Archive for juni, 2015


Ohøj. Ja, hold da op – kommer der allerede en opdatering fra det mørke kammer, hvor krybene lever og man hele tiden skal tale lavt og sagte, så man ikke vækker de sovende nattedyr, der har gemt sig i Afgrunden af angst for solens stråler. Javist, jeg sad og kiggede lidt, og havde faktisk ikke ret meget at give mig til, så jeg tænkte! – hvorfor ikke komme med et indlæg på bloggen, der jo altid hunger efter nyt – det er lidt ligesom det store hul med fangarme og tænder, som Han Solo, Luke og Chewie skal smides i i “Return Of The Jedi”… okay okay, måske overdriver jeg lidt… det hul er ikke stort … men det er AFGRUNDEN! …

Ja, jeg tilbringer jo dagen med at sidde i min elskede Afgrund. Jeg dedikerede dagens overskrift til Afgrunden, fordi det i sandhed er blevet mit et og alt. Det absolutte safe-space, og desuden gemmested for uhumske tanker og elskovrede for alverdens filmtitler … nogle gange har jeg mistanke om at mine film formerer sig om natten, fordi når jeg endelig slår øjnene op, så kan jeg finde nogle dvd’er som jeg slet ikke anede at jeg havde købt? – Imagine that…. the terror! – well, jeg får da set lidt film for tiden, og i går så jeg denne:

journey

Der er tale om endnu et værk af den fremragende Makoto Shinkai. Herhjemme er en mand som Hayao Miyazaki blevet fantastisk populær, og de fleste af hans film er efterhånden til at få fat i, endda med dansk tale og tekst… og det er så glædelig, fordi det er noget virkelig enestående anime. “Min Nabo Totoro” er så vidunderlig, herlig og perfekt, at man ikke kan andet end holde af den, og som jeg plejer at sige… så er der ikke en eneste ond tanke i filmen. Musikken af Joe Hisaishi er også mesterlig. Men for at sammenligne lidt med Makoto Shinkai, så vil jeg sige at disse film mere er til den følsomme teenager, eller måske generte voksen. Der er ingen tvivl om at der er en kæmpe forskel i den danske og den japanske mentalitet, og nogle vil sikkert kalde hans film for… ja, lidt sukkersøde? – well, det kan også godt retfærdiggøres, men filmene er også smukke og stemningsfulde. Alene animationen er top-notch, og ofte er musikken en god ledsager på den rejse, som Makoto Shinkai nu har planlagt for os. Selvfølgelig er der også langt fra denne film til en film som “Akira”, som jeg vil betegne som en af mine alltime yndlings-anime. “Akira” er voldelig og overdreven, men selvom “Journey To Agartha” også er en anelse være voksen end de andre værker som jeg har set, så vil jeg sige at det klæder faktisk instruktøren lidt. En lidt mere grov stil, men det bliver jo aldrig downright dirty og væmmelig… nej, det er nok lidt anime for piger, så næste gang at jeg holder pyjamasparty med tøserne, så kan det være at den bliver smidt i afspilleren.

Nå, det kan jo ikke være Holiday On Ice det hele, så jeg har naturligvis også kastet mit blik på lidt horror. Jeg fik nemlig tilsendt denne med posten:

society

Uha for en grimmerian. Nej, Brian Yuznas’ “Society” er bestemt ikke for alle og enhver. På tidspunkter i filmen, så ringer kvalme-alarmen godt nok. Jeg havde set filmen før, på et gammelt VHS-bånd, som jeg fandt i Aalborg engang, men denne oplevelse fra Arrow Video (iøvrigt i en smagfuld indpakning) var alligevel et step up. Kort fortalt handler filmen om et typisk amerikansk overklassemiljø, hvor først datteren skal introduceres til den øvrige elite. Siden hen bliver det hendes brors tur. Men alt er ikke som det skal være, og broren (Billy Warlock i en præ-Baywatch-rolle) kommer i tvivl om hvad der er hændt med søsteren og hvad der ellers er i vente for ham? – og det er ikke småting da… og så pludselig eksploderer filmen i vamle scener, som den navnkyndige “Screaming Mad George” ellers har stået for. Det er vederstyggelig og grænsende til både det perverse og vulgære. Alligevel sad jeg og morede mig – især da der blev stille og tiden var inde til “The Shunt”, som ellers ikke ligefrem er noget man skal efterstræbe. Sjovt nok er det producenten fra en film som “Re-Animator”, der har siddet i instruktørstolen på “Society”; og han er ikke bange for at give publikum noget at grine, græde og brække sig af…det er virkelig good stuff, og til tider kunne det faktisk også godt minde lidt om en Troma-film, idet skuespillet og manuskriptet ikke lige er Oscar-materiale. Jeg havde det dog rigtig sjovt med filmen og kan bestemt anbefale den, men vogt jer for en aften, hvor der bliver indbudt til en gang “Shunting” – eller i det tilfælde, så bliv endelig væk og gå i biffen med din pige i stedet… hvor i jo passende kunne se den nye “Terminator”-film, som jeg stadigvæk gerne vil se, og har spurgt den gamle om han ikke også vil med en tur i de mørke lokaler for at tjekke folkepensionisten, Arnold Schwarzenegger, ud på hans gamle dage… rollen som T-800 er jo så ikonisk for netop Arnie, at den skulle have en tur mere… jeg er spændt….

Ja- det blev til et indlæg, skrevet af undertegnet på en dejlig dag i Afgrunden. Håber at alle har det godt derude i Dannevang, også selvom sommeren måske har været en skuffelse so far. Well – jeg føler at der er en ændring på vej…

Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)

Okay, okay… lige for at gøre det hele klart og ikke fremkalde brækfornemmelser – den svedende mandekrop er bare mig selv, og jeg er jo så fandens attraktiv, at når jeg prutter, så kommer der blomster ud. Nej, det er den selvtillid og erkendelse, der efterhånden har skyllet ind over mig. Jeg er sgu egentlig ikke særlig lækker, og der er sågar nogle, der mener at jeg er en skamplet på menneskeheden. Nuvel – så må jeg jo holde mig i Afgrunden og dyrke voldsfilm og aggressivt musik (Roxette). Nej – det er ikke nemt at være til.

Heldigvis kan man jo blive glad over det effektive post- og toldvæsen. De besluttede sig nemlig for at sende en lille notis ud, hvor de bekendtgjorde at de havde snuppet en pakke i tolden, og nu afkrævede en momsafgift. Ja, ja, momsgiften ville jeg gerne betale, idet den kun var på 44 kroner, men hvad fanden…? – så er der pludselig et ekspeditionsgebyr inkluderet på 160 kroner (!) – hvad er nu dette? – okay – jeg havde faktisk prøvet at blive snuppet en enkelt gang før og der var vilkårene de samme, men for saturn da, hvorfor i alverden skal det være så dyrt at udsende et enkelt brev? – nej, jeg forstår det skam ikke… nuvel, jeg betalte det hele…204 kroner og i dag fik jeg pakken med posten:

10juni2

Det er såmænd et ganske fornemt bokssæt med “Pulp Fiction”. Selvom jeg havde filmen i forvejen, så kan jeg godt lide at investere i disse bokssæt med særlige film, men nu hvor jeg ser tilbage på det, så efterlader det mig også i vildrede – fordi jeg har fandeme ikke plads til dem længere. Afgrunden er alligevel kun en lille en af slagsen, når det kommer til stykket, og jeg har efterhånden gjort det til en dyd at udsmykke den med diverse film, musik, bøger, plakater, figurer og andet godt, så den er lige ved at give efter… det er dog blevet væsentlig mere (u)hyggelig at bo her, siden jeg først flyttede ind og ikke gjorde så meget ud af det, men så tog en vis herre ved undertegnet, og vupti, pludselig blev der sat noget i system. Alligevel er jeg dog ikke helt tilfreds, fordi jeg har opmagsineret nogle film i nogle usædvanlige praktiske men uhyrlige grimme gule kasser, så jeg er faktisk ved nok engang at sortere i film og denne gang vil jeg skille mig af med flere end jeg plejer…

10juni1

Det ovenstående billede er beviset på min afmagt. Jeg er sådan set i vildrede, men alligevel er jeg ved at være fast indstillet på at de gule kasser skal ud! og der skal noget mere hipt, herligt, smukt og ganske Feng Shui-agtigt ind i Afgrunden. Jeg er nemlig begyndt at interesse mig for sådan noget, og før jeg ved af det, så har jeg nok også købt en papegøje og skræddersyet jakkesæt. Ja, så jeg skal godt nok skille mig af med mange film for en gangs skyld, men mon ikke at det går, fordi jeg er efterhånden nået til den konklusion, at måske er film alligevel ikke alt i verdenen, men bare rolig, denne udrensning medfører ikke at jeg pludselig hopper på streaming og sidder og fjoller den af på Netflix eller noget andet absurd. Næh, jeg vil nok altid være samler og købe de fysiske varer, så det skal man ikke være bekymret for, og jeg skal jo alligevel bruge mine penge på et eller andet, så kan jeg jo lige så godt bruge det på noget, der stimulerer både mit hjerte og min hjerne. Og nåh ja, selvom jeg venter ivrigt på den nye Paradise Lost-cd, som jeg håbede at der kom med posten i dag, så må jeg skyde en hvid pil efter det. Jeg fik dog en ny steelbook:

10juni3

“Don’t Look Now” er en herlig lille gyserklassiker af format. Jeg er meget glad for den, og selvom jeg havde filmen på dvd i forvejen, så kunne jeg ikke modstå denne fornemme blu-ray i ret sej steelbook-format. Og fik jeg nævnt at jeg er helt og aldeles vild med Donald Sutherlands store og omfangsrige krøller i filmen, og Julie Christie er ganske laber som hans kvindelige modspil. Dertil glemmer man hverken den smukke fotografering, den snigende uhyggelige stemning og den chokerende afslutning, der efterlod mig med åben mund og halløj første gang at jeg så den.

Ja, det var en lille update fra Afgrunden. Mit liv er hverken fascinerende eller højspændt, men jeg er nu alligevel glad for det til tider. Den anden aften/nat sad jeg og så kvindefodbold fra Canada. Der er åbenbart noget VM i gang, og de gæve kvinder er faktisk ret gode… well, de fleste af dem anyway – Tyskland slog Elfenbenskysten 10-0 og det var da vældig seværdig. Nej, tempoet er måske ikke så højt, og de kan ikke sparke nær så hårdt, og jeg tvivler altid lidt på de forskellige målkvinders kvaliteter, men det kan vel være sjovt nok, og hvad fanden skulle jeg ellers lave? You tell me…