Ohøj. Ja, hold da op – kommer der allerede en opdatering fra det mørke kammer, hvor krybene lever og man hele tiden skal tale lavt og sagte, så man ikke vækker de sovende nattedyr, der har gemt sig i Afgrunden af angst for solens stråler. Javist, jeg sad og kiggede lidt, og havde faktisk ikke ret meget at give mig til, så jeg tænkte! – hvorfor ikke komme med et indlæg på bloggen, der jo altid hunger efter nyt – det er lidt ligesom det store hul med fangarme og tænder, som Han Solo, Luke og Chewie skal smides i i “Return Of The Jedi”… okay okay, måske overdriver jeg lidt… det hul er ikke stort … men det er AFGRUNDEN! …

Ja, jeg tilbringer jo dagen med at sidde i min elskede Afgrund. Jeg dedikerede dagens overskrift til Afgrunden, fordi det i sandhed er blevet mit et og alt. Det absolutte safe-space, og desuden gemmested for uhumske tanker og elskovrede for alverdens filmtitler … nogle gange har jeg mistanke om at mine film formerer sig om natten, fordi når jeg endelig slår øjnene op, så kan jeg finde nogle dvd’er som jeg slet ikke anede at jeg havde købt? – Imagine that…. the terror! – well, jeg får da set lidt film for tiden, og i går så jeg denne:

journey

Der er tale om endnu et værk af den fremragende Makoto Shinkai. Herhjemme er en mand som Hayao Miyazaki blevet fantastisk populær, og de fleste af hans film er efterhånden til at få fat i, endda med dansk tale og tekst… og det er så glædelig, fordi det er noget virkelig enestående anime. “Min Nabo Totoro” er så vidunderlig, herlig og perfekt, at man ikke kan andet end holde af den, og som jeg plejer at sige… så er der ikke en eneste ond tanke i filmen. Musikken af Joe Hisaishi er også mesterlig. Men for at sammenligne lidt med Makoto Shinkai, så vil jeg sige at disse film mere er til den følsomme teenager, eller måske generte voksen. Der er ingen tvivl om at der er en kæmpe forskel i den danske og den japanske mentalitet, og nogle vil sikkert kalde hans film for… ja, lidt sukkersøde? – well, det kan også godt retfærdiggøres, men filmene er også smukke og stemningsfulde. Alene animationen er top-notch, og ofte er musikken en god ledsager på den rejse, som Makoto Shinkai nu har planlagt for os. Selvfølgelig er der også langt fra denne film til en film som “Akira”, som jeg vil betegne som en af mine alltime yndlings-anime. “Akira” er voldelig og overdreven, men selvom “Journey To Agartha” også er en anelse være voksen end de andre værker som jeg har set, så vil jeg sige at det klæder faktisk instruktøren lidt. En lidt mere grov stil, men det bliver jo aldrig downright dirty og væmmelig… nej, det er nok lidt anime for piger, så næste gang at jeg holder pyjamasparty med tøserne, så kan det være at den bliver smidt i afspilleren.

Nå, det kan jo ikke være Holiday On Ice det hele, så jeg har naturligvis også kastet mit blik på lidt horror. Jeg fik nemlig tilsendt denne med posten:

society

Uha for en grimmerian. Nej, Brian Yuznas’ “Society” er bestemt ikke for alle og enhver. På tidspunkter i filmen, så ringer kvalme-alarmen godt nok. Jeg havde set filmen før, på et gammelt VHS-bånd, som jeg fandt i Aalborg engang, men denne oplevelse fra Arrow Video (iøvrigt i en smagfuld indpakning) var alligevel et step up. Kort fortalt handler filmen om et typisk amerikansk overklassemiljø, hvor først datteren skal introduceres til den øvrige elite. Siden hen bliver det hendes brors tur. Men alt er ikke som det skal være, og broren (Billy Warlock i en præ-Baywatch-rolle) kommer i tvivl om hvad der er hændt med søsteren og hvad der ellers er i vente for ham? – og det er ikke småting da… og så pludselig eksploderer filmen i vamle scener, som den navnkyndige “Screaming Mad George” ellers har stået for. Det er vederstyggelig og grænsende til både det perverse og vulgære. Alligevel sad jeg og morede mig – især da der blev stille og tiden var inde til “The Shunt”, som ellers ikke ligefrem er noget man skal efterstræbe. Sjovt nok er det producenten fra en film som “Re-Animator”, der har siddet i instruktørstolen på “Society”; og han er ikke bange for at give publikum noget at grine, græde og brække sig af…det er virkelig good stuff, og til tider kunne det faktisk også godt minde lidt om en Troma-film, idet skuespillet og manuskriptet ikke lige er Oscar-materiale. Jeg havde det dog rigtig sjovt med filmen og kan bestemt anbefale den, men vogt jer for en aften, hvor der bliver indbudt til en gang “Shunting” – eller i det tilfælde, så bliv endelig væk og gå i biffen med din pige i stedet… hvor i jo passende kunne se den nye “Terminator”-film, som jeg stadigvæk gerne vil se, og har spurgt den gamle om han ikke også vil med en tur i de mørke lokaler for at tjekke folkepensionisten, Arnold Schwarzenegger, ud på hans gamle dage… rollen som T-800 er jo så ikonisk for netop Arnie, at den skulle have en tur mere… jeg er spændt….

Ja- det blev til et indlæg, skrevet af undertegnet på en dejlig dag i Afgrunden. Håber at alle har det godt derude i Dannevang, også selvom sommeren måske har været en skuffelse so far. Well – jeg føler at der er en ændring på vej…

Reklamer