Archive for februar, 2015


Uha… det har været nogle voldsomme dage her på matriklen.. Jeg har nemlig været helt uden Internet i adskillige dage! – årsagen var en alt for gammel og alt for træt router, der nu er pensioneret, og erstattet af en yngre model, som jeg har navngivet: “Sabrina” – mere vulgært bliver det næppe… – men jeg har fandeme også været på grådens rand, og været så dybt nede, at jeg engang troede at jeg var blevet medlem af The Cure, og derfor havde ret til at skrive musiktekster om hvor forfærdelig livet er og på den mest fisefornemme, moderne EMO-facon! – fandeme nej, jeg er og bliver et metalhead! – lige bort set fra når Sabrina lusker sig forbi og indfanger mine øregange med hendes vidunderlige væsen….

Well – jeg ville ikke skrive så meget – bare meddele at jeg er okay! såret, men fattet… og med udstyret i orden, idet jeg nu er gået trådløs!

Fandeme utroligt, hvad man skal udsætte sig selv for, når man ikke har Internetadgang... således har jeg kæmpet mig igennem en stak af mine dvd'er, idet jeg følte mig rastløs, og så absolut mente at jeg måtte igang med sorteringen! - nytteløst projekt... jeg har endnu ikke fået ryddet op, så jeg sidder og betragter uhyret med et halvt øje med håb om at galskaben kommer over mig igen, så jeg får færdiggjort mit projekt...

Fandeme utroligt, hvad man skal udsætte sig selv for, når man ikke har Internetadgang… således har jeg kæmpet mig igennem en stak af mine dvd’er, idet jeg følte mig rastløs, og så absolut mente at jeg måtte igang med sorteringen! – nytteløst projekt… jeg har endnu ikke fået ryddet op, så jeg sidder og betragter uhyret med et halvt øje med håb om at galskaben kommer over mig igen, så jeg får færdiggjort mit projekt…

Og routeren “Sabrina” – er naturligvis opkaldt efter:

Reklamer

Jo vist – så er det vist på tide at vende tilbage med et gispende hyl fra Afgrundens ubehagelige omgivelser. Jeg har i den seneste tid været noget ramt af lidt søvnbesvær, som viste sig fra dens absolut grimmeste side i sådan et omfang, at jeg ikke kunne holde til se film? – hov, hov, søvnbesvær? jamen, så er man jo vågen hele tiden – næh nej, fordi det pudsige ved situationen er at satte jeg mig til at nærstudere en voldsfilm eller noget andet unævneligt, så varede det ikke længe før jeg begyndte at få trætte øjne og falde hen, og det er ikke særlig morsomt, nu hvor man endelig har lyst til at se tvivlsomme film. Jeg ved sgu ikke hvad der er… men så i seng, og sove en time eller to, og så er man vågen igen, og jeg hjemsøger min lejlighed som et uhyre fra en anden dimension. Nuvel, mine naboerne må jo så indrømme at det sikkert er skønt at høre Dio kl. 3 om natten. Sikke noget møg.

Well – så kunne man jo tro at når man ikke altid havde så nemt ved at se film, så bakkede man lidt ud af det halløj med at hjemkøbe nye titler til Afgrundens hungerende filmbibliotek? – næh nej dog… så jeg har selvfølgelig også bestilt lidt hjem her de seneste dag… noget af det har dog været lidt længe undervejs, da det kommer fra en Amazon marketplace-sælger, og er sendt fra – across the bay… eller fra det store USA, så at sige… de andre kommer fra henholdsvis Amazon og så Fona…:

febnyt

Jeg kan afsløre at de to titler fra USA er henholdsvis Kevin Smiths nyeste “Tusk” og så dokumentaren om den meget morsomme mand med den dybe stemme, George Takei alias Mr. Sulu fra “Star Trek” i hans film, “To Be Takei”. Sidstnævnte er faktisk den eneste som jeg har nået at få at se endnu, men det var en ganske fin lille og hyggelig dokumentar… hvor den fortalte om historien om hvor svært det har været for en japansk-amerikaner at vokse op i USA, som følge efter angrebet på Pearl Harbor, der medførte at hele hans familie og godt og vel 100.000 andre japansk-amerikanere blev sat i nogle fængselslejre. Således forsatte den med at fortælle videre om onkel Georges skuespilskarriere, og dernæst politiske ditto, inden han sprang ud som officiel homoseksuel, hvilket har udviklet sig til hans store mission i livet – at kæmpe for lesbiske og bøssers rettigheder i et meget konservativt USA. Men ikke destro, så opnåede manden også enorm succes på Facebook, idet han begyndte at skrive humoristiske kommentarer og uploade morsomme billeder i sådan en grad, at han er blevet et kæmpe hit. Jeg er selv fan af hans profil og der kommer nogle vanvittige underholdende bider fra tid til anden. Og det er dokumentaren såmænd – lidt småsjov og sød og ganske serværdig.

Dernæst følger 5 titler fra Amazon. “Enemy” med Jake Gyllenhaal skulle være en ganske god en af slagsen – jeg kender ikke alverden til den, andet end jeg har hørt flere omtale den positivt, og så er den fra holdet bag “Prisoners”, som jeg mægtig godt kunne lide. Dernæst til “Goal Of The Dead” som ser tilpas tumpet ud til at den måske kunne være underholdende. “Return To Class Of Nuke’em High: Volume 1” er en af disse total elskelige, erklærede B-film fra Troma, og jeg kunne godt lide de tidligere film i serien, og da den var billig, så why the hell not…?  – og endelig to film på blu-ray: “The Babadook” er udråbt som en af 2014s mest uhyggelige film, og jeg har længe haft lyst til at se den… og what do you know….? nu kan jeg endelig få det gjort…! jeg må også erkende at mine forventninger er ret høje… og for at slutte af med den berømte rosin, så er det jo Oscar-tid, så derfor måtte jeg også have en Oscar-favorit, nemlig Richard Linklaters ambitiøse “Boyhood”, som skulle være et imponerende stykke filmværk… men jeg kommer altid til at tænke på om han har været inspireret af TV2s “Årgang 0”-serie? – sikkert ikke, men de virker påfaldende ens i tankegangen…

Og for at få det hele med, så bestilte jeg tidligere på ugen fra Fonas webshop, hvilket godt kan svare sig, der er ihvertfald masser af spændende titler, og særlig deres udgivelser fra AWE er uhørt billige for tiden. Derfor købte jeg såmænd også “The Toolbox Murders” og “Tourist Trap”, selvom jeg havde dem i forvejen… men det er altid godt med lidt danskvenlige udgivelser, og jeg er glad for at støtte AWE lidt. “Når Dyrene Drømmer” er en ny dansk ungdoms-gyser om en ung pige, der også er varulv… hey, jeg er solgt, og så er filmen endda optaget heroppe i det skønne Udkants-Danmark i Thy, med en lokal i hovedrollen – og nej, det er ikke Lars Mikkelsen… jeg har hørt masser af positive ting om filmen, så nu glæder jeg mig til endelig at få den at se. Dernæst følger “Painless”, der vist er en spansk horror-thriller, og “Perfect Mothers” med Robin Wright og Naomi Watts – ser måske lidt fesen ud, men hey, jeg kan rigtig godt lide Naomi Watts, så jeg vil også gerne tjekke denne ud. Dertil kommer “The Last Days On Mars”, som nok kunne være interessant… også når man tænker på at man er i gang med at screene mulige kandidater til en kommende one-way-tour til Mars. Jeg ved sgu ikke om jeg kunne efterlade alt herhjemme, for bare at kunne indskrive mig i historiebøgerne som en af de første mennesker på vej mod Mars… jeg er nok alligevel ikke arketypen på en kandidat… jeg fornemmer lidt at man nok hurtig kunne droppe en stor mand med fuldskæg, der er sådan et nervøst væsen, at han sjældent forlader sin lejlighed… nope, det må blive i mine drømme….

Og så slutter vi af med to lidt ældre film – først Woody Allen’s “Alice”, som jeg ikke havde i min samling før, og jeg faktisk aldrig har set. Jeg vil jo gerne have så mange Woody Allen-film som muligt i min samling, og da jeg ikke havde denne, så var det en no-brainer. Sjovt nok er det nyeste Woody Allen-film lige udkommet…”Magic In The Moonlight”, som ikke har fået meget opmærksomhed, men jeg skal nok have købt det på et tidspunkt. Og til aller- aller- ALLERSIDST… “Boccaccio 70” med skønheden Sophia Loren.. italienske følelser i fineste karet.

Ja, det var således de film, som der havde fundet vej igennem marsken og havnet hos undertegnet i det hæslige Udkants-Danmark, hvor der aldrig sker en skid, med mindre at der er “Fifty Shades Of Grey”-forpremiere i biffen kl. 1 minut over midnat…. nej tak, det er ikke lige noget for mig… nok har jeg en beskidt tankegang, men jeg er ikke svinsk… – og ja, nu vil jeg sgu have en kop kaffe!

P.S.

Hvis jeg ellers kan magte det, så forvent et mindre indlæg omkring Oscar 2015 i morgen eller mandag…

Uha, jeg beklager den måske lidt uhyggelige overskrift, men jeg må tilstå, at der er nogle dage og nætter, hvor jeg føler at det er lidt koldt i min ellers så dejlige Afgrund. Og så har vi endda ikke talt de dage med, hvor jeg går hvileløst rundt og føler mig som en total zombie, fordi jeg enten har sovet for meget eller for lidt. Så kan man bande på at jeg får gået turen mellem stuen og soveværelset igen og igen. Nåh ja, så får man jo også rørt sig lidt, ville en eller anden motionekspert-type nok fremhæve, men det er unægtelig trist når det foregår på det niveau. Tjah, jeg må jo gøre som jeg vil – jeg er en voksen mand…. med fuldskæg… og jeg sværger ikke længere til de samme råd som man fik da man gik i skole…

Nej, jeg har skam siddet i aften, dog med et lille afbræk på et par timer, og stenet bitter- og lummer filmgøgl af den mere intime slags. Filmen med titlen “Body Of Evidence” er helt klart lavet ud fra det grundlag at man skal føle sig lidt svinsk når man ser den. Foruden at være et dårlig retsalsdrama, så leverer filmen også nogle sporadiske men dog meget luskede samkvemsscener, hvor Madonna, der spiller hovedrollen, ikke ligger fingre imellem. Tydeligvis er filmen lavet for de stakkels, ensomme mænd, der aldrig kommer i nærheden af det verdensberømte popikon, fordi forinden er man blevet uskadeliggjort af hendes velvoksne bodyguards – tro mig, jeg har været der… – nej, som jeg skrev i en kommentar, så løfter filmen sig ikke væsentlig fra noget andenrangs kiosklitteratur, som også lige så ensomme og håbefulde kvinder læser i stor stil. Det er vist ikke ligefrem “Fifty Shades Of Grey”-segmentet, der skal opsøge denne film, fordi den vil ikke indfri deres forventninger. Willem Dafoe, som jeg ellers godt kan lide, er lidt utroværdig som lysten advokat og Frank Langella, der kommer ind fra højre, formår ikke rigtig at gøre noget med hans lille rolle. Dog vil jeg sige at jeg var svært tilfreds med filmens slutning… der kan man da tale om retfærdighed!

body

Som man kan se på filmens cover, så viser den Madonna i sin pureste form, og man har forventningerne skruet godt op med den 18+ rating, men det er bare ærgerlig at filmen er sådan en banalitet. Bemærk iøvrigt mit fine nye krus, som jeg netop nu sidder og sipper varm kaffe af. Den er en særlig hyldest til vi 80’er-børn, og alle de vidunderlige legetøj, der prægede vores dagligdag, der samtidig gjorde vores populærkultur umådelig elskelig. Det var godt nok en dejlig tid, og man kan blive både nostalgisk og lidt rørstrømsk, når man tænker tilbage på hvordan verdenen så ud den grad, og hvordan man selv var for en rendyrket møgunge. Men hey, i det mindste har vi fået både “Transformers” og “G.I. Joe” på den store skærm, nu hvor man er blevet voksen – dog ikke altid lige positivt, men det er da tegn på at 80’erne lever i bedste velgårenhed, især blandt mange fanboys rundt omkring. Min coaster med Commodore 64 kunne jeg iøvrigt heller ikke stå for – selvom jeg ikke længere er gamer, så husker jeg stadigvæk den dejlige maskine, hvor selv en halv time med båndstationen, der udmøntede sig i et simpelt computerspil med en tvivlsom grafik, føltes som Himlen og det sande, teknologiske højdepunkt.

Som ansporet af en snak med Båndsalatens Henrik, så har vi snakket lidt om en af vores yndlinge, når det kommer til den musik, som vi alle elsker og holder af. Nemlig den desværre afdøde sanger, og gennemførte heavy metal-ikon, Ronnie James Dio. Den klejne mand med den kæmpestore stemme, fylder meget i mit liv, og jeg må sige at jeg kommer til at tvivle på om der nogensinde kommer en, der kan overgå ham i præstation, volume og kvalitet. Han var helt igennem enestående. Hvor Henrik primært hylder Dio for hans tid i Rainbow, så må jeg konstatere at jeg mere er fan af ham i Black Sabbath, hvor han erstattede ballademageren, Ozzy Osbourne. Nuvel, jeg har måske ikke hørt nok af Dio i hans Rainbow-sammensætning, men jeg ved at han også har leveret varen. Jeg er dog nok mere fan af Tony Iommi end Richie Blackmore, men de er jo to vaskeægte legender indenfor guitarspillet, så det er nok afgjort på marginalerne. Jeg vil dog slutte med et link til solo Dio med en vaskeægte klassiker og et nummer, som jeg ikke kan undgå at være meget begejstret for: