Archive for august, 2015


Ja, i den seneste tid, har jeg gået og grublet over nogle ting. Jeg var ærlig talt blevet træt af hvordan Afgrunden præsenterede sig selv, så jeg har været i gang med at anskaffe mig nogle nye møbler til opbevaring af mine dyrebare film. Siden jeg flyttede ind i Afgrunden og forsøgte at gøre det til mit eget, selvom det var svært med alle de kryb, der lever rundt omkring i hjørnerne, så har jeg haft nogle reoler, der var enormt praktiske og billige i sin tid, men nu var jeg bare nået til det punkt, hvor de hang mig langt ud af halsen. Noget måtte der ske, så jeg har købt godt ind af rumdelere indenfor et passende tidsrum, og jeg er ikke helt færdig endnu – således mangler jeg lige en enkelt, som jeg regner med at jeg får hjemkøbt senere her i dag, mandag. Så kan man selvfølgelig stille sig selv det givne spørgsmål om det er nødvendigt at bruge så mange penge på noget, nu hvor man alligevel havde noget at stille sine dvd’er i… men svaret er faktisk ret simpelt: JA…

Iøvrigt kan de være en del flere dvd’er i de enkelte rum i rumdelerne, hvilket gør at jeg naturligvis kan investere i flere film i det lange løb, og det er jo bestemt en god ting. Men efterhånden indså jeg også at jeg måtte gå mine film igennem og eventuelt finde nogle, som jeg kunne skille mig af med. Det giver noget mere plads, og forhåbentlig også et par kroner, nu hvor jeg har besluttet mig for at forsøge at sælge dem i en brugtbiks. Ja, det kan bestemt gå begge veje, og jeg ved godt at de måske ikke er særlig meget værd, men hvad pokker… nu skal jeg altså bare af med dem, og sådan er det..

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der "pynter" Afgrunden. Praktisk, jo  vist, men ikke for enhver pris - nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble... Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der “pynter” Afgrunden. Praktisk, jo vist, men ikke for enhver pris – nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble… Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

På filmfronten går det lidt op og ned med at få set nogle rigtig gode titler. Jeg svæver lidt rundt imellem de mindre film, og har til aften set en japansk film om mobning i skolen. Ja, det var noget sært noget, men den var dog også ret interessant, og man fik det indtryk af den moderne ungdom hurtig kan få nogle skeletter i skabet, og i det hele taget, er de ret ekstreme i deres udtryk og væremåde… – gad vide om man også selv var sådan tilbage for godt og vel 15-20 år? – Nåh nej, det var jo 90’erne – verdens mest kedelige årti – der skete ingenting…! – jo okay, Internettet kom til verdenen, og det er jeg godt nok meget taknemmelig for… Hvor skulle jeg have været uden den i dag?

Well, jeg vender tilbage med nogle nye billeder af den færdige Afgrund…

Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Ak ja, så er man tilbage med en lille melding. Jeg har haft nogle trælse (jysk for irriterende) dage, hvor jeg har været alt for meget en zombie. Denne særprægede tilstand, hvor man hverken er vågen eller sover, og jeg vandrer forvildet rundt i Afgrundens dunkle kamre. Det er ikke ligefrem lykken, og jeg føler mere helt og aldeles håbløs nogle gange. Nu er jeg så kommet til et punkt, hvor jeg godt kan sove… og sove det gør jeg skam… som jeg er blevet slået bevidstløs med en stor hammer… BANG! – Well, den var en dejlig drøm, hvor jeg sad i kølige omgivelser med mine kære og ser den ene voldsfilm efter den anden. Desværre kommer de barske realiteter frem, og man er hensat til en status som erklæret fattig-som-en-kirkerotte… C’est la vie?

Nej, den anden aften så jeg den gamle 70’er-film, “Car Wash”, som jeg svagt kunne huske fra min barndom. Total funky og morsom film med en del anerkendte og meget dygtige sorte skuespillere. Selvfølgelig er der også lige komikeren, George Carlin, der har sine kvaler med at finde en sort dame med blond hår, der netop ikke havde betalt ham for hendes tur med hans taxa. Jeg kunne ikke huske så meget igen, men jeg synes at den var rigtig sjov – scenerne med drengen der brækker sig, havde jeg dog ikke glemt, nok fordi jeg husker på at jeg syntes at det var enormt ulækkert, den gang at jeg selv var knægt… fy for den lede. Richard Pryor dukker også op, og han er virkelig morsom – total pimp med stor gylden limo og det hele… sikke en karl! Ak ja, selvom vi måske lever i en anden tid nu, så synes jeg alligevel at filmen repræsenterer en god, sjov fortid – jeg stødte på en film der hedder “The Wash Joint” med rapperne, Dr. Dre og Snoop Dog, men jeg aner dog ikke om det er et remake, dog ved vi jo alle at Hollywood bare elsker remakes, så man kan med rette frygte det i stor stil.

Nej, så her de seneste par dage, har jeg været i Krimi-land. Nej, der er ikke kommet en ny svensk forlystelsespark, hvor man kan blive myrdet og selv være med til at opklare det også? – nej, jeg har set de foreløbelig to film om ‘Afdeling Q’  – der er baseret på bestseller-bøgerne af succesforfatteren, Jussi Adler-Olsen. Det drejer sig således om først “Kvinden I Buret” og derefter “Fasandræberne”. Og hvad er så mit hovedindtryk? – well, der er noget kvalitet bag… hele holdet stinker af indædt professionalisme, og historierne er skarpe og tilpas chokerende. Det er nogle gode kriminalfilm, men om jeg nogensinde kommer til at holde af dem er dog desværre tvivlsomt. Svenskerne har været dygtige til at lave krimier i mange år, men nu skal lille Danmark altså også lege med, og det er selvfølgelig prisværdig… “Forbrydelsen”-serien har været et kæmpe hit, både i Danmark men også i udlandet. Jeg var desværre ikke en af dem, der sad foran husalteret hver eneste søndag som en sulten ulv foran sit bytte. Nej, men derimod filmene kan jeg bedømme:

“Kvinden I Buret”

Ja, hvem skulle have troet at der ville optræde et trykkammer i en dansk krimi. Ikke destro er det meget opfindsomme valg af torturinstrument hele omdrejningspunktet for den første film. En ung og dygtig politikker (Sonja Richter) kidnappes og bliver behandlet vældig grusomt. Jeg kom til at tænke på at det er da godt at hun ikke lider af klaustrofobi, fordi så ville hans ondsindet plan sikkert blive vældig kort? Det er hermed det første møde med den fallerede politimand, Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye partner og “ven”, Assad (Fares Fares). Først ligner de et umagen makkerpar, da Carl og Assad bliver smidt ned i kælderen til det nystartede Afdeling Q. Men som tingene viser sig, så er de jo faktisk ret gode til deres job. Med snuden godt begravet i sagsakterne og lidt gammeldags opsøgende politiarbejde, så kan man jo komme langt. Heldigvis for den førnævnte politikker, så går de hele vejen. Mit indtryk af den første film var at den faktisk ikke rigtig var noget særligt. Indrømmet, ideen med trykkammeret er særdeles modbydeligt – og rigtig, rigtig god. Den redder faktisk filmen fra at være lidt af en bagatel. Skuespillet er okay, og jeg kunne især godt lide Fares Fares. Men nogen ny-klassiker synes jeg ikke at det var. Og jeg tvivler på at jeg kommer til at se alle de kommende film om Afdeling Q…

“Fasandræberne”

Men halløj… jeg så faktisk efterfølgeren næsten lige med det samme bagefter. Og jeg var selvfølgelig spændt på hvad der nu var sket med Afdeling Q-drengene, men jeg kunne hurtig konkludere, at der ikke var sket noget som helst. Carl er stadigvæk arrogant, indebrændt, pågående og irriterende, og Assad er venlig og lidt tumpet, og stadigvæk møgelendig til at lave en god kop kaffe. Leder man efter kontinuitet, så finder man den. Der er lidt pusten til Carls personlige liv, men ikke noget vigtigt. Historien her i “Fasandræberne” er ikke noget særlig – ganske standard krimimateriale, men jeg ville alligevel gerne se filmen, da jeg synes at den bryder på et ret spændende cast. Skuespillet var okay – en anelse bedre end i den første, og selvfølgelig er karakterne mere udfoldet, da den første film jo primært skulle stå for at introducere karakterne. Netop får man også introduceret en ny og måske fast sekretær til gruppen, og de falder hurtig i hak. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er generelt god, og der er grobund for flere film med de to – det er jeg ret sikker på. Som sagt, så synes jeg ikke at historien i to’eren var nær så opfindsom som i “Kvinden I Buret”, men kvalitetsmæssig er det et produkt i toppen.

Jeg har aldrig læst nogle af Jussi Adler-Olsens bøger. Jeg er faktisk ikke særlig meget til krimier, og undgår helst både Beck-, Barnaby- og Columbo-fortællingerne, når de løber hen over skærmen. Jeg var dog nysgerrig med henblik på disse, men hovedindtrykket kan dog ikke andet end at efterlade mig en anelse skuffet. Jeg ved ikke hvorfor? Folk kan jo godt lide dem, og der er ingen tvivl om at det er solide værker med en masse appeal. Jeg tror bare at jeg skal holde mig til mine horrorfilm i stedet…? Når man først har fundet kærlighed en gang, så forbliver man en trofast genrehund…