Hold da op. Er det allerede maj måned? – jeg føler at jeg har sumpet mig igennem de sidste mange uger, og faktisk ikke fået udrettet noget som helst. Jeg burde være mere aktiv – det føler jeg ihvertfald – mentalt, når man ser på det… men det er desværre sjældent at mit uhyre, vamle og skrøbelige korpus kan følge med. Men i Thisted i dag, er det da i det mindste sådan en rigtig dejlig forårsdag, hvor solen skinner i sådan en grad, at jeg har måttet åbne et vindue, hvilket jo kan være meget godt… men sidste gang kom der sådan en forbandet stor flue ind, der larmede så meget at man skulle tro at den var udstyret med store turbiner, der rumlede i hele Afgrunden.
Well, det skal ikke kun være spas og spøjs. Jeg har i den seneste tid fået handlet en smule ind. Jeg fik nemlig endelig fat i “Millennium”-bokssættet, der indeholder alle tre sæsoner. Det var en stor glæde, og prisen var ganske overkommelig, idet den klikkede ind på 16.99 pund. Meget, meget rimeligt…
Da serien kørte på TV2, fik jeg desværre ikke set den så ofte som jeg gerne ville, idet jeg er et kæmpe fjols til at se tv-serier, når de kører hver uge. Jeg glemmer det altid, og pludselig har jeg mistet flere afsnit end jeg gerne selv ville have… og så står man med skægget i postkassen og jamrer sig. Well, pretty boy – only one to blame and that’s yourself!….men nu kan jeg så endelig få taget hævn med dette nyindkøb.
Min kære blogkammerat, Henrik https://baandsalaten.wordpress.com/ havde længe snakket om at jeg så absolut måtte se den gamle klassiker, “Det Store Ædegilde” af Marco Ferreri… og nu kan jeg så sige at jeg endelig har fået det gjort. Og sikke en opvisning i menneskelig vammelhed og det dekadente overspiseri, der får sin indre mavesæk til svumle op i sådan en grad, at brækfornemmelserne står i kø. Dejlig og lækkert fransk cuisine, hvis ulækre sammensætninger, ikke ligefrem får mundvandet til at drive… jeg er nok ikke bare til fransk mad – jeg har altid syntes bedre om italiensk og asiatisk… men filmen var en oplevelse, og da slutningen nærmer sig, så bliver man præsenteret for det ene mere absurde dødsscenarie efter hinanden. Ugo Tognazzi tager dog prisen med hans indfald af at spise til det sidste, imens han stadigvæk forsøger at holde hans libido i vækst. En mageløs scene. Som jeg skrev, er filmen en oplevelse, og jeg er glad for at endelig få den at se… den danske dvd fra Criterion Films (ikke at sammenligne med det amerikanske selskab) er desværre udgået, men senere på året udkommer filmen i en dual format udgivelse fra Arrow Films…så det er sgu sagen! I alt fald kan den bestemt anbefales til en aften, hvor man føler at man skal udsættes for noget grænseoverskridende.
Og foruden det allerede nævnte, så må jeg selvfølgelig også slå et slag for 88 Films fra England. Et forholdsvis nystartet filma, men allerede med masser af fremragende titler på bagen, og da jeg slog et kig forbi deres webshop for et stykke tid siden, så så jeg noget som jeg så absolut måtte hjemkøbe til Afgrundens slunkne filmbibliotek:
Først og fremmest, “American Ninja” 1-4… sikke nogle juveler… jeg er megafan af den første film, og har sågar en plakat af coveret i Afgrunden. Det er nok en af de mest lejede film i min ungdom. Hvis jeg gik på rov hos Videoudlejeren, og fik øje på den første “American Ninja”, så lejede jeg den altid. En fremragende film, grænsende til det cheesy, men helt sikkert en af det hæderkronede kult-filmselskab, Cannon Films, store flagskibe. “American Ninja 2: The Confrontation” er også virkelig god, og en anelse mere cheesy, men makkerparret Michael Dudikoff og Steve James går i det mindste igen. “American Ninja 3: Blood Hunt” er uden Michael Dudikoff, men derimod med Steve James og som Dudikoff-erstatning, David Bradley, der slet ikke har samme karisma som førnævnte Michael Dudikoff, der forbliver en af de store 80’er-helte for mit vedkommende. 4’eren med undertitlen “The Annihilation” er virkelig dårlig, men Michael Dudikoff er tilbage og forender serien… der skulle godt nok være en uofficiel 5’er, men den har jeg aldrig set, og den skulle også være elendig… og da jeg endelig fik nok af ninjaerne, så kunne jeg kaste mig over 88 Films fremragende udgivelse af kultklassikeren, “Hollywood Chainsaw Hookers”, hvor Linnea Quigley demostrerer store evner med en oversize motorsav – så fantastisk B-filmsagtigt og cheesy, at man kun kan juble af glæde.
Ja, heldigvis får man da set lidt film i ny og næ, men jeg har også fået dyrket meget musik i det sidste stykke tid, hvilket glæder mit sind meget. Jeg kunne bestemt ikke leve uden musik, og uden den glæde som det medfører….sluttelig et lille musiknummer derfor:
Man kan mene hvad man vil om ædegildets fire selvmordere, men de går i alt fald til opgaven med stil og stor seriøsitet og nedsvælger kun det ypperste fransk cuisine kan præstere tilsat fine vine og likører. Der er jo ikke tale om noget simpelt orgie.
En underholdende, morsom men også dybt tragisk film, der nådesløst kaster overflodssamfundets velsignelser lige i synet på os.
Skuespillet er ihvertfald virkelig godt, og selvom historien måske umiddelbart virker en smule svinsk, så kan jeg godt lide den mentale fremstilling af mennesket er et dyr, mere en gris end en ulv i fåreklæder, og via overspiseri og omgang med det andet køn, så fremstår vores verden som et rent straffenland af absurde indfald… jeg ved snart ikke hvad jeg skal skrive, men jeg har aldrig set en film som denne før… og stakkels Marcello Mastroianni…
Ja, det er unægtelig en unik filmoplevelse, og kære Marcello, han dør vist af kulde ude i bilen.
Og hvilken herlig toilet-eksplosion!
Mange udødelige scener. Hvad med bjerget af kartoffelmos?
Jeg foreslår at vi sender en kopi af filmen til man vs food, der dermed kan lære at overspise andet end amerikansk junkfood.
Ja, du siger sgu noget – jeg sidder faktisk netop nu og ser programmet, og han kunne godt bruge lidt fransk overklasse-madkultur, der måske ikke minder så meget om den klassiske burger + fritter, men gad vide om han alligevel ikke skal blive udfordret nok alligevel…
Kan du huske scenen i “Stand By Me” med Lard Ass og blommebær-tærterne? – Urgh!
Eller var det blåbær-tærter? i alt fald, var udfaldet vældig klamt…
Den scene husker jeg ikke, men jeg husker alle madscener i Ædegildet, også den indledende østers-konkurrence med champagne og lysbilleder.
Og jeg har besluttet at finde en anden selvmordsmetode end at æde mig ihjel, for den er da ualmindeligt anstrengende og smertefuld.
Jeg har ikke behov for mere luft i maven end jeg allerede har.
Reblogged this on Båndsalaten.
Jeg ved ikke om det er det sande paradis at bare forlade denne verden med en lang og ildelugtende prut… det virker ihvertfald som om at det er sådan en voldsom omgang, der leder op til det hele… men jeg vil så også medgive at de gi’r den “gas” i filmen til den store guldmedalje… det er jo faktisk kun Marcello der forsøger at komme på andre tanker, desværre er det koldt og snefyldt den nat…
Det er underholdende at se på, men ærligt talt ikke den behageligste selvmordmetode.
Hvis man studere internettet kan man nok finde en bedre metode, men den mulighed havde de jo ikke i 1973.
Næppe… men selvom det var 1973, så var det enormt kreativt… men som sagt, også meget grænseoverskridende for alle dem, der ikke forstår deres mission..
En af filmhistoriens store øjeblikke.
Well – det er ihvertfald ikke noget som man umiddelbart glemmer lige med det samme…
Min madglæde medvirker nok til min begejstring.
Har altid holdt af overspisning.
Svært at holde igen, hvis maden er god… og vores hedonisme har nok medfødt at vi godt kan lide store portioner, og gerne vil have god mad… – Noma har sikkert nogle unikke smagsoplevelser, men både jeg selv og min pengepung vil gerne se hvad jeg spiser, og det klares bedst med en bøf…
Jeg holder i alt fald ikke af at gå sulten fra bordet, og da slet ikke hvis restaurant regningen er stor.
I den henseende, ville jeg ikke stole en skid på Noma…
Ærligt talt synes jeg også deres retter virker en smule ulækre.
Men jeg er også et konservativt gammelt røvhul.
Så er vi to … jeg spiser helst ikke noget, der giver mig opkastfornemmelser…
Det minder mig om at jeg lige skal tjekke om der er man vs food på tv denne nat.
Det kan du nok godt regne med…
I nat vandt food, som var 5 fede sandwiches.
Ah jeg fik det ikke set, men jeg tror det gerne… monster sandwiches…
Ja, og alle sandwiches blev desuden toppet med pommes frites.
Sidste nat så jeg ham dele en monsterpizza med en anden fyr. Gemte skorperne til sidst, men det skulle han ikke have gjort, og den anden fyr måtte hjælpe ham med at spise dem.
Men de vandt udfordringen, der var en to-mands udfordring.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde… men de astronomiske portioner er jo et kapitel for sig… og så er amerikanerne altså vilde med ost… jeg ved ikke om du har set den Morgan Spurlock -dokumentar, der hedder Super Size Me, den er ret berømt, og ret tankevækkende….
Nej, den kender jeg kun af navn.
Er det ikke amerikanerne, der opfandt ost på spraydåse?
Jo, det skal nok passe… og det er da også geeeeeeenielt!? – men når vi ser Man V Food, så er det vist mest den amerikanske cheedar-ost, der benyttes?
De sparer ikke på osten i det program, og heldigvis er ost netop blevet erklæret meget sundt af eksperterne. I gamle dag blev det betragtet som gift.
Og nu anbefaler min læge også at spise smør!!
Verden er af lave.
Ja, det er i sandhed en usikker verden, når eksperterne hele tiden modsiger hinanden. Men smør er nok godt til at få fyldt fedtdepoterne op… bare en skam at jeg har så mange af dem..
De modsiger ikke bare hinanden, men utroligt nok også dem selv.
Animalsk fedtstof er vist godt for hjernen, men jeg holder lidt igen med smørret, da jeg efterhånden ligner én med en begyndende graviditet.
Så skal du bare se Go’Appetit på TV2 om eftermiddagen – de er ved at dræbe alt glæde ved traditionel madlavning…
Det er nu en gang sådan, at fedt bærer smagen i mad.
Har aldrig set programmet.
Ja, det er der vist ingen tvivl om – og så er du gået glip af det nyeste tiltag med Christian Bitz – jeg er forlængst på en anden kanal…
Foretrækker programmer om grovæderi.
Man V Food? Det kan man da forholde sig til..
Og meget af den mad de serverer i programmet er såmænd af høj kvalitet, om end meget fedt.
Gode store bøffer ihvertfald… jeg tror at hvis Adam Richman besøgte NOMA, så ville han ikke vide hvad han skulle gøre…
Han ville hurtigt forlade stedet.
Helt sikkert – med et stort Fuck You…
Noma har vel heller ingen spisekonkurrence på programmet.
Nej, heldigvis da… der er vist ingen hotdogs på menuen?
Næh, men jeg må indrømme, at jeg ikke har studeret spisekortet.
Intet interesserer mig mindre end madsnobberi.