Archive for marts, 2015


Dobbelt op på Burt Reynolds…

Jo da. Efter nogle dage, hvor jeg ikke har bestilt ret meget end at glo meningsløs fjernsyn, der stadigvæk kan overraske mig over hvor intetsigende det er, og stadigvæk undrer mig over at jeg sidder og ser det? – jeg må jo have en eller anden brist et sted i systemet, fordi jeg magter snart ikke at kaste mig ud i alverdens reality-programmer og dårlig sport, eftersom at favoritholdet, AaB, sågar kan tabe til en lilleput-klub som Hobro! – helt ærligt, der bor flere mennesker i Thisted end i Hobro!… Well – jeg må så også sige at jeg ikke ligefrem har købt så mange nye film de seneste par uger, men til gengæld har jeg så investeret i noget andet godt, der tilmed ser godt ud når det er hængt op på mine hungerende vægge:

Ja, jeg har såmænd hjemkøbt nogle originale biografplakater. Jeg købte dem igennem http://www.plakatsamling.dk, der leverede hurtigt og med stor tilfredshed. Tjek eventuelt hjemmesiden ud for mange gode sager, og der er desuden rabat i Foråret, i sådan en omfang, at hvis man køber minimum 2 plakater, så gives der 25% i rabat + gratis fragt… det er sgu cool – der findes også en fysisk butik i Århus, så man kan også møde op selv og snuse omkring… mange rigtige fine sager…

Den første plakat som jeg virkelig havde øje for, var således denne:

plakat1

Med den passende danske titel: “Er Der Nogen?”- finder vi heksebrætsgyseren, “Witchboard”, som er en personlig favorit fra 80’erne, hvor der jo blev lavet så mange herlige gysere. Meget stemningsfuld plakat, må man sige, der lever tankerne hen på at jeg aldrig nogensinde skal spille det spil – ikke engang for sjov skyld… jeg er simpelthen for overtroisk.

Da jeg investerede i alt 3 plakater, så var de to resterende lidt mere fredelige, men ikke destro mindre mindst lige så herlige, og det er to film, der har forfulgt mig siden min spæde barndom:

plakat2 plakat3

Og selvfølgelig er der tale om de to “Smokey And The Bandit”-film, “Det Vilde Ræs” og “Med Strømere I Bakspejlet”. To regulære klassikere i min verden, idet de står for simpelthen noget af det mest uskyldige og mest pure underholdning fra min barndom. Selvfølgelig er der mange film, som man kan kæde til sin barndom, men disse to er nogle som jeg stadigvæk kan hive frem den dag i dag, og gense med kæmpestor fornøjelse. Indrømmet, plottet – i især 2’eren er simpelthen så hovedrystende fjollet og tyndt, men underholdningsværdien og nostalgifaktoren er så høj, så man kan ikke undgå at holde af dem begge. Jeg har iøvrigt aldrig set de resterende i serien, men de er jo også uden en af mine store helte, nemlig Burt Reynolds, så det er ikke særlig attraktivt. Jeg må indrømme at det klæder Afgrunden at være indsmurt i herlige ældre biografplakater som disse, men nu har jeg til gengæld heller ikke mere plads i stuen, køkkenet, gangen og soveværelset… men ved min indgang, kan jeg dog stadigvæk hænge lidt op… og det skal selvfølgelig udnyttes!

Lige for tiden, har jeg også håndværkere i Afgrunden, hvilket lyder komisk nok i sig selv, men nej, her var simpelthen ikke klamt nok, så de har været i gang med at finde torturinstrumenter, store jern pentagramer og måske en enkelt ungmø, der skal ofres til de almægtige filmguder, så der kan komme endnu en ‘Fast and the Furious’-film…. – det sidste var selvfølgelig en fortalelse… nok er jeg et dumt og beskidt svin, men jeg er ikke ond…

Og så er der fællessang!:

Reklamer

Jamen dog. Jeg stod i den situation at jeg havde en aftale med en af mine kammerater om at mødes i Afgrunden og tjekke et par film ud. Det gik også fint… vedkommende kom til tiden og vi fik gang i en øl og snakkede lidt. Pludselig ringede det på! – og jeg tænkte straks om hvorvidt at Jehovas Vidner var begyndt at frekventere mit nærområde om aftenen. Heldigvis var det ikke så slemt – og dog… men endnu en kammerat meldte sig på banen. Jeg havde misforstået vores aftale, men the more, the merrier…så nu var vi tre mand stærk til en lille movienight i den svulmende Afgrund. Jeg plejer at have lys tændt i hjørnet af min stue, men der blev straks argumenteret for at det skulle slukkes, så filmoplevelsen ville blive større. Nuvel, man føjer vel sine homies, og lyset svindrede ud… og så var det tid til den første film: “The Babadook”…

“The Babadook” er en nyere australsk horrorfilm om en ung mor og hendes problemer med sine omgivelser, sin søn og ikke mindst hendes sind, der vist tilhører en af de mere skrøbelige en af slagsen. Uden at afsløre alt for meget, så handler den især om moren og sønnen og om et sær, mærkelig og creepy væsen, som den lille familie først får nys om, da de finder en underlig børnebog på drengens værelse. Skabningen er åbenbart en “Babadook”, og den har ikke i sinde at lade familien være i fred. Så er spørgsmålet bare om familien nogensinde kan slippe af med det insisterende væsen igen og har det nogle følger..?

Jeg må indrømme at der var et tidspunkt, cirka lidt over halvvejs i filmen, hvor jeg synes at den var en anelse skuffende. Den forsøgte sig således med en langsommelig og rolig opbygning af historien og stemningen, og disse film kan jeg typisk godt lide, men jeg havde hørt så meget godt om denne, så jeg tillod mig at være lidt skuffet. Men så kom sidste akt, og der blev der godt nok skruet op for det hele og alle lanternerne. Det reddede helt klart filmen med sådan en stærk slutning, og der er særlig en sekvens hvor moren står overfor Babadook’en og kameravinklen slår om, så man ser det fra væsnets POV – det var ganske godt fundet på. Noget af det mest effektive i filmen er dog lydeffekterne og den sælsomme remse….”Babadook….Dook…Dook…” som bliver udført med særdeles konsekvens. Meget, meget stemningsfuldt.

Ja, jeg vil skam gerne anbefale “Babadook” til alle gyserinteresserede, men den er dog heller ikke så slem, at man ikke kan lade sine teenagebørn se den, fordi selvom den refererer til noget af det som vi alle hader..(what that goes bump in the night…) – så fremstår filmen også som en sej udgave/manifestering af en godnatbog for børn. Monstret ses mest i skyggerne, hvor den hører hjemme, hvis den skal være mest effektiv. Og har man en god tålmodighed, der kræver at man kan sidde igennem den første times tid, så lønner det sig i sidste ende med en strålende finale…

Nåh ja, god start på denne lille Movienight. Og så gik snakken ellers. Vi amatør-analyserede filmen lidt, og skyllede vores “visdomsord” ned med et par kolde øl. Vi var dog ikke klar til at kaste håndklædet i ringen endnu, så jeg gav mig til at rode i mine filmgemmer. Som et lyn fra en klar himmel, så fandt jeg den! – “Ninja Terminator”! – alene coveret, der lover en gedigen omgang ninja-action, var nok til mig… og heldigvis var de andre med på den, så vi smed hurtig den i afspilleren.

Og nu er det ikke fordi at jeg vil være snobbet, men handlingen var simpelthen så fjollet, så jeg ikke magter at genfortælle den her… jeg kan simpelthen ikke finde ordene! Så tro mig dog!  – næh, “Ninja Terminator”, med alle dens fejler, der kan tælles i imponerende omfang, så er det en af de sjoveste film, som jeg har set meget længe. En af de der typiske 80’er-enormt billig produceret-karatefilm med et par malplaceret ninjaer, og lidt almen kung fu blandt nogle af filmens tallige kæmpere. Richard Harrison spiller ninja mesteren, Harry, der opererer i en camouflage-ninjadragt, hvilket er prisværdig i sig selv, men hans blotte tilstedeværelse i filmen stiller flere spørgsmål end svar.

Jeg er ikke ekspert i denne genre, men den er “instrueret” af Godfrey Ho, der skulle være lidt af en legende, når det kommer til denne type film, der også har et prædikat som “cut-and-paste”-film, fordi eftersigende så skulle filmene være klippet sammen af adskillige andre film, så handlingen bliver nogenlunde forstående. Det er slesk og billigt og enormt morsomt, når der dukker endnu noget helt uventet op… det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en film, og jeg er 100 procent sikker på at den er mere underholdende end mange af de nye store komedier fra Drømmefabrikken i Hollywood. Heldigvis har jeg endnu en lavbudget ninja-film liggende, “Ninja – The Protector”, og om hvorvidt den er lige så morsom, aner jeg ikke, men “Ninja Terminator” kan klart anbefales med en ordentlig stak ninjastjerner lige i den pukkelryggede, fordi den er fandeme underholdende – især med en kop øl ved sin side…

Ja, så klikkede klokken hen af midnat, og vi fandt ikke rigtig noget, der kunne overgå “Ninja Terminator”, men så snakkede vi fuldmandssnak og diskuterede verdens gang, religion og almene kønsroller med flere sjofle indlæg – det er utrolig så grove i munden, mine kammerater er… det er ganske forstyrende for et blidt lam som undertegnet… jeg var nødt til at nedlægge VETO flere gange i løbet af denne natte-diskussion. Det er bekymrende at den slags mennesker færdes rundt i Danmark uden konstant overvågning af et særlig team, der får Navy Seals til at ligne en flok tøsedrenge…

Well – another night has gone… and another will come… så jeg ser frem til en anden Movienight snart…

Aftenens "Ofringer" i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat - så vil vedkommende høre de hæslige ord: "Babadook... Dook...Dook"... Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen...

Aftenens “Ofringer” i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat – så vil vedkommende høre de hæslige ord: “Babadook… Dook…Dook”… Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen…

Jo vist. Foråret nærmer sig – ja, der er sikkert endda de vismænd, der proklamerer at vi er nået til det stadie nu, eftersom at vi er indtrådt i marts måned. Jeg synes nu alligevel at det stadigvæk er lidt koldt – det er det ihvertfald her i Afgrunden, men her er typisk heller ingen sol, der kan opvarme min stakkels blege krop, der lider under at være et regulært Undermenneske. Interesserede har nævnt, at så kunne jeg bare transportere mit væmmelige korpus til nogle af Udkants-Danmarks solsider, men det passer sgu ikke rigtig til mit humør, hvor jeg hellere vil sidde og skrive intime digte og kropsudsmykke mig selv… nå ikke? – well, hvis jeg var hip nok og i mine 20’ere, så havde jeg sikkert gjort det…

Nej, nu skal det ikke handle om fortidens fejltagelser, men derimod et par nyindkøb, som Undermennesket har gjort sig:

sin

Oh yeah hvabehar…? – der er sågar tale om det fantastiske flotte “Sin City”-bokssæt, der indeholder begge film på funklende fornem blu-ray… det er sådan noget man kan lide, når man har udråbt sig selv om erklæret filmfanatikker… masser af gode sager inkluderet, deriblandt plakater, spillekort, klistremærker, m. m. og selvfølgelig også filmene…good stuff indeed. Jeg har kun set den første “Sin City”-film, som jeg er rigtig glad for… 2’eren har godt nok et noget lunkent rygte, men jeg satser på at den nok skal underholde et simpelt væsen som mig selv. Jeg forventer det faktisk…

Dernæst fik jeg også en pakke fra en Amazon-marketplace-sælger, der indeholdte et par filmiske værker:

jamescaandeluxe

To ældre sager. Jeg er blevet ret begejstret for skuespilleren, James Caan, der må siges at være en meget under-krediteret person… jeg følger ihvertfald at han slet ikke har modtaget den ros som han fortjener som værende en utrolig dygtig og stabil karakterskuespiller, der formår at spille både den kontrollerende type men også en person med et enormt hidsigt sind.. en glimrende skuespiller er han ihvertfald… så jeg begyndte at hjemsøge Amazon for nogle titler, som jeg ikke havde set med manden. Først fandt jeg den eftersigende meget cheesy “Brians Song”, der tilmed er en tv-film, med både James Caan og ikke destro mindre Lando Calrissan himself… (also known as Billy Dee Williams) – den skal nok blive sjov, selvom emnet skulle være noget dystert med sygdom og deslige. Og så fandt jeg også denne “Kiss Me Goodbye” – en romantisk komedie fra 1982 med James Caan, Sally Field og Jeff Bridges – stærkt cast, og i og med at jeg er et romantisk fæhoved, så vil den sikkert passe som fod i hose…

Ja, det var lige et par pick-ups. Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg hører mere musik, end jeg egentlig ser film, hvilket jo er en skam. Jeg så dog Jake Gyllenhaal brilliere i “Nightcrawler”, som jeg ikke fatter at der ikke kom i betragtning til en af årets bedste film ved Oscaren. Stærk, stærk og dybt kontroversiel værk om menneskers fascination af det morbide og væmmelige i dagligdagens samfund. Jeg kunne virkelig godt lide den, men emnet var sikkert lidt for svært for Akademiet…ellers har jeg også set den nye David Cronenberg-film, “Maps To The Stars” om en dysfunktionel Hollywood-familie og kvalerne med fortiden og en psykisk syg pige… tilsat lidt glimrende skuespil fra Julianne Moore… men jeg ved ikke hvad det er med Cronenberg, fordi selvom manden stadigvæk bevæger sig ud i udkanten af det eksperimenterende, så begynder der også at være en snert af mainstream-cinema over hans film. De er ihvertfald ikke så outreret som tidligere, men helt stueren bliver han nok aldrig.

Bloggen her må også leve en lidt stille tilværelse for tiden… jeg har ikke så meget at skrive om, så selvom der kommer enkelte klageskrig fra Afgrunden, så må den elektroniske pen være forstummet for en stund. Jeg skal dog nok vende tilbage, når jeg har fået mine kulsorte englevinger…. (hvem sagde EMO?)…