Uha, jeg beklager den måske lidt uhyggelige overskrift, men jeg må tilstå, at der er nogle dage og nætter, hvor jeg føler at det er lidt koldt i min ellers så dejlige Afgrund. Og så har vi endda ikke talt de dage med, hvor jeg går hvileløst rundt og føler mig som en total zombie, fordi jeg enten har sovet for meget eller for lidt. Så kan man bande på at jeg får gået turen mellem stuen og soveværelset igen og igen. Nåh ja, så får man jo også rørt sig lidt, ville en eller anden motionekspert-type nok fremhæve, men det er unægtelig trist når det foregår på det niveau. Tjah, jeg må jo gøre som jeg vil – jeg er en voksen mand…. med fuldskæg… og jeg sværger ikke længere til de samme råd som man fik da man gik i skole…

Nej, jeg har skam siddet i aften, dog med et lille afbræk på et par timer, og stenet bitter- og lummer filmgøgl af den mere intime slags. Filmen med titlen “Body Of Evidence” er helt klart lavet ud fra det grundlag at man skal føle sig lidt svinsk når man ser den. Foruden at være et dårlig retsalsdrama, så leverer filmen også nogle sporadiske men dog meget luskede samkvemsscener, hvor Madonna, der spiller hovedrollen, ikke ligger fingre imellem. Tydeligvis er filmen lavet for de stakkels, ensomme mænd, der aldrig kommer i nærheden af det verdensberømte popikon, fordi forinden er man blevet uskadeliggjort af hendes velvoksne bodyguards – tro mig, jeg har været der… – nej, som jeg skrev i en kommentar, så løfter filmen sig ikke væsentlig fra noget andenrangs kiosklitteratur, som også lige så ensomme og håbefulde kvinder læser i stor stil. Det er vist ikke ligefrem “Fifty Shades Of Grey”-segmentet, der skal opsøge denne film, fordi den vil ikke indfri deres forventninger. Willem Dafoe, som jeg ellers godt kan lide, er lidt utroværdig som lysten advokat og Frank Langella, der kommer ind fra højre, formår ikke rigtig at gøre noget med hans lille rolle. Dog vil jeg sige at jeg var svært tilfreds med filmens slutning… der kan man da tale om retfærdighed!

body

Som man kan se på filmens cover, så viser den Madonna i sin pureste form, og man har forventningerne skruet godt op med den 18+ rating, men det er bare ærgerlig at filmen er sådan en banalitet. Bemærk iøvrigt mit fine nye krus, som jeg netop nu sidder og sipper varm kaffe af. Den er en særlig hyldest til vi 80’er-børn, og alle de vidunderlige legetøj, der prægede vores dagligdag, der samtidig gjorde vores populærkultur umådelig elskelig. Det var godt nok en dejlig tid, og man kan blive både nostalgisk og lidt rørstrømsk, når man tænker tilbage på hvordan verdenen så ud den grad, og hvordan man selv var for en rendyrket møgunge. Men hey, i det mindste har vi fået både “Transformers” og “G.I. Joe” på den store skærm, nu hvor man er blevet voksen – dog ikke altid lige positivt, men det er da tegn på at 80’erne lever i bedste velgårenhed, især blandt mange fanboys rundt omkring. Min coaster med Commodore 64 kunne jeg iøvrigt heller ikke stå for – selvom jeg ikke længere er gamer, så husker jeg stadigvæk den dejlige maskine, hvor selv en halv time med båndstationen, der udmøntede sig i et simpelt computerspil med en tvivlsom grafik, føltes som Himlen og det sande, teknologiske højdepunkt.

Som ansporet af en snak med Båndsalatens Henrik, så har vi snakket lidt om en af vores yndlinge, når det kommer til den musik, som vi alle elsker og holder af. Nemlig den desværre afdøde sanger, og gennemførte heavy metal-ikon, Ronnie James Dio. Den klejne mand med den kæmpestore stemme, fylder meget i mit liv, og jeg må sige at jeg kommer til at tvivle på om der nogensinde kommer en, der kan overgå ham i præstation, volume og kvalitet. Han var helt igennem enestående. Hvor Henrik primært hylder Dio for hans tid i Rainbow, så må jeg konstatere at jeg mere er fan af ham i Black Sabbath, hvor han erstattede ballademageren, Ozzy Osbourne. Nuvel, jeg har måske ikke hørt nok af Dio i hans Rainbow-sammensætning, men jeg ved at han også har leveret varen. Jeg er dog nok mere fan af Tony Iommi end Richie Blackmore, men de er jo to vaskeægte legender indenfor guitarspillet, så det er nok afgjort på marginalerne. Jeg vil dog slutte med et link til solo Dio med en vaskeægte klassiker og et nummer, som jeg ikke kan undgå at være meget begejstret for:

Reklamer