende zombie invasion, så bær lige over med mig. Jeg kan dog afsløre at mit underjordiske bomberum og laboratorium står klar, så jeg har mulighed for at forskanse mig. Hold da kæft, hvor er jeg dog paranoid for tiden!?

Reklamer