Category: Samlingen


Nuvel – Juleaften er overstået, og jeg tilbragte den i familiens skød med rigtig god mad og nogle festlige timer… jeg fik ikke set alt af Disneys juleshow, men det går nu nok – når man kan den i søvne, så er der sikkert et tegn på at man har set den alt for mange gange, men det var nu hyggeligt… Kirkegang blev der heller ikke noget af for mit vedkommende – jeg synes faktisk at det er en smule små-hyklerisk at gå i kirke kun Juleaften, og så være komplet ligeglad med “Guds hus” resten af året… men jeg ved ikke, idet jeg da også kan huske at man bare skulle i kirke Juleaften, ellers var det ikke rigtig jul?…

Men det blev da også til nogle gaver til undertegnet. Jeg fik kæmpet mig igennem et utal af strømper, deriblandt tre herlige Blærerøvs-sokker, hvilket jeg er rigtig glad for… livet er jo for kort til kedelige strømper, som Mads Christensen endda selv proklamerer. Men nu skulle det jo ikke være bløde pakker det hele, så der kom heldigvis også nogle som jeg havde håbet på – nemlig nogle i størrelsesorden af en dvd- eller blu ray-case. Således kom det til at se sådan ud:

jul2013

 

Af blu ray-udgivelser, så fik jeg slået kløerne i Arrow Videos fortræffelige udgivelse af Tobe Hoobers meget sort-humoristiske “The Texas Massacre 2”. En regulær sjov og underholdende film, der nærmer sig periferiden af det vamle og klamme, men jeg synes at den er morsom, især Jim Siedow har altid moret mig meget, både i den første film og så i 2’eren her. Arrow Videos udgivelse er limited til 10.000 eksemplarer world wide, så jeg er glad for at have fået fingerne i det meget fornemme sæt.

texaschainsaw2

Men som der kan ses på billedet, så var der også andre ting. Jeg fik således den netop udsendte blu ray-udgivelse med “The Wicker Man: Final Cut”. Det var en 3-disk udgave, inkl. soundtrack, som jeg er meget glad for at have fået fat i. Jeg kan faktisk godt lide den folkemusik som bliver spillet i filmen, og selve filmen er jo en milepæl i britisk filmhistorie… jeg er meget glad for den. Endvidere fik jeg også et par musik-dvder med henholdsvis Nightwish og Epica. Begge er symfoniske metal bands med kvindelig forsanger. Nightwish-dvden indeholder en storstilet koncert på verdens største metalfestival, Wacken Open Air, endda med bandets midlertidige forsanger, Floor Jansen, der dog nu er blevet permanent medlem i bandet. Epica er lidt mere heavy, rå og inkluderer en vokalist, Simone Simons, der kan synge med en smuk opera-stemme. Det bruges flittigt i bandet, og man må sige at gruppen fremstår meget helstøbt med nogle fremragende sang. Showet med Epica er et 10 års jubilæumshow.

jamesdean

 

Det blev også til dette meget fornemme James Dean-boksæt på blu ray, indeholdende “East Of Eden”, “Rebel Without A Cause” og “The Giant”. Jeg har set de to førstnævnte før, men mangler den sidste. Det skal dog blive spændende at se disse klassiske film i funklende high def. James Dean er jo et ikon i amerikansk filmhistorie, og jeg må sige at hans stil er ret cool, total 50’er rock and roll.

michaelmoore

 

Sluttelig fik jeg dette fine bokssæt med Michael Moore. Der er tale om hans tv-show, “The Awful Truth”, hvor alle de 24 episoder er med. Jeg kan virkelig godt lide Michael Moore og hans noget særprægede stil. Selvom kritikerne siger at man drukner i alt for mange statistikker, så synes jeg at hans film er både informerende og underholdende. Min favorit er dog “Bowling For Columbine”. Jeg husker ikke dette show så godt, men jeg glæder mig til et gensyn, idet det virker til at Michael Moore aldrig rigtig kan skuffe mig, lige meget hvor tørt emnet er.

Ja, det var så de filmiske vidundere, der lå under træet til undertegnet. Der er mange gode ting imellem, og jeg har da også fået set noget af det – til min store glæde. Det er herligt, når man får nogle nye ting hjem til det stakkels, udsultede filmbibliotek. Nu glæder jeg mig dog til mandag den 30. december, hvor der forhåbentlig klikker nogle mønter ind på den stakkels bankkonto. Det er i den grad tiltrængt!

Ja, jeg vil lige meddele at jeg nu har modtaget mine pakker fra Amazon, og at de skam også er blevet pakket op! – dette til trods for at der var et par julegaver iblandt, men hvad pokker…? – jeg havde jo selv bestilt dem, men til gengæld har jeg pli nok til at ikke at pakke dem ud af deres folie. Det må vente…(satans også!)

Nuvel, jeg modtog da lidt gode sager til min sparsomme hjemme-filmbibliotek, hvilket jeg da er meget taknemmelig for… det forsøder jo tilværelsen lidt:

amazoncdon

 

Der var således lidt af hvert med fra henholdsvis Amazon, Cdon og Dvdoo…

For en gangs skyld, fik jeg faktisk mindst fra Amazon, men det blev til ny-klassikeren indenfor anime, “Perfect Blue” på combi blu-ray/dvd… jeg havde filmen i forvejen, men den afspiller ikke så godt, så derfor var jeg glad for at investere i den på blu-ray. Jeg så filmen i går, og den ser helt fin ud, og det er jo stadigvæk en rigtig god oplevelse… der er dog ikke meget Miyazaki over det – idet det er virkelig en animationsfilm for voksne. Ellers blev det også til spillefilmsudgaven af “The Saint” på dvd. Jeg har faktisk aldrig set den før, men jeg er utrolig glad for Elisabeth Shue, så jeg synes godt at et køb kunne retfærdiggøres…hun er endog meget charmerende. Endelig blev det også til to cd’er med det svenske band, Crucified Barbara… jeg har jo tidligere uploadet en video på bloggen, og jeg er blevet ret begejstret for dette voldsomme all-girl hard rock band…total Rock and roll…

perfect

 

Fra Dvdoo modtog jeg et par enkelte blu-rays og nogle dvd’er. Jeg glæder mig faktisk til at se den Oscarnominerede Jessica Chastain i Osama Bin Laden-jagtfilmen “Zero Dark Thirty”, der jo er instrueret af Kathryn Bigalow. Hun har jo tidligere lavet rigtig gode film, som f.eks. “Near Dark” og “Strange Days”, og ja selvfølgelig også Oscarvinderen “The Hurtlocker”. Det skal nok blive interessant. Jeg købte også “Training Day”, den kostede kun en 50’er, og det på blu-ray, og eftersom jeg aldrig har set den, så er jeg ganske tilfreds. Af dvd’er kom der “Reality Bites”, en 90’er-komedie om Generation X, “Slaughter Rule”, en amerikansk Football-film med Ryan Gosling og endelig en tumpet double-feature med Jerry Lewis i den originale “The Nutty Professor” og remaket af “Bad News Bears” – sikkert en åndssvag aften, men den kostede kun 25 kroner, og jeg ville gerne se noget dumt.

Men nu kommer vi til – “The Motherload”… fordi jeg fik jo også bestilt lidt hos Cdon, der havde nogle rigtig fine tilbud. Jeg købte “Foul Play” – en 70’er komedie med dejlige Goldie Hawn og sjove Chevy Chase, jeg er ret glad for dem begge, så da jeg endelig fandt denne udgivelse (Fra Soul Media iøvrigt) til billige penge, så købte jeg den. Ellers er der også 1. sæson af tv-serien “Hung” med Thomas Jane. Jeg har længe haft lyst til at se denne serie, idet den skulle være ret sjov… men nu får vi se… og så sluttelig på dvd, hele “North And South”-samlingen… jeg ejede godt nok allerede bog 1 og bog 2 på dvd, men hele boksen kostede kun 90 kroner, så det var simpelthen så billigt, at jeg bestilte den.

kubrick

 

Så kommer vi til blu-ray’sene. Og der var i alt 21 disks at tilføje til den sultne samling. Jeg købte endelig samlingen med Stanley Kubricks vigtigste film. Prisen var ganske god, omkring 200 kroner for 8-disk udgivelsen, der har alle klassikerne med. Jeg havde luret på den i en god rum tid, men nu skulle det åbenbart være. Jeg er dog lidt ked af at udgivelsen bare kommer i en overdimensioneret keepcase, men hvad pokker? prisen var jo fin. Ellers blev det til nogle enkelte disk-udgivelser. Jeg var vist i humør til krigsfilm, fordi minsandten om ikke “Lore”, “The Guns Of Navarone” og “The Bridge On The River Kwai” kom ned i indkøbsvognen.. nu hvor jeg ser tilbage på det, så var det da lidt pudsigt, men jeg skænkede det ikke en tanke, da jeg bestilte. De to sidstnævnte er iøvrigt i “Classic Line”-serien, hvilket er en glimrende lille serie af film, og med nogle flotte covers og udgivelser.

classics

 

Men der var skam plads til mere. Så jeg fandt også et supertilbud på den netop udsendte Charlie Chaplin-boks på blu-ray. Her er der tale om ikke mindre end en 10-disk-udgave med et væld af klassiske film. Jeg glæder mig meget til at fordybe mig i disse Charlie Chaplin-værker. Og prisen var imponerende! kun 190 kroner!, det er enormt billigt, og jeg er meget glad for at kunne indlemme dem i samlingen. Det er ganske vist længe siden at jeg sidst så en Chaplin-film. Den seneste var faktisk biografi-filmen om manden selv, hvor det er Robert Downey Jr., der har rollen som Charles Chaplin, og jeg ved godt at det ikke er en af de gamle produktioner, men det går nok. Det bliver en god klassisk weekend… og så kunne jeg evt. kombinere det med W.C. Fields og Marx Brothers?…

chaplin

 

Men den årvågne seer på det første billede, vil bemærke at der er endnu en boks, som jeg ikke har omtalt. Nemlig den flotte og meget interessante boks med spaghettiwesterns. Den har jeg ikke selv købt, men var såmænd en meget venlig gestus fra min gode blog-kammerat, Henrik, der havde tænkt en venlig tanke, og foræret mig den i anledningen af julen. Det er jeg enorm glad for, og boksen ser virkelig god ud. Så endnu engang mange tak for den storartede gave, Henrik… den skal nok bringe mig meget glæde her i de kommende kolde vintermåneder.

spaghettis

 

Ja, det var så december-indkøbene. Jeg ved at der er en enkelt gave mere på vej i posten… den kommer dog fra USA, og så må jeg sikkert væbne mig lidt mere med tålmodighed. Men ellers tror jeg godt at jeg både kan holde weekend og se frem til de kommende måneder med sne, slud og køligere temperaturer. Det er godt at man har kaffen klar, og at man føler sig klar. Julen er jeg normalt ikke så meget for… som den gamle sang siger: “Trængsel og Alarm” – ikke noget for en gammel Mallrat, der hellere vil sidde og stene de seneste uhyrligheder på den normale matrikel. Men hvad pokker? Det bliver jo nok jul alligevel.

 

Når jeg bestiller fra mit absolutte favoritsted på nettet – nemlig Amazon, så er jeg begyndt også at kigge nærmere på de mange marketplace-sælgere, i håb om at gøre nogle endnu bedre tilbud end fra selve Amazon. Det kan hænde at man kan være heldig og finde nogle virkelige gode titler til næsten ingen penge. Den anden dag modtog jeg en dvd fra en marketplace-sælger, som jeg kun havde givet omkring 23 kroner for (inkl. porto) – titlen var “Dollar For The Dead”, en 90’er, tv-western med Emilo Estevez, meget inspireret af de tidlige spaghettiwesterns… ganske god film til den pris, og jeg har længe haft lyst til at indlemme den i samlingen, eftersom jeg kun tidligere har ejet den på videobånd. Det skulle dog hurtig vise sig at jeg kunne fremskaffe en dvd til endnu billigere penge end den førnævnte…

Behold!

hasselhoff

 

“Witchcraft”!!!

Denne gyser er fra 1988 og får en frygtelig score på IMDb, men jeg har tidligere set filmen på et gammel vhs-bånd, og jeg synes faktisk at den var ganske sjov. Linda Blair og David Hasselhoff (den gamle flødebolle) medvirker i de større roller, og selvom jeg kan huske at jeg synes at den var sjov, så er det faktisk begrænset, hvad jeg ellers kan finde på at sige om denne film, andet den kostede mig under 18 danske kroner! (inkl. porto) – virkelig en god handel, og selvom dvd’en var brugt, så ser den ganske fin ud. Jeg har endnu ikke haft den i afspilleren, så nu må vi se om gensynets glæde er lige så stor som jeg forestiller mig det… det er det næppe, men coveret ser da ganske grafisk ud, og ligner noget der er taget fra et vhs-cover, kraftig inspireret af nogle gamle italienske horrorfilm. Jeg glæder mig ihvertfald til at gense svineriet… desværre var der ingen brækpose med, så jeg må finde mig en spand…

Og nåh ja, jeg fik sandelig også bestilt lidt fra Amazon i dag… jeg tænkte at det jo er mandag, og så får jeg mine ugepenge, som jeg trodsig bruger på nye film. Denne gang fik jeg bestilt 5 blu-ray-film, 4 dvd’er og en enkelt cd. De mest interessante ting er den meget flotte steelbook udgave af “North By Northwest” – Alfred Hitchcocks klassiker på blu-ray… den har jeg længe haft lyst til at købe… og nu skulle det være, også selvom at jeg har filmen på dvd. Desuden opgradererede jeg også fra min dvd-udgave til en blu-ray kopi af den originale “Blues Brothers”. Denne klassiske 80’er crazy komedie har mange grin på bagen, og jeg ville gerne se den i en flot udgave… hvilket jeg håber at jeg får nu… Ellers var der et par berygtede japanske film på blu-ray, og gyserfilmen “Lovely Molly”, som ser ganske fin ud… det var dog en dvd-udgivelse.

Jeg er glad for at Amazon med stor sandsynlighed afsender mine varer på onsdag, og så har jeg dem allerede om fredagen. Det er godt med sådan en fantastisk service. Og det er endda helt portofrit, når man bestiller for minimum 25 engelske pund. Good deal. Jeg ville dog gerne at Amazon snart fik øjnene op for vi gode kunder, og måske indførte en større rabatordning, hvis man købte mange film i løbet af en måned – det kunne være enormt cool, og jeg tænker at det bare måske skulle være 10-15 %… det ville jeg være godt tilfreds med… men hvad fanden – jeg stopper nok ikke med at bestille fra Amazon alligevel af den grund.

Hello…

You had me at hello?…

Jeg sidder her i min stol og skriver dette indlæg, imens regnen danser på mine ruder. Det er en dejlig fornemmelse og jeg føler mig inspireret, men også lidt træt… hvordan kan det dog være? For nogle måneder siden fik jeg målt mit D-vitamin-tal, og det var hovedrystende lavt… ja faktisk kunne de slet ikke måle mit D-vitamin-tal, pga. det var så lavt… uhyggeligt! Nå, men jeg har det da ok, men er bare ofte så træt, så træt… måske skulle jeg skrue mit kaffeforbrug i vejret… det smager jo ganske godt – det skidt!

Orv ja, så har jeg lige erfaret at Seth MacFarlane skal være Oscarvært næste år. Et ganske godt valg tror jeg. Jeg er ikke den store dyrker af hans tv-serier, fordi jeg synes at de minder en del om hinanden, og jeg har vist mere vigtige ting at tage mig til, end at sidde i sofaen og glo cartoons hele eftermiddagen… nåh ja, det passer så ikke rigtigt, men jeg ved ikke, jeg har ikke rigtigt set noget af hans “work”… men det går nok alligevel, selvom det har været meget op af bakken med Oscarværterne… hvad siger i f.eks. til Hugh Jackman?? Jesus – det var misforstået… Wolverine himself som vært til en Prisuddeling… ? jeg tvivler… Makkerparret Steve Martin og Alec Baldwin var bare for gamle og grå – de manglede det ungdommelige touch – og så prøvede man med Anne Harthaway og James Franco… sidstnævnte ville vist helst have været et andet sted, og så gennemført stenet ud det meste af showet… så det skal nok blive spændende med mister MacFarlane… jeg hilser det ihvertfald velkommen!

I går var jeg et smut i den lokale Blockbuster-snask for at få fingerne i…

RIGTIG GÆTTET!

“Prometheus”… Ridley Scotts ambitiøse science fiction værk, der ikke inkluderer de velkendte aliens, men derimod en dyb, måske en anelse tung, historie om arternes oprindelse, og hvor vi mennesker kommer fra. Der var et par ting jeg ikke helt forstod. F.eks. forstod jeg ikke hvorfor at menneskeheden skulle udryddes af de gigantiske rumvæsner… jeg missede ihvertfald deres motiv for det. Men filmen var ellers ret spændende. Noomi Rapace skal dog øve sig lidt mere på sit engelsk, fordi det var ikke for godt, men ellers gjorde hun det godt nok. Resten af castet var også fine – Michael Fassbender i rollen som den perfekte androide David var en fryd at følge.. og Charlize Theron tilpas bitchy også. Jeg savner dog lidt historieudvikling og karakterne var en anelse et-dimensionelle, men jeg er fan – og satser virkelig på en enten en directors cut-udgave eller sågar en 2’er… det lugter det ihvertfald langt væk af…

Ellers har jeg ikke set så mange film. Der har jo været lidt fodbold på skærmen hist og pist, og det måtte jeg nødvendigvis følge… + det faktum at jeg har været en anelse sløv på det sidste. Jeg fik dog set “Hellraiser 4” – som jeg af en eller anden grund lige fik lyst til at gense. Jeg kan huske den fra de gamle VHS-tider, men ellers havde jeg ikke meget forståelse for den. Jeg synes at kunne huske at den har fået nogle gevaltige hug for at være for sød i det…det ved jeg ikke rigtig, fordi det er stadigvæk en Hellraiser-film – med de såkaldte cenobites, især personificeret i Pinhead (Doug Bradley), der virkelig er meget med i filmen, og han gør det også upåklageligt… et regulært dumt svin, men sådan er en dæmon fra Helvede vel?  – Nej, nok skal være sagt… historien var lidt fjollet, men effekterne var gode, og jeg følte mig ganske godt underholdt, til trods for en svag periode midt i filmen. Spilletiden er meget gavmild  – efter 1 time og 21 minutter er det hele overstået.. og man kan ånde lettet op og glæde sig over at man havde overlevet endnu en film med de væmmelige cenobites.. Og dog… der venter nemlig flere glæder i den nærmeste fremtid, fordi jeg har også “Hellraiser: Deader” liggende klar til et syn. Et sjovt tilfælde med “Hellraiser 4”, der også hedder “Hellraiser: Bloodline” er at instruktøren er krediteret som Alan Smithee, som er et kendt alias for personager der ikke vil have deres navn tilsnusket en dårlig film… skarp træk der, må man sige!

Jeg har desuden bestilt en lille pakke fra Amazon, som jeg regner med at der bliver afsendt i dag… der var nogle gode deals på blu-ray-film, og jeg måtte jo have “Moonrise Kingdom”, den nye Wes Anderson-film, der netop er udkommet her i mandags i UK, så det var en no-brainer…

Forsiden til “Prometheus”, som jeg i BB fik i en meget fin Steelbook-udgave…Yay!

 

Her er endnu en udgivelse fra min filmsamling, som jeg rigtig godt kan lide:

“Event Horizon” 2-disk, Special Edition

Paul W. S. Andersons dystre science fiction-horrorfilm fra 1997 er altid værd at gense – jeg ejer den i denne special edition udgivelse, hvor selve indpakningen nok skal forestille sig at være en del af skroget på det store rumskib. Indeni finder man 2 dvder indpakket i en digipack. Der er en disk med selve filmen + en anden med ekstra materiale…

Indpakningen ser ganske imponerende ud. Lidt en sjov udgivelse.

Når man åbner døren til denne special edition-udgivelse, finder man filmen + en ekstra disk i en fin lille digipack…

 

Et kig på filmsamlingen…

Hello.

I denne kategori er der afsat plads til at vise lidt frem fra min filmsamling. Det vil både være nye tilføjelser eller gamle favoritter.

Her ved det første kig har jeg fundet to bokse frem:

“The Russ Meyer Collection” 13-disk Boks sæt (UK)

Så er det på tide at finde den indre svinehund frem og guffe i sig af de labre godter, som Russ Meyer i sin tid udødeliggjorde på strimmel. Her er der tale om et engelsk bokssæt på 13 disk, indeholdende 19 Russ Meyer-klassikere. Titler som “The Immoral Mr. Teas”, “Lorna”, “Mudhoney”, “Motor Psycho”, “Vixen”, “Up” og ikke mindst “Faster Pussycat… Kill! Kill!” er inkluderet i boksen. Desuden medfølger der også en booklet på 98 sider.

Den omfattende boks indkludrer mange klassikere, så der er noget at ønske sig til Juleaften anno 2012!…

Blade Runner 5-disk TIN-boks (UK)

Ridley Scott lavede denne verdenskendte science fiction-fabel tilbage i starten af 80’erne med kæmpestjernen Harrison Ford i hovedrollen. Typisk betegnes den forud for sin tid, men det er unægtelig en massiv omgang high tech noir, der ikke er blevet overgået. Jeg tænker at Robert Zemeckis (“Back To The Future Part II”) og Luc Besson (“The Fifth Element”) skylder meget med deres brug af flyvende biler.

Denne 5-disk udgave, foruden at være i en meget flot tinboks, kan også bryste sig af intet mindre end 5 versioner af filmen. Blandt andet det såkaldte “work print”, som aldrig tidligere har været tilgængeligt og desuden også “The Final Cut”, som Ridley Scott anser for den perfekte udgave af hans film. Desuden medfølger en hologram-agtig tingeste (bemærk det diplomatiske navn til dette – jeg anede ikke hvad jeg skulle kalde den), 8 kort med skitser, et åbent brev fra Ridley Scott selv + endelig en kort booklet med beskrivelser af hvad man kan finde på de respektive dvder.