Ja, så blev det splittergaleme den tid igen. Sjovt nok, så synes jeg at det lige har været Juleaften… ufattelig at tænke på at der allerede er gået et år!? – og jeg må jo nok indrømme, at jeg her, på mine ældre dage, har øje for det dramatiske og hang til det nostalgiske. Jeg husker især Juleaften fra min barndom, hvor mine forældre et år havde gemt gaverne for min søster og jeg i bagagerummet i vores bil, og at vi forinden kun havde fået små gaver, hvilket jo er frygtelig for et barn i voksealderen, der har brug for at lade fantasien vandre, og hengive sig til alskens herligt legetøj, hvad enten det var “Teenage Mutant Ninja Turtles”, “Transformers” eller “Action Force”, som der var de primære ting i min barndom. Nu om dage, kræves der vist mere en smartphone eller en Ipad? – ja, tingene har godt nok ændret sig.

Her i mit voksenliv, har man jo tendens til at prioritere anerledes på en Juleaften – nu glæder jeg mig mindst lige så meget til maden og samværet. Gaver skal der selvfølgelig også være, men det er ikke længere mit drivpunkt, nu er jeg jo også blevet en gammel nar, så jeg sætter helt klart pris på nogle andre ting.

For at snakke lidt om året, der er gået, så vil jeg sige at en af de bedste film, som jeg har set i år, var Ron Howards “Rush” om de to F1-kørere, Niki Lauda og James Hunt…. hvem skulle have troet det? jeg er ikke så fanatisk med bilfilm, men jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, så hvem ved, måske ender det med at jeg en dag, rent faktisk, sætter mig ned med en kop kaffe, et roligt sind og ser en “Fast And The Furious”-film? – jeg tvivler dog…

Men for at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig Jul her fra Afgrunden, hvor stanken af rådne lig, zombiers hærden og nattevæsnernes rumstering huserer i bedste stil. Undermennesket siger tak for de få læsere, der har forvildet sig herind ved et uheld. Jeg håber at alle får en fantastisk Juleaften… vi skrives ved senere…!

merrychristmasanimals

Reklamer