Archive for juli, 2015


Piskesmældet i natten…

Joh.. såmænd… jeg overlevede faktisk det famøse Marked, som jeg plejer at smuldre væk til om sommeren med et par kølige og i selskab med nogle elskelige kammerater. Og i og med at snakken sådan har været på det danske sommervejr igen i år, så tillad mig at sige at det var faktisk nogenlunde… ikke for varmt og ikke for koldt… sådan vel tilpas. Det er jo altid godt, og vi havde det også ganske udmærket i år, selvom vi er ved at være nogle gamle banditter. Men nu er jeg tilbage i Afgrunden, der heldigvis stod velbevaret tilbage, så mine nervøse rysteture ved at forlade de trygge rammer og vandre ud i…gisp… virkeligheden, blev tilforladelige… især når man har den dejlige Afgrund at vende hjem til.

Ja, det skal jo ikke være marked det hele, og selvom jeg ikke lige har fået stenet så hulens mange film på det seneste – indrømmet, men jeg har sgu sovet rimelig meget siden jeg vendte snuden hjemad, og grebet mig selv i at falde hen, selvom jeg sidder og ser fjernsyn, så kan jeg pludselig have mistet en time…jeg håber ikke at det er et tegn på at jeg har været bortført af aliens imens, og de har udført eksperimenter på mig, inklusiv analprobing…? nej… forhåbentlig ikke – jeg fik også sådan en led forkølelse i endetarmen sidst da det skete… Nej, men jeg HAR dog set nogle film, og denne nat, hvor jeg, omtumlet og rastløs, væltede ud af sengen ved 3-tiden, så besluttede jeg mig for at smide en af årets mest omtalte skuespilspræstationer i afspilleren. Filmen hedder derfor “Whiplash” og har Miles Teller og ikke mindst J. K. Simons i de store roller.

“Whiplash” koncentrerer sig om den unge og ekstrem ambitiøse 1. års-elev, Andrew, der har et brændende ønske om at blive en succes som jazz-trommeslager, og derfor øver han sig konstant. Foran ham står den berygtede dirigent og leder af skolens elite-orkester, Fletcher. Efter lidt rumstering i starten, så får Andrew endelig chancen for at bevise om han er mand nok til at klare presset fra omgivelserne og ikke mindst Fletcher selv. Det går ikke altid helt efter planen, men når dagen er ved at være omme, så er det store spørgsmål om han endelig kan vinde den respekt som det kræves, også når man er villig til give sig helt ud og ofre alt…?

Filmen som jeg netop har set, er blevet rost en del, især pga. J. K. Simons’ præstation. Den aggressive, kolde og nøje beregnende karakter som Fletcher i “Whiplash” har fået mange til at klappe i hænderne, netop pga. hvad J. K. Simons får ud af rollen og han vandt da også en Oscar for indsatsen. Det i sig selv er ganske prisværdig, men han formår da virkelig også at få meget ud af karakteren. Jeg må sige at jeg var meget imponeret, men man vidste jo godt at manden kunne spille skuespil, hvilket han efterhånden har bevidst med mange af hans biroller igennem tidene. Hans modspil er den unge Miles Teller, der næsten imponerede mig endnu mere. Hans rolle er mindst lige så kompleks som Fletcher i filmen, og jeg vil faktisk sige at han på nogle punkter næsten løber med sejren.

Filmen fremstår langt hen af vejen som ret forudsigelig, men pludselig tager den nogle gevaldige spring til højre og venstre, og ærlig talt, så efterlader det beskuren, eller ihvertfald undertegnet, rimelig forpustet. Fordi filmen er i den grad også et spørgsmål om hvem der har det største ego. Fletcher virker som en superidiot, dreven og ambitiøs, og jeg var ved at få ticks, når han laver en bestemt armbevægelse i filmen, der signalerer at nu må det givne medlem af orkesteret godt klappe i, fordi han lige er sådan en lille snert for hurtig eller for langsom. Det er i den grad super-, super-, superelitær. Det er jo nok også derfor at han skal fremstå som et musikalsk geni. Andrew, der i starten virker som en fin fyr, lidt genert og klodset, men han udvikler sig straks til at være næsten oppe i samme boldgade som Fletcher, og det klædte faktisk filmen en del. Nu er jeg ikke uddannet musiker og bliver det bestemt heller aldrig, men den der grad af finesse og leflen for detaljerne, er med at gøre filmen en anelse mere som et studie i hvad det kræves at blive top-professionel i en krævende branche. Der er flere sekvenser i filmen, hvor Andrews ego tager overhånd i sådan en grad, at det nærmest er Fletcher, der bliver den mest menneskelige af de to, helt klart et spændende projekt, der leder mine tanker hen til Clint Eastwoods fremragende “Million Dollar Baby”.

Ja, jeg er ikke jazz-kender. Jeg er faktisk ikke meget for genren, og det er nok fordi at jeg ikke kræver nær så meget af min musik, som personerne f.eks. gør i “Whiplash”, men at Andrew er en glimrende trommeslager-in-spe er der ingen tvivl om, og at der foregår nogle radikale magtkampe i forreste geled er jeg også med på. Filmen skal ses for det fremragende skuespil, der måske virker en grad forceret til tider, men i andre stunder, så eksploderer det, og man må anerkende at det er nogle fremragende skuespillere i de to bærende roller, fordi det er i den grad både J. K. Simons’ og dertil også Miles Tellers film. En stor bedrift.

Det var et par ydmyge ord om denne lille anmelderroste perle, der nok godt kan tåle et gensyn på et tidspunkt. Filmen er måske snæver i umiddelbar plot-mæssig forstand, men historien er svulmende på andre facetter, og man sidder anerkendende og nikker i selskab med skuespillerne. Foruden Michael Keaton i “Birdman”; så er det her måske filmen med de bedste præstationer i år.

Ja, jeg ville bare lige skrive og bekendtgøre at jeg tager afsted på min sommerferie de næste tre dages tid. Det er hverken storslået eller grandiøst den måde som jeg ferier på  – der er tale om en tur i min fars baghave, hvor vi sidder de sædvanlige suspekte typer, og drikker lidt der er lidt skarpere end saftevand og mindes om gamle dage. Det er i den grad nogle dage med fødderne godt plantet i nostalgiens muld. Årsagen er jo så at der er et lokalt marked, men det er ikke længere førsteprioritetten – iøvrigt er markedet stærkt på retur, så glæden ved at genopdage det år efter år er ikke længere til stede – ihvertfald ikke for mit vedkommende. Man er jo selvfølgelig også blevet ældre, men det er et faktum at vi har været der i næsten en menneskealder nu. 17 år i træk er vist det officielle tal, så hvad var det nu at jeg skrev om nostalgi?

Well på filmfronten har det lagt lidt stille, idet jeg har været så umenneskelig træt på det seneste, så jeg har ikke haft snuden begravet i et eller andet hæsblæsende eller stillestående værk. Jeg så dog Ryan Gosling’s instruktørdebut, der har titlen “Lost River”, og man kan godt se at han har været med i et par Nicolas Winding Refn-produktioner. Det er et meget intimt og nærgående portræt af en lille gruppe mennesker i smalltown Amerika. Handlingen slæber sig lidt stille afsted, men overalt lurer intrigerne og de pervertede, der gerne kommer frem i en skummel klub, hvor blod og gore, bogstaveligt talt, bliver sprøjtet ud i fjæset på publikum, der elsker det og jubler over enhver lille dråbe. Jeg må erkende at jeg godt kunne lide den. Den er atypisk amerikansk, og virker mere som et europæisk kunstprojekt, og det fortjener i den grad cadeau. Historien om at placere handlingen midt i et lille samfund, der er i gedigen opløsning, og hvor husene er slidte til sidste gulvplanke og tigger om at blive revet ned, til trods for at der stadigvæk bor nogle mennesker i dem. Det er også det indtryk som jeg har fået af flere steder i USA, hvor tiden har lagt en dæmper på udviklingen og folk for længst er flyttet fra de små samfund og ind i storbyerne. Det virker til at være en generel udvikling, men jeg ved ikke om jeg rigtig kan bifalde det. Jeg har været i en større by, men jeg savnede nærområdet, hvor jeg stammer fra, så jeg vendte hjem – måske for tidlig, men ikke destro mindre, så forlod jeg datidens Aalborg, som jeg ellers elsker, men omstændighederne krævede at jeg flyttede adressen tilbage til Thy. Og så er man her igen, og har været her lige siden… imagine that. – men det er nu også meget godt, jeg er tilfreds med det… og ligeledes var jeg meget tilfreds med Ryan Gosling’s film, men alle der forventer at den billedsmukke Gosling med det veltrænede maveparti har lavet en sukkersød feelgood-film kan godt tro om igen. Stemningen er i den grad særdeles deprimerende og dyster. Anbefales generelt, men ikke hvis man lige har en offdag.

lostriver

Angående nye film på vej, så har jeg bestilt et par Paul Schrader-film. Jeg synes mægtig godt om manden, der jo som bekendt skrev “Taxi Driver”, idet han altid formår at overraske positivt. Hans film er præget af folk med dobbelt-ansigter, der lever to liv, og det er som udgangspunkt altid spændende. Det skal nok blive herligt at se.

Men jeg vil trække stikket ud i et par dage – og sætte mig tilbage i en stol og nyde en kølig. Selvom det danske sommervejr ikke ligefrem har vist sig fra dens mest gavmilde side i år, så er jeg sikker på at vi får tre dejlige dage med tørvejr og glæde… nu er det sagt – so let it be!

fuldmand

Hov. Ja, jeg er her skam endnu, selvom det kan være svært at tro. Opdateringerne lader godt nok vente på sig, og denne har også været svær at komme i gang med. Jeg føler at jeg er i konstant tilstand af dvaskhed. Som en ensom zombificeret ulv vandrer jeg fra punkt A til punkt Z i Afgrunden… men den anden dag ramte trætheden mig og jeg sov 15 timer. Ellers kan man sige at der er sket nogle forandringer i Afgrunden. Hvis man husker de væmmelige gule kasser, der stank af fabrik og manuelt arbejde, så har jeg i stedet investeret i nogle fornemme rumdelere. Indtil videre er det ca. 70% færdiggjort, så jeg mangler lige det sidste, hvilket forhåbentlig snart kan skaffes hjem hos almægtige Silvan.

Nej, Afgrunden lider bestemt også under højsommer. Tidligere kunne man fornemme de kølige briser, som den kære bordventilator stod for, men ak og ve – denne led en pinsom død sidste sommer, og jeg har endnu ikke fået købt en ny ditto. Så selve området omkring husalteret var temmelig varmt, da jeg den anden dag, satte Neill Blomkamps nyeste opus i afspilleren. Filmen med titlen “Chappie” var endnu en science fiction-film fra mandens hånd, og da jeg godt kunne lide hans tidligere værker, så var jeg bestemt lidt spændt:

chappie

Mine forventninger til “Chappie” gik i den mere actionpræget retning. Jeg forestillede masse af kampe med en del robotter, der gik løs og skød og myrdede et væld af bad guys. Men nej, sådan var filmen bestemt ikke. Derimod får man smidt en cocktail af spørgsmål vedrørende evigt liv, kunstig intelligens og grundideer om hvad der er værd at leve og kæmpe for. Det var en ret spændende vinkel, også selvom Chappie-robotten i sig selv var en anelse irriterende, men sådan skulle det jo nok være. På rollelisten finder vi Dev Patel, Hugh Jackman, Sigourney Weaver og den lokale, sydafrikanske rapgruppe, Die Antwoord. Sidstnævnte havde en overraskende stor rolle at spille i filmen, og til tider blev deres populære musik også brugt som underlægningsmusik… ret specielt, men de virker også som nogle fascinerende typer, især  kvinden i bandet, Yolandi Visser – hun er noget helt unikt. Nå, men som jeg skrev på Facebook, så synes jeg også at der er en særlig Phillip K. Dick-fornemmelse over “Chappie” – så selvom jeg forventede noget andet, så synes jeg bestemt ikke at jeg blev efterladt måbende og skuffet. Filmen kan klart anbefales, også især hvis man er fan af sådan lidt japansk anime-storyline og design.

Ja, det var lige sagen med sådan en film. Jeg så også et par andre, men dem magter jeg ikke lige at skrive om nu. Til gengæld tog jeg lige et billede af noget andet, der var ankommet til Afgrunden:

boogiespike

På anledning af Henrik fra Båndsalaten, så fik jeg hjemkøbt et bokssæt med Spike Lee-værker. Der skulle være lidt af hvert, og jeg har faktisk aldrig rigtig set så meget fra manden, så det skal blive enormt spændende at dykke ned i. Den anden er en steelbook med 90’er-filmen, “Boogie Nights” – en helt igennem fremragende film, der bliver endnu bedre for hver gang at man ser den, hvis man da kan tro på det? – en mesterlig film og velsagtens en af 90’ernes bedste. Jeg har efterhånden set den adskillige gange, og da jeg syntes at designet på denne steelbook så ganske cool ud så var det jo bare med at springe ombord.

Og ja, nu kan jeg lige godt sige det… jeg sveder virkelig meget lige nu, og det ender nok med at jeg må åbne et vindue, fordi det går sgu da slet ikke det her. Og så er det tid til en film – spørgsmålet er så bare lige hvilken en, som der ryger i afspilleren… well only time will tell – and the time has just run out!

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!