Archive for oktober, 2015


I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson

Reklamer

Hold da op – hvor er det længe siden, at jeg sidst har sat mig ned og nedfældet nogle ord på dette lille bastardbarn, som kaldes for ‘Grotesk!’. Den egentlige årsag må være at jeg simpelthen ikke har haft noget konstruktivt at skrive. Jeg er stadigvæk i gang med at flytte lidt rundt i Afgrundens stue, hvor jeg nu har fået nye møbler, men stadigvæk mangler lige det sidste, før jeg er helt tilfreds. Der skal simpelthen lidt op på væggene, og jeg har en god ide til hvad som det skal være. Sådan som det er nu, så er det vel kun ca 10% som jeg mangler, og det er edderspændeneme godt! – men jeg får da også set nogle film fra tid til anden…. blandt andet er jeg med i en Horror-udfordring med at se 31 film i oktober måned frem til Halloween, og jeg har set 11 so far…

Men den egentlige film som jeg ville skrive lidt om, er såmænd den længeventede og helt igennem forrykte og fantastiske “Mad Max: Fury Road”…

furyroad

Jeg må sige at jeg virkelig godt kan lide den gamle trilogi, også “Beyond Thunderdome”, som en del ellers ikke har den store kærlighed til. De australske “Mad Max”-film er noget helt specielt, og hvem skulle have troet at der var et sidste åndepust i dem her så mange år senere. Instruktøren, George Miller, der også har lavet de tre første, er tilbage i instruktørstolen, og hans vægt på de forrygende, praktiske effekter og det hæsblæsende tempo skinner igennem. Historien er virkelig banal og set før – i bund og grund er det en simpel road movie, hvor de kører til en destination og så vender om og kører nøjagtig samme vej igen. Men action er der virkelig meget af, og man må godt nok trække vejret et par gange, før at få det hele med… med en spilletid på omkring de to timer, så kunne man måske frygte et eller to kedsommelige indfald, men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg kedede mig ikke et sekund, og der er ingen tvivl om at det er et kvalitetsprodukt og en ægte popcornbasker på gamle maner. Tom Hardy gør det godt som Mel Gibson-klon, og Charlize Theron er så bad ass, som man kunne forvente, og det har hun jo vist før. Som jeg nævnte, så er historien set før, og skraber man lidt det overflødige fedt fra, så er det bare en stræben efter at finde frem til Paradis. Desværre er det jo ofte sådan at Jorden ikke er den samme efter en atomkrig, og som post-apokalyptisk bindeværk, så er filmen et kæmpe mirakel. Jeg tænkte også om der var en hilsen til en af de italienske kloner, “The New Barbarians” med en vis glas-rustning.

Vakler man vedrørende spørgsmålet om man vil se en dyb og tankevækkende historie, der driver af originalitet og stærkt skuespil, så skal man nok ikke kigge imod “Mad Max: Fury Road”, men hvis man alligevel gør det, så får man et massivt underholdende værk med masser af action, eksplosioner og drabelige effekter. Karakterne fungerer upåklagelig i den kontekst som de udspiller sig i. Jeg så filmen på funklende klar blu-ray. ,men dog ikke i 3D, men det ved jeg så alligevel ikke om der kunne være en fordel… faktum er dog at jeg virkelig morede mig og energien og lysten til at se den gamle trilogi og fremtidige kapitler i serien er virkelig stor… heck, jeg har sågar lyst til at se “Fury Road” igen nu!