Archive for maj, 2015


Tilbage i Afgrunden…

Jamen, der kan man bare se. I den seneste tid, har jeg bevidst forsømt bloggen lidt. Det skyldes primært at jeg har haft en overnattende gæst på besøg siden den 16. maj, og da hun nu er rejst hjem til kæmpestore Københavnstrup igen, så er jeg atter mutters alene i Afgrunden med alle de der tanker og ohøj, der ellers præger min hverdag så meget. Og ja, jeg havde nemlig fødselsdag den 18. maj, så nu kan jeg med rette sige at jeg er et år ældre, men næppe et år klogere – jeg føler mig generelt ret dum, så jeg ved ikke om det er en formilderende ting, eller det bare er endnu et faktum og et søm i kisten? – og så kan man ikke engang stole på Christopher George, der kommer og hakker mig op, hvis jeg finder mig levende begravet…?

Nej, min fødselsdag gik rigtig godt, også selvom jeg ikke fik nogle film, fordi af en eller anden grund, så var det bandlyst, idet at den gængse kommentar er: “Du har jo alligevel så mange film”… ja ja, men jeg er jo også samler, og jeg elsker at få nye film, så hvorfor ikke? – jeg fik dog lidt andet, blandt andet dette:

fødselsdag1

Jeg kan hermed afsløre at mit absolutte yndlings-dyr er en flodhest, og da jeg fik denne ‘Dørstopper’-læderflodhest af min god veninde fra København, så var jeg fantastisk glad. Det er en tilføjelse til alle mine efterhånden ret omfangsrige samling af alverdens figurer og tingester. Den pynter virkelig godt, og passer perfekt ind. Desuden kan man se nogle scores, som jeg fik bestilt til mig selv igennem Chris’ Soundtrackcorner, og der er nogle fine ting… blandt andet dobbelt up på Dario Argento…lidt horrormusik er jo altid så fint, så fint…

Denne torsdag har udviklet sig til en rigtig regnvejrsdag, så jeg sidder stille i Afgrunden og inhalerer lidt cola, og studser over om man måske skulle smide nogle titler i afspilleren. Jeg fik faktisk set “Birdman” her i dag, og det er en ganske fremragende film, og den kan godt retfærdiggøres som en af årets bedste. Som sagt vandt den jo Oscaren, men “Boyhood” var også god – der er dog ingen tvivl om at det er to vidt forskellige film. Michael Keaton leverer en tour-de-force præstation, og min respekt og beundring for manden er uden tvivl vokset markant. Som film er “Birdman” en uptempo sag, der hele ting ballancerer mellem fiktion og virkelighed, og som stiller lidt krav til beskuren, men resultatet er en særdeles fængslende oplevelse, der fungerer som en …….ja, kort sagt kæmpe oplevelse, der ikke tager nogle gidsler, men satser på at levere varen til hudløshed, og man føler sig både velsignet og beriget efter at have set “Birdman” – helt klart en kæmpe anbefaling.

Ja, der var bare en lille erklæring om at jeg skam stadigvæk er i live, men at jeg også snart er oppe i omdrejninger igen. Afgrunden ligner heldigvis sig selv, så mon ikke at jeg snart husker hvor jeg lagde min filmiske Bogart-hat igen? —-

Reklamer

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:

Hold da op. Er det allerede maj måned? – jeg føler at jeg har sumpet mig igennem de sidste mange uger, og faktisk ikke fået udrettet noget som helst. Jeg burde være mere aktiv – det føler jeg ihvertfald – mentalt, når man ser på det… men det er desværre sjældent at mit uhyre, vamle og skrøbelige korpus kan følge med. Men i Thisted i dag, er det da i det mindste sådan en rigtig dejlig forårsdag, hvor solen skinner i sådan en grad, at jeg har måttet åbne et vindue, hvilket jo kan være meget godt… men sidste gang kom der sådan en forbandet stor flue ind, der larmede så meget at man skulle tro at den var udstyret med store turbiner, der rumlede i hele Afgrunden.

Well, det skal ikke kun være spas og spøjs. Jeg har i den seneste tid fået handlet en smule ind. Jeg fik nemlig endelig fat i “Millennium”-bokssættet, der indeholder alle tre sæsoner. Det var en stor glæde, og prisen var ganske overkommelig, idet den klikkede ind på 16.99 pund. Meget, meget rimeligt…

millenium

Da serien kørte på TV2, fik jeg desværre ikke set den så ofte som jeg gerne ville, idet jeg er et kæmpe fjols til at se tv-serier, når de kører hver uge. Jeg glemmer det altid, og pludselig har jeg mistet flere afsnit end jeg gerne selv ville have… og så står man med skægget i postkassen og jamrer sig. Well, pretty boy – only one to blame and that’s yourself!….men nu kan jeg så endelig få taget hævn med dette nyindkøb.

Min kære blogkammerat, Henrik https://baandsalaten.wordpress.com/ havde længe snakket om at jeg så absolut måtte se den gamle klassiker, “Det Store Ædegilde” af Marco Ferreri… og nu kan jeg så sige at jeg endelig har fået det gjort. Og sikke en opvisning i menneskelig vammelhed og det dekadente overspiseri, der får sin indre mavesæk til svumle op i sådan en grad, at brækfornemmelserne står i kø. Dejlig og lækkert fransk cuisine, hvis ulækre sammensætninger, ikke ligefrem får mundvandet til at drive… jeg er nok ikke bare til fransk mad – jeg har altid syntes bedre om italiensk og asiatisk… men filmen var en oplevelse, og da slutningen nærmer sig, så bliver man præsenteret for det ene mere absurde dødsscenarie efter hinanden. Ugo Tognazzi tager dog prisen med hans indfald af at spise til det sidste, imens han stadigvæk forsøger at holde hans libido i vækst. En mageløs scene. Som jeg skrev, er filmen en oplevelse, og jeg er glad for at endelig få den at se… den danske dvd fra Criterion Films (ikke at sammenligne med det amerikanske selskab) er desværre udgået, men senere på året udkommer filmen i en dual format udgivelse fra Arrow Films…så det er sgu sagen! I alt fald kan den bestemt anbefales til en aften, hvor man føler at man skal udsættes for noget grænseoverskridende.

Og foruden det allerede nævnte, så må jeg selvfølgelig også slå et slag for 88 Films fra England. Et forholdsvis nystartet filma, men allerede med masser af fremragende titler på bagen, og da jeg slog et kig forbi deres webshop for et stykke tid siden, så så jeg noget som jeg så absolut måtte hjemkøbe til Afgrundens slunkne filmbibliotek:

88films

Først og fremmest, “American Ninja” 1-4… sikke nogle juveler… jeg er megafan af den første film, og har sågar en plakat af coveret i Afgrunden. Det er nok en af de mest lejede film i min ungdom. Hvis jeg gik på rov hos Videoudlejeren, og fik øje på den første “American Ninja”, så lejede jeg den altid. En fremragende film, grænsende til det cheesy, men helt sikkert en af det hæderkronede kult-filmselskab, Cannon Films, store flagskibe. “American Ninja 2: The Confrontation” er også virkelig god, og en anelse mere cheesy, men makkerparret Michael Dudikoff og Steve James går i det mindste igen. “American Ninja 3: Blood Hunt” er uden Michael Dudikoff, men derimod med Steve James og som Dudikoff-erstatning, David Bradley, der slet ikke har samme karisma som førnævnte Michael Dudikoff, der forbliver en af de store 80’er-helte for mit vedkommende. 4’eren med undertitlen “The Annihilation” er virkelig dårlig, men Michael Dudikoff er tilbage og forender serien… der skulle godt nok være en uofficiel 5’er, men den har jeg aldrig set, og den skulle også være elendig… og da jeg endelig fik nok af ninjaerne, så kunne jeg kaste mig over 88 Films fremragende udgivelse af kultklassikeren, “Hollywood Chainsaw Hookers”, hvor Linnea Quigley demostrerer store evner med en oversize motorsav – så fantastisk B-filmsagtigt og cheesy, at man kun kan juble af glæde.

Ja, heldigvis får man da set lidt film i ny og næ, men jeg har også fået dyrket meget musik i det sidste stykke tid, hvilket glæder mit sind meget. Jeg kunne bestemt ikke leve uden musik, og uden den glæde som det medfører….sluttelig et lille musiknummer derfor: