Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)

Reklamer